Det er sikkert mig der har været langsom i opfattelsen, da den såkaldte Confessions Tour blev skudt igang for 1 år siden, hvor tre kunstnere kom på idéen inspireret af YouTube, der går ud på at de skulle skrive sange til nogle udvalgte YouTube videoer. Ganske glimrende idé.
Nu er Confessions Tour del 2 så sparket igang af ingen ringere end Teitur og Nico Muhly. Hvilket godt kunne gå hen og blive ret så fantastisk. Følg det hele her. Og se introduktionsvideoen herunder:
The Dodos har æren af at have spillet én af de 3 bedste koncerter på Roskilde Festival i år, for mit vedkommende. Så det var en glædelig overraskelse, da jeg i går opdagede at de udgiver deres tredje album lige om lidt! Det har fået den makabre titel Time To Die og kan streames helt kvit og frit her. Det kan anbefales på det ypperste.
Jeg har tidligere været inde på genrebetegnelsen her på bloggen. Men er det i virkeligheden en genre?
Den er ligesom Rock-genren i sin tid, blevet ret slidt efterhånden. ALT er efterhånden enten Mainstream eller Indie, der er ikke ret meget imellem. Men HVAD er Indie? – Det mest brugte svar er: “Indie musik, er musik der udkommer på et lille uafhængigt pladeselskab.” Aha…ja, men så er det jo hvilken som helst slags musik, der kan betegnes som Indie, bare det udkommer på de rigtige præmisser? Hvad så med de bands der udkommer på et lille såkaldt uafhængigt pladeselskab, som har en distributionsaftale med et større pladeselskab?
Denne lille dokumentar sætter nogle af de samme spørgsmål i søgelyset, og drager USA tyndt for at interview’e diverse såkaldte Indie artister, med disse spørgsmål i rygsækken. Det er der kommet en masse interessante svar ud af. Se traileren herunder.
What Is INDIE? (som kan erhverves her)
Det har længe gået og irriteret mig, at der er så meget der kaldes Indie efterhånden. Det er så nemt. Men jeg ser det ikke længere som en genre, især ikke efter at have set dokumentaren der. Da der nærmere er tale om en filosofi, frem for en bestemt genre. En filosofi om at stå på egne ben igennem så mange processer som muligt og have så meget magt over sine kunstværker som muligt, om du så spiller blues, pop eller rock. DET er Indie. En filosofi, ikke en genre.
Jenny Wilson blev for nyligt kaldt Skandinaviens Indie-dronning, hvilket vel egentlig passer meget godt på hende, eftersom hun gør en stor del af arbejdet selv og udgiver sin plade på eget selskab og alt det der, også selvom hun er ved at være et pænt stort navn, så er hun stadig Indie, for hun står inde for Indie-filosofiens værdier.
Hvis vi skal tale genrebetegnelser i den modsatte boldgade af Mainstream, hvad så med at tage Undergrund og Alternativ mere i brug istedet? Jeg ville da til enhver tid kalde f.eks. Bodebrixen for alternativ pop istedet for indie pop.
Men som jeg var inde på i mit indlæg om Mainstream pop, så er det ikke altid nemt at proppe musikken i kasser, og hvis det stod til mig, så jeg helst at det ikke var nødvendigt. Men det er det så længe vi har behov for at kunne beskrive det med ord.
Jeg har altid været imod at sammenligne noget musik med noget andet musik (især i forbindelse med anbefalinger og lign.), men har med tiden opdaget at det er umuligt at lade være, og i virkeligheden et ret godt værktøj. Især fordi jeg stinker til at proppe musikken ned i kasser, de såkaldte musik-genre; pop, rock, pop-rock, indie, indie-rock, indie-pop, gymnasie-rock, alternativ, undergrund, elektronisk, new wave, new romantics, punk, glam, beat, rock’n’roll, classic rock, shoegaze osv osv.
Hvornår ved man når man spiller den ene eller den anden genre musik?? Går man som musiker bevidst efter de forskellige genrer? Eller er det anmeldere og medier der prakker genrene på dem? Eller drejer det sig i sidste ende om smag og behag og musikalske baggrunde? Jeg tror ikke der findes noget endegyldigt svar, da det afhænger meget af de forskellige omstændigheder.
Genrejunglen vil ingen ende tage. Selv din iTunes kan ikke altid finde ud af at kende forskel på hvad der er hvad og kalder f.eks. Adem og Bat For Lashes for Alternative & Punk…og siden hvornår er The Thrills blevet til Psychedelic Rock?? – Ved disse spørgsmålstegn, har jeg jo i og for sig også allerede givet udtryk for, at jeg på trods af ovenstående udtalelse, alligevel har én eller anden idé om hvilken musik der passer ind bestemte steder i junglen.
Når det så er sagt, er der to hovedgenrer, som på det sidste har givet mig stof til eftertanke (især i forbindelse med nogle eksamensopgaver)…det drejer sig om Mainstream Pop og Indie. For at starte med førstnævnte, er det en meget udskældt genre. Alle ved hvem og hvad der er tale om, men det er de færreste der tør stå inde for at de egentlig ikke har så meget imod det. Det har denne blog for nyligt taget op som hovedmission. Jeg læste tidligere i dag en artikel af Lisbeth Ihlemann (ph.d. og adjunkt ved Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet), hvor hun (godt nok med udgangspunkt i boybandet, men de er jo ligesåvel en del af denne genre), beskriver genren således:
Musikken kan indledningsvis beskrives som mainstream pop: musik, der hellere bliver inden for rammerne end går udenfor, musik, der prioriterer vellyd frem for eksperimentet, musik, hvor den langsomme romantiske sang, balladen, er kernen i repertoiret og musik, hvor vokalen betyder næsten alt, altså hvor den menneskelige repræsentation står i fokus.
Hun taler altså om genren som det renpolerede udtryk hvor den menneskelige præsentation er i hovedsæde, hvilket vel passer meget godt ind på en stor del af denne genre, da det visuelle udtryk i langt de fleste tilfælde er det vigtigste. Jeg så f.eks. for nyligt et interview med Britney Spears, hvor hun skulle forestille at tale om musikken på hendes nye plade…men istedet for at fortælle om den i tekniske detaljer og små sjove anekdoter, som man er vant til fra andre genrer, lagde hun istedet tryk på, at de numre der havde fundet vej til pladen, var numre hun havde lyttet til og kunne se visuelt for sig. Det beviste hun da også til fulde til det show hun fyrede af i Parken i weekenden (jeg var der ikke selv, men har læst mig frem via anmeldelser og debatter), hvor hun fyrede noget af et show af. Folk der blev interviewet i nyhederne, sagde i de fleste tilfælde, at de så frem til at opleve showet. Hvor er musikken henne i det her? Og er det så ikke skræmmende at tænke på hvor mange plader kvinden sælger, når det hele i virkeligheden slet ikke drejer sig om musikken?
Der er ikke noget at sige til, at denne genre er udskældt især iblandt musiknørder og musiksnobber, som for det meste kræver mere hjerne og oprigtighed bag musikken. Men hvem kan ikke stå for en god catchy melodi i ny og næ?
(jeg vender Indie-genren på hovedet i mit næste indlæg)
Jeg kunne alligevel ikke leve med tanken om at skulle sidde og glo i min lejlighed hele weekenden med det skønne vejr, og vide at en stor del af min omgangskreds hyggede sig ovre på Roskilde Festival og så en masse fed musik. Så jeg erhvervede mig i går, på trods af den pebrede billetpris, en endagsbillet og tog på en vild 24 timers udflugt dedikeret til Roskilde Festival. Hvilken tur…
Varmen var tæt på ulidelig da jeg langt om længe var ankommet og havde fået mit armbånd på, så dagen blev startet i venskabeligt selskab med en iskold papvin i skyggen. Hvorefter vi tog hul på dagens koncerter. Min oprindelige plan havde været at den skulle starte med …And You Will Know Us By The Trail Of Dead, men så fik jeg at vide at det nok ville være en god idé at møde op på Yourspace ved Pavilion på samme tid som koncerten ville starte, til en debat om musikblogs. Meeen, så fik jeg en sms fra en gammel kær ven, som gerne ville se Tim Christensen med mig, og eftersom jeg på trods af at have set Tim utallige gange, aldrig har oplevet ham på Roskilde, samt at musikken har en vis effekt på mig og det faktum at vinen var gået godt og grundigt i blodet, kunne jeg alligevel ikke dy mig, og planerne blev lavet om. Sikke en hyggelig eftermiddagsstund. Selvom jeg ikke kunne se scenen særlig godt, var det nu en dejlig oplevelse.
Herefter gik turen over til den eneste koncert jeg havde på mit program, som foregik på Orange Scene. Vi satte os til rette på den golde jord med en øl, og knipsede med til den gæve svensker, Håkan Hellström. Det var én af de bedste koncerter jeg længe har oplevet på Orange (hvis vi lige ser bort fra Muse og Flaming Lips for nogle år siden). Dejligt festligt og passende til det skønne vejr.
Arena kaldte igen, denne gang var det det meget omtalte band Elbow, der trådte på scenen. Jeg må være ærlig at sige at jeg på dette tidspunkt havde fået så hatten passede, og havde derfor lidt svært ved at holde koncentrationen. Men jeg synes heller ikke at Elbow passede ind på en scene af Arena’s størrelse. De ville have været meget bedre tjent med en mindre og mere intim scene. Når det så er sagt, fik jeg dog et godt indtryk af musikken.
The Dodos indtog Pavilion scenen, og hvilken koncert. Jeg kunne slet ikke stå stille. Der er en vis charme over den scene. Den har den perfekte størrelse. Min veninde og jeg kunne ikke lade være med at gå og smånynne på vores vej over til Astoria, hvor Micachu & The Shapes var gået igang med en koncert, som jeg havde set meget frem til, men som jeg dog måtte gå skuffende fra efter en række numre. Jeg kunne slet ikke forholde mig til deres støjende flade, som jeg havde forventet ville være mere legende end den fremstod.
Det var tid til en musikalsk pause. Alkoholens eftervirkning havde sat sine spor og en led hovedpine tvang mig til at sidde en stund ved Odeon, imens mørket lagde sig over festivalen.
Jeg havde dog ikke givet helt op, og traskede et par timer efter ned imod Pavilion endnu engang og rockede lidt med på The Pains Of Being Pure At Heart‘s teenage-rock. Det var cool. Men med tanken om at skulle holde hele natten, var det tid til en lille powernap, og meget passende fandt jeg en ledig hængekøje lige ved Pavilion og nød Roskilde lidt bag lukkede øjenlåg, og irriterede mig lidt over Black Dice‘s meget ensformigede udtryk, som var der gået hak i pladen.
Omkring kl. 2:30, tog jeg mig sammen igen og gik tilbage til Odeon for at nyde nogle numre af Mikael Simpson & Sølvstorm. Det var en hyggelig affære. Det er tydeligt at han har udviklet sig en hel del i både fremtoning og musikalsk udtryk siden jeg tilbage i 2003 en ligeledes sen nattetime blev hevet væk fra Coldplay på Orange, for at opdage Mikael Simpson & Sølvstorm i en lettere usikker udgave på Pavilion, som dengang lå der hvor Astoria ligger i dag.
Men jeg var nødsaget til at forlade koncerten til fordel for Pavilion endnu engang. Denne gang drejede det sig om de psykedeliske Dragontears med Lorenzo Woodrose i front. Mine øjenlåg var blevet rigtig tunge på dette tidspunkt, og en hel dag i støv, var begyndt at kunne mærkes godt og grundigt. Det var sjovt at opleve at blive sendt på sådan en tidsrejse, for man kunne snildt forestille sig at man befandt sig på én af de første Roskilde Festivaller for cirka 30 år siden, hvis man brugte sin fantasi og levede sig ind i musikken. Den var lige en anelse for syret til min smag, men jeg holdte ud for jeg skulle underholdes så længe som muligt, da DSB ikke kører med så mange tog imellem 2 og 6 om natten.
Klokken 4:30 var der ikke mere tilbage. Folk sev lige så stille ud af festival pladsen, og bassen fra diverse fester rundt omkring bulrede i baggrunden imens jeg lige så stille traskede ind imod stationen. Det blev mere og mere stille og mere og mere mennesketomt. De 24 timer var ved at rinde ud, og min mavefornemmelse omkring det hele var god. Roskilde er nu noget særligt.
Midt i alt hysteriet omkring et stort pop-ikons død, er nyheden om Stengade 30’s (indtil videre) endeligt som regionalt spillested, helt druknet. Selvom det er en ret afgørende faktor i krisen på den danske live-scene, og dermed endnu en gnist til den i forvejen buldrende debat, er det som om den mere eller mindre er sat i skyggen af hele mediecirkuset omkring Jacksons død og det igangværende Roskilde Festival.
Danmark er blevet endnu et vigtigt spillested fattigere. Det er med vilje at jeg siger DANMARK i denne sætning, for selvom det er et københavnsk spillested der er tale om, så er det stadig et spillested der har haft stor betydning på den ene eller den anden måde for den danske livescene, da den har givet plads til alle de små og skæve navne, som de andre større regionale spillesteder ikke har haft plads til i deres veletablerede programmer. Dermed sagt, at hvis et af de større steder lukkede, så ville det have knap så stor betydning efter min mening, da der findes rigeligt med platformer til den mere etablerede musik.
En anden ting der er mere eller mindre sindsoprivende i denne sag, er måden det er sket på. Der er ikke givet nogen konkret grund, andet end at der åbenbart har været rod i det økonomiske, hvilket der med nyetableret bagland, burde være arbejdet med at få på plads. Nu taler jeg mere af egen erfaring når jeg siger, at sådan noget foreningsarbejde og styr på økonomien altså ikke sker fra den ene dag til den anden. Da jeg selv har været med i Klostret de sidste 2 år, hvor vi sidste år stod i en lignende situation med rod i økonomien og adminstrationen, hvilket vi har været så heldige at få yderligere støtte til at løse. Men vi er stadig her lidt over et halvt år inde i det såkaldte “år 0”, kun på begynderstadie, selvom der er kommet styr på en del ting efterhånden. Stengade 30 var også i modvind på cirka samme tid som Klostret sidste år, så det er klart at de endnu ikke har fod på det hele. Efter min mening er der ikke givet nogen som helst chancer i denne sag!
Dette blog indlæg samt kommentarer på Bandbase fra en paneldebat på årets Roskilde Festival, har nogle indvendinger omkring emnet m.m. De siger mange af de samme ting som jeg havde tænkt til dette indlæg.
Når de ting så er sagt, priser jeg mig lykkelig over at der dog trods alt stadig findes steder som Stengade 30 i Danmark. Ét af dem er Pitstop her i byen, som med en sølle honorarstøtte har klaret sig igennem de sidste imponerende 16 år. Og hvilket ydermere er imponerende udover de fantastiske navne der er blevet hevet i land i ny og næ, er at stedet har klaret sig i en by som Kolding, hvor der er meget langt imellem de musiknysgerrige indbyggere. Pitstop er det eneste sted i Kolding der for alvor har fingeren på pulsen, og har turde satse mere end jeg nogensinde har set byens regionale spillested gøre.
Både Kolding og Danmark vil være fortabt hvis tendensen med at lukke de små steder fortsætter…
“Hvem elsker ikke superstjerner ? Det gør vi da allesammen.” – Szhirley
Alle skriver og snakker om det i disse dage. Et af vor tids største pop-ikoner er afgået ved døden, og det er et interessant fænomen at se hvor mange mennesker det egentlig berører og hvordan de reagerer på det. Jeg har aldrig rigtig dyrket manden på nogen måde, men har da fulgt med på sidelinien, da man selvfølgelig ikke kan lade være med at være fascineret på den ene eller den anden måde. Det var også et chok at læse nyheden i går morges meget tidligt, og måtte møde op hos min BA vejleder med en klump i halsen. Det er altid sørgeligt når en musiker dør, uanset om det er én der har betydet noget for dig eller ej. Med min passion for musik, er det svært ikke at blive berørt uanset hvad. Dermed ikke sagt at jeg sidder og tuder. Det ER bare sørgeligt.
Men når det så er sagt, så havde Jackson jo været ret stille i en række år, og selvom der var arrangereret 50 farvelkoncerter i London, så var hans storhedstid for længst ovre. Jeg har svært ved at forestille mig, ham gøre et comeback, altså udkomme med noget nyt hvis han ikke havde været død. Ligesom jeg også har en smule svært ved at forstå den store indflydelse han har haft på diverse musikere og mennesker, og hvorfor de bliver ved med at nævne ham som det største af det største. Det er sikkert fordi jeg som nævnt aldrig har dyrket ham og evt. også fordi jeg er født de år for sent. Men når det er sagt, er det stadig svært at forstå at han er død.
Heldigvis lever musikken videre.
Jeg synes det er lidt komisk, at netop som jeg har afleveret en eksamensopgave som bl.a. omhandlede pladecoveret til den såkaldte ‘Bananplade‘ (The Velvet Underground – ‘The Velvet Underground and Nico‘) fra 1967. Så vælger Beck Hansen en uge efter at offentliggøre at han har indpillet selvsamme plade, som han vil offentliggøre ét nummer fra. Fantastisk. Og jeg synes faktisk han har gjort det helt godt. Mine yndlingsingredienser, som også optræder i originalen, er med…det værende; klokkespil og tambourin. mmm. Tag et selv et lyt her:
eller her:
Record Club: Velvet Underground & Nico ‘Sunday Morning’ from Beck Hansen on Vimeo.
Og her er så originalen:
Jeg tror jeg har genforelsket mig i denne plade.
