Kategori: Rikkes Indlæg

Med klumpen helt oppe i halsen

loney, dear

“Han skal bare spille 1 eller 2 ballader mere, så tuder jeg!!”. Dette var mine ord til min fætter, da Emil Svanängen aka Loney, Dear netop havde spillet den smukke ‘I Love You (In With The Arms)‘. Klumpen sad helt oppe i halsen og tårerne lå lige i øjenkrogen, klar til at fylde mine øjne. Det var så smukt! Jeg husker ikke engang sidst jeg var til en koncert hvor jeg havde samme følelse…hvis jeg da nogensinde har oplevet det ? – I så fald var koncerten i går i Voxhall, den første koncert nogensinde, hvor jeg næsten blev rørt til tårer. Wow! Den mere end levede op til mine forventninger, og kunne næsten ikke blive lang nok.

Lyden var gennemført, hans stemme gik lige i hjertet og stemningen var i det hele taget god. Han lavede et par moves et par gange i løbet af koncerten, som bragte mine tanker på Josh Ritter (ikke at deres musik skal sammenlignes på nogen måde!). Men tricket med at stille sig ud på scenekanten, væk fra mikrofonen og starte en sang, er både et trick Joanna Newsom og Josh Ritter har gjort brug af (af dem jeg kender til), hvor Josh Ritter er den eneste jeg, indtil i går, har oplevet gøre det i levende live. Det er lige til ståpels!

Jeg har sikkert sagt det herinde før, men hvis du ikke kender Loney, Dear, så gør dig selv den tjeneste og tjek ham ud! Her er en sang til en start:

Æstetik

Når jeg slår ordet op i min Nudansk Ordbog med Etymologi, står der: “det at noget er udformet så det er smukt og behageligt for sanserne = SKØNHED”. Der står ydermere at det er det filosofiske studium af det skønne i kunst og natur. Men hvornår er noget skønt ? Og hvornår er noget kunst ? – Det evigt tilbagevendende spørgsmål, som man aldrig kan finde noget konkret svar på.

Jeg startede diskussionen med min far i går, da vi sad på en café i Århus og han og min onkel, tante, faster og mor sad og kritiserede den moderne kunst. Meget af den moderne såkaldte kunst i dag handler jo om at provokere og vække tanker, og ikke bare vise det skønne. Det mindede mig om da jeg var en tur på Solomon Guggenheim Museum i New York for en del år siden…men det er nu ikke det mit indlæg her skal handle om, det er jo trods alt en musikblog!

Tanken om det skønne i musik er jo også en individuel vurdering. Jeg kom til at stå og tænke på det i Voxhall’s mørke under endnu en musikkonkurrence (der er så mange efterhånden!), hvor det var publikums stemmer der sendte 2 bands videre til Vega hvor det er meningen at de skal konkurrere med de skandinaviske kandidater osv. Jeg er pænt skeptisk overfor sådanne konkurrencer, da det jo er nemt nok at fortælle venner og familie at de skal troppe op og stemme. De stemmer jo slet ikke objektivt, da man jo hellere end gerne vil støtte op om sin vens/families projekt. At ville dem det bedste så at sige. Men på den anden side er jeg også meget skeptisk overfor at der skal sidde en jury (det kommer der til i næste runde af denne konkurrence) og diktere hvad der er godt og hvad der ikke dur.

Når det så er sagt, så syntes jeg heller ikke niveauet var særlig højt i går. Der var tydelig forskel på hvad der gik igennem og hvad der haltede pænt bagefter. Ydermere kom jeg til at stå og tænke på at en stor del af musikken manglede originalitet. Meget af det syntes man at have hørt før. Og sådan synes jeg generelt det er med den del af musikscenen. En lille procentdel af dem skal nok vokse sig større og gå andre og egne veje med tiden, og dermed blive til noget på musikscenen, men der er lang vej igen.

Igen er det her mit syn på sagen og igen min idé om hvad originalt musik er. Hemmeligheden bag det at flere mennesker kan blive enige om hvad der er godt/dårligt originalt/uoriginalt, må ligge i disse menneskers kulturelle baggrund. Og diskussionen her kunne fortsætte i det uendelige… Alligevel krydser jeg selvfølgelig fingre for min fætters band, som selvfølgelig vandt konkurrencen i går aftes. Stort tillykke herfra!

Sprøde svenskere

Forest Crispian - Modest Sensation

Min medskribent og jeg blev positivt overraskede, da vi helt tilfældigt kom gående ind i Ridehuset på SPOT Festival for 2 år siden, og faldt over Forest & Crispian, som stod oppe på den ene af de to scener og spillede noget underligt dansabel musik med en snert af sindssyge. Når jeg siger sindssyge hentyder jeg til den stående trommeslager, Adam Hjertström, som havde en tendens til at komme med de mest overraskende energiudbrud (med lyd!). Det var ganske underholdende, og undertegnede her var solgt til stanglakrids på stedet!

Derfor varmede det rigtig meget at finde ud af at bandets andet album ‘Modest Sensation‘ udkommer dagen efter min fødseldag, nemlig d. 18. maj. Det bliver en god måned (med undtagelse af eksaminer!).

Denne video giver måske et meget godt eksempel på hvad min fætter og jeg var vidne til…

Hah! Der er vist noget om det…

The Good ol’ Albion

The Libertines

Jeg genopdagede et band i morges da jeg satte mig op på min cykel, og ikke var i humør til hverken M. Ward, Loney Dear eller noget som helst andet, som ellers har været i varm rotation på det seneste. Bandet jeg genopdagede, er – som de fleste nok allerede havde gættet på enten titel eller billede eller begge dele – de engelske The Libertines. Et band der siges at have revolutioneret den engelske musikscene i starten af dette nye århundrede. De nye Beatles om man vil (ikke at jeg er af helt samme opfattelse, men…), da der kørte lidt samme intensitet imellem bandets to hovedpersoner, Peter Doherty og Carlos Barât, som startede ud som et godt broderligt venskab og endte i svigt, misforståelser og stofmisbrug. En konflikt som pressen udnyttede til fulde, og dermed spolerede hele eventyret om The Libertines for nytilkommere, så de fremstod som den typiske lev-stærkt-dø-ung rock’n’roll kliché, der overskyggede den musikalitet og det band de i virkeligheden var – et band der bare elskede at spille for deres fans, som de også holdt af at forkæle med bl.a. intime koncerter i diverse lejligheder rundt omkring i London og lignende, inden det store mediecirkus og stofmisbruget gjorde kål på det vel at mærke.

Jeg var selv én af disse nytilkommere, da jeg i 2006 langt om længe hoppede på vognen, på trods af at min veninde forsøgte at få mig til at lytte til dem allerede i 2002-2003 stykker, men lyttede jeg?! På dette tidspunkt (2006) var de gået i opløsning for længst, så jeg oplevede dem desværre aldrig live da de var på deres højeste. Det tætteste jeg har været på at opleve dem live, var da Carl og hans nu daværende band, Dirty Pretty Things, optrådte med ‘I Get Along‘ i Pumpehuset i november sidste år. Hvilken oplevelse!

Heldigvis findes der en rigtig god bog – ‘The Libertines – Bound Together‘, der fremstiller et sandfærdigt billede af bandet både før, under og efter. Den er flot illustreret og fantastisk spændende læsning (ja..næsten en slags mini-Beatles-Anthology!). Den kan på det varmeste anbefales!

Dette nummer var førstesinglen til deres andet og selvbetitlede album fra 2004. Det er ellers ikke min favorit med dem…men et meget sigende nummer for det humør jeg var i i morges…

…mit favoritnummer derimod, er det følgende, som var 2. single fra deres debutalbum, ‘Up The Bracket‘ fra 2002 (singlen er fra 2003):

X-Factor og boybands

Jeg har slet ikke fulgt med i denne omgang X-Factor, men er helt tilfældigt kommet til at sidde og se finalen, som løber af stablen i skrivende stund. Det er som om de bygger sådan en bestemt stemning op – selvom det slet slet ikke er det samme som sidste år, da jeg havde fulgt mere med – men jeg er skam fanget! Også selvom jeg ikke synes at der er nogen som helst af finalisterne der behøver at vinde! Jeg misunder dog deres optræden med Take That, og syntes da også at det var ret kikset at de absolut skulle synge ‘Patience’ lige inden Take That trådte ind på scenen. Er der ikke en uskreven regel for sådan noget ? – Du hører da heller ikke f.eks. Flaming Lips lige inden selvsamme band går på scenen på pågældende spillested…vel ?

Du undrer dig sikkert over at jeg misunder dem for at have stået på samme scene som Take That, men det findes der selvfølgelig en forklaring på. Da undertegnede var 9-10 år gammel i start/midt 90’erne, var du enten fan af Boyzone eller Take That, hvis du ikke lige havde fået ørerne op for grungen. Jeg nåede lige netop at hoppe med på Take That vognen inden de gik i opløsning i 1996. Mark Owen med den spædeste stemme i gruppen, var underligt nok mit store idol og der har selvfølgelig ikke været noget boyband der siden har kunne gøre så stort indtryk på mig som de gjorde i sin tid. Så det var derfor helt sjovt pludselig at befinde sig i samme barndoms-iver, da de trådte ind på scenen i TV, og opleve den misundelse der straks vældede op i mig. Haha! Det skal da lige tilføjes, at de langt fra er det samme efter de er blevet gendannet.

Meget passende, er Robbie Williams forresten i dag trådt et skridt nærmere sin gamle gruppe, hvilket vel kun kan være godt nyt. Måske de kommer nærmere deres gamle jeg når/hvis han kommer tilbage ? – Det vil vist kun tiden vise.

Nå, nu røg Mohamed ud af X-Factor. Det skulle ikke undre mig hvis det er Alien Beat Club der løber af med sejren, for det er dem jeg har hørt mest om uden overhovedet at følge med. Linda har iøvrigt noget Hanne Boel over sig (udseenet!)… Jeg ser iøvrigt allermest denne finale i et forsøg på at samle inspiration til mit bachelor projekt, som står og banker på lige om hjørnet. Mere herom i et fremtidigt indlæg…

Og selvfølgelig skal i da lige have én af mine favoritter med her på falderebet. Det var dengang der var mainstream-pop til!:

Indiens mormor

Northern Soul badge

Jeg opdagede for nyligt, at min skribentmakker (og fætter) herinde, ikke aner hvad Northern Soul er. Det er jo en kæmpe fejl i hans opdragelse, da Northern Soul jo ligefrem siges at være indiens mormor!

Northern Soul er et begreb der opstod i slutningen af 1960’erne, da en ejer af en pladebutik i Covent Garden i London blev nødt til at navngive genren for at gøre det nemmere for hans medarbejdere at skelne imellem den dengang nyeste sorte soul fra den ældre sorte soul (fra starten af 60’erne). Det var primært blandt de såkaldte Mods, at Northern Soul blev dyrket, selvom der også fandtes Mods der dyrkede andre genrer såsom Psykedelisk Rock, så dyrkede de Mods der kom fra det nordlige England udelukkende Northern Soul og Ska (også kaldet Blue Beat opkaldt efter pladeselskabet Blue Beat Records der bl.a. udgav Ska i England i 1960’erne). Senere hen delte denne gruppe Mods sig op i yderligere to grupper, dem der fortsat dyrkede Northern Soul og dem der senere hen blev kaldt Skinheads, altså dem der virkelig tog Ska’en til sig og gjorde det til en livsstil.

I 1963 åbnede Twisted Wheel Club i Manchester, som den første natklub nogensinde der førte deres profil med Northern Soul. Klubben nåede dog at lukke før Northern Soul for alvor brød igennem i midten af 1970’erne, men der var selvfølgelig en masse andre klubber der var åbnet i mellemtiden til at føre genren videre. Én af dem var Wigan Casino der i 1973, også i Manchester, åbnede dørene for de Northern Soul glade Mods. Wigan Casino’s højdepunkt var da det amerikanske magasin, Billboard i 1978 kårede klubben som verdens bedste diskotek. Festen varede dog ikke evigt, da klubben i 1981 blev nødt til at lukke på grund et stigende forbrug af diverse stoffer blandt klubbens gæster, samt en forringelse af den musik der blev spillet. Det siges at scenen opløstes med Wigan Casino’s lukning, og den var da også næsten forsvundet i 1980’erne, men eksisterer altså stadig i undergunden og i bedste velgående den dag i dag med diverse Northern Soul klubber verden over. Her i Danmark har vi endda også en klub vednavn Backstreet, der rådyrker stilen, når de nu og da afholder klubaftener på diverse steder i København. Senest var i starten af denne måned i Råhuset.

Én af de nok mest kendte Northern Soul klassikere, er ‘Tainted Love‘ med Gloria Jones fra 1964, som Soft Cell udødeliggjorde i 1981. Lyt selv:

Det siges at ‘I Can’t Help Myself (Sugar Pie, Honey Bunch)‘ af The Four Tops, er den sang der definerer genren allerbedst, så den får i også lige med her (beklager lydkvaliteten…but it’s the real thing!):

northern soul

En plade der handler om noget

‘Glory Hope Mountain‘ er de canadiske The Acorn’s tredje udspil fra 2007 som jeg helt tilfældigt stødte på for ikke så længe siden. Det er en meget smuk plade der handler om sangskriver Rolf’s mors flugt fra Honduras til Canada da hun var en lille pige. Hun flygtede fra en barndom fyldt med mishandling og misbrug i Honduras og skabte sit eget liv i Canada. Rolf’s far arbejdede i Unicef, men døde meget pludseligt da Rolf var teenager og tog dermed en masse ubesvarede spørgsmål med sig i graven. Dette motiverede Rolf til at lave et interview med hans mor om hendes liv, hvilket blev grundlaget til denne plade, som jeg på det varmeste kan anbefale!

Her er et af mine yndlingsnumre fra den: