albumstarter

spinvinyl

Det sker i ny og næ at en såkaldt albumstarter aka albummets åbningsnummer slår benene væk under mig og suger mig direkte ind i det musikalske univers albummet nu måtte have. Det er vel i virkeligheden også det albummets åbningsnummer skulle kunne… Lidt ligesom for eksempel “Oh What A World” på Rufus Wainwright’s Want One fra 2003, den bygger op til det det her ekstravagante og storslåede album som vi skal til at lytte til på den fineste vis:

Må dog ærligt indrømme at jeg i sin tid ikke bed på ved første lyt, men det handlede nu mere om hans stemme end så meget andet. Want One blev lyttet igennem 1 gang, og lå så på min reol og samlede støv i 3 måneders tid før jeg gav det en chance mere og væltede bagover. Grunden til at jeg fremhæver denne, er fordi at jeg længe har gået og ville skrive et indlæg om det her emne, og i den forbindelse har tænkt på albumåbnere i min pladesamling, som udover de nedenstående har gjort et stort indtryk, og paradoksalt nok har jeg kun kunne komme i tanker om denne. Forskellen fra ovennævnte og de næste to albumåbnere, er at de har formået at slå benene væk under mig ved allerførste tone.

Albumåbneren som inspirerede mig til dette indlæg, er “Times Square, Poison Season 1” på Poison Season af Destroyer. Det er et nummer som ved et tilfælde sneg sig ind i mine øregange en dag jeg sad dybt begravet i mit speciale, og med ét glemte jeg hvad det var jeg havde gang i og måtte læne mig tilbage og skrue op. Det er det smukkeste strygerstykke jeg har hørt længe, og jeg kan høre nummeret igen og igen, og svæve helt væk:

Den mindede mig utroligt meget om en anden albumåbner som også i sin tid slog benene væk under mig, nemlig Patrick Watson’s “Lighthouse” fra Adventures In Your Own Backyard fra 2012. En på mange måder simpel, men samtidig storladen albumåbner. Denne albumåbner adskiller sig dog fra de ovennævnte, da resten af albummet aldrig rigtig har gjort det store indtryk:

efterårslyd

Hygge

Travlheden har sænket sig en smule, og pludselig er det blevet efterår. Tid til eftertanke, varme drikke, stearinlys, tæpper og ikke mindst et soundtrack til de mørkegrå dage hvor regnen slår ind på ruderne. Jeg kommer her med nogle bud på hvilke sange der kommer til at hjælpe undertegnede igennem de overskyede dage:

Vi starter i den superaktuelle ende, for Rune gav mig billet til aftenens koncert med Sufjan Stevens i fødselsdagsgave, så hans seneste udspil har fået endnu en chance og den vokser lige så stille på mig. Nummeret ‘Eugene‘ har især gjort indtryk, og jeg håber virkelig at han spiller den i aften:
[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/195970036″ params=”color=0066cc&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

I sidste uge havde jeg besøg af canadiske The Weather Station på Stengade, og er blevet svært begejstret for sangen ‘Way It Is, Way It Could Be‘ fra albummet Loyalty fra tidligere i år. Koncerten bar lettere præg af en forkølet Tamara Lindeman, men hun klarede det trods alt ret godt, og efteråret meldte for alvor sit komme.
[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/191639983″ params=”color=0066cc&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

The Tallest Man On Earth er tilbage med en plade. En plade der lige skal have lidt flere tilløb for mit vedkommende, men er smaskforelsket i ‘Little Nowhere Towns‘, og ser frem til at lade pladen vokse yderligere på mig som månederne bliver mørkere og mørkere:

Nu må jeg hellere komme ud ad døren og finde Rune så vi sammen kan nyde Sufjan Stevens selskab.

uhørt

Uhørt plakat 2015

Undertegnede har været med i lytteudvalget til UHØRT Festivalen for andet år i træk og glæder mig til for første gang at deltage i den kommende weekend når den løber af stablen. Der er flere navne jeg glæder mig rigtig meget til at se, bl.a. Palace Winter, Ladylion, The Bongo Club (SE) m.fl. The Bongo Club oplevede jeg f.eks. på årets SPOT hvor de leverede et gedigent rock’n roll show med nosser i for et tømmermændsramt lørdagspublikum. Jeg glæder mig til at opleve dem igen i forhåbenligt lidt bedre rammer for dem:

Jeg synes UHØRT er fedt fordi festivalen ikke alene forsøger at præsentere det nyeste nye og give de mindre bands en chance og gode råd med på vejen, men også fordi at festivalen så vidt muligt forsøger at samle de lokale øvelokaleforeninger, spillesteder og koncertforeninger til at hjælpe med at få festivalen til at løbe af stablen. Jeg ved godt det ikke er noget nyt som sådan, men jeg synes det passer genialt ind i resten af konceptet.

Tjek hele spilleplan m.m. ud her. Håber vi ses derude?

nye ting

nye ting

Dette indlæg bliver en blandet men god landhandel som man siger. Der udkommer så mange ting for tiden, at det er svært at følge med, så jeg har sat mig ned og fundet 5 af de fedeste ting frem, som jeg klart vil anbefale at man pryder sit forårs-soundtrack med (hey solen skinner!).

Vi starter ud med det allernyeste på stammen, nemlig det danske band Ufornia, som undertegnede blev opmærksom på for en god måneds tid siden. De har netop udgivet deres første single med en dertilhørende smuk smuk video. En musikvideo som bandet selv har produceret med hjælp fra den hollandske performance kunstner Michiel Tange van Leeuwen og fotograf Jonathan Mose. Tjek resultatet ud her:

Næste i rækken er danske Maskinvåd, som meget passende har allieret sig med Steffen Brandt på deres første single fra deres kommende plade (som de iøvrigt holder releasefest for på Musiksmag på lørdag). En ganske anden boldgade end det første bud, men ikke destomindre en fed boldgade:

Så blev det tid til et udenlandsk pust fra Purity Ring. Deres single har godt nok været på gaden siden december 2014, men den tilhørende plade ‘Another Eternity‘ udkommer først på mandag, og jeg skulle hilse og sige at den dejlig. Så dejlig at den snildt kunne ende som én af forårets mest lyttede plader for mit vedkommende:

Tilbage til Danmark finder vi Waldo & Marsha som ligeledes på mandag er aktuelle med deres internationale debut EP ‘In It To Win It‘. De udgav i sidste uge deres anden single fra EP’en ‘You’re The Woman I Desire‘ med tilhørende video som i kan lure/lytte til herunder. De kommer iøvrigt forbi Stengade d. 21. marts sammen med Slaughter Beach:

Til sidst vil jeg anbefale Waitress, som er på gaden med deres debut EP kaldet ‘Bilbao‘ d. 16. marts. Giv deres anden single fra EPen et lyt herunder. Waitress spiller iøvrigt sammen med Shy Shy Shy til sæsonens eneste Poetry In Mono d. 20. marts, hvor undertegnede sammen med Martin Ryum (Speaker Bite Me) sørger for at sætte fut i dansegulvet til et brag af en efterfest. Men mere om det når vi nærmer os:

det stille sind

Múm - Finally We Are No One

Finally We Are No One pladen fra 2002, er en plade som i en lang periode for efterhånden en del år siden, lullede mig i søvn hver aften. På det sidste har jeg genopdaget den, og kan næsten ikke stoppe med at lytte til den. Om det så er på en lang hjemtur fra Jylland, på cyklen igennem København eller nu i skrivende stund hvor jeg skulle forestille at sidde og arbejde med mit speciale (overspringshandlinger ftw). Den plade har så mange kvaliteter og har alle dage haft en utrolig beroligende effekt på mig på den gode måde. Den er varm og kold på én gang, og lader samtidig tankestrømmen flyde uden at man tænker over det. Hvis du ikke kender pladen, så kan den varmt anbefales.

Hermed den længste og allersidste skæring fra pladen:

jessica pratt

Jessica Pratt

Jeg genforelskede mig i Nick Drakes fantastiske univers i de sidste uger af 2014, hvor jeg ovenikøbet var så heldig at få Five Leaves Left på vinyl i julegave. Især ‘Time Has Told Me‘ har en særlig plads i mit hjerte.

Jeg har åbenbart været rigtig meget i humør til denne her folk med 70’er vibe, så det passede mig helt fint da jeg i samme periode faldt over amerikanske Jessica Pratt, der med rette er blevet sammenlignet med Joan Baez og Joni Mitchell, men som samtidig stadig er helt sin egen. Det er længe siden jeg har været så imponeret over nyere folk-musik (og der skal meget til), som jeg er over Pratt. Jeg sidder f.eks. i skrivende stund i specialerummet på CBS og kigger drømmende ud af vinduet med Pratt i ørerne. Kan slet ikke vente til at opleve hende live når hun besøger Stengade d. 28. marts.

Pladevenner

blaavinyl

For en lille måneds tid siden var Rune og jeg forbi Lydavisen og lave en lille podcast kaldet Pladevenner. Podcasten er en form for prototype i et forsøgsprojekt til et nyt musikpodcast som laves af Københavns Biblioteker og eMusik. Som forberedelse til optagelsen fik vi følgende opgaver:

Den andens yndlingsplade
En udfordring til den anden
Den plade, der binder jer sammen

Det endte med at være en meget sjov oplevelse som resulterede i en meget helstøbt musikalsk tour ud ad anekdoternes vej og for alvor understregede, hvorfor det er, Rune og jeg har denne blog – vi gør det gerne igen. Lyt til resultatet her:

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/175443486″ params=”color=0066cc&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

asbjørn – konkurrence

Asbjørn - By Anna Jarmolowicz

Vi har trofast fulgt Asbjørn her på bloggen siden undertegnede tilfældigvis “faldt over ham” en tømmermændssøndag tilbage i 2011. Siden da har han udgivet sit debutalbum Sunken Ships i 2012 og turneret Tyskland tyndt. Hele 2014 har han brugt på at indspille, filme og udgive hele 2 kapitler/EPer af hans kommende album Pseudo Visions, som udkommer i begyndelsen af 2015.

Her er seneste single:

I anledningen af Asbjørns første koncert i København i laaaaaaaang tid, har vi her på bloggen fået lov til at lave en konkurrence hvor vi skal finde 2 heldige vindere af følgende pakke:
1 x Sunken Ships (CD) + 1 x Pseudo Visions Chapter One (10″ limited edition vinyl) + 2 billetter til koncerten på Stengade d. 7. november. Vinderne vil få overrakt deres præmier af Asbjørn selv efter koncerten.

Alt du skal gøre er at svare på følgende spørgsmål inden d. 7. november kl. 10:
Hvor mange singler / videoer har Asbjørn udgivet i år?

Send dit svar til blaavinyl(a)gmail.com. Vinderne får direkte besked.