Jeg var så heldig at få en billet foræret til den ellers udsolgte koncert med Animal Collective i Amager Bio i fredags. Jeg må være ærlig og indrømme at det ikke lige er det band jeg har dyrket allermest, så jeg havde ikke lige så mange forventninger som min veninde, der viste sig at være kæmpe fan, jo nærmere vi kom koncertstart.
Hele min oplevelse den aften, blev lidt farvet af den døsighed, som den voldsomme bas fremkaldte. Den var allerede gal ved opvarmningen, som Pantha Du Prince stod for. En hætteklædt fyr der gemte sig bag en pult, som stod han og blandede en magisk drik. Det var meget svært at se hvad han egentlig lavede, men det der kom ud af højttalerne i 40 lange minutter (næsten uden afbrydelser), mindede mig mere og mere om en rave fra mine tidlige teenage-år, jo længere vi kom ind i settet, end om det lydunivers jeg var sat op til at skulle ind og opleve. Kort sagt, jeg brød mig ikke rigtigt om det.
Vi stod helt oppe ved scenekanten, lige foran Noah Lennox aka Panda Bear, som tydeligvis var den pigerne omkring mig, havde ventet på. Rent lydmæssigt, startede det godt ud, men der varede ikke længe før jeg blev nødt til at hive mine ørepropper frem på grund af den voldsomme bas. Det siges jo, at du for det meste får den bedste lydoplevelse hvis du står nede ved lyd/mixerpulten, men da min veninde insisterede på en plads oppe ved scenekanten, og jeg syntes det var en god idé i forhold til hvad ryg og knæ efterhånden kan holde til, blev det sådan. Jeg har så også efterfølgende via diverse anmeldelser, erfaret at det ikke kun var der hvor vi stod, at lyden fremstod meget mudret til tider. Jeg skyder skylden på den vilde bas der til og med fik glassene på scenekanten til at hoppe og danse! Derudover havde de det med at trække nogle af numrene i langdrag, og bandmedlemmerne virkede ikke supertændte på at være på scenen. Hvilket var ærgeligt, for det virkede virkelig som om at folk havde set meget frem til denne koncert.
Men ser man bort fra det, så var det nu alt i alt en god aften med en koncert der startede sløvt ud og endte i det mere energiske hjørne, hvor folk endelig fik lov til at danse og hoppe lidt. For tilsyneladende havde en stor del af publikum forventet at koncerten ville udvikle sig til noget som de kunne danse til. Det var nu ikke det jeg havde forventet, i og med at mit indtryk af Animal Collective inden koncerten, var de her fantastiske lyduniverser, som nogle gange kan være svære at forestille sig live, og jeg havde set frem til bare at stå og nyde indtrykkene og se hvordan bandet havde tænkt sig at fyre dem af live. At det så blev lidt spoleret af denne her voldsomme bas er så hvad det var. Jeg blev generelt meget imponeret over at man kan fremstille sådan nogle små værker af syret musik, og samtidig holde takten, som sad man og hørte pladen. Sikke et cirkus…på den gode måde!
Jeg vil hermed slutte af med mit nye favoritnummer med de kære dyrevenner:
