hay hay

Hay Hay. Foto: Erica Fava

Udover at jeg er vildt oppe og køre over, at jeg er kommet til at købe en billet til kongerne Jay-Z og Kanye Wests koncert i aften i Malmö, så er jeg også virkelig oppe og køre over Hay Hays seneste single Wild At Heart, som de netop har udgivet digitalt.

Navne som Duran Duran, Yeah Yeah Yeahs og Robyn giver genlyd, mens det svenske band Niki & the Dove befinder sig i samme boldgade som trioen – om end med betydelige forskelle.

Netop Wild At Hearts kvaliteter kommer af den organiske sfære eller boble musikken er svøbt i. Et mindre myriade af synth-figurer, der er klæder forsangerinde Anna Bjørck Vejby Geils vokal, der balancerer mellem minimalistisk frasering og vibrato samt en mere clean lys kvindestemme. Produktionen overrasker gang på gang, og det er som sådan et “stille” popnummer, da hooket ikke påtvinges, men derimod stille og roligt lader sig glide ind i bevidstheden.

Er man i Berlin i weekenden, så vil jeg anbefale, at man tager ind og checker Hay Hay ud på Leap i Berlin. De har fået en god bunke eksportstøttekroner sammen med fire andre aktører, hvor man den 31. maj og 1. juni kan opleve et anderledes eksport-arrangement, der har fået navnet Element 5 – se mere på element-5.dk. Check singlen ud forneden:

Hay Hay – Wild At Heart:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/47948782″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

karoline hausted

Der er netop kommet nogle fine sager fra USA-bosatte Karoline Hausted (Salley Gardens), må jeg sige. Jeg har netop fået lyttet hendes første soloalbum på dansk, Jeg Tror Jeg Drømmer, igennem. En utrolig behagelig og smuk sag, hvor detaljerigdom og skrøbelighed står i centrum.

Det er fine håndspillede instrumenter, der fletter sig ind i Hausteds lyse pigede vokal, der har et naivistisk præg, som dog blot giver hendes lyrik endnu mere dybde i mine ører.

Det er forfriskende, at musikken ikke skal pakkes ind i nordisk minimal-elektronika, som ellers er så moderne. Det er måske også det, der får Karoline Hausteds album til at fremstå så meget desto mere originalt.

Jeg er stor fortaler for Karoline Hausteds univers. Hvor især Spejlet, Hvem Der Var og nedenstående Tiffany er gode startsteder. Jeg Tror Jeg Drømmer udkommer kun digitalt, og den kan findes på Spotify.

Karoline Hausted – Tiffany:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/43634782″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0055ff” width=”100%” height=”81″ iframe=”false” /]

tre x spot 2012

Godsbanen, Spot Festival 2012, Foto: Peter L. Nielsen

Vi havde fornøjelsen af, at være repræsenteret på årets Spot Festival, hvor undertegnede desværre først nåede forbi festivalen sidst på eftermiddagen lørdag. Der var dermed – beklageligvis – en masse musik, der ikke blev set.  Jeg selv nåede forbi navne som Marybell & Nils Frahm, Lotte Rose, Thee Attacks, Of the Wand & the Moon, Green Pitch, Rum 37, Asbjørn, Taragana Pyjarama og Chorus Grant. Der var dog også især tre navne, der fortsat har været forplantet i min bevidsthed.

Marybell Katastrophy & Nils Frahm:

Nils Frahm, Store Sal, Musikhuset, Foto: Per Lange

Eftersom jeg er stor tilhænger af Marybell K.’s ofte meget legesyge og skræddersyede konstellationer, så var det ikke helt værst, at de skulle spille med en af 2011’s største favoritter Nils Frahm. Under Frost Festival spillede Nils Frahm en aldeles fremragende koncert i Blågårds Kirken (eller hvad den hedder), og derfor var det på papiret et fremragende match efter undertegnedes smag. Det viste det sig heldigvis også at være i levende live.

Det var en kombination/cross-over-versioner af Marybell Katastrophys artpop og Nils Frahms sfæriske tangent-lydflader, hvor der var en fin disponering mellem hver kunstner. Jeg havde desværre ikke lyttet nok til Katastrophys seneste Amygdala til at være i stand til at vurdere, hvad der var nyt, for det lod til, at der rent faktisk også var nyt materiale ind over, hvor Marie Højlunds vokal blev tilsat Frahms underfundigt smukke piano-ekstravaganza.

Der var ligeledes deciderede improvisatoriske elementer, hvor hele gruppen stimlede sammen om Frahms flygel, for at lave perkussion og vokal ned i pianomikrofonen. Det var helt overordnet en utrolig smuk oplevelse, især eftersom det foregik i Store Sal, hvor pladsen var god og sæderne komfortable. Den helt rigtige setting til denne hybrid. Frahm og Katastrophy må for min skyld meget gerne gøre mere ud af dette samarbejde.

Green Pitch:

Green Pitch, Pressefoto, Foto: Kasper Teiner

En af de store krydser, der var blevet sat forud for Spot Festivalen var ved siden af Green Pitchs programtidspunkt på Radar. Efter at have nørklet en del med gruppens seneste (meget anbefalelsesværdige) EP’er Awake, Asleep og Alert, gik jeg ind til koncerten med med ret høje forventninger.

Det var en utrolig intens koncert, hvor publikummet på Radar var musestille og meget lydhøre. Det tyste akkompagnement, der supplerede den lysestemme forsangerinde Rex Garfield (fedt navn ikk’) besidder. Undervejs kom også Chorus Grant aka. Kristian Finne Kristensen ind og supplerede vokalt, som han også gør det på flere af gruppens udgivelser. Kombinationen af Finne Kristensen og Garfields vokaler fungerede fortryllende godt live, om end det også var afvekslingen af det vokale udtryk, der gjorde et ekstra udsalg.

Green Pitchs’ sangskrivning står for alvor i den bedste ende, af det tyste danske repertoire, og det kan stærkt anbefales at tage ind og se/nyde en koncert med dem. De formår som få, at give plads til det helt rigtige på de helt rigtige tidspunkter. De tre ep’er, der har været i a-rotation i privaten, er i hvert fald ikke blevet mindre værd for undertegnede efter koncerten. Virkelig god figur de gjorde sig på Spot.

Du kan lytte til alle tre udmærkede EP’er lige her (via Mortoise).

Taragana Pyjarama:

Taragana Pyjarama, Katapult, Foto: Toke Hage

Det sidste navn undertegnede gerne vil fremhæve, er den elektroniske musiker Nick Kold Eriksen, der også er kendt under navnet Taragana Pyjarama (tidligere Eim Ick). Taragana Pyjaramas elektroniske univers, er ikke lig noget, der ellers findes på dansk jord. Det er aldeles eksperimenterende og meget udfordrende i sit udtryk, samtidig med at repetitionen dyrkes i høj grad.

Det var et tremands-set-up, der indtog Katapult-scenen på Godsbanen lørdag nat, hvor der var stuvende fuldt. Det samplebaserede lydbillede blev underbygget af diverse synths, ligesom der var en livetrommeslager med. Det fungerede som udgangspunkt rigtig godt. Det musikalske kom ikke mindst til at stå i centrum, hvor tre meget indadvendte og fokuserede musikanter arbejdede sig igennem deres sæt.

Bortset fra få perioder, hvor koncentrationen overskyggede energien, leverede de en solid performance, hvor materialet fra det kommende debut-album Tipped Bowls var gruppens udgangspunkt. Det er alle de små detaljerige sekvenser, der er kendetegnende ved TP’s musik, hvor selv små samplede bidder, kan have tillægges en dominerende rolle i det samlede lydbillede. Det handler altså om, at koncentrere sig og lytte, når man beskuer og lytter til denne musik. Ikke desto mindre var det en god forsmag på, hvor Kold Eriksen er på vej hen, og der følger man gerne med.

Taragana Pyjarama – Growing Forehead:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/43189740″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0055ff” width=”100%” height=”81″ iframe=”false” /]

lyden af sommer

Kender i det med at der bare er en række plader der har denne her lyd af sommer, og som bliver støvet af år efter år? Sådan et par stykker har jeg i hvert fald, og indimellem sker det at der bliver tilføjet nogle. Mine to faste plader som kommer frem hvert eneste år er The Velvet Undergrounds Loaded fra 1970 og J.K. & Co. psykedeliske vidunder Suddenly One Summer fra 1968, ligesom jeg også er inde på i dette indlæg fra sommeren 2010.

