Mine ører har været udsat for den mest dystre gyser hertil formiddag. Islandske Ben Frost (som undertegnede ikke har stiftet bekendtskab med før i går) har i dag udgivet hans 5. album A U R O R A, som ifølge pladeselskabet er hans mest maskinelle og dystre plade til dato. Og uden at have hørt ret meget af hans bagkatalog som eftersigende skulle indeholde både strygere og elementer af guitarer og englekor (altså mange af de elementer man i forvejen kan forbinde den sfæriske islandske musik med), så kan jeg hermed bekræfte at beskrivelsen rammer ret godt.
For første gang i mit liv blev jeg suget ind i det her ultra mørke og ret voldsomme univers, hvor kun min stædige nysgerrighed fik mig til at blive hængende, alt imens mit hjerte hamrede derudaf og jeg fik mindre chok hver gang nogle elementer i musikken rykkede på sig. Ubehageligt tænker du sikkert, men det fascinerede mig faktisk utroligt meget at blive så berørt af en plade ved første gennemlyt. Musikken tillod på intet tidspunkt at sive ud i baggrunden som ethvert andet lydtapet for hverdagens gøremål, hvilket må siges at være ret imponerende. Prøv selv om du tør at lytte til disse to numre fra pladen: