Rikkes Indlæg – blaa vinyl

de små sejre

Hvis én eller flere følgende bands siger dig noget, så vil det her band uden tvivl også; for medlemmer fra bl.a. Mogwai, Slowdive og Editors har dannet super-bandet Minor Victories, og er klar med deres debutplade d. 3. juni, som de har lagt op til siden de i juli sidste år lagde den første teaser ud i form af en slags trailer de kalder “Film One“;

Med denne trailer breakede de nyheden om at de var gået sammen om at lave noget, og hele foråret er den ene efter den anden single udkommet, som en god slags opvarmning til selve pladen der er lige rundt om hjørnet. Undertegnede er helt solgt og glæder mig som et lille barn til at høre pladen i sin helhed. Tjek bandet og singlerne, og deres flotte s/h univers ud herunder:

spot optakt: ida wenøe

Vi fortsætter vores SPOT-optakt serie med en snak med Ida Wenøe om hvordan det har været at udgive hendes debutalbum, flytte til Berlin, spille i udlandet og meget andet:

Siden du spillede til det første blaavinyl.dk præsenterer… arrangement i Vanløse i oktober 2014, er du flyttet til Berlin, har udgivet din første plade og rejst en hel del. Kan du mærke forskel på din karriere fra da du boede i Danmark til du flyttede til Berlin?
Bestemt. En ting er hvad der sker uden om én, altså hvad det fysiske flyt fra Danmark til Berlin gør i form af netværk og de karrieremuligheder der udvides ved at være et nyt sted og i en større by, men det jeg faktisk har mest lyst til at fremhæve, og det der egentlig har betydet mest for mig er den indre blomstring flyttet har gjort for mig, hvilket afspejles i min musik og indirekte i min karriere. Ved at du flytter dig fra velkendt og sikker grund til et sted hvor alt er nyt, spændende og inspirerende, gør noget helt vildt for mit kreative og karrieremæssige fokus. Der er intet galt med København, og byen har et unikt musikmiljø, men jeg havde brug for at bevæge mig i et nyt tempo, se verden med nye øjne, og Berlin er måske bare første stop på en længere musikalsk rejse.

At dømme ud fra alle dine udenlandsrejser kunne det tyde på at din debutplade er blevet bedre modtaget i udlandet. Er det korrekt antaget?
Det kan man måske godt sige. Faktisk tror jeg stadig at min plade er lidt hemmelig i Danmark. Den er mest blevet eksponeret gennem mine koncerter, og det er til gengæld også her folk finder frem til den. Jeg har en vinyl-release på vej her et halvt år efter selve udgivelsen, hvor jeg vil lave noget larm og så må vi se om Danmark vil være med. Der er udlandet lidt en anden historie, hvor pladen og jeg er blevet modtaget med åbne arme og iver. Specielt i USA og England hvor jeg har haft meget fokus den sidste tid. Man kan også godt sige at jeg har gjort mange ting lidt i den omvendte rækkefølge med min debutplade. Jeg har fokuseret utrolig meget på at spille koncerter og på den måde vinde folks hjerter. Faktisk er pladen stadig ikke udgivet officielt i udlandet, så der er også en plan om Engelsk udgivelse i den nærmeste fremtid.

Hvorfor tror du det er sådan?
Jeg har erfaret at min musik kan noget for det engelsktalende folk. Jeg tror det er et behag i både en genkendelse og noget for dem eksotisk. Den nordiske folk-noir som de kalder min musik. Hvor jeg har skulle kæmpe lidt med de danske radiostationer, er jeg strøget lige ind på BBC radio 6 uden jeg selv anede at de havde modtaget min musik. De danske radiostationer har bestemt heller ikke gjort det nemmere for niche musik at blive spillet, og radio er bare et oplagt sted at få eksponering i et land hvor der bliver affødt nye indie bands hver evig eneste dag. Så lad mig sige det sådan; jeg er på ingen måde færdig med Danmark, jeg vil altid gøre hvad jeg kan for at udbrede min musik der, men når udlandet står og hiver i én, sidder jeg på det første fly mod verden.

Kan se at du netop har været på en UK tour, hvordan blev din musik modtaget derovre?
Det var bare en helt vild tur! Jeg var ret overvældet over folks modtagelse, specielt fordi England har et lidt dårligt tour-ry musikere i mellem. Men min nye engelske booker havde nøje udvalgt nogle steder der passede til musikken. Bl.a. spillede vi en koncert i et gammelt nedlagt kloster i Deal som blev broadcast’et live. Det var det smukkeste venue jeg nogensinde har spillet i med den flotteste udsmykkede baggrund af kirkemosaik i alskens farver.

Er det din første tour derovre?
Det er første sammenhængende tour under mit navn, men ellers har jeg også været der henne end del med mit gamle band Boho Dancer

Jeg kan se på SPOT programmet at du stiller op med The Silver Chords, er det dit backingband eller? Hvem er det?
The Silver Chords er mit musikerkollektiv. Jeg bruger forskellige konstellationer ud fra typen af job, humør, og hvem der kan. I England var jeg af sted med Anders Mathiasen (Vessel, Murder) på klassisk guitar, kor og bas, og Rolf Hansen (Il Tempo Gigante) på lap-steel, percussion og kor. Til spot er det igen med Anders, men tredje mand er Hal Joseph Parfitt-Murray (Basco) på violin og Mendola. Udover dem består musikkollektivet også af Katrine Stochholm (Under Byen), Nikolaj Busk (Dreamer’s Circus) og Anma, og udvides stadig. Jeg kan godt lidt at se musikken som en organisk størrelse der kan ændre form uden om kernen som er selve kompositionerne. The Silver Chords kommer at ordet ”Silver Cord” som er den usynlige streng der forbinder det fysiske jeg med sjælen, og mit kollektiv mener jeg netop er med til at gøre dette; transcendere det fysiske jeg.

Hvad ser du frem til på SPOT Festival udover at spille?
En af mine favorit ting under Spot er noget jeg har nydt at gøre de sidste par år. Jeg prøver at lave så få aftaler som muligt, (udover de nødvendige brancheting…) og tager så mig selv under armen og falder tilfældigt ind i mennesker og tilfældige koncerter. Da der er så mange mennesker og musikere og koncerter på en gang, kan jeg bedst lide at angribe det på en mere fri måde, så jeg ikke stresser mig selv, dette giver de uventede gode og unikke oplevelser.

Hør andensinglen ‘Time of Ghosts‘ fra debutpladen her:

spot optakt: palace winter

Som en del af vores SPOT optakt, har vi taget en snak med Caspar Hesselager fra SPOT- og snart albumaktuelle Palace Winter.

Hvordan startede Palace Winter?
Jeg spillede keyboards for The Rumour Said Fire på en længere turné, hvor Carl varmede op solo. Jeg hørte ham mange gange, og tænkte med det samme, at det kunne være spændende at arbejde sammen. Så gik vi i mit studie (Pinligtavshed), og endte med at bruge et halvt års tid on/off på at lave en EP.

Hvornår var det?
Det var foråret 2014.

Selve bandnavnet Palace Winter stammer fra et hotel vednavn Winter Palace i Sydfrankrig, hvor Carl boede i sommeren 2014. Hvorfor valgte i helt præcist det her navn? Var der noget særligt ved hotellet?
Jeg tror, at stedet gjorde stort indtryk på Carl, men vi valgte det efter, at jeg spontant byttede om på ordene. Vi har altid syntes, at det på den måde kom til at lyde som for- og efternavn på en eller anden excentrisk person. Vi kunne forestille os et brev signeret med ‘warm regards, Palace Winter’, f.eks. Det lyder som taget ud af en Wes Anderson-film.

Der har fra start af været en vis ’buzz’ omkring jeres band, og det lader ikke til at denne ’buzz’ er på tilbagetog nu hvor udgivelsen af jeres debutalbum er på trapperne mindre end 1 år efter i har udgivet jeres debut EP. Er der store udenlandsplaner?
Vi har allerede været lidt omkring i Sverige, Norge, Schweiz, England og Frankrig, og skal heldigvis også mere afsted i løbet af resten af året. Det er helt klart et stort fokus for os. Danmark er et lille land, og man kommer meget hurtigt hele vejen rundt, så det giver mening at skue udad.

Titlen på jeres debutalbum – Waiting For The World To Turn – er meget metaforisk, jeg har i hvert fald allerede tolket op til flere meninger med titlen. Ligger der nogen bestemte tanker bag denne titel?
Titlen er relateret til nogle temaer, som går igen i teksterne på albummet. Søvn, stilstand, forventningen om noget, der skal ske, og en tilstand imellem at drømme og være vågen.

Den første gang jeg så jer live, var i så vidt jeg husker kun 3 mand på scenen. Hvor mange regner i med at være til koncerten på SPOT? Og hvem tager i med?
Vi har faktisk altid været fire på scenen, bortset fra en enkelt gang i Aalborg. Og det var kun af nød! Vi er stadig fire, så udover Carl og mig, er det de to bad-asses Jacob Haubjerg på guitar/kor (fra Luster, Sleep Party People, Hymns from Nineveh) og vores nye trommeslager Jens Bach (fra Bodebrixen, Striving Vines)
Nå jeg har husket forkert så. Hehe.

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved jeres koncert på SPOT?
Vi er godt igang med at få de nye sange fra det kommende album ind på livet, så vi er tændte og ivrige efter at vise så meget frem som muligt. Det bliver episk og tempofyldt, tør jeg godt love.

Hvilke andre koncerter vil i anbefale man skal se på SPOT?
Lowly, Liss, The Entrepreneurs, Tårn, kunne være bud.

Hør Palace Winter’s seneste single ‘Soft Machine‘ fra deres kommende plade her:

Eller tjek musik videoen med Carl Coleman i hovedrollen ud til ‘New Ghost‘ fra deres debut EP Medication her:

spot optakt: Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP)

Når man kigger nedover det foreløbige program for SPOT Festival bliver det hurtigt tydeligt at de i år for alvor har integreret eksterne arrangører og kuratorer som en del af hovedprogrammet. Et tiltag som undertegnede er særligt begejstret for, da det skaber et billede af en meget mere alsidig festival end tilfældet har været tidligere hvor de eksterne arrangører/kuratorer mere har været en “suprise-faktor” på selve festivalen, hvor det til tider har været svært nok at følge med i hovedprogrammet i forvejen. Den her måde skaber meget mere overblik og gør det nemmere at planlægge hvad man skal se. Ét af eksemplerne på de her eksterne arrangører/kuratorer, er Danske Uafhængige Pladeselskaber eller i daglig tale kaldet DUP som har eksisteret siden 2002. Organisationen har med få pauser stået for at præsentere deres medlemmers artister på 1 til 2 scener på SPOT Festival igennem årene, og i år er deres scene som sagt en del af hovedprogrammet. I år har DUP fået lov til at stå for hele programmet på den mindste scene Filuren i Musikhuset der ligger imellem Lille Sal og Rytmisk Sal. Vi har i den forbindelse taget en lille snak med de to formænd for organisationen, Kasper Find (Pony Rec) og Kristoffer Rom (Tambourhinoceros), om hvilken størrelse DUP er, hvordan de finder frem til hvilke artister der skal præsenteres blandt deres mange medlemmers artister, og ikke mindst hvad DUP står for.

Hvad er DUP for en størrelse? (kan se at i har 93 medlemmer, er det 93 aktive medlemmer eller hvordan?)
•DUP er en interesseorganisation, der repræsenterer uafhængige danske pladeselskaber, store som små.
•DUP opsøger ny viden og deler den med sine medlemmer
•DUP bringer sine medlemmers vilkår for øje for politiske beslutningstagere.
•DUP producerer events med sine medlemmers udgivelser som omdrejningspunkt.
•DUP forhandler aftaler med div. interessenter i musikbranchen
•DUP skaber et øget fokus på den uafhængige pladebranche og dens vilkår i offentligheden.

De fleste er aktive medlemmer. Vi har pt ca 75 aktive medlemmer

Når man tænker tilbage på den tid DUP startede (2002), var der så vidt jeg husker meget en ”de uafhængige pladeselskaber mod majors” kultur i branchen, er det stadig en relevant kamp?
DUP står ikke i opposition til øvrige organisationer i den danske musikbranche men repræsenterer et centralt led i den musikalske fødekæde, der ikke findes andetsteds.
DUP adskiller sig fra IFPI (Musikselskabernes Brancheorganisation) ved også at repræsentere ikke-kommercielle pladeselskaber og sikrer derved, at vækstlaget udvikles og får ørenlyd uanset markedsandele og økonomisk væstpotentiale. DUP og IFPI samarbejder på flere områder både indadtil og udadtil.
Som medlem af WIN (Worldwide Independent Network) og bestyrelsesmedlem i Impala sidder formandskabet med ved bordet, når de store internationale aftaler gennemgås, på det politiske niveau og det markedsstyrede.

Hvilke sager er det primært i kæmper for i disse år?
Vi kæmper for generelt bedre vilkår for uafhængige pladeselskaber, bl.a.
Fair digitale aftaler, som f.eks. IMPALAs/DUPs kamp mod pression fra YouTube, gratis prøve periode hos Apple Music.
Synlighed for indies, f.eks. Vinyl Top 20 og DUPs festivaldeltagelse på SPOT og Roskilde.

Hvilken gang er det at i har en scene på SPOT Festival?
Uhh – det ved vi faktisk ikke, men denne gang er 3. gang for os som formænd. 

Hvorfor er det vigtigt at DUP er repræsenteret på denne her måde på SPOT Festival?
Det er vigtigt at ha’ en scene, hvorfra vi kan vise hvor alsidige DUPs medlemmers artister er. Det er en fantastisk chance for at vise nogle af de helt nye – sammen med nogle af de mere etablerede navne på en scene.

Hvilke af jeres medlemmer præsenterer navne på SPOT i år?
Playground Music
The Big Oil Recording Company
DME
Tigerspring
Prime Collective
The Being Music
Crunchy Frog
ES Music

Hvordan finder i frem til at det skal være lige præcis de her 8 medlemmer der skal præsentere navne ud af jeres mange medlemmer?
Vi har de sidste 2 år nedsat et lytteudvalg bestående af udenlandske og danske festivalfolk, radiopersonligheder, managers, booker, pladeselskabsejere og lignende. I år var det;
Ben Swanson – Secretly Canadian
Simon Raymonde – Bella Union
Sidse Gry – Early Modern
Dani Charlton – Amazing Radio og
Jan Sneum – eks. Danmarks Radio, nu The Lake og Sneum Instituttet

Men ud fra hvilken pulje vælger det her lytteudvalg navnene?
Hvert aktivt medlem kan smide 2 bands i puljen.

Kommer i til at have en DUP bod i år, som man har set i har haft andre år på SPOT Festival i forbindelse med jeres scene?
Der kommer en bod i år. Den vil være at finde ved Filuren!

DUP delte i 2010 to scener med ORA (Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere) og Karrierekanonen i Ridehuset, så spørgsmålet er om i også deler scene med andre eksterne arrangører i år?
Nej.

Hvad ser i mest frem til på SPOT Festival?
God musik, gode folk, gode debatter – bare 2-3 rigtig gode dage i Århus.

Tjek programmet ud for DUP’s scene her:

gents

For godt et års tid siden stiftede jeg i forbindelse med mit bookingarbejde på Stengade bekendtskab med det her nye band vednavn GENTS. Det var på mange måder et dejligt friskt pust. For selvom deres æstetik og musik repræsenterer meget fra det årti jeg elsker at hade (80’erne), så er der alligevel et eller andet over dem som gør at jeg ikke kan lade være med at lytte og danse lidt:

Det er et band der bestemt er vokset på mig siden første lyt til ‘Young Again‘ og efterfølgende et par koncerter. Der er noget hypnotiserende over Niels Fejrskov Juhl’s velsmurte stemme på den gode måde og deres gennemførte stil er intet andet end forførende. Tjek deres nyeste single og video ud herunder, det kan klart anbefales:

vores krop er vores rumdragt

Det har været en rigtig hård uge for mange. Den startede ud med den sørgelige besked om at David Bowie døde af kræft i søndags efter 18 måneders sygdom. En på mange måder ret chokerende besked at starte sin mandag og sin uge på. Hele ugen har jeg gået og lyttet og gen-lyttet til Bowies imponerende bagkatalog og blevet berørt af at opdage hvor mange i min omgangskreds der har været dybt berørt af hans endelige rejse til Mars. Det er folk som Bowies musik har talt direkte til og folk som er vokset op med hans musik på den ene eller den anden måde. For mit vedkommende har det mest været en flirt der er kommet og gået lidt inden for de sidste 10 år, og alligevel blev jeg ramt ret hårdt af nyheden. Så jeg tog forbi Route66 fredag aften for at blive omfavnet af Bowies musik, snakke om liv og død, snakke om musik og kærlighed, kramme, smile, græde, trøste og danse. Det var en smuk måde at få lidt afløb på alle de tanker man havde gået med hele ugen. En form for anerkendelse og farvel til musikeren Bowie, og en bekræftelse af at hans musik heldigvis levere videre og ikke kan tages fra os.

Iscenesættelsen omkring hans død med udgivelsen af en fantastisk plade på hans 69 års fødselsdag (med tekster og musik der er helt kuldegysfremkaldende på nuværende tidspunkt), og ikke mindst musikvideoen til sangen Lazarus hvor han fortæller verden at han skal dø, for så at slippe livet 2 dage senere er en hel kunst i sig selv. En kunst han siden Space Oddity og rollen som Major Tom i 1969 har mestret som ingen anden. Gravøllene i fredags endte da også ud i den helt store tolkning af den flotte og lidt dystre musikvideo til nummeret “Blackstar”, som jo på smukkeste vis har læssevis af metaforer og myter gemt, som kan tolkes herfra og til månen. Men der skal ingen tvivl herske om at den dels repræsenterer Bowies musikkarriere med den afdøde Major Tom (liget af astronauten), rockstjernen fra det ydre rum Ziggy Stardust og hele glam / glitter perioden (det diamant besatte kranium), samtidig med at lyset repræsenterer livet der er ved at rinde ud, Bowies blindhed repræsenterer uvisheden om hvornår døden indtræder, scenerne med Bowie der søgende holder bogen med den sorte stjerne ud for sig kan tolkes som om han via kræften søger svar på sine spørgsmål, oldnordisk mytologi og en masse andre spændende detaljer. Jeg kunne sagtens skrive en hel detaljeret roman om alle de ting der optræder i den lidt over 9 minutter lange video, men jeg vil langt hellere lade det være op til jer selv at tolke hvad det helt præcist er Bowie fortæller os med videoen og sangen ikke mindst;

Jeg er sikker på at jeg slet slet ikke er færdig med at tolke sangen og videoen endnu, men det er heldigvis det der er det smukkeste ved kunst og musik, at man kan tolke frit på det og få det ud af det som man nu får ud af det.
Jeg synes ikke at Bowie kunne have forladt denne jord på en meget smukkere og vildere måde, og jeg sætter stor pris på at hans død trods alt har spredt så meget kærlighed igennem sorgen. Kærlighed til musikken, kærlighed til manden, og ikke mindst kærlighed til hinanden. En fortsat tro på at musik er det bedste i verden, også gennem sorg og tab.

årets plader 2015 – rikke

Endnu et år er gået og traditionen tro er det blevet tid til årslister. Det varierer fra år til år hvordan vi hver især sætter dem op. Jeg har valgt at blande udenlandsk og dansk og er ikke gået efter et bestemt antal. I år har været et travlt år især for undertegnede som har knoklet på at få mit speciale i hus (jeg kæmper fortsat), så opmærksomheden på bloggen og nye udgivelser har ikke været så stor, og det bærer både bloggen og min årsliste tydeligt præg af;

1. Purity Ring – Another Eternity

Jeg forudsagde tidligere på året at denne plade snildt kunne ende på min årsliste, og jeg fik sørme ret. For her er den på 1. pladsen, fordi den har fulgt mig i tykt og tyndt, når der skulle trænes, skrives speciale, feste, eller været med på farten.

2. Destroyer – Poison Season

Som nævnt herinde tidligere på året, faldt jeg tilfældigvis over denne plade fordi album åbneren tog mig med storm. Senere på året var jeg så så heldig at opleve Destroyer live, hvilket på trods af en lidt lunken anmeldelse var en stor oplevelse. Det er helt bestemt én af de plader jeg har lyttet allermest til i 2015.

3. Son Lux – Bones

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at denne plade gik rent ind ligesom forgængeren Lanterns fra 2013 gjorde sidste år. Men det er bestemt en plade der er vokset på mig især i forbindelse med de to gange jeg fik fornøjelsen af at opleve Son Lux live i løbet af 2015. Det er en yderst skæv pop-plade som bandet har fået støbt sammen ved hjælp af en masse fede effekter. En plade der fortsat vokser på mig for hvert lyt.

4. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell

Denne her plade irriterede mig faktisk til at starte med og jeg ved ikke hvorfor. Den minder jo enormt meget om Stevens’ Seven Swans fra 2004 som jeg i sin tid rådyrkede og er så vidt jeg er orienteret også det tætteste man kommer den udgivelse i Stevens bagkatalog. Men det er nu ikke alene derfor den er havnet på listen her, for jeg gav pladen en chance mere i sommers og irritationen forsvandt som dug for solen og pladen gav pludselig meget mere mening for mig. Det er jo en smuk og på samme tid sørgelig plade, som har præget mit efterårs soundtrack ret meget. Koncerten med ham i Falconer Salen i september var gåsehudsfremkaldende.

5. Blaue Blume – Syzygy

Bandets EP var udover Chorus Grant’s Space den eneste plade der gik igen på både min og Runes årslister for 2014. Det tegnede allerede godt dengang og debutalbummet har bestemt ikke skuffet.

6. Björk – Vulnicura

Björk gjorde tidligere på året et kæmpe come back i mit musikalske univers med Vulnicura. Jeg blev igen inviteret ind i hendes univers og det var en skøn fornemmelse. Især de smukke strygerarrangementer, skrevet af en Björk med kærestesorger, gjorde indtryk.

destroyer @ pumpehuset 20.11.15

© Atumn Andel (foto lånt fra en anden koncert tidligere på efteråret)

Destroyer har i rigtig mange år for mit vedkommende været et navn der har cirkuleret rundt i periferien af mit musikalske univers, indtil en dag for nogle måneder siden hvor den nyeste plade dukkede op i mine øregange ved en tilfældighed, og jeg faldt pladask (som jeg også snakker om her). Jeg har dog ikke haft mulighed eller tid til at dykke videre ned i bagkataloget, som eftersigende skulle være meget forskelligartet. Så jeg var meget spændt på at se hvad aftenens koncert i Pumpehuset ville byde på.

Koncerten startede lige på med sangen “Bangkok” fra føromtalte plade Poison Season fra i år. Der var overvældende mange musikere på scenen, hele 8 fik jeg det til. En saxofonist, en trompetist, to guitarister, en trommeslager, en bassist, en pianist, og Dan Bejar på vokal i midten af det hele. I forhold til hvor fyldig Poison Season er på den instrumentale side, gav det meget god mening – jeg savnede dog personligt nogle strygere – men så igen er det jo også begrænset hvor meget man kan tage med på tour.

Det var en koncert der bar meget præg af et band der var meget fokuseret på at levere musikken uden så mange dikkedarer, så det var derfor meget sparsomt med snak imellem sangene, hvor Dan Bejar det meste af tiden sad på hug og ventede på at resten af bandet skød sangene igang. Med undtagelse af de få gange hvor han skulle orientere sig om starten på en sang, hvor han som en anden orkesterleder eller dirigent stod med ryggen til publikum for at give tegn eller ventede på tegn. Selv når han havde mulighed for at få folk med, da han i et enkelt nummer fandt en tambourin frem, foregik det desværre med ryggen til publikum. Det resulterede desværre i et meget snakkende og uopmærksomt publikum, fordi vi ikke rigtig blev inviteret ind i varmen. En ting undertegnede især bed mærke i og blev en anelse irriteret over i den over 1 minut lange intro til den mere afdæmpede sang “Girl In A Sling“, hvor saxofonen var blevet skiftet ud med en tværfløjte, som kæmpede med at bryde igennem muren af det snakkende publikum, så man havde svært ved at høre og forstå hvad det var der skete på scenen. Det var en skam synes jeg, for det var jo et meget velspillende band, og musikken fejlede bestemt ikke noget. Og heldigvis kunne musikken det meste af tiden overdøve det snakkelystne publikum.

Hovedsættet sluttede af på perfekt vis med den meget bombastiske “Dream Lover“, der endte i et instrumentalt fest-orgie på scenen. Dan Bejar fandt et par raslere frem og gav den gas det sidste minuts tid, inden han afsluttende lavede velsignende bevægelser mod publikum og forlod scenen med resten af bandet, for så at vende tilbage og spille et enkelt ekstra nummer et par minutter senere.

Alt i alt var det en rigtig god koncert, hvor man på intet tidspunkt kedede sig rent musikalsk – der skete hele tiden noget. Hvad end det bare er noget man skal lære at leve med når man tager til koncert med Destroyer, eller mig der har for høje forventninger til underholdningsværdien, så jeg savnede desværre stadig min invitation til den helstøbte oplevelse.