I lørdags havde vi vores 9. Poetry In Mono, og det var endnu engang en stor fornøjelse. Både Dad Rocks! og TM Hunter leverede fantastiske og intime koncerter, og publikum var dejligt lyttende, hvilket der også blev takket for fra scenen flere gange i løbet af aftenen. Mit (Rikke) absolutte højdepunkt på aftenen var, da Dad Rocks! fyrede op under covernummeret Gold Day med Sparklehorse fra pladen It’s A Wonderful Life (2001). Dermed ikke sagt at bandsenes eget materiale ikke kunne hamle op med det, tværtimod. Kvaliteten var så absolut i top hele vejen igennem. Dad Rocks! sluttede deres sæt af med et ekstranummer, hvor Snævar Albertsson satte sig bag det medbragte klaver og spillede en sang for/om sin søster, der har anoreksi. Et virkelig smukt øjeblik, som jeg desværre fik spoleret pga. arbejde, men som Rune til gengæld nød i fulde drag.
Vi glæder os til at se jer alle sammen igen allerede om en halvanden uge til vores 10. Poetry In Mono den 1. december, hvor vi får fint besøg af Asbjørn og Soffie Viemose.
I forbindelse med det næste Poetry In Mono arrangement d. 1. december, har vi sat Asbjørn og Soffie Viemose i stævne til et kærligt interview, hvor de taler om det personlige forhold de har til hinanden og ikke mindst hinandens musik. Her kommer første del hvor Asbjørn taler om Soffie.
Beskriv dit første møde med Soffie’s musik
– Jeg hørte sladder om en melankolsk københavnertøs med gråt hår, der havde forvildet sig til Århus. Fortørnet over at det jo plejer at være den anden vej folk flytter, så jeg videoen til ’Gift’ en sensommerdag i 2011 og blev taget med paraderne nede. På én måde var hun skabet og distanceret med glimmer i hele hovedet, mens hendes ærlige og rå fremtoning fortalte mig at der stak meget mere bag. Siden da har sangen været soundtrack til epokegørende øjeblikke, og jeg er sikker på den vil være underlægning til mange break- og makeups i min fremtid.
Gift:
Har Soffie haft indflydelse på dig og din musik?
– Soffie har været en muse siden jeg mødte hende! Den seriøsitet og nerve hun lægger i sin kunst er inspirerende som bare pokker, og derudover respekterer jeg hende meget for hendes DIY kompromisløshed. Vi står i mange af de samme karrieremæssige overvejelser og jeg spejler mig tit i hende, for svaret er altid helt ærligt.
Fortæl en hemmelighed om Soffie
– Hun hader dukker. Og har et outfit der ligner en stor laks! Og så bliver hendes plade et mesterværk – hør forsmagen på 1. singlen ’To The Woods’ med min yndlingsvideo af hendes her:
Hvilken artist kunne charmere bukserne af Soffie?
– Mariam Walentin fra Wildbirds and Peacedrums får hendes parader helt ned, og det er vel det bedste fundament for elskov! Og Thom Yorke kunne uden tvivl danse hende i kanen mens han synger om en lille ’Lotus Flower’.
Hvis Soffie var et stykke tøj, hvordan ville det så se ud og ville du ta’ det på og til hvilken lejlighed?
– Hun ville være noget varmt i kulden. Lavet af 80% øko-uld og 20% stiv neon-plastik i en krave, der kunne strækkes op over hovedet, når man havde brug for at være alene. Jeg ville helt sikkert have hende på på tour for at holde kontakt til den jyske muld, samt kunne lukke af for alle de nye indtryk i ny og næ.
Til sidst: Hvad forventer du af Soffie’s koncert på Stengade d. 1. december?
– En nærværende og selvudleverende kvinde, utallige kuldegysninger samt let præstationsangst over at skulle fylde scenen efter hende.
Husk at vi har en konkurrence igang i forbindelse med koncerten hvor du kan vinde 2 billetter til koncerten + signerede plader fra begge kunstnere. Læs mere om det og deltag her!
På lørdag den 17. november går det løs på Stengade med Poetry In Mono #9, hvor Dad Rocks! og TM Hunter kigger forbi, sammen med Brian Batz og Kaspar Kaae som DJ’s. I den forbindelse har vi fået den gode Snævar Albertsson til at give fem bud på sange, han holder meget af for tiden. Lyt selv med herunder, der er meget (gråt) guld:
– Jeg har de sidste to måneders tid været på to forskellige turnéer. I og med at jeg har været væk fra familien, har jeg hørt meget musik, som på en eller anden måde har manifesteret det savn, jeg har følt, mens jeg var på landevejen.
1: Bob Dylan – Boots of Spanish Leather
– Jeg har i længere tid ikke kunnet forstå Bob Dylan, men denne sang ændrede min opfattelse af ham som kunstner. Teksten er hjerteskærende, og melodien er tilpas vemodig uden at blive bebrejdende eller bitter. Der er en smuk accept af situationen til sidst, hvor tomrummet ønskes udfyldt af noget materielt, nu hvor den savnede beslutter sig for at blive på den anden side af havet.
– Jeg arbejder med det franske band Mermonte på mit pladeselskab, og de klarer sig storartet. De arrangerede én af de koncerter jeg spillede på min Europa-turné, og det var en smuk aften. Mermonte er et ti-mands band, og de optræder i Aarhus (HQ) på torsdag sammen med Dad Rocks!, og igen i København på fredag (Huset i Magstræde). De synger her på fransk, og det er ganske enkelt uimodståeligt.
3: Love Among the Mannequins – Madame Yeti Woman
– Dette er et nummer, der endnu ikke er udgivet (sorry). Det er skrevet af bandet Love Among the Mannequins, i hvilket min gode ven Tobias Hayes spiller. Det er uden tvivl det bedste nummer jeg har hørt i 2012. Sangen tager udgangspunkt i en sand historie om en psykiater, og dennes patient, der led af skizofreni. Patienten mente at hans (fiktive) elskede yeti-kvinde ville vende tilbage til ham inden længe. Psykiateren begynder at skrive faktiske breve til patienten fra hans elskede, med lovning om at hun kommer tilbage i morgen. Hver dag får han et nyt brev, med lovning om at hun vender tilbage i morgen. Tragisk. Forhåbentlig får de udgivet deres plade i starten af det nye år. Så skal jeg nok lige give et praj.
4: Nick Cave & Warren Ellis – The Rider Song
– The Rider Song er en sang fra soundtracket til The Proposition. Warren Ellis’ (Dirty Three) violin formår altid at opholde sig et sted mellem eftertænksomhed og vemodighed, og passer fantastisk til Caves dramatiske og mørke stemme. En sang der for mig godt kan klare at opholde sig på repeat i flere omgange, da den blot varer 2 minutter og 31 sekund.
5: Tom Waits – Home I’ll Never Be (klaver-version) – (Vi på bloggen er i tvivl om korrektheden af versionen)
– Tom Waits lavede dette cover af Jack Kerouacs a capella sang, og spillede nummeret til en mindehøjtid for Allan Ginsberg. Han havde ingen planer om at optage sangen, men en eller anden havde en båndoptager i lommen, og stillede denne på klaveret. Der er en enorm længsel i denne version af sangen, og jeg har formentlig hørt den 200 gange.
Som om 2012 ikke har været spækket med læssevis af fede udgivelser, er der allerede nu tegn på at 2013 også kunne gå hen og blive et godt plade-år. Ed Harcourt har annonceret ny plade til Februar 2013. Det er den produktive herres 7. studiealbum siden 2001, som har fået titlen Back Into The Woods, og allerede nu kan man høre en smagsprøve med førstesinglen The Man That Time Forgot:
En dejlig sang hvis du spørger mig. Især fordi den bringer Harcourt i retningen af hans første to studiealbums, Here Be Monsters (2001) og From Every Sphere (2003), som må sige at være undertegnedes absolutte favoritter med manden. Hvorimod hans seneste plader ikke helt har haft det samme over sig. Om ikke andet ser jeg frem til at høre om mine forhåbninger bliver mødt.
Kan du lide hvad du hører, kan du downloade den gratis her.
Som nævnt i tidligere Poetry In Mono indlæg, har vi fat i den helt brede palet i dette efterår. I lørdags befandt vi os som bekendt i det mere dunkle og støjende hjørne, d. 17. november kommer vi lidt mere frem i lyset og springer over i det mere lavmælte fingerspillende hjørne med Dad Rocks! og TM Hunter. Men i forbindelse med vores 10. Poetry In Mono d. 1. december befinder vi os ude midt på dansegulvet i selskab med Asbjørn og Soffie Viemose, og i den forbindelse har vi en konkurrence i ærmet. Præmierne lyder på 2 vindere á: 1 x signeret album fra Asbjørn + 1 x signeret EP fra Soffie Viemose (se billede) + 2 stk. billetter til koncerten
Det eneste du skal gøre for at vinde det, er at svare på følgende: Asbjørn kaldte sit projekt noget andet inden han udgav sin debutplade Sunken Ships tidligere i år, hvad var navnet på projektet?
Send dit svar til blaavinyl (at) gmail.com senest d. 25. november. Vinderne får direkte besked!
Der var dømt tråd, støj, rock og melodier, da Poetry In Mono #8 løb af stablen i lørdags. Det var lækre sager. Snart album-aktuelle Ocean View prydede Stengades koncertrum med deres materiale fra den kommende No End, som var vældig godt (se galleriet ovenfor, som vi dokumenterede i “bedste” Hipstermatic stil), mens Shiny Darkly leverede et utrolig heltstøbt show.
Det var – til dato – den (i musikalsk forstand) hårdeste aften indtil nu, men det var en sand fornøjelse, at der fra start blev vist tænder. Det kom sågar dertil, at Ocean View og Shiny Darkly startede hele herligheden ud med deres fælles nummer Bottom Floor, som du kan se et lille klip af nederst i dette indlæg. Det var vi virkelig begejstrede over, ligesom vi var det over vores DJ Mexican Golf. Tak for musik og alle fremmødte – vi nød det i fulde drag.
Vi ses næste gang den 17. november på Stengade, hvor Dad Rocks! og TM Hunter besøger Nørrebro med prominente DJ’s Kaspar Kaae (CODY) og Brian Batz (Sleep Party People).
Efter at have gennemgået min kalender for dette år, er det gået op for mig hvor lidt koncerter jeg egentlig går til udover dem jeg arrangerer/afvikler på Stengade. Det er egentlig for dårligt, og måske det skulle være et nytårsforsæt for 2013 at give mig selv chancen for at få flere store oplevelser i scrapbogen?
Anyways, grunden til at jeg kiggede min kalender igennem for andre store koncertoplevelser, er fordi jeg i går aftes oplevede Grizzly Bear i levende live for fjerde gang i mit liv, og sikke en oplevelse! Men før jeg udråbte den til årets koncert, ville jeg sikre mig at der ikke gik nogen i glemmebogen, hvilket til min store overraskelse ikke var. Der var simpelthen ikke andre koncerter der kom op på samme niveau. Aftenens højdepunkt for mit vedkommende (udover deres akustiske ekstranummer (se billede nedenfor)), var da de spillede ‘Shift’ (fra henholdsvis debutalbummet Horn of Plenty (2004) og EP’en Friend (2007)). Sikke et magisk øjeblik. Videoen nedenfor giver en nogenlunde idé om hvordan det lød:
Ikke mindst det flotte lysshow, som egentlig ikke var noget helt vildt og fancy, var med til at danne de smukke rammer om musikken, som det hele jo handler om. Man glemte helt tid og sted, og det er fantastisk når det sker! Her til sidst endnu et billede fra en mindeværdig aften, hvor bandet samlet midt på scenen, for et øjeblik fik den alt for store sal og scene til at virke meget mindre og mere intim…endnu et magisk øjeblik:
Forelskelse er en underlig størrelse, som kan give både lykkelige stunder såvel som ulykkelige stunder. Forelskelse kan kort sagt have mange ansigter, faconer og udfald, og ikke mindst forandre et menneske. Grunden til at forelskelse er endt som udgangspunkt for det her indlæg, har noget at gøre med at der det seneste døgn er blevet udgivet et par nye videoer med nogle ar mine favorit artister, som på hver deres måde behandler emnet, og i den forbindelse er jeg faldet over et par andre videoer af lidt ældre dato med lidt samme emne, men igen beskrevet på helt helt andre måder:
Én af de nye videoer, er den europæiske udgave af musikvideoen til Loney Dears ‘Loney Blues‘ fra hans plade Hall Music fra sidste år. Det er egentlig en meget simpel video, men den har den her dejligt gennemblæste efterårs-stemning, som et eller andet sted rummer alt det en forelskelse også kan være:
Asbjørn offentliggjorde også en ny video i går til sin kommende single ‘Bones Bad Bones‘ fra debutpladen Sunken Ships fra i år. Sangen handler om den her overvældende forelskelse, eller for at sætte Asbjørns egne ord på det: “that crazy-bubbly-uncontrollable desperation“, som dog er på det stadie hvor man stadig ikke kan hverken vise det eller fortælle det til den udkårne. Det er én af mine personlige favoritter fra pladen, så jeg blev glad for at se at der er lavet en video til den:
En anden, knap så ny video jeg faldt over i dag, er videoen til ‘Be Comfortable, Creature‘ fra Explosions In The Sky’s sjette studiealbum, Take Care, Take Care, Take Care fra sidste år. Den skildrer denne her for længst tabte forelskelse/kærlighed, og den hvileløse søgen efter den:
Den sidste video jeg faldt over i dag, er en video jeg ikke har set før i dag på trods af at det efterhånden er en ret gammel sag. Det er videoen til ‘Viðrar vel til loftárása‘ fra Sigur Rós’s andet album Ágætis byrjun fra 1999. Den handler om denne her tabubelagte første forelskelse, som jeg ikke vil beskrive meget nærmere, da videoen og musikken klarer det ganske godt:
