I forbindelse med arbejdet på toplisterne når det kommer til albums, er der dukket en masse dilemmaer op, men der er også albums hvor der er nogle enkelte numre der har efterladt et stort indtryk her i løbet af 2012.
Især ét nummer har ramt mig på et sært personligt plan lige fra første lyt. Nummeret jeg taler om, er Bodebrixen’s Jessica fra deres tredje album Out of Options, som udkom tidligere i år. Det er et nummer der har sat sine spor og vil nok for altid være mit højdepunkt på den ellers fremragende plade. Det er lidt paradoksalt, for jeg har aldrig rigtig brudt mig om når Bodebrixen bevæger sig over i de mere stille sange, som denne sang på mange måder er, men lige netop denne her sang kan noget specielt, og jeg både elsker og hader den på én gang.
Mine yndlingsdrenge i Jetsi Kain lavede tilfældigvis et cover af lige netop det her nummer i forbindelse med udgivelsen, og det lyder sådan her:
Der er også en fin liveoptagelse med Bodebrixen her:
Hvad stiller man op, når ens krop skriger på, at man bliver liggende i sengen eller på sofaen under dynen og tager et par dage ud af kalenderen til at hvile igennem, men man er forhindret i det, fordi man skal til et eksamens-forberedende møde med sin underviser og ikke har haft overskuddet til at få sparket den kladde, han forventer ordentlig i gang?
Man lægger sig på sofaen, sætter Arthur Russell på og tager sig en morgenlur, inden man står op for anden gang og arbejder videre. Det er et godt stykke tid siden, jeg har dyrket denne fine mands musik, men jeg faldt tilfældigvis over ham igen i går på vej hjem fra skole, da jeg med meget tunge skridt i den silende regn spidsede mine ører, da denne geniale sang fandt vej til mine hørebøffer; Time Away af Arthur Russell, som er en meget simpel sang, men lige dér midt på Frederiksberg passede især lyrikken ind i mit univers, og jeg faldt pladask for endnu en perle med dette fantastiske musikalske menneske. En sang, jeg er blevet så glad for, at jeg blev nødt til at dele den med jer:
I’m taking time away to dream
I’m taking time out to clean up my room
and when I clean up, my room will gleam
because dreams aren’t as unreal as they seem
I’m taking time away to dream, I’m taking time out
Put my records in their covers and then I’ll put the albums back into their place and I’ll sweep up this morning and when I look at the clock, I see it says ten
I’m taking time away to dream, I’m taking time out
Well I just can’t be sure any more I just can’t be sure No, I just can’t be sure I just can’t be sure
I’ll pick up my pants even though I might wear them, wear them today smooth out my covers on my bed so after I wash them I’ve got some place to go
I’m taking time away to dream, I’m taking time out
Well I just can’t be sure any more, I just can’t be sure No, I just can’t be sure any more, I just can’t be sure
I’m taking time away to dream I’m taking time out to clean up my room and when I clean up my room will gleam because dreams aren’t as unreal as they seem
I’m taking time away to dream, I’m taking time out
Jeg var til en virkelig god aften på Koncerthuset i lørdags, P6 Beat Rocker, hvor jeg blandt andet for første gang hørte nedenstående nummer live i en sen nattetime. Holdte i forvejen meget af det, men må sige at det virkelig var en fornøjelse at høre det fremført – sådan rigtigt. Det er ganske enkelt et fremragende dansksproget nummer af Mellemblond.
Jeg har ikke så meget mere at tilføje, men lader nummeret tale for sig selv med en forhåbning om, at det må gøre jeres mandag en smule bedre.
Den 1. december blev Poetry In Monos tiende arrangement afholdt på Stengade. Og det var en virkelig god aften i selskab med Asbjørn og Soffie Viemose, som billederne ovenfor (taget af Jakob Møldrup Petersen) også eksemplificerer.
Soffie Viemose startede fremragende ud med sin meget følte nordiske elektronika, der denne aften var nedbarberet til en duo, hvor de plejer de at spille som en trio. Viemose og trommeslager Victor Dybbroe gav en fremragende koncert, der kun kort blev afbrudt af et computer-breakdown. Et fint lille intermezzo, som blot fremhævede Soffie Viemoses tilbageholdne charme på scenen. Gift, To The Woods og et meget rytmisk drevet/energisk nummer undertegnede desværre har glemt titlen på, var store højdepunkter. Især det nyere mere uptempo klædte Viemoses univers glimrende.
Asbjørn tog over sammen med sit særdeles velspillende orkester, der på vanlig hvis sørgede for et betydeligt energi- og tempoløft. Asbjørn, der med sine dansable tilstedeværelse løftede intensiteten, præsterede virkelig at give en dejlig “sidste” koncert i denne omgang. Gutterne fra bandet sørgede i høj grad for, at der ikke var ét ben, der stod stille i løbet af koncerten, som for alvor nåede nye højder mod slutningen. The Criminal og Strange Ears tog kegler. Det må man blot erkende.
Vi takker for to virkelig gode koncerter af to lysende talenter, som vi glæder os til at følge videre frem. Vi ses i 2013 til mere Poetry In Mono. Se i øvrigt resten af billederne fra Poetry In Mono #10 på Stengades hjemmeside.
Silver 6 er en gruppe, jeg først for nylig fik øjnene op for. Gruppen består af Mads Hyhne, Jens Hein, Silas Hagemann Tinglef, Mads Brinch og Rasmus Valldorf. Det er altså medlemmer fra grupper som The Raveonettes, The Asteroids Galaxy Tour, 4 Guys From the Future, How Baby Howl og One Year From Home.
Musikken befinder sig netop et interessant sted imellem flere af de nævnte grupper. Især sidstnævnte og 4 Guys From The Future er en ret god lydlig beskrivelse af, hvad man kan forvente sig af de tilbagelænede og sløve musikalske landskaber, der bliver malet af især guitarer og gamle analoge synths på de numre, der foreløbigt er at finde.
Det er ret vanedannende at lytte til, og jeg er især faldet over Dreamy Dream fra gruppens Bandcamp, ligesom jeg er faldet over den til tider meget store rock-lyd, der også bliver omfavnet. Det er ikke helt tidstypisk i mine ører.
Det kan blandt andet høres på Are We Lovers nedenfor, der er optaget på Drone, hvor gruppen spiller torsdag ganske gratis. Vi glæder os til mere sølv fra de fem gutter i Silver 6.
Der er noget over julemåneden i år. Noget magisk som jeg ikke helt kan beskrive, men sneen vælter ned udenfor, og julehumøret stiger. Undertegnede har helt glemt at jeg skal til eksamen på torsdag og på trods af det perfekte indendørs læsevejr, er det meget sjovere at høre julemusik og dvæle ved traditioner og hygge. Men er der én der muligvis er endnu mere i julehumør end jeg og som er det flere gange om året end bare i december, så må det være Sufjan Stevens som har udgivet hele 10 (!!) jule EP’er, dog i samlet format. De første 5 kom i 2006 og de seneste 5 er udkommet her i november. Jeg har haft tid til at høre de seneste fem igennem fra ende til anden (i ét hug!) en enkelt gang, og blev ganske positivt overrasket. Jeg vil råde dig til at gøre det samme, især hvis du endnu ikke har opfanget det perfekte julehumør. Se om du kan spotte et ganske glimrende cover (som ikke just er juleagtigt, men Sufjan formår selvfølgelig at få skabt den rette stemning):
Så kom ugen. På lørdag går det løs. Vinderne af konkurrencen er fundet og har fået besked. Og vi bringer hermed som lovet anden del af interviewet mellem Soffie Viemose og Asbjørn. Denne gang er det Soffie der giver os et indblik i hendes forhold til Asbjørn og hans musik:
Beskriv dit første møde med Asbjørn’s musik
– Asbjørn og jeg går på konservatoriet sammen, så jeg mødte ham første gang der. Jeg var lige flyttet til Århus og var rimelig mistroisk overfor alle jyder, men Asbjørn kunne jeg ikke rigtig modstå. Vi skulle lave et skoleprojekt sammen hvor jeg hørte ham synge og bare tænkte, at han virkelig sang fantastisk. Lidt senere inviterede han mig med på optagelserne til hans video ‘The Criminal’, og blev igen vildt betaget af hans energi og udtryk. Den dag på sættet husker jeg som en magisk dag, hvor jeg følte mig beæret over at være med. Jeg kan huske jeg kiggede gennem linsen og tænkte: denne dreng er en stjerne, mon der er andre der kan se det? Det er der heldigvis!
The Criminal
Har Asbjørn haft indflydelse på dig og din musik?
– Ja helt sikkert, vi bruger hinanden som sparringspartnere, og hans mening er en, jeg respekterer dybt.
Nogle gange har han spillet en skitse for mig og jeg har bare siddet bagefter og tænkt at han slet ikke forstår hvor dygtig han er.
Jeg har siddet med en følelse af at være slået helt bagover af en smuk sang og samtidig med en snært af bitterhed over ikke selv at have skrevet sangen.
Hvilken kvindelig artist ville kunne charmere bukserne af Asbjørn?
– Hvis Robyn og Beyonce dansede rundt om Asbjørns seng i platformboots og glitteroutfits til et mix af ‘Who Run The World’ og ‘Dancing On My Own’, tror jeg ikke han ville kunne holde fingrene fra dem. Hvilken mandlig?
– James Blake eller Frank Ocean ville også kunne synge ham blød i knæene.
Hvis Asbjørn var et stykke tøj, hvordan ville det så se ud og ville du ta’ det på og til hvilken lejlighed?
– Hvis Asbjørn var et stykke tøj, ville han være en mavebluse med hætte, med pailletter og gerne noget opklippet militant stof. Eller en kæmpe velourfrakke med kæmpe skulderpudder. Han er ikke bange for at blive set, den mand.
Fortæl en hemmelighed om Asbjørn
– Han kan sove alle steder, det er meget beundringsværdigt. Til gengæld snorker han som en gammel mand med tilstoppede luftveje, så man skal passe på han ikke falder i søvn for tæt på ens ører!
Til sidst: Hvad forventer du af Asbjørn’s koncert på Stengade d. 1. december?
– Jeg holder af, og beundrer samtlige medlemmer af hans band, så jeg forventer at bliver revet rundt i fabelagtige lydmekkaer og sindsyge rytmer. Jeg glæder mig til at se Asbjørn være en diva og jeg glæder mig til at høre hans dejlige sange og igen blive inspireret.
Det er som sagt på lørdag du kan opleve Soffie Viemose og Asbjørn i levende live i forbindelse med den 10. Poetry In Mono. Dørene åbner kl. 21 og det koster 80 kr. Mere info her.
Til at underholde før, imellem og efter koncerterne, får vi fint besøg af DJ Video Musik, som du kan tjekke ud her:
Det sker ikke så tit, men da jeg for første gang lyttede til Jacob Bellens’ soloplade for et stykke tid siden, var det kærlighed ved første lyt fra start til slut. Jeg hørte ikke andet i de efterfølgende dage, og er ikke et sekund i tvivl om at den nok skal finde frem til min top 10 liste over årets danske plader (og der er mange at vælge imellem i år!). Det er en alsidig og alligevel fuldstændig helstøbt plade som kan anbefales på det kraftigste.
Især åbningsnummeret Heart of Africa har gjort stort indtryk:
