det var en lørdag aften

Det er lidt paradoksalt, at når man flytter til en storby hvor der er så mange kulturelle tilbud at du kunne gå ud hele tiden hvis du ville, men ofte får netop dette faktum den modsatte effekt. Med undtagelse af i går…
Undertegnede havde tømmermænd fra fredagens Poetry In Mono (stemningsrapport kommer herinde i næste uge), og lå derfor på langs det meste af dagen, men valgte at stå op omkring kl. 21 for at klargøre mig til Jetsi Kain’s (billedet ovenover) releasefest på Rust. En milepæl i drengenes nu efterhånden lange vej igennem op og nedture og tonsvis af demo-indspillinger, møder, øvere, koncerter og hvad har vi ikke. Selvfølgelig skulle jeg være med til at fejre dem. Og hvilken stolthed.

Rust var proppet til randen og drengenes glæde og spillelyst var ikke til at overse. Eneste downturn var at lyden til at starte med ikke var helt i top og at alle de mennesker ikke kunne finde ud af at blive stående hvor de stod…så en masse masen og asen gjorde at man nu og da glemte at rette opmærksomheden op mod scenen. Men drengene skuffede bestemt ikke. Det var rigtig dejligt at være en del af deres absolutte milepæl.

Du kan lægge ører til deres EP her. Et stort tillykke til drengene skal det herfra lyde!

Efter Rust tog jeg én fra mit nye studie med ud på en tidsrejse. En tidsrejse både hun og jeg sent vil glemme. Vi tog til 50’er festen inde i VEGA. Hvilken perfekt ramme! Jeg har altid beundret den smukke arkitektur og interiør i det gamle Folkets Hus (som stod færdig i netop 1956), men har aldrig været den store fan af temafester. Jeg vil dog sige at jeg synes denne temafest var lige i øjet. Folk gik virkelig op i deres 50’er outfits, og aldrig har jeg været et sted med så mange smukke kjoler samlet på ét sted. Derudover kunne man jo næsten have ønsket at man havde været i dansehumør, for hold da fest hvor blev der spillet meget lækkert musik. Lige fra Louis Armstrong til Frank Sinatra i Store Vega og til den lidt mere agressive og soulede musik i Lille Vega hvor hele salen gyngede og holdet bag Frankie Teardrop stod oppe på scenen og gav den gas (billedet ovenover).
Der blev solgt is, kaffe og pølser med brød. Der var borde med fine hvide duge overalt, og folk fik virkelig kridtet danseskoene. Vidste man ikke bedre, skulle man tro at man virkelig befandt sig i de uskyldige 50’ere.

Natten forblev dog ung, for mit trætte legeme holdte ikke til mere, men vil dog også tilføje at det var godt gået at nå begge dele, på trods af at jeg gik glip af livemusik delen af 50’er festen.

Som en lille bonusinfo, kan jeg da tilføje at navnet Poetry In Mono ikke kommer ud af ingenting:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *