I lørdags havde vi vores 9. Poetry In Mono, og det var endnu engang en stor fornøjelse. Både Dad Rocks! og TM Hunter leverede fantastiske og intime koncerter, og publikum var dejligt lyttende, hvilket der også blev takket for fra scenen flere gange i løbet af aftenen. Mit (Rikke) absolutte højdepunkt på aftenen var, da Dad Rocks! fyrede op under covernummeret Gold Day med Sparklehorse fra pladen It’s A Wonderful Life (2001). Dermed ikke sagt at bandsenes eget materiale ikke kunne hamle op med det, tværtimod. Kvaliteten var så absolut i top hele vejen igennem. Dad Rocks! sluttede deres sæt af med et ekstranummer, hvor Snævar Albertsson satte sig bag det medbragte klaver og spillede en sang for/om sin søster, der har anoreksi. Et virkelig smukt øjeblik, som jeg desværre fik spoleret pga. arbejde, men som Rune til gengæld nød i fulde drag.
Vi glæder os til at se jer alle sammen igen allerede om en halvanden uge til vores 10. Poetry In Mono den 1. december, hvor vi får fint besøg af Asbjørn og Soffie Viemose.
På lørdag den 17. november går det løs på Stengade med Poetry In Mono #9, hvor Dad Rocks! og TM Hunter kigger forbi, sammen med Brian Batz og Kaspar Kaae som DJ’s. I den forbindelse har vi fået den gode Snævar Albertsson til at give fem bud på sange, han holder meget af for tiden. Lyt selv med herunder, der er meget (gråt) guld:
– Jeg har de sidste to måneders tid været på to forskellige turnéer. I og med at jeg har været væk fra familien, har jeg hørt meget musik, som på en eller anden måde har manifesteret det savn, jeg har følt, mens jeg var på landevejen.
1: Bob Dylan – Boots of Spanish Leather
– Jeg har i længere tid ikke kunnet forstå Bob Dylan, men denne sang ændrede min opfattelse af ham som kunstner. Teksten er hjerteskærende, og melodien er tilpas vemodig uden at blive bebrejdende eller bitter. Der er en smuk accept af situationen til sidst, hvor tomrummet ønskes udfyldt af noget materielt, nu hvor den savnede beslutter sig for at blive på den anden side af havet.
– Jeg arbejder med det franske band Mermonte på mit pladeselskab, og de klarer sig storartet. De arrangerede én af de koncerter jeg spillede på min Europa-turné, og det var en smuk aften. Mermonte er et ti-mands band, og de optræder i Aarhus (HQ) på torsdag sammen med Dad Rocks!, og igen i København på fredag (Huset i Magstræde). De synger her på fransk, og det er ganske enkelt uimodståeligt.
3: Love Among the Mannequins – Madame Yeti Woman
– Dette er et nummer, der endnu ikke er udgivet (sorry). Det er skrevet af bandet Love Among the Mannequins, i hvilket min gode ven Tobias Hayes spiller. Det er uden tvivl det bedste nummer jeg har hørt i 2012. Sangen tager udgangspunkt i en sand historie om en psykiater, og dennes patient, der led af skizofreni. Patienten mente at hans (fiktive) elskede yeti-kvinde ville vende tilbage til ham inden længe. Psykiateren begynder at skrive faktiske breve til patienten fra hans elskede, med lovning om at hun kommer tilbage i morgen. Hver dag får han et nyt brev, med lovning om at hun vender tilbage i morgen. Tragisk. Forhåbentlig får de udgivet deres plade i starten af det nye år. Så skal jeg nok lige give et praj.
4: Nick Cave & Warren Ellis – The Rider Song
– The Rider Song er en sang fra soundtracket til The Proposition. Warren Ellis’ (Dirty Three) violin formår altid at opholde sig et sted mellem eftertænksomhed og vemodighed, og passer fantastisk til Caves dramatiske og mørke stemme. En sang der for mig godt kan klare at opholde sig på repeat i flere omgange, da den blot varer 2 minutter og 31 sekund.
5: Tom Waits – Home I’ll Never Be (klaver-version) – (Vi på bloggen er i tvivl om korrektheden af versionen)
– Tom Waits lavede dette cover af Jack Kerouacs a capella sang, og spillede nummeret til en mindehøjtid for Allan Ginsberg. Han havde ingen planer om at optage sangen, men en eller anden havde en båndoptager i lommen, og stillede denne på klaveret. Der er en enorm længsel i denne version af sangen, og jeg har formentlig hørt den 200 gange.
Som nævnt i tidligere Poetry In Mono indlæg, har vi fat i den helt brede palet i dette efterår. I lørdags befandt vi os som bekendt i det mere dunkle og støjende hjørne, d. 17. november kommer vi lidt mere frem i lyset og springer over i det mere lavmælte fingerspillende hjørne med Dad Rocks! og TM Hunter. Men i forbindelse med vores 10. Poetry In Mono d. 1. december befinder vi os ude midt på dansegulvet i selskab med Asbjørn og Soffie Viemose, og i den forbindelse har vi en konkurrence i ærmet. Præmierne lyder på 2 vindere á: 1 x signeret album fra Asbjørn + 1 x signeret EP fra Soffie Viemose (se billede) + 2 stk. billetter til koncerten
Det eneste du skal gøre for at vinde det, er at svare på følgende: Asbjørn kaldte sit projekt noget andet inden han udgav sin debutplade Sunken Ships tidligere i år, hvad var navnet på projektet?
Send dit svar til blaavinyl (at) gmail.com senest d. 25. november. Vinderne får direkte besked!
Vi fik for nylig fornøjelsen af, at modtage et nummer med en stærk københavner-duo, der spiller en småmelankolsk art/kammer-pop. TM Hunter hedder de, og de udgiver i dag deres debut-EP La Porte via Father Figure Records, der bliver administreret af Snævar Albertsson aka. Dad Rocks!. Vi har nydt EP’en meget de sidste par uger, og duoen indvilligede heldigvis i at svare på et par opklarende spørgsmål om, hvem og hvad TM Hunter i grunden er for en størrelse. God fornøjelse:
I har begge været i andre projekter før, hvad var det, der fik jer til at kaste jer over et duo-projekt?
– Vi havde egentlig begge i længere tid overvejet at starte et nyt projekt op, og i foråret 2011 opstod pludselig en gylden mulighed. De to københavnske konservatorier udbød en sangskriverkonkurrence, som blev vores anledning til at skrive vores første nummer Mon Chat Est Mort. Sangen blev udvalgt og i september samme år, opførte vi nummeret med fuldt symfoniorkester i koncertsalen i det gamle radiohus. Det var en kæmpe oplevelse, og vi fandt ud af, at vi var gode til at skrive musik sammen, så det føltes helt naturligt at fortsætte.
– T og M står i første omgang egentlig bare for vores navne, Therese og Michael. Meget simpelt. Navnet Therese kan kædes sammen med en gammel græsk betydning for jægerinde – derfor Hunter. Desuden har flere associeret forkortelsen TM med transcendental meditation, hvis man altså vil søge en dybere mening.
La Porte udkommer i dag – hvordan vil I karakterisere den?
– Vi synes La Porte er en stemningsmættet, melodiøs og udfordrende EP. Numrene for sig er meget forskellige, men et gennemgående træk er den melankolske melodi, som har fået en dominerende rolle i alle numrene, hvad enten de er poppede, folkede eller mere alternative.
– Efter koncerten med symfoniorkesteret fik vi relativt hurtigt skrevet de andre numre på EP´en. Vi havde en rimelig klar idé om, hvor vi ville hen rent musikalsk, så det hele gik egentlig ret hurtigt, og vi kunne gå i studiet fire måneder efter symfonikoncerten.
Hvad handler den grundlæggende om for jer?
Det var nok forskelligt for os hver især.
Therese: For mig handlede den om at få afløb for noget indespærret kreativitet. Efter opløsningen af mit forrige band havde jeg ikke lyst til at lave musik mere. Jeg synes, det var for hårdt. På alle mulige planer. Alligevel blev jeg overtalt til at kaste mig over det igen. På den måde er EP’en næsten en slags musikalsk ”genfødsel” for mig.
Michael: Jeg havde også et kreativt behov, som efterhånden var lidt uforløst. Jeg savnede at have udsigt til at skulle i studiet og ud at spille og i det hele taget lave musik, som havde en form for afsætningsmulighed. Jeg ser også La Porte som en manifestation af vores arbejde det sidste års tid og som et afsæt til vores fremtidige arbejde med musik.
Foto: Lea Meilandt
Det franske er ganske fremtrædende i jeres univers – hvad er det, I finder inspirerende der?
– Det franske repræsenterer en form for sofistikeret fantasi. Det franske sprog og den franske kultur virker for os som et drømmende univers, der er umådeligt dragende. Samtidig er de underliggende harmoniske strukturer i vores musik ofte inspireret af den klassiske impressionisme, som for eksempel den Debussy, Ravel og Satie dyrkede.
I bruger blandt andet sav, harmonika og et harpsichord-lydende instrument, hvad er det I finder ved disse lidt atypiske eller særprægede instrumentbrug?
– Når vi laver musik, leger vi også, og det er sjovt at lege med lidt særprægede instrumenter, der indimellem kan overraske og derfor fungere som inspirationskilde i sig selv. Desuden giver lyden af disse instrumenter mulighed for at skabe et udfordrende og varieret lydunivers, som måske ikke er det mest gængse på den danske musikscene.
Hør det omtalte harpsichord-lydende instrument her på To The North:
Hvordan vil man opleve jer live – duo eller større opsætning?
– Vi vil altid forsøge at have fuldt band med. Numrene er instrumenteret på en måde, hvor sangene er i risiko for at miste noget af deres unikke karakter og dynamik, hvis vi ikke allierer os med for eksempel trommer, bas, guitar, trombone og accordion, udover selvfølgelig klaver, vokal og autoharpe. Derfor vil vi altid være minimum seks musikere på scenen.
Find TM Hunter her. De spiller desuden til Poetry In Mono #9, den 17. november på Stengade – mere om det her.
