Det tog mig anbefalinger fra flere sider og en hulens masse tid at tage mig sammen til at få lyttet til Daughn Gibsons All Hell. Heldigvis fik jeg det endelig gjort, for det er sgu stærke sager, må jeg nok sige.
Det er en til tider næsten manisk dyster plade, All Hell, men den er også bare enkel og stemningsfuld med Gibsons mørke vokal til at omklamre det hele. Han har en lurende fandenivoldskhed, der til tider bliver afløst af en direkte af slagsen – tænk Grinderman’ske udbrud.
Det er et dejlig dystert elektronisk univers, der også bliver udgjort at stryg, guitar, piano og meget mere. Pennsylvania-kunstnerens album fra 2012, kan kun anbefales på det kraftigste, hvor han vidst i mellemtiden røget ind hos Sub Pop. Tid investeret i dette album er i hvert fald tid vel spenderet.
Den personlige favorit og lyriske meget mørke Ray: