Kategori: Rikkes Indlæg

SPOT Festival 2009

Min 6. SPOT festival nærmer sig med hastige skridt, og som alle de andre år (eller i hvert fald de seneste par år) er jeg allerede nu begyndt at gå programmet i bedende og overveje hvad jeg skal tjekke ud og hvilke seminarer der kunne være interessante at overvære. Én af overvejelserne i år har været om jeg skulle vælge alle de navne ud som jeg gerne vil se og så istedet se alle dem jeg ikke har nogen som helst kendskab til. Det er jo en festival der er designet til at spotte nye navne, og derfor burde man netop ikke gå efter det velkendte, selvom det er det nemmeste for det meste. Sidste år var jeg alene afsted og præsterede at tjekke hele 23 navne ud på to dage, hvoraf Snake and Jet’s Amazing Bullit Band var de bedste og mest overraskende skarpt efterfulgt af Efterklangs fantastiske koncert i Musikhusets store sal. Jeg håber lidt på samme effektivitet i år, da det på mange måder var meget givende, men også hårdt.

Jeg tror det ender med halvt velkendte og halvt ukendte i år. Kan alligevel ikke lade være med ikke at kigge forbi selvom jeg udemærket godt kender musikken og koncertstilen. Men jeg har ikke rigtig haft tiden til at tjekke bandbeskrivelserne ud endnu, så det kan godt være at listen ændrer sig jo nærmere vi kommer festivalen og at der selvfølgelig under festivalen kan opstå nogle impulsive inputs, især fordi der er lidt huller i programmet hist og pist, utroligt nok.

Så min liste ser so far således ud (opdelt efter tidsplanen og dem med fede bogstaver har jeg aldrig oplevet live før):
Ave
Oh Land
Yann Tiersen
Bodebrixen
Er De Sjældne
The Asteroids Galaxy Tour
Are We Brothers
The Broken Beats
The William Blakes
Taxi Taxi!
Alloy Alloy
Den Sorte Skole
White Pony
Electrojuice
Marybell Katastrophy
Maria Timm
Music For Modern Man
Chin & The Ragga Pack
Rumpistol
Must Go Radio
Skammens Vogn
Atoi
WhoMadeWho
Jarle Bernhoft
Tim Christensen
Lucy Love
Birk Storm

Seminarer:
Musikken som vækstzone indenfor [DK]
Hvad nu Spillemand ?
Fremtidens Musikmedie
Teitur og jeg / Teitur and me

Seminarerne har siden min anden SPOT festival så vidt muligt været fast inventar på min udgave af SPOT, da man på en måde kommer om bag kulisserne, får sat ansigt på nogle fremtrædende branchefolk og får en ny indsigt i emnet samt andre synspunkter osv. Det kan anbefales.

Fredag aften når det sidste navn er tjekket ud, regner jeg med at lægge vejen forbi Klub Stuka som i samarbejde med Soundvenue afholder afterparty i Teatersalen på Østergades Hotel med The Floor Is Made Of Lava og Vinnie Who som live acts og DJ’s som White Pony, Bodebrixen og Rune Wehner (Spleen United). Hvis min energi da er til det.

Udover de nævnte navne, kunne det da også godt ske at man skulle lægge vejen forbi DUP teltet, hvor bl.a. min medskribent sammen med resten af sit band, The Norman Conquest, får chancen for at få gode råd og tips fra en række branchefolk. Læs mere her. Men det bliver vist kun hvis programmet tillader det.

Kom endelig med inputs til hvad jeg ellers skal huske at tjekke ud…inspiration er altid godt 🙂

Oh…og her er lige et klip fra sidste års SPOT festival, et interview med festivalens evigt tilbagevendende og mest hypede gæst, Rolling Stones journalisten, David Fricke (faktisk tror jeg at han har været på SPOT lige så mange gange som mig). Og hey…bemærk lige den gode vibe, det gode vejr og folk i shorts! Sådan har det også bare at være i år. Basta!:

David Letterman med på noderne

I sin tid kom min lille fætter ind på mit værelse og fortalte at han havde set David Letterman for nylig, og var faldet pladask for den her hawaiianske gut som havde spillet på Letterman’s show. Gutten hed Jack Johnson, og selvom jeg ikke har set klippet selv før nu, så fik jeg hurtigt tjekket manden ud og faldt ligeså pladask for hans charmerende og tilbagelænede musik. Her er det klip som min fætter havde set:

Efter at have fået øjnene op for showet, forsøgte jeg at følge lidt med. Men med de skæve sendetider og faktum af at der indimellem kan være langt imellem de gode navne, røg jeg hurtigt af vognen igen. Indtil for nyligt da jeg faldt over det igen, og igen blev imponeret over de navne han hiver ind. Vi har jo både at gøre med store garvede navne som f.eks. U2…og så ned til de mindre kendte navne som Josh Ritter eller Grizzly Bear for den sags skyld. Allersenest har Animal Collective spillet:

Og Bat For Lashes:

Jeg synes det er bemærkelsesværdigt at han efter hvert act nævner at de har en ny CD ude, når han står med en vinyl i hånden. Haha! Det er også nogle gange tydeligt, at han blot er vært, og det er diverse producere der nok har haft en finger med i spillet med hensyn til hvem der skal spille. Men det tager jeg nu ikke så ilde op. Det er stort når de navne man lytter til, bliver vist på sådan et stort program.

Grizzly Bear spiller der igen her d. 20. maj. Men eftersom vi er en uge bagefter i Danmark, bliver det jo nok først vist i TV omkring d. 27. maj. Det bliver fedt at se dem i sving igen og jeg håber også at de kommer til Danmark på deres næste europatour. Det SKAL de! Jeg husker stadig deres koncert på Pitstop tilbage i 2006 meget tydeligt. Mmm. Her er imidlertid deres optræden i Letterman fra sidste sommer:

Københavnske spillesteder og krisepakker


Jeg har før nævnt det herinde, og nu siger jeg det igen, efter at have læst denne nyhed. Jeg sagde sidst, at de københavnske spillesteder burde kigge deres jyske kollegaer over skulderen og gøre brug af mere frivillig arbejdskraft, men efter at have snakket om emnet med en kender af det københavnske musikermiljø, har jeg fundet ud af at det ikke er så lige til. Modsat Kolding, er der jo langt mere konkurrence i København, så hvis ét spillested skulle til at gøre brug af frivillig arbejdskraft, så ville de blive klandret for at have flere penge til rådighed til at afholde koncerter osv. Så derfor vil det kun kunne lade sig gøre at tage den jyske model i brug, hvis alle spillestederne bliver enige om at springe ud i det. Men det sker jo nok ikke sådan lige, selvom det godt kunne lyde på Vega’s direktør, Peter Sand, som om at de er klar til at lave ændringer på trods af hjælpepakker:

Jeg savner i den grad, at der er en direkte dialog mellem de implicerede parter, hvor man går ind og kigger på, hvordan det her kunne ændres. Det er lidt for banalt bare at komme med en check og så betragte problemerne som værende løst.

Den hvideste dreng i levende live

Erlend Øye

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst levede mig så meget ind i musikken til en koncert, at jeg helt glemte at lægge mærke til hvad der rent faktisk foregik på scenen og rundt omkring mig. Jeg levede bogstaveligt talt i min egen lille dansende bobbel da The Whitest Boy Alive, i går gav den gas så det baskede på Trains scene i Århus. Min krop er i dag banket gul og blå, hvilket vel kun må være et tegn på hvor god koncerten var. Jeg startede på 7. række eller noget i den dur da aftenens hovednavn trådte ind på scenen, og endte kort tid efter allerforrest, lige foran den aller hvideste af dem alle, nemlig Erlend Øye himself. Sikke en fest! Der blev givet slip på alt hvad der var at give slip på, ja selv min ene øreprop røg ad helveds til.

Stemningen var helt særlig. Og det er da én af de få ting jeg kan huske…for da jeg i dag gik en tur i det solbeskinnede Århus med min medskribent og fætter og gennemgik vores oplevelser fra koncerten i går, gik det op for mig hvor lidt jeg egentlig havde opfanget, hvilket var lidt skræmmende, men samtidig siger noget om hvor fjern jeg har været i musikken. Det er utroligt hvad musik kan gøre ved dig. Indrømmet at der var noget alkohol indblandet, men det var ikke det alene der gjorde udslaget. Rune har skrevet en meget sigende anmeldelse af koncerten her og Gaffa’s er heller ikke dårlig. Især Rune’s indledende sætning giver et meget godt billede af hvilket humør størstedelen af de godt 700 publikummer var i:

“”You can’t compare this to anything man” lyder ordene fra en meget feststemt gæst der med de bedste intentioner giver mig, et særdeles ’vådt’ knus, jeg takker ham naturligvis og nikker (…)…”

Det er rart når anmeldere kan minde én om hvad der egentlig skete, og i hvilken rækkefølge det skete, når ens eget minde og indtryk er yderst sløret og rodet, men i det mindste meget positivt. Ved nærmere eftertanke, tror jeg selv jeg var ofre for et eller to styks af de der ‘våde’ knus…det var nu meget hyggeligt. Kærlighed (og fest og glade dage) til folket som man siger…mere af det tak!

Sigende albumcovers

Eksamensperioden nærmer sig igen med hastige skridt. Det er dog forhåbenligt den sidste for mit vedkommende i denne omgang. I den forbindelse skal jeg skrive to opgaver på ca. 10-15 sider, og er efter et stykke tid kommet frem til, at de begge skal tage udgangspunkt i albumcoveret som objekt. Så derfor har jeg været min pladesamling igennem og er kommet frem til følgende mulige kandidater:

Akron/Family - Love Is Simple
Nick Drake - Pink Moon
Gorky's Zygotic Mynci - How I Long To Feel That Summer In My Heart
Ed Harcourt - The Beautiful Lie
Muse - Absolution
Cocorosie - Noahs Ark
Bob Dylan - Bringing It All Back Home
Pink Floyd - Dark Side Of The Moon
The Flaming Lips - Yoshimi Battles The Pink Robots
Led Zeppelin - Led Zeppelin III
The Beatles - Sgt. Pepper's Loney Hearts Club Band
Lou Reed - Transformer
Love - Forever Changes
David Bowie - Aladdin Sane
John Lennon - Walls and Bridges

Jeg kan umuligt skrive om dem allesammen, så det bliver meget svært at sortere i dem. Men kom endelig med nogle forslag selv, eller eventuelle kommentarer!

De tossede britere

Ergo Phizmiz

Mit første indlæg her på bloggen, handlede om de skøre islændinge, og nu er tiden kommet til de tossede britere. Jeg fik idéen til indlægget, da jeg for et stykke tid siden helt tilfældigt befandt mig i Ungdommens Hus i Fredericia og var vidne til en vældig underholdende brite der kalder sig Ergo Phizmiz. Han skriver bl.a. sange om is, dukker og pirater og er yderst aktiv med sine instrumenter og hvad han nu ellers spiller på, på scenen. Det minder mig lidt om den første gang jeg så Mugison på SPOT festival for en del år siden efterhånden, hvor han stod enemand på scenen bag et bord proppet med instrumenter og udstyr. Igen ikke en sammenligning rent musikalsk. Det engelske The Wire Magazine beskriver Ergo Phizmiz’s projekt som en del af “en enmandsband bevægelse” (one man movement) og han er ydermere kåret til den mest opfindsomme komponist der findes på den engelske musikscene pt. (dette kan så diskuteres). Men han er et interessant gemyt og en del af en spændende og lidt selvironisk bevægelse.

Hans liveshow mindede mig også om den britiske Tim Ten Yen, som vi har haft besøg af her i Kolding i både 2007 og 2008. Han er ligeledes en del af denne enmandshær, men har til forskel fra Ergo Phizmiz, kun et lille hvidt minikeyboard med på scenen, som han kun bruger i det første nummer af sit sceneshow, der ydermere er det eneste nummer han sidder ned i. Resten af tiden danser og fægter han rundt som en gal imens musikken spiller som playback på fuld skrue. Det virker meget karaoke agtigt på den meget charmerende måde. Som en ekstra lille feature, har han altid The Sinister Cat med på scenen. Det er en legetøjskat som ligger på en stol ved hans side og bevæger sig og knurrer lidt ved den høje musik. En trofast følgesvend.
The Sinister Cat

Tim Ten Yen har forklaret mig at katten giver ham en vis tryghed, en følelse af at han ikke er alene på scenen og at han er en del af et band. Det er lidt sjovt. Den har til og med sin egen Twitter profil her, og han har ydermere skrevet en sang om den, som selvfølgelig hedder ‘Something Sinister‘ Jeg fik den ære at være bodyguard for den efter hans koncert i Klostret i september sidste år, da han havde haft så travlt med at komme ud og få noget frisk luft, at han bare havde ladet katten ligge på scenen. Så den spenderede en god lille halv time på min arm, og det er utroligt så populær den er blandt folk. Han markedsfører sig også som Tim Ten Yen and The Sinister Cat, og den optræder selvfølglelig også på coveret til hans debutplade ‘Everything Beautiful Reminds Me Of You‘.

De er begge nogle man helst skal opleve live, så man kan leve sig ordentlig ind i deres univers. Så for at give jer en idé om hvad jeg snakker om, har jeg her fundet et par klip frem.

Der findes åbenbart ikke så mange live-videoer med Ergo Phizmiz, men her er den ene jeg kunne finde frem til (starter 54 sekunder inde):

Tilgengæld findes der en del flere med Tim Ten Yen, dog i tvivlsom kvalitet (hvis ikke det er billedet, så er det lyden), men her er det eksempel jeg fandt bedst: