årets danske plader 2013 – rikke

Nogle af årets danske plader

Så er turen kommet til årets fedeste danske plader, og jeg kan hilse og sige at det bestemt ikke har været nemt! Jeg har dog fundet frem til 10 styks som i kan tjekke ud herunder.

10. Kissaway Trail – Breach
Kissaway Trail - Breach
– Kissaway Trail er et band jeg i rigtig mange år har haft afskrevet fuldstændig. Hvorfor husker jeg ikke rigtig længere… Bandet har dog præsteret at få min opmærksomhed med pladen her, som efter min mening er deres fedeste udspil til dato.

9. Ocean View – Ocean.Puke.Future
Ocean View - Ocean.Puke.Future
– Jeg bookede Shiny Darkly og Ocean View for et års tid siden til Poetry In Mono. Til at starte med var jeg ikke så tosset med Ocean Views mere skramlede lyd. Men efter at have oplevet dem live, var jeg solgt. Ocean View formår at have melodien og riffet med i de fleste af deres sange på trods af det lidt punkede udtryk. Numre som Blood og Cake er især sprøde numre, men jo mere du får lyttet til EP’en, jo bedre bliver samtlige 5 numre:

8. Lars and The Hands of Light – Baby We Could Die Tomorrow
Lars and The Hands of Light - Baby We Could Die Tomorrow
– Her er tale om en rigtig god indie-pop plade der har lidt af det hele. Lige fra strygere, til synthezisers, håndklap og tamburiner. Og for at det ikke skulle være nok, er der adskillige referencer til de glade 60’ere. Jeg er solgt.

7. Ice Cream Cathedral – The Drowsy Kingdom
Ice Cream Cathedral - The Drowsy Kingdom - cover
– Det er en rigtig fin debutplade det her. Den er fyldt med dejlige små popnumre som sidder fast lang tid efter man har lyttet til dem. Den er perfekt til søvnige søndage.

6. Trentemøller – Lost
Trentemøller - Lost
– Denne her havde jeg nok ikke lige regnet med ville ende på denne liste da jeg første gang trykkede play. Men det er bestemt en plade der har fået lov til at vokse på mig, og jeg synes det pynter med alle gæstemusikerne. Åbningsnummeret The Dream feat. Low har den vildeste Twin Peaks stemning over sig, en serie jeg først har fået mig sammen til at se i år. Jeg kom til at lytte til den instrumentale udgave af pladen en dag, hvilket kun understregede denne her dystre filmiske lydtapet som Trentemøller har skabt på Lost. Sangen Candy Tongue feat. Marie Fisker er også et meget godt eksempel på det. Jeg er vild med det!

5. 4 Guys From The Future – Adagio
4 Guys From The Future - Adagio
– En meget spændende plade der indeholder både nogle dejlige indie-pop numre med kant til den noget mere støjende og aggressive Corruption der nærmest gør én i tvivl om om man er ved at lytte til den rigtige plade…det er dog kun det første minuts tid der får én til at føle sådan hvorefter nummeret går over i det mere melodiske og rolige igen. Der er selvfølgelig også de helt stille numre som No Morning Comes og Signposts (som har en snert Beatles over sig). Kan varmt anbefales.

4. Jomi Massage – Primitives
Jomi Massage - Primitives
– Jeg har altid været stor beundrer af Signe Høirup Wille-Jørgensen, hvadend det har været i Speaker Bite Me eller hendes soloprojekt, Jomi Massage. Vi er begge her på bloggen især begejstrede for pladen Aloud fra 2004. Jeg husker tydeligt en koncert med hende på Pitstop hvor hun snakkede om at “indramme skrøbeligheden og udtrykke den voldsomt”, hvilket hun i den grad også fik gjort på førnævnte plade. Men det er i et noget mere dystert og knap så støjende hjørne hun befinder sig i på Primitives her. Det er en plade der er perfekt til en god lang køretur på de jyske landeveje en mørk vinteraften hvor man ikke bestiller andet end at stirre lige ud i mørket og lader musikken styre ens tankegang for en stund.

3. Mechanical Bird – Bitter Herbs
Mechanical Bird - Bitter Herbs
Bitter Herbs er en plade der er vokset på mig lyt for lyt. Jeg blev på et tidspunkt bedt om at forklare hvad Mechanical Bird var på en størrelse, og mit svar var:

Det er et dansk band, bestående af en række dygtige musikere (som nærmest allesammen også spiller med i Hymns From Nineveh og nogle af dem er også med i det danske band Kloster) med Jakob Brixen i centrum som sangskriver. De udgav et par EP’er inden albummet her, hvor der var gang i den mere traditionelle singer/songwriter stil med højt til loftet. Men her på albummet er de dykket ned i de psykedeliske 60’ere, og der er kommet lidt mere krudt på…et rigtig godt træk hvis du spørger mig.

2. Nanome – Everything That Moves
Nanome - Everything that Moves
– Det her er en plade vi begge her på blaavinyl har set frem til, og den levede i den grad op til forventningerne. Hvis man spørger mig, er det én af de mest undervurderede danske udgivelser fra i år! Numre som To The Woods og Cave har alle dage været mine favoritter, men Hurter, Plain Talk og Empty House er også stærke numre. Det er i det hele taget svært ikke at holde af hele pladen. Der er både plads til det melankolske og eftertænksomme, som Soffie Viemose er en sand mesterinde i, men også det mere dansable. Hør hele pladen her.

1. Mouritz/Hørslev – Allermindst Dig Selv
Mouritz Hørslev - Allermindst  Dig Selv
Den opmærksomme læser havde nok allerede i begyndelsen af denne måned gættet sig til at denne plade ville finde vej til årslisten. Og det er skam ikke uden grund. Undertegnede har det sjældent godt med dansksproget musik, men Mouritz/Hørslev har det som skal til for at kravle ind under huden på mig. Absolutte højdepunkt for mig på pladen er faktisk åbningsnummeret Alting Var Smukkere, stærkt efterfulgt af Gaver Af Ild;

natten kan afbryde én / når man er lige midt i noget forbudt / jeg forsøgte at gøre dig tilpas / det har jeg siden fortrudt

Det er en meget vellykket plade, som er perfekt at have i ørerne når man cykler rundt i Københavns vinterkolde gader.

Andre danske plader fra i år som jeg skal have lyttet lidt mere til:
Scarlet Chives – This is Protection
The Eclectic Moniker – Continents
Waldo & Marsha – Zoo
Ulige Numre – Nu Til Dags
Mellemblond – Lysvågen
Hymns From Nineveh – Visions
Ring Them Bells – Ring Them Bells
Halasan Bazar – Space Junk

Så der er rigeligt at gå i krig med. Godt Nytår!

årets udenlandske plader 2013 – rikke

Der er udkommet så ufatteligt mange plader i år, og jeg mente bestemt at jeg havde haft muligheden for at dyrke langt flere end 10, men det har åbenbart blot blevet ved tanken for kun 8 plader har kunne finde vej til min liste over hvad jeg mener er årets absolutte fedeste plader. Og så er der dem der stadig mangler at blive lyttet til, dem der stadig ikke har fundet vejen til mit hjerte og så er der dem som aldrig fandt vejen til hjertet. Men er det ikke altid sådan? Her er i hvert fald dem der har fundet vej…

8. Jackson Scott – Melbourne
Jackson Scott - Melbourne
– Én af de mest overraskende plader (aka en plade jeg ikke lige have regnet med at stifte bekendtskab med) sidste år var Mac Demarco’s legesyge garage-pop. I år er det Jackson Scott’s lettere psychedeliske slacket tongue-in-cheek-cool og alvorstunge Melbourne.

7. Braids – Flourish // Perish
Braids - Flourish//Perish
– Jeg var på Rust i sommers og se Blue Hawaii, men måtte gå skuffet hjem. Så da jeg opdagede at Raphaelle Standell-Preston’s andet projekt, Braids kom på Stengade her i november, var det med en vis skepsis at jeg tog ind og så dem. En skepsis jeg med rette kunne pakke godt og grundigt sammen igen. Bandet leverede én af årets koncerter og jeg forelskede mig på stedet i deres på mange måder stemningsfulde univers. Jeg har ikke haft tid til at tjekke deres tidligere plader ud, men denne her virker for mig.

6. Beach Fossils – Clash The Truth
Beach Fossils - Clash The Truth
– Jeg kendte indtil i år kun Beach Fossils pr. navn, men det blev hurtigt ændret da jeg først fik lagt ører til pladen her som jeg fandt i London i foråret. Der bliver længere og længere imellem den klassiske kantede indie-guitar…eller også er jeg bare vokset lidt fra det, men Beach Fossils rammer lige ind i den og bringer mig tilbage til 00’erne med manér. Det er en dejlig plade hvor især numre som Clash The Truth, Careless og Taking Off tager kegler.

5. Ed Harcourt – Back Into The Woods
Ed Harcourt - Back Into The Woods
– Ed Harcourt er på mange måder gået lidt back to basics på denne her plade (hans 7. i rækken), som er indspillet på blot 6 timer i Abbey Road studierne. En ting jeg synes virkelig klæder ham, i forhold til de sidste par plader som ærligt talt har haft en tendens til at være for overproducerede. Her på pladen er der skåret helt ind til benet, og sangene bliver derved lidt mere nærværende. Hey Little Bruiser har fra start af været mit favoritnummer og der er ovenikøbet lavet en ret simpel men fed video til den:

Harcourt har allerede nu varslet release af et mini-album i januar næste år. Det bliver spændende at se om han fortsætter i samme stil.

4. Ducktails – The Flower Lane
Ducktails - Flower Lane
– Ducktails varmede godt op under mit forår med deres tilbagelænede solskins-pop på pladen her. Numre som Ivy Covered House, The Flower Lane og Letter of Intent er især blandt favoritterne. Men jeg synes i det hele taget at det er en meget helstøbt plade som man kan høre i næsten hvilket som helst humør.

3. Sigur Rós – Kveikur
Sigur Rós - Kveikur
– Denne plade har fyldt rigtig meget i mit 2013…især i sommers. Når jeg sætter den på, er det som om jeg er på Roskilde Festival igen. Hvis nogen havde fortalt mig at 2013 skulle blive året hvor jeg skulle blive gladere for Sigur Rós end jeg hidtil havde været, ville jeg ikke have troet på dem. Det er en plade der for mig vækker en del følelser, og vil nok for evigt være meget = med 2013 for mig.

2. Villagers – Awayland
Villagers - Awayland
Conor O’Brien vinder prisen for at være den der har stjålet mit hjerte så helt og aldeles og absolut i år. Det er én af den slags plader der gik rent ind lige fra første lyt og har hængt ved lige siden på trods af at have været igennem utallige afspilninger på enten pladespiller eller på farten.

1. Son Lux – Lanterns
Son Lux - Lanterns
– Og så gik man her og troede at Villagers eller Sigur Rós ville ende på min førsteplads, men så kom Son Lux lige snigende ind fra venstre. Jeg anede ikke hvem Ryan Lott var før han udgav denne her plade og jeg fik den anbefalet af en ven. Det var også én af de der plader som fandt vej ind til mit hjerte allerede efter 1. lyt. Og det er virkelig ikke tit det sker. Jeg har skamlyttet til den og anbefalet den til højre og venstre for en hel dels begejstring (heldigvis). Jeg glæder mig som et lille barn til d. 31. januar 2014 hvor vi får besøg af ham på Stengade. Det bliver så godt så godt!

Plader jeg skal have lyttet lidt mere til:
Foals – Holy Fire
The Flaming Lips – The Terror
Savages – Silence Yourself
Midlake – Antiphon
Deerhunter – Monomania

Next up; årets bedste danske plader. Glæd jer 🙂

minder

Villagers

Det er længe siden at jeg er blevet taget med storm til en koncert som jeg oplevede det i lørdags da Villagers spillede på Lille Vega. På 1 år har Conor J. O’Brien’s sange i den grad fundet vej til mit hjerte. Det var en ting jeg ikke ville indse da koncerten startede og Conor J. O’Brien trådte ind på scenen og med ét tryllebandt hele Lille Vega med åbningsnummeret fra den seneste plade (Awayland) My Lighthouse, som fik selv de lidt stive og højtråbende mænd bag i salen til at lukke i som østers.

Det var utroligt befriende at opleve en musiker på scenen der fremførte sine sange som var det det mest naturlige for ham. Og jeg er fuldstændig overbevist om, at det plus hans fantastiske stemme var medvirkende til at jeg fuldstændig glemte omverdenen og overgav mig fuldstændig til musikken. Ikke mindst den gode lyd også.

Conor J. O’Brien talte ikke meget imellem numrene, men vi fik da at vide at han og bandet havde været oppe hele natten før i Berlin, og at han ingen stemme havde til lydprøverne og pga. det havde været tæt på at aflyse aftenens koncert, men var glad for at de ikke havde gjort det. Det kan jeg også hilse og sige at jeg og mange andre var. Jeg gik fra Lille Vega fuldstændig nyforelsket og helt paf over at en “simpel singer/songwriter” (en mand med hans guitar) stadig kan tage pusten fra mig…jeg troede de dage var talte.

Villagers sluttede hovedsettet af med en sang som han havde skrevet til Charlotte Gainsbourg’s seneste plade Stage Whisper fra 2011.Memoir hedder den og den ramte både jeg og min veninde lige i mellemgulvet…der hvor det gør rigtig ondt. Jeg håber nummeret finder frem til én af hans egne plader på et tidspunkt. Indtil da må vi “nøjes” med denne liveudgave:

konkurrence – eggs laid by tigers

Eggs Laid By Tigers plakat

Om præcis 1 uge giver Eggs Laid By Tigers koncert på Stengade. I den forbindelse udlodder vi her på bloggen 2 koncertbilletter + 1 rigtig flot plakat (se billedet ovenover).
Alt du skal gøre er at svare på følgende spørgsmål:

Hvor mange år ville Dylan Thomas (som er bandets store inspiration) være fyldt i 2014 ?

Send dit svar til blaavinyl(a)gmail.com senest d. 27. november kl. 12. Vinderen får direkte besked.

Her er lidt til at varme ørerne på:

søndagsmusik

Jacob Bellens

Hermed lige et lille ultrakort søndagsindlæg med dejlig søndagsmusik. Og hvad er bedre end at spendere sin søndag eftermiddag i høj solskin i selskab med Jacob Bellens (Murder, I Got You On Tape) dejlige stemme?

Jacob Bellens udgav sidste år sin første soloplade The Daisy Age, som undertegnet er meget begejstret for. Og det ser ud som om at Bellens fortsætter i solosporet, da han netop har udgivet dobbeltsinglen Do You Have Anything Harder? / Itchy.
I den forbindelse er der lavet en rigtig fin video til Do You Have Anything Harder?:

Nyd den og hav en dejlig søndag.

spil dansk dagen

My Heart The Brave

Det går så hurtigt for tiden med al den gode musik der udkommer, om det så gælder albums eller singler, eller danske som udenlandske bands og solister. Så i den forbindelse, og i forbindelse med Spil Dansk Dagen, har jeg sat mig for at fremhæve et par danske nyudgivelser i den ene eller den anden afskygning, fra den seneste tid.

Jeg starter ud med Nanome, som for et par uger siden løftede sløret for videoen til hendes seneste single Empty House, hvor hun igennem hele videoen sidder sovende på en mandlig skuespillers ryg. Videoen er optaget i Berlin og er på så mange måder en virkelig smuk video som matcher sangens tema rigtig godt:

My Heart The Brave (billedet) er et splinternyt band, som på lørdag spiller deres første koncert nogensinde på Ideal Bar. Bag navnet står Caspar Hesselager, som efter at have siddet bag knapperne på en række nyere danske udgivelser med bl.a. Hymns From Nineveh, Jetsi Kain og Eclectic Moniker m.fl., har fået lyst til at skrive og udgive sit eget materiale. Caspar Hesselager er oprindeligt uddannet klassisk pianist, men mødet med Radiohead’s OK Computer ændrede en ting eller to i hans musikalske univers. Resultatet er My Heart The Brave, som byder på lige dele af amerikanske sangskrivning, svensk indiepop, tysk elektronik, såvel som klassisk storladenhed. Med sig i bandet, har han makkeren fra studiet Pinligtavshed, Aske Bode (Bodebrixen), Jakob Haubjerg (Bodebrixen, Freja Loeb) og Ask Boch (We Were Born Canaries, From Sarah og Sleep Party People). Tilsammen spiller de fængende indie-pop, og har for nyligt fået lavet denne fine video til deres single Keep Me From It:

Undertegnede regner selv stærkt med at skulle ind og tjekke dem ud på Ideal Bar på lørdag. Måske ses vi?

I mandags udkom 4 Guys From The Future‘s andet debutalbum Adagio. Jeg har endnu haft få dage med alt for få timer til at lytte pladen igennem i sin helhed, til at kunne sige noget konkret om det endnu. Men jeg må sige at jeg er svært begejstret for nummeret Nothing To Say, som er repræsenteret i denne psykedeliske video herunder, med forsanger Bjarke Porsmose som hovedperson:

Glædelig Spedalsk Dag 🙂

lanterner i efterårsmørket

son lux

Det er ikke meget vi har bidraget denne blog med musik der ikke havde noget med Poetry In Mono at gøre på det sidste, men det gør jeg noget ved nu. For jeg har personligt glædet mig til i dag hvor jeg kunne præsentere jer for én af kandidaterne til årets plader, nemlig den fremragende plade Lanterns fra amerikanske Son Lux, som udover en EP nu kan tælle 3 albums i sit bagkatalog. Musikken minder mig om en god blanding af Sufjan Stevens, Hjaltalín (dog uden at være så dramatisk storladen) og Nico Muhly’s Mothertongue plade fra 2008 (dog knap så abstrakt). Jeg kendte ikke til ham før indtil for et par uger siden, hvor jeg fik den nye plade anbefalet og jeg er gået hen og faldet pladask for det.

Ryan Lott som er manden bag Son Lux, er oprindeligt uddannet klassisk pianist og komponist, og har blandt andet komponeret musik til store internationale firmaer som IKEA og Coca Cola. Han er oprindeligt fra Colorado, men er nu bosiddende i New York hvor han arbejder som komponist for et reklamefirma og samarbejder med Gina Gibney Dance Company, som er en dansegruppe kun bestående af kvinder og meget mere. Allerede i 2008 efter udgivelsen af hans første album, gav NPR ham prisen som “Best New Artist”. Hans liste over samarbejder på kryds og tværs af musikbranchen er efterhånden pænt lang, og tæller bl.a. Richard Perry (Arcade Fire), Serengeti, Busdriver og Beans (Antipop Consortium), My Brightest Diamond, førnævnte Nico Muhly og Sufjan Stevens. Så min tidligere umiddelbare sammenligning var vist ikke helt ved siden af.

Blandt de mange samarbejdspartnere på Lanterns, finder vi Peter Silberman fra The Antlers. Så vi kan vist roligt sige, at det her er en herre der har mange jern i ilden, men også samtidig et godt komponist-øre, og gode venner. Det kan undertegnede i hvert fald skrive under på og jeg kan på det varmeste anbefale denne lille perle af et album på 9 skønne numre. Tjek et par af dem ud her:

Og glæd dig til d. 31. januar 2014, hvor han kigger forbi Stengade i København.

Opdatering: Hør hele pladen her!

poetry in mono #14 i glimt

Scarlet Chives © Thilde Christensen

Sæsonens sidste Poetry In Mono (som vender stærkt tilbage i foråret!) og den 14. i rækken bød endnu engang på lækkert musik og rigtig god stemning hele vejen igennem. Begge bands gav den alt hvad de kunne og de mange der var troppet op lod til at have en rigtig dejlig aften. Aftenens DJ sørgede også for en rigtig indie-fest i bedste stil efter koncerterne.
Vi bringer her lidt glimt fra en lækker og mindeværdig aften. Først norske Dråpe og derefter Scarlet Chives (også billedet ovenfor). Alle billeder er knipset af én af Stengades fotografer, Thilde Mørup Christensen.

Vi ses igen til foråret!