Tag: Indie

Den "selvstændige" musik

Jeg har tidligere været inde på genrebetegnelsen her på bloggen. Men er det i virkeligheden en genre?

Den er ligesom Rock-genren i sin tid, blevet ret slidt efterhånden. ALT er efterhånden enten Mainstream eller Indie, der er ikke ret meget imellem. Men HVAD er Indie? – Det mest brugte svar er: “Indie musik, er musik der udkommer på et lille uafhængigt pladeselskab.” Aha…ja, men så er det jo hvilken som helst slags musik, der kan betegnes som Indie, bare det udkommer på de rigtige præmisser? Hvad så med de bands der udkommer på et lille såkaldt uafhængigt pladeselskab, som har en distributionsaftale med et større pladeselskab?

Denne lille dokumentar sætter nogle af de samme spørgsmål i søgelyset, og drager USA tyndt for at interview’e diverse såkaldte Indie artister, med disse spørgsmål i rygsækken. Det er der kommet en masse interessante svar ud af. Se traileren herunder.

What Is INDIE? (som kan erhverves her)

Det har længe gået og irriteret mig, at der er så meget der kaldes Indie efterhånden. Det er så nemt. Men jeg ser det ikke længere som en genre, især ikke efter at have set dokumentaren der. Da der nærmere er tale om en filosofi, frem for en bestemt genre. En filosofi om at stå på egne ben igennem så mange processer som muligt og have så meget magt over sine kunstværker som muligt, om du så spiller blues, pop eller rock. DET er Indie. En filosofi, ikke en genre.

Jenny Wilson blev for nyligt kaldt Skandinaviens Indie-dronning, hvilket vel egentlig passer meget godt på hende, eftersom hun gør en stor del af arbejdet selv og udgiver sin plade på eget selskab og alt det der, også selvom hun er ved at være et pænt stort navn, så er hun stadig Indie, for hun står inde for Indie-filosofiens værdier.

Hvis vi skal tale genrebetegnelser i den modsatte boldgade af Mainstream, hvad så med at tage Undergrund og Alternativ mere i brug istedet? Jeg ville da til enhver tid kalde f.eks. Bodebrixen for alternativ pop istedet for indie pop.

Men som jeg var inde på i mit indlæg om Mainstream pop, så er det ikke altid nemt at proppe musikken i kasser, og hvis det stod til mig, så jeg helst at det ikke var nødvendigt. Men det er det så længe vi har behov for at kunne beskrive det med ord.

Hovedstrømspopulær

Jeg har altid været imod at sammenligne noget musik med noget andet musik (især i forbindelse med anbefalinger og lign.), men har med tiden opdaget at det er umuligt at lade være, og i virkeligheden et ret godt værktøj. Især fordi jeg stinker til at proppe musikken ned i kasser, de såkaldte musik-genre; pop, rock, pop-rock, indie, indie-rock, indie-pop, gymnasie-rock, alternativ, undergrund, elektronisk, new wave, new romantics, punk, glam, beat, rock’n’roll, classic rock, shoegaze osv osv.

Hvornår ved man når man spiller den ene eller den anden genre musik?? Går man som musiker bevidst efter de forskellige genrer? Eller er det anmeldere og medier der prakker genrene på dem? Eller drejer det sig i sidste ende om smag og behag og musikalske baggrunde? Jeg tror ikke der findes noget endegyldigt svar, da det afhænger meget af de forskellige omstændigheder.

Genrejunglen vil ingen ende tage. Selv din iTunes kan ikke altid finde ud af at kende forskel på hvad der er hvad og kalder f.eks. Adem og Bat For Lashes for Alternative & Punk…og siden hvornår er The Thrills blevet til Psychedelic Rock?? – Ved disse spørgsmålstegn, har jeg jo i og for sig også allerede givet udtryk for, at jeg på trods af ovenstående udtalelse, alligevel har én eller anden idé om hvilken musik der passer ind bestemte steder i junglen.

Når det så er sagt, er der to hovedgenrer, som på det sidste har givet mig stof til eftertanke (især i forbindelse med nogle eksamensopgaver)…det drejer sig om Mainstream Pop og Indie. For at starte med førstnævnte, er det en meget udskældt genre. Alle ved hvem og hvad der er tale om, men det er de færreste der tør stå inde for at de egentlig ikke har så meget imod det. Det har denne blog for nyligt taget op som hovedmission. Jeg læste tidligere i dag en artikel af Lisbeth Ihlemann (ph.d. og adjunkt ved Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet), hvor hun (godt nok med udgangspunkt i boybandet, men de er jo ligesåvel en del af denne genre), beskriver genren således:

Musikken kan indledningsvis beskrives som mainstream pop: musik, der hellere bliver inden for rammerne end går udenfor, musik, der prioriterer vellyd frem for eksperimentet, musik, hvor den langsomme romantiske sang, balladen, er kernen i repertoiret og musik, hvor vokalen betyder næsten alt, altså hvor den menneskelige repræsentation står i fokus.

Hun taler altså om genren som det renpolerede udtryk hvor den menneskelige præsentation er i hovedsæde, hvilket vel passer meget godt ind på en stor del af denne genre, da det visuelle udtryk i langt de fleste tilfælde er det vigtigste. Jeg så f.eks. for nyligt et interview med Britney Spears, hvor hun skulle forestille at tale om musikken på hendes nye plade…men istedet for at fortælle om den i tekniske detaljer og små sjove anekdoter, som man er vant til fra andre genrer, lagde hun istedet tryk på, at de numre der havde fundet vej til pladen, var numre hun havde lyttet til og kunne se visuelt for sig. Det beviste hun da også til fulde til det show hun fyrede af i Parken i weekenden (jeg var der ikke selv, men har læst mig frem via anmeldelser og debatter), hvor hun fyrede noget af et show af. Folk der blev interviewet i nyhederne, sagde i de fleste tilfælde, at de så frem til at opleve showet. Hvor er musikken henne i det her? Og er det så ikke skræmmende at tænke på hvor mange plader kvinden sælger, når det hele i virkeligheden slet ikke drejer sig om musikken?

Der er ikke noget at sige til, at denne genre er udskældt især iblandt musiknørder og musiksnobber, som for det meste kræver mere hjerne og oprigtighed bag musikken. Men hvem kan ikke stå for en god catchy melodi i ny og næ?

(jeg vender Indie-genren på hovedet i mit næste indlæg)