Hvert år vil der være nogle gode bud på nogle plader der vil komme til at følge én sommeren over. Plader der bare har den dér vibe.

Den ene som med garanti vil blive sat på en masse gange denne sommer, og som allerede er blevet hørt et utal af gange, er Snake & Jet’s Amazing Bullit Band’s seneste album Stuff That Rotates. Et band som har udviklet sig fra denne her skarpe surf-agtige lyd til den lidt mere 60’er vibe rock’n roll lyd. Jeg er lige så vild med deres nye lyd som med deres gamle. Lyt selv efter og forestil dig en eftermiddagschill på en varm strand:

Snake & Jet’s Amazing Bullit Band – Black Egg

En anden (knap så overraskende) plade som helt klart vil være at foretrække denne sommer, er selvfølgelig The Eclectic Moniker’s selvbetitlede debutalbum. Bandet tog undertegnede med på rejsen ind i deres sommeragtige naive caribiske tema da de sidste år vandt Karrierekanonen på Stengade, og jeg har siden haft fornøjelsen af at opleve dem i et kogende og dansende Lille Vega. Jeg elsker når der dukker sådanne bands op på den danske musikscene (!). For selvom teksterne på denne plade handler om ulykkelig kærlighed, mærker man slet ikke til den fordi de er pakket ind i sommer og sol. Træk i dit vildeste sommer outfit, find drinkskittet frem og se om du kan sidde stille til denne lille perle:
The Eclectic Moniker – Easter Island

Pop Revo pt. 2

Undertegnede er desværre blevet forhindret i at komme afsted til årets Pop Revo som for alvor starter i dag, men det skal da ikke forhindre mig i at skrive endnu et indlæg om den fine lille festival, hvor jeg kommer lidt ind på hvilke navne jeg ville have elsket at opleve live.

Hvis jeg skulle på Pop Revo ville jeg selvfølgelig give samtlige navne en chance, men der er nogle navne som jeg ville se mere frem til end andre. Grimes er ét af dem. Jeg ved ikke hvad det er med mig for tiden, men jeg er gået hen og blevet vældig glad for den elektronisk baserede musik. En bølge Turboweekend og Animal Collective i sin tid startede hos mig, som nu er oppe og vende igen. Jeg ved ikke om det bare er mig eller om det bare ER den tendens musikken har for tiden. Anyways, Grimes har fået min opmærksomhed på den konto, og jeg ville elske at få muligheden for at opleve dem live. Deres seneste plade Visions er endnu kun ved at komme ind under huden på mig, men jeg kan allerede nu ikke udelukke at den kommer med i kapløbet om årets plader.

I den lidt mere organiske og mere dæmpede ende, er det Lower Dens der har gjort indtryk med deres seneste plade Nootropics. Jeg håber at kunne komme afsted ud og se dem på Loppen på søndag.

Sidst men ikke mindst har jeg igennem noget tid gået og lyttet til Austra‘s (billedet) album Feel it Break fra sidste år. Det er én af de her sangstemmer som man enten ikke bryder sig om eller holder af. Jeg må indrømme at jeg igennem de første par lyt havde svært ved at kapere stemmen. Men forleden da jeg satte pladen på igen, skar Kate Stelmani’s stemme sig lige igennem og fandt vej til mit hjerte med sangen Lose It. Det er lidt spøjst som timing nogle gange kan have indflydelse på om man falder for et stykke musik eller ej. Anyways, jeg ville have elsket at opleve dem her live.

Pop Revo 2012

Siden 2004 har festivalen, der nu har til huse på Voxhall i Aarhus, budt på en række spændende alternative navne. Ét af de navne undertegnede har været mest ked af at glippe, er The Clientele som spillede på den første af slagsen. Jeg har kendt til festivalen en årrække nu, men har aldrig selv været afsted, hvilket jeg håber at komme i år, da fede navne som Lower Dens, Austra og Grimes spiller op til bal.

Som noget nyt er festivalen udvidet til at foregå på hele to spillesteder, nemlig Atlas og Voxhall, som på skift i aftentimerne vil byde på de forskellige navne fredag og lørdag d. 18. og 19. maj. Torsdag d. 17. maj er der præ-party på Radar ved Godsbanen hvor bl.a. Alasdair MacLean (The Clientele) og danske The New Spring kigger forbi. Lørdag eftermiddag er der day-party på Råbar som passende ligger ned til Aarhus å og imellem Atlas og Voxhall, hvor bl.a. Fossils og Girlseeker spiller.
Lørdag nat når det sidste band har spillet på Voxhall, er der afterparty på Café Paradis med specielle Pop Revo drinks og fede DJ’s. Altsammen kan man få hvis man erhverver sig et superbilligt partout armbånd til 250 kr + gebyr her.

Undertegnede håber i hvert fald rigtig meget på at komme afsted og få taget sin Pop Revo mødom.

smukke eksplosioner

De er fra Texas. Jeg har fulgt dem i snart 10 år, set dem live en enkelt gang og elsker at svæve væk i deres post rockede lydlandskaber. Explosions In The Sky har i dag offentliggjort en smuk smuk video til sangen Postcard From 1952 fra pladen Take Care, Take Care, Take Care (2011).

Det er en video som på smuk vis bringer dig igennem alle de klassiske barndomsminder på en forunderlig måde. Tag dine hovedtelefoner på, luk verden ude for en stund og tryk play:

Spot Festival here we go again

Som det er hvert år omkring denne tid, skal denne blog selvfølgelig afsted til årets SPOT Festival. For undertegnedes vedkommende er det den 9. gang i træk, så man kan vel efterhånden kalde sig en veteran. Jeg glæder mig i hvert fald som et lille barn, som jeg altid gør. Det er og bliver én af mine yndlingsfestivaler. Og i år er ambitionerne høje, da jeg har en plan om at nå at se samtlige af følgende navne:

FREDAG:
CopCol – live reworked by T. Finland & Mikkel Meyer
Masha Qrella (DE) & Dangers of the Sea (DK)
Age of Giants
RebekkaMaria & The Hymnboy
Vessel
LCMDF
Waldo & Marsha
Carlis
Choir of Young Believers
Donkeyboy
Young Dinosaur
Lovespeed
Reptile Youth

LØRDAG:
Snake & Jet’s Amazing Bullit Band
Marybell Katastrophy (DK) & Nils Frahm (DE)
Shiny Darkly
In Memoirs
Indianna Dawn
Of The Wand & The Moon
My Bubba & Mi
Lukas Graham
Green Pitch
Rum 37
Mellemblond
Asbjørn
Prinspóló
Taragana Pyjarama
The Echo Vamper
Chorus Grant

Der er jo altid nogen man ser mere frem til end andre. Nogle af dem fordi man har set dem før og ser frem til at se hvordan og om de har udviklet sig, og andre fordi man har læst og hørt så meget godt om dem, men endnu ikke fået dem set. Det skal dog lige nævnes at der kun er 5 af ovennævnte navne jeg har set før, så jeg synes selv jeg har været dygtig til at overholde mit dogme i år. Nu må vi bare se om det holder i virkeligheden.

Som altid sker der også en masse andre ting udenfor SPOT, som oftest gør forvirringen større. I hvert fald for mig, hvilket resulterer i at jeg år for år prøver at navigere udenom disse arrangementer og kun fokusere på hvad der sker på selve festivalen. Men det er efterhånden svært kun at holde fokus, dels fordi disse arrangementer med årene har udviklet sig til nogle federe og federe arrangementer og knap så meget hemmelighedskrammeri, men dels også fordi at der ofte følger goder som gratis drikkelse og lignende med til disse arrangementer (har dog planer om at holde en nogenlunde sober SPOT i år, da der jo er lagt et stramt program for dagen). Så jeg har derfor sat mig for at starte min SPOT festival fredag med Pumpehusets Dayparty i M.P. Bruunsgade

Tjek det ud her.

Lørdag går turen – medmindre et seminar kommer i vejen – til V58, som jeg endnu mangler at stifte bekendtskab med i den virkelige verden, hvor en flok musikelskere har fundet sammen og stablet denne dayparty på benene: