blaa vinyl – Side 24

live live festival

For lidt over et år siden dukkede der endnu en festival op i det danske festival landskab. Det var en én dags festival som endte med cirka 500 gæster og den foregik skam i byen over alle festivaler, nemlig Roskilde. Det er de unge initiativtagere fra B-group, som bl.a. står bag musikmagasinet Bands of Tomorrow samt Islandkids booking, som også står bag Live Live Festivalen. En festival der i år har vokset sig 2 dage stor og er gået fra 23 navne til over 50 navne, som skal afvikles d. 10.-11. maj.

Blandt de navne der allerede er offentliggjort er blaavinyl og Poetry In Mono yndlinge såsom You.You.You., Asbjørn (se video herunder) og GIRLFRIENDS. Derudover byder programmet på Mathilde Savery, Kamilia Amélie, Siamese Fighting Fish, Dance With Dirt, Paper Tigers, LSD on CIA, Kristoffer Rahbek, Inouwee, Apollo Bear, Stargoescandy, Jørck, Castles Made of Sand, Mellow Yellow, One More Than 12, Dog In A Bag, Johnwhereismywhiskey, Bob Sacamano og Vintertur.

I dag tilføjer de hele 6 navne mere:

Belle Ville tager dig med på en rejse, igennem en hel række af elektroniske genrer. De udgav i 2012 EPen ‘Opium’, som høstede fine anmeldelser, og som bl.a. Troels Abrahamsen remixede et nummer fra. Siden har bandet været support for bl.a. Who Made Who og Rangleklods, og givet koncerter over hele landet. Belle Ville udgiver til april EPen ‘Inside Outside’.

Det elektroniske musikkollektiv 180° Virvar udsendte 1. januar 2013 deres længe ventede album “Choice Is (Insert Words)”. Pladen har sidenhen høstet en masse flotte anmeldelser, og 180° Virvar har for alvor sat en tyk streg under, at de er et af danmarks mest spændende elektroniske navne.

Robeat Boys er elektropop med referencer til Air, Daft Punk og Röyksopp. De giver dig hårdtpumpede dansable beats, fede baslinier blander med overskudsagtige leadvokaler og catchy melodier. Til trods for bandets korte levetid, har de allerede spillet koncerter flere steder i landet, bl.a. til Bands of Tomorrow showcase, hvor de holdte en vild fest! Bag Robeat Boys gemmer sig Tue Sander og Lars Rønne, som har spillet flere turnéer som sidemænd i projekter som Pede B, Medina og U$O. Nu står de sammen som frontmænd i deres eget projekt, og vil helt klart fyre op for dansegulvet.

Pop duoen Navy Bruise består af punk divaen Wanda Bra og bagmanden Hansen. Med tunge basrytmer og en girlpower vokal leverer duoen ørehængende melodier. Musikken er inspireret af Hansens baggrund i techno, synthpop og industrial. Projektet er dugfriskt og blev lanceret 2013 hvor de har en masse musiske lækkerier på vej. Navy Bruise byder velkommen i deres skæve pop univers.

Når We Are The Way For The Cosmos To Know Ifself går på scenen, præsenteres afrikansk sharman-messende intelligent tekno fra de vestsjællandske marker. Til trods for deres korte levetid har bandet allerede givet koncerter rundt omkring i København samt på Effector Festival 2013, og kan også opleves på Egmont Festival 2013. Forbered dig på at blive tryllebundet udi en outer space trance.

Sangerinden Éda bevæger sig et sted imellem dubstep og minimalistisk electronica, men bruger også elementer fra både soul, rock og triphop. Hun kan godt lide at “lege” med musikken, både i vokal, tekst og genre, og går meget op i autenticitet og personlighed. Éda har givet koncerter rundt omkring i det Københavnske og fyrer uden tvivl op for en fest til Live Live Festival.

Det er alle navne som er relativt nye for os her på blaa vinyl, undtagen ét. 180° Virvar, er vi da stødt på et par gange før, og de har også gang i noget spændende:

Det virker til at blive et meget alsidigt og spændende program Live Live Festivalen har gang i der. Vi håber vi selv når forbi og får tjekket en række bands ud. Følg festivalen på Facebook her.

frostklare nætter

All rights reserved @ Malthe Ivarsson, www.maltphotography.com og Frost Festival

Så er det en kendsgerning. Frost Festival er ovre. Endnu engang har tonerne fra alternativ musik flydt ud af højtalerne og lokalerne hos (a)parte lokationer rundt i byen. Det er ingen hemmelighed, at vi er store Frost-Fans på blaa vinyl, og det har så sandelig ikke ændret sig efter denne omgang af kældre med mørke, kirker med andægtighed, intimitet og unikke musikalske oplevelser.

Vi var tilstede ved to Frost-koncerter i år. Martin Ryum hos Copenhagen Piano, ligesom vi kiggede forbi Blågårdskirken, hvor Cancer og svenske Mariam the Believer slog vejen forbi.

Lokaliteten i sig selv

En af grundene til at Frost Festivalen for undertegnede altid er en succes, er ganske enkelt, at de tager udgangspunkt i det sted, vi skal have denne musikalske oplevelse. Er man blot en gang blevet snydt ved at have købt en billet til en koncert på Store Vega, der er rykket til større lokaler – Falconer eller lignende, så ved man, hvor meget rummet betyder.

Copenhagen Piano var en perfekt uhøjtidelig setting for Martin Ryum og sangerinderne Maria L. Friis og Signe H. Wille-Jørgensen til førstnævntes retur som soloartist (hvor han er fremragende, må jeg indskyde – Uden Garanti er et af de glemte små mesterværker på dansk). Jeg er ikke stor digtlæser. Ofte har jeg betragtet det som (selv)højtidelig litteratur, der ikke er særlig inkluderende. Få har ramt mig med deres digte. Ikke at jeg kender dem synderligt fra tidligere, men Inger Christensens digte åbnede sig fuldstændig i Ryums hule hånd, smukt foranlediget af den kvindelige atmosfære, som udsmykkede strofernes billedsprog og ordkrøller med unisone, dissonerende og harmoniske klange.

Et af højdepunkterne var fortolkningen af “Alfabeterne findes”, jeg mener – læs denne tekst:

(…)
jeg skriver som hjertet
der banker skriver
lungernes musklernes
ansigtets hjernens
og nervernes lyde

jeg skriver som hjertet
der banker skriver
blodets og cellernes
synernes grådens
og tungens råb

Det var et højspændt kvarter dette nummer foregik i med en luftig Ryum og et karakteristisk dynamisk klimaks. Ryum sang, som hjertet, der banker synger. Lige der i piano-dybet. Et lukket rum, der kun lige knap kunne rumme Ryums nærvær, som overstrålede selv den mest dystre og mørke afkrog.

Andægtigt og monumentalt

En anden fremragende sparring af rum og menneske blev også opnået i Blågårdskirken, der atter husede en koncertrække på Frost. Kristan Finne Kristensen og Nikolaj Vonsilds bekymrende duonavn Cancer, agerede som en modsætningsfyldt velkomstkomité i det store kirkerum, hvor klangen af naturlig reverb hang ned langs kirkevæggende som undergardiner over mosaikvinduerne.

Mit første møde med duoen (fire mand live), men ikke mit første møde med stemmerne. Finne Kristensens varmende ulmende lune og Vonsilds sitrende og tillokkende dans med sit stemmebånd. Samples, synths, sub og en nærmest varm tristesse, der momentvis bar præg af, at nederlaget er erkendt – og nu må vi bare lære at leve med det. Også i de rent instrumentale øjeblikke formåede gruppen at oparbejde intensitet og nærvær. De mere psykedeliske indslag var kærkomne, hvor den bekymrende udvikling gjorde gruppens navn underværker. Endnu engang i Frost-regi gik tingene op i en højere endhed, hvor det animerede Frost-logo på gulvet, pludselig kunne kaste tankerne på kampen mellem de røde og hvide blodlegemer.

Cancers dualitet og kontrasterende musikalske opbygning er spændende, og den skal ned på bånd nu.

Mariam the Believer var også “godt castet” til rummet, hvor sange om evolution, spiritualitet, samfund og (med)menneskelighed for alvor tog sig godt ud i “guds hus”, hvor “baren var åben i kælderen” ifølge festivalansvarlig Mikael Pass, der bad om lydløse telefoner.

Mariam Wallentins stemme stråler af urkraft, og det er vitterligt en kvinde med vilje og indlevelse af en sjælden slags. Hun bruger konstant sin stemme som et instrument, som dirrer på et bånd nede i kroppen på Wallentin, der nærmest fremstår ivrig for at komme ud. Det er virkelig intenst at være vidne til. Små dynamiske dyk. Små vokale spring.

Det var bestemt en sitrende oplevelse, at opleve Wallentin på Nørrebro, selvom lyden desværre var en kende stor til rummet. Wallentin forsvandt af og til, og det til trods, så var hun lysende klar, når hun nåede igennem lydmuren med sine små og udfarende statements. All There Is And More, The String of Everything og Invisible Giving var dem, der fremstod stærkest i rummet. Især den nærmest jazzede førstenævner og den sidstnævnte dynamiske højdespringer.

Frost Festival var atter i år eksponent for unikke oplevelser i fantastiske rammer, man ikke nødvendigvis oplever andre steder. Det giver vi point for herfra, og vi glæder os meget til endnu en festival, hvor der ikke bliver gået på kompromis med rammen. For den er nu engang en slående faktor for helhedsoplevelsen.

så gik man lige og savnede murder helt vildt…

…og så bliver de offentliggjort på en én-dags festival på Amager d. 11. maj. Yes, du hørte rigtigt!
Siden 2010 har fabriksgrunden på Prags Boulevard 43 på Amager, under navnet PB43, huset en mangfoldig skare af iværksættere, kunstnere, værksteder og foreninger. Nu har den nystiftede Musikforeningen PB43 taget initiativ til én-dags festivalen ”PB43 præsenterer…”, som udover Murder, indtil videre præsenterer sprøde navne som Alcoholic Faith Mission, Thulebasen, Rumpistol og CTM, og der er flere navne på vej.

Det hele kommer til at foregå i de gamle rustikke fabrikshaller og i et cirkustelt som bliver stillet op på pladsen imellem bygningerne. Og hvis solen skinner på en blå himmel som i dag, så kan det jo næsten ikke blive bedre. Ses vi?

Facebook eventet kan ses her.

kadie elder

De putter noget godt i kaffen i Aarhus, for de spytter elektroniske talenter ud på stribe. Et af dem er Kadie Elder, der for nylig har smidt deres første “rigtige” track op til fri download.

Nummeret hedder Widen Rift, og det er en stemingsfuld sag, der udfordrer registrene hos forsanger og hovedbagmand Anders Rask – falset, dybde og mellemleje – det hele lyder lige godt. De formår virkelig at dosere instrumenterne smagfuldt, og der er små smagfulde vokal-dubs de helt rigtige steder.

Musikken er som sagt lavet af Anders Rask i samarbejde med producerteamet Jonas Tranberg og Christian Vad, hvor førstnævnte også har haft en finger med i spillet i projekter som Asbjørn og Lydmor. Og det kan bestemt høres, at der er elementer indenfor samme kategori, der går igen hos Kadie Elder – der dog bestemt skiller sig ud. Live har han samlet sig et stærkt hold, der blandt andet har spillet med folk som Kirsten & Marie og Kites & Komets med flere.

Kadie Elder er et umiddelbart og behageligt elektro-poppet bekendtskab – og vi vender stærkt tilbage med mere fra gruppen, når deres ep står for døren i april.

Lyt til dem herunder – og følg dem her.

Kadie Elder – Widen Rift:
Widen Rift by Kadie Elder

de mærkelige ører

I august sidste år begyndte der at dukke nogle still-fotos op på Asbjørns Facebook. De forstillede Asbjørn omgivet af kameraer (se billedet nedenfor), og en masse andre spændende ting, der indikerede at han var ved at få lavet en musikvideo til singlen (og eftersigende den mest populære af hans sange) Strange Ears. Men der skulle gå hele 6 måneder før vi kunne få lov til at se resultatet.

Det er Thomas Dyrholm og Anders Morre, som tilsammen udgør video-kollektivet Powerclap, der har produceret videoen.
– Jeg forelskede mig i deres æstetik fra første øjeblik, jeg så videoen til Schultz and Forever’s Falling. De fortæller nærværende og poetiske historier med deres billeder, og jeg var virkelig spændt på at se det udfoldes i en mere poppet ramme, som min, siger Asbjørn.

Hovedpersonen i fortællingen er kunstneren M.R. Mymy Iridescence Bark Morpho 1314, der drages af den usynlige kraft ind i David Byrne’s kunstværk ’Tight Spot’.
– Hans bevægelser er som poesi, og han er alt hvad jeg håber at kunne være i min kunst. En muse, en påmindelse om at slippe kontrollen og stå ved sig selv. ’Strange Ears’ er en ode til fortabelsen i musikken. Det punkt hvor man stopper med at stille spørgsmål og lader sig lede af krop og smelter sammen med verden omkring. Ikke ulig den følelse jeg gerne vil opnå med mit band og publikum, når jeg spiller live, uddyber Asbjørn, som pt. er i studiet og indspille nyt materiale. Han tager dog et smut til Tyskland i starten af marts for at spille på et par festivaler, og kan også opleves et par gange i maj herhjemme i DK.

Det er en ære at have fået lov til – som én af de første her i Danmark – at vise jer videoen, som undertegnede har set igennem mindst et dusin gange, og ligesom Asbjørn, er jeg også helt betaget af Powerclap drengenes sans for æstetik og smukke billedmotiver. Se det sprøde resultat herunder:

hood

En tragisk nyhed fik mig til at genhøre dette smukke nummer – Hood – fra Perfume Genius’ ganske formidable Put Your Back N 2 It fra sidste år. Den blot 45-årige skuespiller i musikvideoen til dette nummer er desværre død – formentlig ved selvmord.

Lyt og kig. Det er stærke sager med det i tankerne og bevidstheden. Vil i fred.

frosten er over os

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at vi er store tilhængere af de koncerter, der kommer fra Frost Festivalen tilbagevendende program. Unikke lokationer med unikke kunstnere. Skæve indslag. Sjove idéer og tiltag. En forfriskende spiller på festival-scenen i DK.

Vi har taget os den frihed, at anbefale en række af dem, vi meget gerne vil ind og se under festivalen (i kronologisk rækkefølge):

Martin Ryum, den 19. februar, Copenhagen Piano
Uden Garanti-pladen fra 2004, der så vidt vi er bekendt, er den eneste soloplade Martin Ryum har lavet, står helt centralt hos os begge. Fremragende singer/songwriter-album med spændende lyrik der kredser om en ungdommelig og ubekymret reflektion, men også meget dybere lag, der seriøst lader en tænke over teksterne lang tid efter musikken er ebbet ud.

Til Frost står han klar med nogle fortolkninger af Inger Christensens poesi. Helt nedbarberet og helt nøgent. Noget der ganske sikkert vil stå godt til stedet, koncerten bliver afholdt. Lyt selv på demoerne på Ryums soundcloud.

Jacob Bellens (solo) + Schultz And Forever, den 20. februar, Copenhagen Piano
Hr. Bellens var på vores begges top 10 over årets bedste danske plader i 2012 med hans første solo udspil, Daisy Age. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at han uden tvivl er på vores must-see-liste på Frost festivalen. Jeg (Rikke) har altid fundet en fantastisk ro i Bellens sprøde stemme, og de gange jeg har oplevet ham live med Murder har det altid været en udsøgt fornøjelse.

På SPOT Festival sidste år, tog jeg på en lille udflugt ned til gården ved V58 lørdag eftermiddag for at støtte op om Music Management folkenes fine event. Jeg kendte de fleste bands i forvejen, men pludselig blev velkendthedens døsen afbrudt af denne her rene og klare sangstemme. Schultz and Forever var gået på scenen, og undertegnede var tryllebundet på stedet. Hans anden EP, Cèline, udkom i sidste uge og det har været en fornøjelse at blive mindet om hvad det præcis var der tryllebandt mig sådan en solbeskinnet forårslørdag i Århus.

Der er alt i alt lagt i ovnen til en fantastisk aften i selskab med to unikke herrer.

Ducktails (US) + Max Gaia, den 22. februar, Stengade
Jeg (Rikke) har selv haft en finger med i spillet omkring denne koncert, men derfor er det jo netop ikke forbudt at glæde sig og anbefale den videre. Ducktails er et sideprojekt for guitarist Matt Mondanile, som også spiller i Real Estate. Begge projekter byder på en tilbagelænet sommer-vibe, og jeg er blevet svært glad for Ducktails’ plade, The Flower Lane, som udkom tidligere på ugen. Det bliver rigtig spændende at opleve dem i Stengades alt for fede rammer!

Mariam the Believer + Cancer, den 28. februar, Koncertkirken
Wildbird & Peacedrum-medlemmet Mariam Wallentin sprang ud som solist i januar måned med albummet “Blood Donation”. Og det er en ganske stærkt samling sange, der ganske sikkert vil gøre sig rigtig godt live med sine rytmiske opbygning, vokale kvaliteter og energi. Har man set W&P, så vil man også vide, at de er et rigtig fornuftigt liveband – derfor også store forventninger hertil. Derudover er vi jo også begge ret nysgerrige omkring at få hørt Nikolaj Vonsild og Kristian Finne Kristensens nye projekt Cancer. Vi kan jo lide begge de herrer, så mon ikke at de kan diske op med noget ret interessant på Frost i Koncertkirken?

Speaker Bite Me + Broken Twin, den 1. marts, Koncertkirken
Mit (Rikkes) første møde med Speaker Bite Me ligger så langt tilbage at jeg ikke kan huske det helt præcist, men jeg oplevede dem i hvert fald live for første gang på Pitstop i Kolding tilbage i 2004. Senere det forår stiftede jeg bekendtskab med Signe Høirup Wille-Jørgensens soloprojekt, Jomi Massage, da hun i 2004 udgav pladen Aloud, og senere gav en koncert jeg sent glemmer på Pitstop. Det var samme forår både Rune og jeg stiftede bekendtskab med makkeren, Martin Ryum’s soloprojekt som er beskrevet nærmere ovenfor.
Jeg har siden oplevet Speaker Bite Me live et par gange og har været lige begejstret hver gang. Jeg må ærligt indrømme at den plade der har gjort størst indtryk, er deres seneste udspil fra 2007, Action Painting. Men selvom det langt fra er den plade det kommer til at handle om denne aften hvor de fremfører deres album fra år 2000, If love is missing it must be imposed, skal denne koncert stadig anbefales på det kraftigste.

Efter koncerten holder Speaker Bite Me iøvrigt efterfest lige rundt om hjørnet på Stengade i samarbejde med Frost og Poetry In Mono, hvor DJ Rafle fra det såkaldte gamle crew har taget turen hele vejen fra Skotland for at fyre op under dansegulvet.

Colin Stetson + Synd og Skam, den 1. marts, Jazzhouse
Både Colin Stetson og Synd og Skam er to virkelig spændende indslag til dette års Frost. Stetson er kendt fra Bon Iver, og hvis man har været vidne til Justin Vernon og co., så vil man også vide, at Stetson ved koncerterne også har fået stort frirum og spilletid live. De udsyrede jazz-soli og den legesyge tankegang der befinder sig i den mands hoved. Skingre ansatser, der nærmest blot består af ren luft, men også ganske varme klange og universer. Spændende fyr.

Synd og Skam står bare på min must-see-liste indenfor nær fremtid. Jeg har stadig min første koncert til gode, og mens deres Blafret Ør Af Kjoler er et virkelig spændende bekendtskab. Hør den selv her. Derudover spillede de på P6 Beat Rocks, hvor jeg desværre missede dem. Det er dog blevet foreviget med dette fremragende nummer – det er energi i sin pureste form.:

Hør i øvrigt vores favoritter på Spotify ud fra årets program:

daughn gibson

Det tog mig anbefalinger fra flere sider og en hulens masse tid at tage mig sammen til at få lyttet til Daughn Gibsons All Hell. Heldigvis fik jeg det endelig gjort, for det er sgu stærke sager, må jeg nok sige.

Det er en til tider næsten manisk dyster plade, All Hell, men den er også bare enkel og stemningsfuld med Gibsons mørke vokal til at omklamre det hele. Han har en lurende fandenivoldskhed, der til tider bliver afløst af en direkte af slagsen – tænk Grinderman’ske udbrud.

Det er et dejlig dystert elektronisk univers, der også bliver udgjort at stryg, guitar, piano og meget mere. Pennsylvania-kunstnerens album fra 2012, kan kun anbefales på det kraftigste, hvor han vidst i mellemtiden røget ind hos Sub Pop. Tid investeret i dette album er i hvert fald tid vel spenderet.

Den personlige favorit og lyriske meget mørke Ray:

Daughn Gibson – Ray by pauwoo