I 2001 udkom Love Is Here af Starsailor. Året forinden udkom Coldplay’s til dato bedste udspil (hvis man spørger mig) Parachutes og året efter, i 2002, fulgte Saybia trop og udgav The Second You Sleep. Den såkaldte ‘tuderock-bølge’ som Radiohead i 90’erne havde startet, havde for alvor slået rødder og prægede en stor del af start 00’erne.
Starsailor havde begået et mesterstykke med Love Is Here med hits som Poor Misguided Fool, Alcoholic og Lullaby udgjorde den plade en stor del af mit soundtrack til mine forvirrede teenageår. Jeg faldt over pladen igen forleden og blev mindet om hvor fantastisk den er og vandrede en tur ned gennem mindernes landevej efterhånden som den ene musikalske perle efter den anden fandt vej til mine ører.
Det var dejligt at blive mindet om den så ofte udskældte ‘tuderock’ og tude lidt med. Så her er et par af de omtalte perler.
Vi har tidligere haft fornøjelsen af, at have Jens-Ulrik Kleemeyer til at skrive et gæsteindlæg her på bloggen. Denne gang vil vi dog gerne skrive noget om ham.
Kleemeyer, der også er en del af solskinsgruppen Green Lives – der i øvrigt for nylig var aktuelle i Radio24Syvs Monogram serie, og som arbejder på debutalbum, har også gjort sig udi et soloprojekt.
Der har været en række numre online, men han var altså senest aktuel med en lille fire numre lang EP, der har været tilgængelig på Jens-Ulriks Bandcamp-profil. Det er fire meget stemningsfulde numre, som jeg personligt holder utrolig meget af. Der er en stor grad af varme og også hittepåsomhed indenfor den traditionelle singer/songwriter-genre bag klaveret. For eksempel den dejlige “Forest Song”, der blot udgøres af klaver, og Kleemeyers egne vokale lag. En varm og optimistisk sag – og på trods af større alvor i tonen, så er det også det, der gennemsyrer de fire numre.
Der er også en behagelig instrumental ro på slutteren “Town Flower”, og der er altså generelt tale om en rigtig fin samling sange.
Den gode nyhed er, at Jens-Ulrik netop har lagt dem ud til gratis download , og det er der altså ikke nogen grund til at spare sig for.
Alle var helt oppe og køre over supporten til Grizzly Bear, da de gav koncert i Falconer Salen i oktober sidste år. Undertegnede anede ærligt talt ikke hvad alt det hurlumhej skulle til for, men jeg må sige at mødet med Villagers – Conor J. O’Brien med sin guitar – var interessant og fængende. Det var dog først i sidste uge at jeg fik taget mig sammen til at give ham et lyt igen med den kommende udgivelse af anden pladen, Awayland som udkommer i dag, fandt jeg det passende at starte ud med den, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.
For sikke en dejlig plade han der har fået skruet sig sammen. Jeg har flere gange været ved at glemme at stå af bussen i tide, fordi jeg er forsvundet helt ind i et andet univers med Awayland i ørerne. Med højdepunkter som åbningsnummeret My Lighthouse, den bombastiske og superfængende Waves (se video herunder), den smukke storladende Grateful Song der bringer tankerne hen imod Jeff Buckley knap 1 minut inde i sangen og den mindst lige så smukke og simpelt fremførte In A Newfound Land You Are Free, kan jeg allerede nu (14 dage inde i det nye år) godt vove og påstå at vi her har med én af årets absolutte kandidater i kapløbet om årets plade.
Der er blevet talt oppe og nede om årets bedste plader, men jeg vil gerne vende blikket mod en af de genudgivelser, der kastede mest lys over mine øregange i 2012. Tilbage i 2009 skrev Rikke om duoen The Liberty Balance, hvor de spillede på Spot, hvilket også var året, hvor jeg lærte deres musik at kende. De udgav deres – i mine øjne – alt for oversete debut The Liberty Balance.
Rettighederne til albummet blev opkøbt af Elektrolyt (Frodegruppen 40, Ensemble Orlando, Strohm m.fl.), og musikken kunne i høj grad retfærdiggøres på cd, men for dælen hvor kommer tonerne til sin ret på vinylen. Varmen og melankolien der bliver vækket til live (igen) på The Liberty Balance, er ganske fortræffelig. Så vidt jeg har forstået, er pladen blevet remasteret til vinylen, som efter min mening burde være udkommet direkte herpå.
På det seneste har nummeret You Hold My Hand kørt på repeat – den er at finde på side B, og det har måske været det glædeligste genhør, men efter min opfattelse er det en vanvittig stemningsfuld plade, der i sin helhed også er noget helt og aldeles særligt. Den får mig så usandsynlig meget ned i gear på den gode måde, mens det taler lige ind i hjertekulen. Læs bare teksten til føromtalte:
“Yes, I need the fire. / And yes I need the rain /
Balance is not a straight line / It’s a seastraw ride instead
Yes I need some answers / And yes I need [your name] /
But freedom’s not a bad thing / You love me more that way
So with you now – I understand / Than when I let go /
You Hold My Hand
Yes I need a player / And yes, I need the game /
Reasons long a last time / My number’s still the same
So with you now – I understand / That, when I let go/
You Hold My Hand”
Mike H og Albert Raft, der står bag The Liberty Balance, har netop postet på deres facebook-profil, at de er i studiet for at indspille opfølgeren til debuten. Det er så sandelig gode nyheder, og vi ser meget frem til at se, hvad der kommer fra deres hænder. Lørdag skrev de følgende:
“Tomorrow The Liberty Balance will commence in the recording of our second studio album!
This time with Rasmus Valldorf on drums, Jakob Falgren on bass & keys, Samuel Hällkvist on guitars, Nils Gröndahl on violins & fx…and of course Albert and Mike…and we guess probably af few guests will join along the way…Once again, Nikolaj Vinten is our sound engineer.
Looking forward to present the new songs to you!”
Det ser således ud til at være et rigtig stærkt hold, der er sat til album nummer to – skulle du have lyst til at høre dem inden, så kan du købe The Liberty Balance ovre på elektroly.dk.
Det er efterhånden en gammel nyhed, men jeg synes stadig at den fortjener opmærksomhed. Marie Fjeldsted aka Penny Police har igennem crowdfunding fået et team af studerende på American Film Institute i Los Angeles (som eftersigende er verdens bedste filmskole!) til at producere en stop motion musikvideo til hendes 3. single As Long As You Watch My Heart fra det anmelderroste debutalbum The Broken, The Beggar, The Thief fra sidste år. Jacob Lundgaard, som bl.a. har været assistent på Submarino, går på skolen og er instruktør til videoen her.
Resultatet er enormt smukt, og jeg kan ikke sige andet, end at jeg synes, I skal se det:
Så blev det min tur til at præsentere hvilke udenlandske plader der har været med til at skabe mit musikalske univers i 2012. Igen en svær opgave fordi der har været så meget godt og så meget man ikke har nået at få ordentlig ind under huden. Men jeg er nu godt tilfreds med denne liste:
10. Patrick Watson – Adventures In Your Own Backyard
– Patrick Watson har det med at åbne denne her melankolske tilbageskuende dør for mig hver gang jeg lytter til ham. Det skal forståes som en positiv evne (!). Åbningsnummeret Lighthouse er helt igennem smuk og storladen når Watson er bedst. Han formår desværre ikke at komme op på helt samme niveau på resten af pladen, men den fortjener selvfølgelig stadig en plads på listen her, det er jo Patrick Watson (!).
9. Grimes – Visions
– En lækker og dansable plade med en masse spændende elementer.
8. Beach House – Bloom
– Jeg har altid haft et lidt distanceret forhold til det her band, måske fordi jeg synes at deres første par plader mindede for meget om hinanden og derfor kedede de mig, men jeg må sige at de har oppet sig en hel del på Bloom hvor der er skruet en anelse højere op for tempoet, og det klæder dem bestemt (måske det ikke er en tilfældighed at pladen hedder Bloom).
7. Chris Cohen – Overgrown Path
– Det er én af de plader som lige så stille vokser på dig, og samtidig én af de der plader som er alt for hurtigt ovre. Chris Cohen har begået en lettere psykedelisk folk-plade, som på mange punkter minder mig lidt om J.K. and Co. (Suddenly One Summer pladen fra 1969). Jeg er vild med den vibe blandingen giver, hvor især Caller No99 og Monad lever op til det, men også Chris Cohens lidt søvnige stemme hjælper en hel del på det.
6. Mac Demarco – Rock and Roll Night Club
– Den storrygende unge canadiske knægt Mac Demarco og hans såkaldte “jizz jazz” kom snigende her i sidste halvdel af 2012 og overraskede mig ganske positivt. Han har udgivet to plader alene i år, men det var denne her der der gjorde størst indtryk med numre som Rock And Roll Night Club, Baby’s Wearing Blue Jeans, One More Tear To Cry og She’s Really All I Need , i deres tilbagelænede melodiske stil, som indimellem bringer associationer til Arthur Russell. Koncerten på Stengade i november gjorde virkelig også et stort indtryk, med fede guitarsoloer og en meget veloplagt Demarco.
5. Grizzly Bear – Shields
– Hvem kan ikke stå for de charmerende gråbjørne fra New York? Det kan vi i hvert fald ikke her på bloggen. Bandet har igen formået at lave en helstøbt plade, som ja…Rune beskriver det nu egentlig det hele meget godt på hans liste, så der er vel ingen grund til at gentage 🙂
4. Lower Dens – Nootropics
– Denne her plade fik jeg faktisk af Rune i fødselsdagsgave. En meget dejlig plade, som starter ud med tre numre (Alphabet Song, Brains og Stem) der smelter sammen næsten uden at man lægger mærke til det, en ting der desværre ikke gør sig gældende på resten af pladen, men det gør ikke så meget. Udover de tre åbningsnumre er et nummer som de Joy Division’ske Lamb og den sløve Nova Anthem også nogle bud på numre jeg er glad for.
3. Cat Power – Sun
– Årets positive overraskelse. Hun er en dame jeg ikke har fulgt synderligt tæt siden jeg for første gang stødte på hendes You Are Free plade i 2003 og efterfølgende oplevede en koncert med hende på Voxhall. Men af hvad jeg kender til hende, må jeg sige at denne plade er yderst velstøbt og viser en lidt anden Chan Marshall end jeg er vant til. Er blevet meget glad for pladen og numre som Ruin, Cherokee og den næsten 11 minutter lange Nothin But Time med Iggy Pop som gæstesolist, er blandt favoritterne.
2. Young Magic – Melt
– Da vi gik ind i 2012 kendte jeg ikke det her band, men det kom jeg hurtigt til da jeg fik dem på Stengades kalender i maj måned, og det endte med at blive den koncert jeg har glædet mig næstmest til i år. Og det var med rette, for sikke en lækker koncert på Stengades geniale basfront. Numre som den bombastiske You With Air, Sparkly og den lettere støjende Night In The Ocean er alle absolutte højdepunkter for mit vedkommende. Derudover må pladecoveret siges at være det fedeste pladecover jeg længe er stødt på.
1. Purity Ring – Shrines
– Udover Grizzly Bear’s Shields, har der ikke været andre udgivelser jeg har glædet mig så meget til som denne her, og den skuffede mig så absolut ikke. Jeg introducerede min lillebror for den på en lille roadtrip i jylland hvor vi hørte den på repeat, så pladen er på mange måder kommet til at være en plade der minder mig om de jyske landeveje i gråvejr og mørke – ikke just en dårlig ting. Udover singlerne Fineshrine og Obedear – som var de numre der fik mig til at spidse ører og glæde mig i første omgang – så er der numre som Cartographist med sin altopslugende døsige basgang og Grandloves med bidder fra Young Magic’s You With Air samplet indover, begge fantastiske numre som bestemt hiver pladen op på et niveau der er en førsteplads værdig.
Vi har allerede være forbi årets bedste danske plader fra 2012 her på bloggen. Nu er vi imidlertid klar med vores liste fra årets udenlandske musik, som spænder meget vidt – os to imellem. Ikke desto mindre har der været ufattelig meget spændende musik, hvor r&b-bølgen for alvor er blevet etableret med officielle udgivelser, hiphop bliver udgivet på alternative rock-labels, soveværelse-musik bliver skabt i særklasse, og 80’er-helte skaber ny magi.
Rune:
10. SpaceGhostPurrp – Mysterious Phonk: The Chronicles of SpaceGhostPurrp
– En dyster debutplade fra Raider Klan-medlemmet SpaceGhostPurrp, der indhylder sine budskaber i tåge, skærpede blik, knyttede næver og nervøs energi. En smagsprøve på en rapper, der formår at gå ubemærket hen over lamme klichéer, og skabe stor vedkommende uhygge.
09. Tame Impala – Lonerism
– Australierne har skabt et fantastisk popalbum, hvor indtrængende popmelodier fås i metervarer. Music To Walk Home By, Endors Toi, Feels Like We Only Go Backwards og Apocalypse Dreams er gode numre at starte med – det er i hvert fald mine favoritter.
08. Sharon Van Etten – Tramp
– Jeg så Sharon Van Etten på Brooklyns Northside Festival i 2011, og jeg bed så sandelig fast i navnet, efter at se hende stå på scenen før Guided By Voices. På Tramp er hun fremragende. Ganske enkelt. Hun formår at drage med sin dejlige stemme og sin solide sangskrivning – hør for eksempel Give Out eller In Line. En glimrende plade.
07. Miguel – Kaleidoscope Dream
– Endnu en musiker har skrevet sig ind i den ‘nye’ r&b-bølge med sin nyfortolkning af genren. Miguel er i den mere polerede ende, end flere af sine kollegaer, men det gør nu heller ikke noget, når han stadig formår at tilføre kant og personlighed. Jeg er vild med grund-guitar-riffet i The Thrill, ligesom den arrogant tilbagelænede Pussy Is Mine viser nye grader af selvglæde. Hits og en vokal med stor personlighed.
06. Nils Frahm – Screws
– Den tyske pianist Nils Frahms lille samling sange på Screws var mit efterårs soundtrack. Det tyste og nærmest anonyme klaverspil har så meget sjæl og underspillet nerve, at det er kuldeskærende. Han rør ikke en finger forkert på den hjemme-indspillede sag.
05. Frank Ocean – Channel Orange
– Vel en af årets mest hypede kunstere med sin officielle debut Channel Orange. Han har i min bog lavet årets bedste nummer med Pyramids. Som klar forgangsmand for den føromtalte r&b-bølge, er han et utroligt talent, der har formået at skabe en kæmpe opmærksomhed omkring sig med udmeldinger om homoseksualitet og at karrieren skulle på hylden. Det håber jeg nu ikke, for selvom personen har fået stor opmærksomhed, så er musikken så sandelig også efter det. Ærlighed, produktioner af en anden verden og en naturlig poppet tilgang.
04. Cold Specks – I Predict A Graceful Expulsion
– Al Spx er en fantastisk kvinde. Hun er fuldstændig cool og tilbagelænet i sin fremtoning, men for dælen den drama, der samtidig befinder sig i den kvinde. Hun ligger så højt, fordi hun har overrasket mig så meget. Hector og The Mark er ganske forrygende og intense, men albummet er nu bedst i sin helhed, hvor nuancernes i Spx’ vokal bredes ud i et vidtfavnende spektrum.
03. Kendrick Lamar – good kid, m.A.A.d city
– En plade, der er vokset på mig den sidste måneds tid. Måske det mest helstøbte album fungerende i sin helhed fra i år. Jeg har nydt Lamars mixtape Overly Dedicated, og hans Section.80, der også er gode, men ikke i nærheden af, hvad der er at finde på good kid, m.a.a.d city. Samples fra Quadron og Tabu-lejren gør sejren større, men den fortælling Compton-rapperen formidler som albummet skrider frem er dragende, og du forstår den kun bedre for hvert lyt. Dr. Dre hjalp ham lidt, men han er for alvor kommet på rette hylde.
02. Grizzly Bear – Shields
– Kvartetten fra Brooklyn står med endnu et mesterstykke i hænderne med Shields. Igen er der så umiddelbar en tilgang til et album, som det også blev kendt på Veckatimest. Et alsidigt album, hvor Daniel Rossen og Ed Droste formidabelt har opdelt numrene mellem sig, ligesom deres harmonier går op i en højere enhed, når der synges i kor. Det er meget svært at fremhæve noget, men lukkeren Sun In Your Eyes var i meget lang tid kandidat til årets nummer for mig, hvor den storslåede orkestrering og lyrik kan slå benene væk under enhver. Lavt til højt, og så er stemmerne og melodierne så udsøgt smukke, at det forbliver en fryd, lang tid efter klangen er tonet ud.
01. Paul Buchanan – Mid Air
– Nu fik jeg nævnt Kendrick Lamar, som leverandør af den måske mest helstøbte plade, men Paul Buchanan er leverandør af det album, med den mest gennemført stemning og det helt gennemsyrede mode. The Blue Nile-forsangeren debuterer som solist med Mid Air, og det er altså ikke så voldsomt langt fra det glimrende materiale, der også kan findes hos den skotske gruppe. Det er meget svært for mig at forklare, hvorfor det netop er Mid Air, der for mig har været årets plade. Den er smuk (Mid Air). Intens. Varm. Sårbar (Tuesday). Minimalistisk. Skæv (på sin egen enkle måde). Sofistikeret. Smuk (Half The World). Hjerteskærende (Buy A Motor Car). Nærværende (Two Children). Jeg er voldsomt imponeret over, hvor eftertænksomt og enkelt tingene bliver fortalt af Buchanan – for eksempel på Wedding Party:
It’s a good day / For a landslide There are tears / In the car park outside
A long walk / In the long grass We were lost / Under glittering skies
Are you trying to tell me / What I already know? Let me go
Tear stains / On your pillow I was drunk / When I danced with the bride
Let it go / Let it go
Albummets numre varer sjældent mere end 2:30 min., og med sine 14 numre er Mid Air ovre, før man overhovedet følte, at den var gået i gang. Det er smukt, og det er stærkt – ingen store armbevægelse – bare en vanvittig stemningsfuld samling små sange udført af en fantastisk stemme, som ingen bør spare sig for.
Traditionen tro afslutter vi her på blaavinyl.dk året med vores bud på hvilke plader, der har fyldt rigtig meget i vores øregange det seneste år. Reglerne er simple; udgivelserne skal være udkommet i 2012, og vi skelner ikke imellem album og EP. Vi skal dog lige gøre opmærksom på, at det har været et drønsvært valg i år, både på den danske såvel som på den udenlandske liste, da der har været overdrevet mange fede udgivelser at vælge imellem, ligesom der også er en del, der enten er gået vores ører forbi eller, som vi ganske enkelt ikke har haft tid til at få ind under huden, men her er listerne over de plader, vi synes har været de bedste danske udgivelser i 2012:
Rikke:
Sådanne lister her er selvfølgelig altid præget af rene musikalske perler og ligeså af musikalske perler der har ført til en række gode oplevelser i løbet af året, som for evigt vil minde én om hvilket fantastisk år, det har været på både godt og ondt. Det er på baggrund af dette, jeg har lavet min liste, som bestemt ikke var nem at komme frem til:
10. Teitur – Four Songs
– Med denne EP er Teitur på vej tilbage til sine rødder, og det er jeg ovenud glad for. Jeg har hørt den rigtig meget og især åbningsnummeret Home har gjort indtryk. Man kan kun håbe på at han fortsætter stilen på sin næste plade, det ville pynte.
9. Efterklang – Piramida
– Det er jo en ret vild historie denne plades byggesten er brygget på. Om ikke andet er resultatet blevet intet mindre end fantastisk flot. Efterklang er gået lidt væk fra det poppede udtryk de havde på deres forrige plade, og tilbage til det lidt mere eksperimenterende. Undertegnede var så heldig at opleve dem i Radiohusets koncertsal i forbindelse med 60 minutes konceptet i oktober, og det var en lækker oplevelse.
8. The New Spring – Secret Amour
– Det har taget mig en del tid at komme ind på denne her plade, men det har jo samtidig krævet en masse gennemlytninger. Min favorit på pladen er Poet’s Mouth og den minder mig om en dejlig aften jeg havde i foråret i selskab med Xiu Xiu og The New Spring på Stengade, og om en tømmermændsramt dag på festival på Bornholm hvor Kallesøe troppede op i shorts og spillede på scenen med Hammershus i baggrunden. Skønne minder.
7. Snake & Jet’s Amazing Bullit Band – Stuff That Rotates
– Som jeg rigtigt nok forudsagde, var det her en plade jeg satte rigtig meget på i sommers fordi den har den der vibe.
6. Islets of Dust – People and Birds
– Virkelig virkelig smuk EP, som har haft mange gennemlytninger siden den udkom midt i 2012. Den skal bare høres!
5. Christian Hjelm – Før Vi Blev Lette
– Jeg har ikke altid haft det lige nemt med dansksproget musik på trods af at være vokset op med det (Anne Linnet, Gasolin osv.), men denne her plade er jo fantastisk. Om det er fordi Hjelm’s specielle stemme passer rigtig godt til det dansksprogede eller om det er fordi pladen giver association til min barndoms lydspor, er ikke helt til at sætte finger på. Men pladen har fanget min opmærksomhed og jeg har skamlyttet til den i år, så selvfølgelig skulle den være på denne her liste.
4. The Eclectic Moniker – The Eclectic Moniker
– Hvor mange danske bands er det lige der kan prale af at kunne skabe den perfekte calypso-fest? Der er kun 1, og det er The Eclectic Moniker, som var prikken over i’et i min white russians brandert på sommerens WonderFestiwall på Bornholm. En koncert der var skyld i at jeg kom for sent til en overdådig middag på Hammershus Caféen, men det var bestemt det hele værd. Denne her plade skriger af sommer, og jeg elsker den!
3. Jetsi Kain – EP
– Jeg har efterhånden fulgt disse drenge rimlig tæt i små 3 år, så det var rigtig fedt at opleve dem blomstre op her i 2012 med EP udgivelse og se at de fik deres bagland på plads, samt langt om længe overbevist mig om at deres nye bandnavn kunne det det skulle. Når det så er sagt, så var det fedt endelig at opleve noget af alt deres fede materiale i velindspillede og velproducerede versioner som man kan her på EP’en. Jeg er spændt på at høre deres debutalbum som skal indspilles i foråret. Måske 2013 for alvor bliver deres år?
2. Jacob Bellens – The Daisy Age
– Det er ikke mange måneder jeg har haft til at nyde denne plade, men for fanden da…! Som jeg også skrev, så sker det ikke særlig tit at en plade tager mig med sådan en storm fra første lyt. Derudover er Bellens’ stemme jo aldrig til at stå for. Det er en meget behagelig plade.
1. Asbjørn – Sunken Ships
– Er der en plade og en artist der har fyldt meget i mit 2012, så er det uden tvivl Asbjørn. Magen til musikalsk talent skal man lede længe efter. Det er især live han formår at vise det, men det skinner også igennem på denne fine debutplade. Min indre poptøs bliver virkelig pleaset her og hvis du spørger mig, er det nok én af de mest undervurderede danske udgivelser i år!
Rune:
Det har været et ganske udmærket år i dansk musik, der dog overordnet set, var en kende stærkere i fjor. Det skal dog ikke overskygge, de ganske formidable plader, der bliver nævnt nedenfor. For der har virkelig været nogle – for undertegnede – skæve indslag, der bringer overraskelse for en selv. En Town Portal-plade. En heldyrket elektronisk plade som Taragana Pyjarama – og80’er-kitch med Cæcilie Trier. Nuvel, et godt år – der ansporer til optimisme for 2013. Tak 2012.
10. Jakob Bro / Thomas Knak – Bro/Knak
– Et virkelig dejligt album af den dynamiske duo Jakob Bro og Thomas Knak. Den ene halvdel er uden de elektroniske elementer, men er virkelig smukt bygget op, mens Knaks elektroniske takes på materialet er en sand fornøjelse.
09. Christian Hjelm – Før Vi Blev Lette
– Et af de bedste dansksprogede albums i meget lang tid. En Larsen og en Nørlund samlet i et kækt udtryk med sproglige og lyriske twist. Alibi og Scenen Skifter Nu er decideret fremragende.
08. Chorus Grant – …And the Villa Nova
– Kristian Finne Kristensens soloprojekt Chorus Grant stikker faktisk i ret mange retninger, men det gør, at pladen, …And the Villa Nova virkelig kan bruges meget i forskellige sammenhænge. En plade, hvor jeg har numrene meget for sig. Til gengæld har jeg hørt dem utrolig meget. Blood Brothers, Everything Red, Her Face In The Sun og Big Guns er virkelig stærkt materiale – jeg ser frem til at lytte til Kristensens nye projekt Cancer – sammen med Nikolaj Vonsild.
07. Kala-OK – Reminiscience of a Bodily Blues
– Et rigtig drømmende og 60’er-poppet album. Der er både plads til bredende horisonter og The Beatles-referencer, uden at det tager overhånd. Virkelig dejlig plade.
06. Jacob Bellens – The Daisy Age
– Murder og I Got You On Tape-medlemmet har ganske enkelt leveret en formidabel plade, der med sin ro og eftertænksomme lyrik virkelig er en af årets bedre udgivelser. Heart Of Africa og Champion Sound er mine personlige favoritter.
05. Efterklang – Piramida
– Den danske – nu trio – har undergået en spændende proces med deres seneste album Piramida. Med field recordings fra en forladt by i Svalbard er historiefortællingen på plads, men det bliver heldigvis bakket op af en virkelig interessant skive.
04. CTM – Variations
– Cæcilie Trier har for alvor bevæget sig ud af en tangent på Variations, hvor hun med kitch 80’er-stemning etablerer et meget dragende univers med sine dybe fyldige stemme. Et meget spændende projekt, som snart skulle være klar med en udgivelse mere.
03. Town Portal – Chronopoly
– Gruppen har leveret et top tre-album i år med sin progressive stemningsfulde instrumentalmusik, hvor kompleksitet ikke overstiger det kunstneriske udtryk. Chronopoly er så levende en plade, at den konsekvent kalder på mere – jo mere du lytter.
02. Taragana Pyjarama – Tipped Bowls
– Nick Kold Eriksens sfæriske løb på Tipped Bowls er ganske fortryllende og vanedannende. De momentvis strukturerede figurer, der bliver suppleret af mere uhåndgribelige musikalske billeder, er en ganske formidabel duo, som stadig gør den en fast spilleliste på iTunes-biblioteket.
01. The New Spring – Secret Armor
– Med Secret Armor har The New Spring endnu engang fundet vej til top tre med sin inspirerende guitar-baserede singer/songwriter-stil. Der er en anderledes guitarklang over dette album. Der er mere fylde, og en større varme end på det fremragende The New Spring.Secret Armor tager mig et sted hen, hvor jeg glemmer tid og sted. Pladen fremstår jævn, men uden at det er negativt, for det betyder, at den bedste bliver hørt i sin fulde længde – ja, igen og igen. Med nedlæggelsen af Shout Wellington Air Force bliver det desuden meget spændende at følge, hvad Bastian Kallesøes næste projekt bliver.
