Rikkes Indlæg – Side 3

playliste til lørdag

Rune og jeg er i forbindelse med vores aften på lørdag på Kulturstationen Vanløse, blevet bedt om at lave en playliste der vil blive spillet før, imellem og efter koncerterne. Så det har vi hygget os med hertil aften, hvor vi har fået stykket en noget blandet men god liste sammen og i kan enten høre resultatet herunder eller troppe op på lørdag og nyde den + de dygtige smukke unge damer, Ida Wenøe og Fine Glindvad i levende live.

Det sker kl. 20:30 på Kulturstationen Vanløse nu på lørdag d. 25. oktober. Tjek Facebook eventet ud her.

broadcast dynamics

Jeg blev for nyligt spurgt af en herboende amerikaner hvilket dansk band jeg pt. synes er det fedeste, og efter lidt betænkningstid (det var næsten som at blive spurgt om at sige noget sjovt på kommando) var mit svar Schultz and Forever. I morgen er Jonathan Schultz aktuel med sin tredje EP, Broadcast Dynamics, som jeg har glædet mig meget til at skrive om siden jeg i sommers oplevede ham i Byhaven ved Pumpehuset, og opdagede hvordan Schultz and Forevers musikalske udtryk har ændret sig en hel del siden EP’en Céline fra starten af 2013. Den akustiske guitar er blevet skiftet ud med den elektriske, hvilket har resulteret i et mere psykedelisk og synth-præget udtryk som leder tankerne hen imod navne som Connan Mockasin og Mac DeMarco, hvilket bestemt ikke er en dårlig ting. Om processen og tilblivelsen af det nye udtryk, udtaler Jonathan sig således;

’’Processen med Broadcast Dynamics har været helt vild faktisk. Der skete så mange ting både personligt og musikalsk i den periode. Der var mange blandede følelser da jeg gik i gang med at skrive, og i særdeleshed da vi gik i gang med at indspille, hvor lyden kom til udtryk. Det blev nemlig et nyt univers for mig, og det var underligt, at være et sted hvor man aldrig har været før, og alligevel føle sig mere tryg end nogensinde. Sangene betyder rigtigt meget for mig fordi de beskriver nogle følelser, som jeg stadig kan sætte mig ind i.’’

I det folkede udtryk på Céline var Jonathans unikke stemme meget mere nøgen end på Broadcast Dynamics hvor musikken og effekterne indhyller den på smukkeste vis. Jeg er vild med begge dele.

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/134074599″ params=”auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false&visual=true” width=”100%” height=”450″ iframe=”true” /]

Hør hele EP’en her.

Gratis koncert i morgen

I morgen spiller Waldo & Marsha og Young Dinosaur (som begge var på plakaten til vores 12. Poetry In Mono i foråret sidste år) + engelske Autobahn i et gammelt autoværksted på Papirøen. Det gør de i forbindelse med en VICE x WIMP Live Session, og det er ganske gratis + gratis drikkevarer til de første heldige.

Undertegnede kender ikke Autobahn lige så godt som de to danske bands, men det er et punkband fra Leeds som i morgen besøger Danmark for første gang. De skulle eftersigende være et af tidens mest bemærkelsesværdige live-acts med en nerve og en intensitet der bedst kan sammenlignes med nogle af de bands der stammer fra musikkollektivet Mayhem (Ice Age, Lower, Communions m.fl.). De er klart i den mere støjede ende i forhold til de to andre bands på plakaten:

Waldo & Marsha tegner derimod melodiske landskaber med deres psych-drømmepop, som de er hele 8 mand til at fremføre. De udgav sidste år deres anmelderroste debutplade Zoo og er eftersigende så småt på vej med nyt i 2015. De fik bl.a. Vinnie Who med på én af deres sange fra debuten, som du kan høre her:

Young Dinosaur er lige om lidt aktuelle med deres debutalbum, som man i de her dage kan smuglytte til inde på Soundvenue. Ligesom Waldo & Marsha, er Young Dinosaur et band jeg har fulgt igennem længere tid og er mindst lige så spændt på at følge fremover. De er nok det mest poppede indslag til denne Live Session. Her er deres vel nok mest kendte nummer fra deres EP som er produceret af Jens Ramon (Figurines):

Jeg regner med at kigge forbi, og håber da også at jeg kan hive Rune med hvis jeg er heldig. Læs mere om arrangementet her. Vi ses!

hele verden på mine skuldre

Min fys har beordret at jeg går mindst 2 søer om dagen (søerne her i København), og det har resulteret i en masse timer med musik i ørerne og tankestrømme der forsvinder udover søerne eller op i skyerne. Forleden på vej rundt om min første sø, dukkede der lige pludselig en musikalsk åbenbaring op… Patrick Watson udgav i 2006 den fremragende plade Close To Paradise som i en del år har været en fast del af mit efterårssoundtrack, og pludselig dukkede sangen ‘Weight of The World’ op i mine ører og fik mig til at stoppe op. Ikke alene teksten (se herunder) talte direkte til mig, men jeg lagde også mærke til hvordan musikken/instrumenterne komplementerer det sangen handler om, på smukkeste kaotisk vis. Det er utroligt at jeg efter at have hørt den mindst en million gange ikke har bidt mærke i det før nu. Læs teksten herunder og lyt til sangen:

I got my feet knocked off the ground
I got my head knocked off my feet
I tried to swallow all of the world
And now I’m diving in too deep

And now I’m falling towards the sky
I just don’t know how to unwind
But I got the weight of all the world
I better not let go of the hope

Oh what am I supposed to do?
Am I supposed to let go all you?
Am I supposed to fall back to the sky?
Or keep on rising for a while?

[Instrumental pause]

I think I’m falling down
Right back to the very ground
I could not hold it anymore
I think I got what I was asking for

I think these just might fall
Or I don’t see a correct shade to change my world
I was carrying the weight of all the world
I think I get what I deserve

I got my feet knocked off the ground
I got my head knocked off my feet
I tried to swallow all of the world
And I think I got in real deep

Thinking, now I have to go
I think you know what I deserve
Here comes all the weight of all the world
And its coming straight for me

de store diktatorer

Det er ikke meget i har hørt fra os på det sidste, men det vil jeg prøve at lave om på nu. Og jeg lægger ud med det danske band The Great Dictators som har eksisteret siden 2011, men udgav først tidligere i år deres anmelderroste debutalbum, som introducerede det unge band som et uforudsigeligt, stilsikkert og velspillende frisk pust på den danske musikscene. Bandet er allerede gået i studiet for at arbejde på opfølgeren, og har i forbindelse med den og deres kommende turné lavet en lille albumteaser fra nummeret kaldet ‘Baby Skull Ring‘, som ifølge bandet handler om tunge emner som krig, religion, afstumpethed, hykleri og selvcentrering, og hvordan disse elementer tit går hånd i hånd. Hør det herunder:

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/164461713″ params=”color=0066cc&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Bandet drager ud på Danmarksturné her i efteråret som sluttes af d. 1. november på Stengade. Vi stiller 2 billetter på højkant til koncerten. Alt du skal gøre er at svare på følgende:

Hvad hedder The Great Dictators debutalbum som udkom i februar i år?

Send svaret til blaavinyl [a] gmail.com senest d. 29. oktober kl. 12. Vinderen for direkte svar.

Tjek koncerten nærmere ud her og her.

son lux

Jeg sidder med kuldegysninger. Her cirka et halvt år efter at Son Lux spillede på Stengade – nok den bedste koncert i 2014 for mit vedkommende so far. Jeg faldt forleden over en optagelse af hans ligeså udsolgte koncert i Bruxelles 10 dage før han spillede i København, og har lige siden siddet med den i ørerne hver gang jeg skulle igang med den tunge eksamenslæsning.

Det er helt vildt så meget musik der kan komme fra 3 mennesker! De er alle hver især gennemmusikalske og rigtig dygtige til det de gør, men især trommeslageren, Ian Chang imponerer (se f.eks. cirka 5:30 og cirka 9:19 min inde i koncerten jeg har postet her i indlægget). Det er fandme svært at sidde stille til og jeg får helt lyst til at se dem live igen. Så hermed en anbefaling hvis du alligevel sidder og læser til eksamen og ikke har tid eller råd til at komme afsted på de mange festivaler der løber af stablen for tiden. Og lad os så krydse fingre for at Son Lux snarest muligt kommer tilbage til DK igen.

Hermed lidt snapshots fra koncerten på Stengade. Gode gode minder:

Son Lux på Spillestedet Stengade 31. januar 2014 © Rikke Schlosser

ida wenøe

Jeg havde på årets SPOT Festival fornøjelsen af at opleve Ida Wenøe på meget tæt hold, da hun spillede en lille akkustisk pop-up koncert ude foran HeadQuarters. Med tæt hold mener jeg bogstaveligt talt tæt hold, da hun pga. støj blev nødt til at flytte ned på trappen hvor undertegnede stod, så der pludselig kun var en halv meter imellem os imens hun stod der og sang så inderligt. Det var på mange måder en meget grænseoverskridende oplevelse, men samtidig ret så fascinerende at opleve så meget inderlighed på så tæt hold.

Ida Wenøe er tidligere forsanger i Boho Dancer, og har efter bruddet med bandet valgt at skrue op for solo-karrieren på ægte DIY manér, og det skulle eftersigende gå rigtig godt allerede. Det var i hvert fald noget der kunne bekræftes, da jeg ugen efter SPOT havde fornøjelsen af at opleve hende varme op for amerikanske Hospitality hvor hun tryllebandt alle der var tilstede, inklusive amerikanerne. Og det med rette.

I dag, på dette skrivende sekund udkommer hendes første single kaldet Death Wish (of Nicholas Urfe). En sang der er inspireret af hovedpersonen og antihelten Nicholas Urfe i John Fowles’ roman Troldmanden. Sangen er eftersigende meget rammende for hendes valg om at gå solo. Hun selv siger:

“Den sang fortalte mig noget vigtigt om den nye vej, jeg skulle følge. Den var nærmest en foregribende metafor, for det gik op for mig, at jeg stod foran at skulle gennemføre min egen kunstneriske død og genopstandelse“

Vi glæder os rigtig meget til at følge hendes videre solo-eventyr og kan med stolthed præsentere den nye single som nogle af de første her:

ben frost

Mine ører har været udsat for den mest dystre gyser hertil formiddag. Islandske Ben Frost (som undertegnede ikke har stiftet bekendtskab med før i går) har i dag udgivet hans 5. album A U R O R A, som ifølge pladeselskabet er hans mest maskinelle og dystre plade til dato. Og uden at have hørt ret meget af hans bagkatalog som eftersigende skulle indeholde både strygere og elementer af guitarer og englekor (altså mange af de elementer man i forvejen kan forbinde den sfæriske islandske musik med), så kan jeg hermed bekræfte at beskrivelsen rammer ret godt.

For første gang i mit liv blev jeg suget ind i det her ultra mørke og ret voldsomme univers, hvor kun min stædige nysgerrighed fik mig til at blive hængende, alt imens mit hjerte hamrede derudaf og jeg fik mindre chok hver gang nogle elementer i musikken rykkede på sig. Ubehageligt tænker du sikkert, men det fascinerede mig faktisk utroligt meget at blive så berørt af en plade ved første gennemlyt. Musikken tillod på intet tidspunkt at sive ud i baggrunden som ethvert andet lydtapet for hverdagens gøremål, hvilket må siges at være ret imponerende. Prøv selv om du tør at lytte til disse to numre fra pladen: