Så er vinderne af vores konkurrence fundet, og vi har givet dem besked. Tak for alle jeres svar.
Der er nu under 1 uge til den 8. Poetry In Mono, og vi glæder os! Indtil da kan i varme op med DJ Mexican Golf’s fine mixtape:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/59409442″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=8051c8″ width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]
Det er ved at være lidt tid siden jeg sidst skrev noget herinde, studielivet tager meget af min tid og mine kræfter. Men på vej til skole i morges, faldt jeg over en god gammel kending som jeg forbinder rigtig meget med efteråret… irske Damien Rice, som for 10 år siden udgav sit debutalbum ‘O‘. En plade der har fulgt mig i tykt og tyndt igennem en del år efterhånden, og i morges inspirerede den mig til at lave den her efterårsplayliste, da det må siges at efteråret virkelig er ovre os pt. Og resultatet er som følger:
Først og fremmest her den føromtalte Damien Rice med en meget efterårs-agtig video og sang, som går lige i hjertekulen:
Britiske Ed Harcourt kan absolut ikke undgås i denne sammenhæng, der med sin plade ‘Here Be Monsters‘ fra 2001 leverer en perlerække af efterårs-numre, og selvom jeg ikke kunne finde det nummer jeg gerne ville have streamet (Those Crimson Tears til de nysgerrige), får i her et nummer der er mindst lige så god i stemningen…
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/2315212″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=2747cf” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]
Til en lidt mere nutidig, og ikke mindst aktuel sag, så er der danske Soffie Viemose (som iøvrigt gæster Poetry In Mono d. 1. december), med dette dejlige melankolske og meget simple nummer som stjal mit hjerte allerede ved første lyt i sin tid…
Tilbage til det noget ældre…nemlig Nick Drake, som jeg for nylig fik genopfrisket. Åh det er smukt!
Patrick Watson og hans plade ‘Close To Paradise‘ fra 2006, et blevet en symbolsk plade for mig når det kommer til efteråret. Når jeg lytter til den, dukker der mørke billeder op inde i mit hoved med visne blade i Kolding. Det er en stemning der vil noget, og bestemt ikke ment som en negativ ting!
En anden jeg heller ikke kan komme uden om når bladene skifter farver og blæser om ørerne på én, er Sam Amidon..
Og nu vi er igang, er The Antlers jo heller ikke til at overhøre, og så faldt jeg lige over denne flotte efterårs/vinter-agtige video:
Jeg skal ind og se Grizzly Bear om under 2 uger, og glæder mig som et lille barn. Så selvfølgelig er de også på min playliste. Her med en gammel kending:
Av…her på falderebet bliver jeg simpelthen nødt til at tilføje dette vidunder af en efterårsperle! Det er igen Patrick Watson, men fra hans seneste plade ‘Adventures In Your Own Backyard‘:
Vi fik for nylig fornøjelsen af, at modtage et nummer med en stærk københavner-duo, der spiller en småmelankolsk art/kammer-pop. TM Hunter hedder de, og de udgiver i dag deres debut-EP La Porte via Father Figure Records, der bliver administreret af Snævar Albertsson aka. Dad Rocks!. Vi har nydt EP’en meget de sidste par uger, og duoen indvilligede heldigvis i at svare på et par opklarende spørgsmål om, hvem og hvad TM Hunter i grunden er for en størrelse. God fornøjelse:
I har begge været i andre projekter før, hvad var det, der fik jer til at kaste jer over et duo-projekt?
– Vi havde egentlig begge i længere tid overvejet at starte et nyt projekt op, og i foråret 2011 opstod pludselig en gylden mulighed. De to københavnske konservatorier udbød en sangskriverkonkurrence, som blev vores anledning til at skrive vores første nummer Mon Chat Est Mort. Sangen blev udvalgt og i september samme år, opførte vi nummeret med fuldt symfoniorkester i koncertsalen i det gamle radiohus. Det var en kæmpe oplevelse, og vi fandt ud af, at vi var gode til at skrive musik sammen, så det føltes helt naturligt at fortsætte.
Lyt til/download omtalteMon Chat Est Mort her:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/55301892″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=006aff” width=”100%” height=”81″ iframe=”false” /]
Hvorfor TM Hunter – hvad ligger der bag navnet?
– T og M står i første omgang egentlig bare for vores navne, Therese og Michael. Meget simpelt. Navnet Therese kan kædes sammen med en gammel græsk betydning for jægerinde – derfor Hunter. Desuden har flere associeret forkortelsen TM med transcendental meditation, hvis man altså vil søge en dybere mening.
La Porte udkommer i dag – hvordan vil I karakterisere den?
– Vi synes La Porte er en stemningsmættet, melodiøs og udfordrende EP. Numrene for sig er meget forskellige, men et gennemgående træk er den melankolske melodi, som har fået en dominerende rolle i alle numrene, hvad enten de er poppede, folkede eller mere alternative.
TM Hunter – The Pressure:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/56150504″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=006aff” width=”100%” height=”81″ iframe=”false” /]
Har EP’en været lang tid undervejs?
– Efter koncerten med symfoniorkesteret fik vi relativt hurtigt skrevet de andre numre på EP´en. Vi havde en rimelig klar idé om, hvor vi ville hen rent musikalsk, så det hele gik egentlig ret hurtigt, og vi kunne gå i studiet fire måneder efter symfonikoncerten.
Hvad handler den grundlæggende om for jer?
Det var nok forskelligt for os hver især.
Therese: For mig handlede den om at få afløb for noget indespærret kreativitet. Efter opløsningen af mit forrige band havde jeg ikke lyst til at lave musik mere. Jeg synes, det var for hårdt. På alle mulige planer. Alligevel blev jeg overtalt til at kaste mig over det igen. På den måde er EP’en næsten en slags musikalsk ”genfødsel” for mig.
Michael: Jeg havde også et kreativt behov, som efterhånden var lidt uforløst. Jeg savnede at have udsigt til at skulle i studiet og ud at spille og i det hele taget lave musik, som havde en form for afsætningsmulighed. Jeg ser også La Porte som en manifestation af vores arbejde det sidste års tid og som et afsæt til vores fremtidige arbejde med musik.
Det franske er ganske fremtrædende i jeres univers – hvad er det, I finder inspirerende der?
– Det franske repræsenterer en form for sofistikeret fantasi. Det franske sprog og den franske kultur virker for os som et drømmende univers, der er umådeligt dragende. Samtidig er de underliggende harmoniske strukturer i vores musik ofte inspireret af den klassiske impressionisme, som for eksempel den Debussy, Ravel og Satie dyrkede.
I bruger blandt andet sav, harmonika og et harpsichord-lydende instrument, hvad er det I finder ved disse lidt atypiske eller særprægede instrumentbrug?
– Når vi laver musik, leger vi også, og det er sjovt at lege med lidt særprægede instrumenter, der indimellem kan overraske og derfor fungere som inspirationskilde i sig selv. Desuden giver lyden af disse instrumenter mulighed for at skabe et udfordrende og varieret lydunivers, som måske ikke er det mest gængse på den danske musikscene.
Hør det omtalte harpsichord-lydende instrument her på To The North:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/56150507″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=006aff” width=”100%” height=”81″ iframe=”false” /]
Hvordan vil man opleve jer live – duo eller større opsætning?
– Vi vil altid forsøge at have fuldt band med. Numrene er instrumenteret på en måde, hvor sangene er i risiko for at miste noget af deres unikke karakter og dynamik, hvis vi ikke allierer os med for eksempel trommer, bas, guitar, trombone og accordion, udover selvfølgelig klaver, vokal og autoharpe. Derfor vil vi altid være minimum seks musikere på scenen.
Find TM Hunter her. De spiller desuden til Poetry In Mono #9, den 17. november på Stengade – mere om det her.
Vi har fat i den helt brede palet i dette efterår når det kommer til Poetry In Mono. Denne gang byder vi på den mere støjende ende af skalaen og vi glæder os til at få besøg af Shiny Darkly og Ocean View lørdag d. 27. oktober på Stengade. Til at holde den røde tråd for hele aftenen, har vi inviteret DJ Mexican Golf (Big Oil Rec) alias Andreas Nielsen (medejer af The Big Oil Recording Company), som i anledningen har tryllet et mixtape sammen, og til og med skrevet et par ord om det:
Musikken på mixtapet er en blanding af yndlingssange og nye fund indenfor den larmende rock. Der er både gammelt og nyt, hvor The Damned og Bikini Kill repræsenterer musik af ældre dato, mens spritnye singler fra aftenens hovedpersoner, Shiny Darkly og Ocean View repræsentere det unge og nye. Udover det så er der også undertegnedes yndlings Vivian Girls sang, skøn-støj fra yndlingsbandet Women (RIP), en sjov lille finurlighed Harlem’s Pissed inden Ocean View’s Sober og generelt bare fantastisk musik. God fornøjelse!
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/59409442″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=8051c8″ width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]
Vi har stablet en lille konkurrence på benene i anledningen af den ottende Poetry In Mono, og stiller i den forbindelse 2 vindere á 1 splinterny vinyl med Ocean View + 1 vinyl med Shiny Darkly + 2 x koncertbilletter til aftenen, på højkant. Det eneste du skal gøre, er at svare rigtigt på følgende spørgsmål:
Shiny Darkly spillede henover sommeren en masse festivaler, men hvilken spillede de ikke på?
A: SPOT
B: Roskilde
C: Skanderborg
Svaret sendes til blaavinyl (at) gmail.com senest d. 20. oktober. Vinderne får direkte besked!
I fredags – den 7. september – løb den syvende udgave af Poetry In Mono af stablen på spillestedet Stengade på Nørrebro. Denne aften var The Holiday Crowd og Jens-Ulrik Kleemeyer på plakaten, som hver især leverede en smuk optræden.
Jens-Ulrik Kleemeyer leverede med sit overskudslager fra gruppen The Green Lives, samt solomateriale, en utrolig nærværende optræden, som han efterfølgende selv vurderede som sin bedste solokoncert so far. Det var vi flere, der var helt enige i. Kombinationen af Kleemeyer på henholdsvis spansk guitar og piano var en fin balance, der fin supplerede Kleemeyers meget stærke vokal. Et dejligt indslag.
Herefter fyrede The Holiday Crowd op i kedlerne ved at starte ud med deres fremragende single Painted Like A Forest. Forsanger Imran Haniffs vokal er en utrolig stærk en af slagsen, som var en formidabel katalysator for musikkens pumpende britiske poplyd. Generelt var gruppen meget veloplagte, hvilket blandt andet ses i galleriet, hvor Haniff og trommeslager Dave Barns – med det energisk vuggende hoved – smadrede gulvtammen mod slut. En absolut fornøjelse at opleve canadierne.
Vi ser frem til Poetry In Mono #8, hvor de to danske grupper Shiny Darkly og Ocean View står for. Det vender vi stærkt tilbage med.
Det er lidt paradoksalt, at når man flytter til en storby hvor der er så mange kulturelle tilbud at du kunne gå ud hele tiden hvis du ville, men ofte får netop dette faktum den modsatte effekt. Med undtagelse af i går…
Undertegnede havde tømmermænd fra fredagens Poetry In Mono (stemningsrapport kommer herinde i næste uge), og lå derfor på langs det meste af dagen, men valgte at stå op omkring kl. 21 for at klargøre mig til Jetsi Kain’s (billedet ovenover) releasefest på Rust. En milepæl i drengenes nu efterhånden lange vej igennem op og nedture og tonsvis af demo-indspillinger, møder, øvere, koncerter og hvad har vi ikke. Selvfølgelig skulle jeg være med til at fejre dem. Og hvilken stolthed.
Rust var proppet til randen og drengenes glæde og spillelyst var ikke til at overse. Eneste downturn var at lyden til at starte med ikke var helt i top og at alle de mennesker ikke kunne finde ud af at blive stående hvor de stod…så en masse masen og asen gjorde at man nu og da glemte at rette opmærksomheden op mod scenen. Men drengene skuffede bestemt ikke. Det var rigtig dejligt at være en del af deres absolutte milepæl.
Du kan lægge ører til deres EP her. Et stort tillykke til drengene skal det herfra lyde!
Efter Rust tog jeg én fra mit nye studie med ud på en tidsrejse. En tidsrejse både hun og jeg sent vil glemme. Vi tog til 50’er festen inde i VEGA. Hvilken perfekt ramme! Jeg har altid beundret den smukke arkitektur og interiør i det gamle Folkets Hus (som stod færdig i netop 1956), men har aldrig været den store fan af temafester. Jeg vil dog sige at jeg synes denne temafest var lige i øjet. Folk gik virkelig op i deres 50’er outfits, og aldrig har jeg været et sted med så mange smukke kjoler samlet på ét sted. Derudover kunne man jo næsten have ønsket at man havde været i dansehumør, for hold da fest hvor blev der spillet meget lækkert musik. Lige fra Louis Armstrong til Frank Sinatra i Store Vega og til den lidt mere agressive og soulede musik i Lille Vega hvor hele salen gyngede og holdet bag Frankie Teardrop stod oppe på scenen og gav den gas (billedet ovenover).
Der blev solgt is, kaffe og pølser med brød. Der var borde med fine hvide duge overalt, og folk fik virkelig kridtet danseskoene. Vidste man ikke bedre, skulle man tro at man virkelig befandt sig i de uskyldige 50’ere.
Natten forblev dog ung, for mit trætte legeme holdte ikke til mere, men vil dog også tilføje at det var godt gået at nå begge dele, på trods af at jeg gik glip af livemusik delen af 50’er festen.
Som en lille bonusinfo, kan jeg da tilføje at navnet Poetry In Mono ikke kommer ud af ingenting:
Jens-Ulrik Kleemeyer spiller til Poetry In Mono den 7. september på Stengade, og har i den forbindelse været så venlig at dele fem af sine favorit-tracks. Ordet er dit Jens:
Jeg har valgt 5 numre, som jeg kan se, efter at have valgt dem, alle er bygget op omkring bemærkelsesværdige herre-vokaler. Jeg elsker når man selv får lov til at sidde og lede efter mere eller mindre toner eller detaljer i melodierne.
Bob Dylan – Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again:
Den ubestridte konge blandt bemærkelsesværdige herre-vokaler må være Bob Dylan. Man skal passe på med Dylan – når man først har fået smag for ham, har jeg som mange måttet erkende, at man bliver nødt til at høre ”Alt” han har rørt ved. Og der findes stort set en Dylan-sang til hver en følelse man (i hvert fald som mand) kan have i kroppen.
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/15848946″ iframe=”true” /]
I Am Kloot – Northern Skies:
Hele I Am Kloot’s Sky at Night er bestemt et lyt hver. De har virkelig formået at ramme en hel speciel akustisk natlyd bygget op omkring deres ’grimmeste mand i byen’-forsanger John Bramwell.
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/4137921″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]
The Go-Betweens – Clouds:
Om de evigt oversete The Go-Betweens kan man sige mange ting. ‘De australske The Smiths’ er de blevet kaldt, selvom Brisbane-bandet dog har deres helt egen specielle sound – Især forankret i den ene lead-vokalist Robert Forster.
Nick Drake – Place To Be:
Jeg hørte første gang om Nick Drake fra min gode ven Rune Nissen Petersen i forbindelse med nogle indspilningssessions i Grapehouse-studiet på Gl. Kongevej. Jeg har siden hørt, at det var typisk for Nick Drake, at alle som havde fået det anbefalet, efter sigende skulle kunne huske præcis hvor og hvem de havde fået det anbefalet fra.
Echo and the Bunnymen – Thorn Of Crowns:
For ikke at falde i hverken David Byrne eller Lou Reed fra Velvet Underground-dagene vælger jeg at smide en sidste 80’er-ting ind i slutningen af min lille skrivelse.
Post-punkerne Echo and the Bunnymen er et band, som jeg har svært ved at ryste af mig. Især Ian McCulloch’s vokal og deres mørke og støjende, men dog til tider utrolig melodiske, instrumentering er virkelig værd at lægge mærke til.
Jens-Ulrik Kleemeyer, der også er en del af gruppen The Green Lives, spiller til Poetry In Mono #7 sammen med canadiske The Holiday Crowd på fredag den 7. september på Stengade. Se mere her. Hør Jens’ musik her.
CODY har netop smidt en ny video online. Det er en visuel side til nummeret Mirror fra deres nye album Fractures, der begge udkom i går. Videoen viser en sørgmodig, men også en meget livsbekræftende fortolkning af nummeret, der bestemt er “en af de gode” fra albummet. Dem er er der nu umiddelbart rigtig mange af på CODYs nye skive, hvor der for eksempel også er danske recitationer på nummeret Fortælling, der er en slags intro til The Ghost Of Today. Generelt et meget stemningsfuldt album, der er bærer utrolig mange fine detaljer og gennemarbejdede arrangementer. Kort fortalt en stor anbefaling til at tage Fractures til sig, for det er i sig selv – ja: “en af de gode”.
