blaa vinyl – Side 6

året der gik – 2017

Der kommer ingen topliste over årets bedste plader i år. Men det betyder ikke at musikken ikke har fyldt godt i 2017, for det har den nemlig. Det har bare været alle andre steder end pladespilleren, som i jo nok også har kunne fornemme herinde. I foråret havde jeg travlt med at være med til at arrangere og afvikle Music Days i Odense, og tog derefter direkte ned på Musik- og Teaterhøjskolen i Sønderjylland, hvor jeg på rekordtid satte en bandkonkurrence op med 8 deltagende bands (6 af dem udefra). Midt i alt det, lavede jeg traditionen tro en optakt herinde til SPOT Festival, og sad for 4. år i træk i lytteudvalget til UHØRT Festivalen. 2017 var også året hvor jeg for første gang i 4 år skulle på Roskilde Festival. Denne gang som festival-frivillig, men jeg nåede kun at gennemføre min første vagt, før jeg måtte lægge mig syg. Det vil sige at jeg ikke nåede én eneste koncert på festivalen. Hele juli gik med at koncentrere mig om at komme ovenpå sygdommen, og det foregik i Jylland…langt væk fra min pladespiller. Det var vigtigt for mig at komme ovenpå igen, så jeg kunne komme til UHØRT Festivalen i august, og det kom jeg. Det var dejligt igen at kunne hænge ud med vennerne, og gå rundt på den lille festivalplads, og opleve en masse fede bands, og blive inspireret. De sidste 4 måneder af 2017 har ikke været så musikalske, men til gengæld har de været kulturpolitiske.

Der har været mange musikalske højdepunkter i år…

Det var året hvor Ed Harcourt gav den længste, og nok bedste koncert jeg nogensinde har oplevet med ham. Han var i et strålende humør, og beviste sine multimusikalske evner til fulde. Under ét af mine favoritnumre (‘Until Tomorrow Then‘) hoppede han ned fra scenen, og gik rundt blandt publikum og sang, da han får øje på mig i mængden og kommer hen og krammer mig, alt imens han synger videre. Det var et stort øjeblik. Efter koncerten blev jeg inviteret backstage, og efter en lille øl og en snak om alt muligt, tog jeg mig endelig mod til at få taget en selfie med den mand jeg ifølge Spotify, har lyttet allermest til i år (og det er ikke første år det ser sådan ud).

I april tog jeg spontant til Timber Timbre inde på Bremen, og gik bestemt ikke skuffet hjem.

Årets SPOT Festival bød bl.a. på en meget meget smuk koncert med Teitur og Nico Muhly.
Teitur og Nico Muhly – et lille klip

Ugen efter SPOT, var jeg vidne til Bisse’s store triumf i et udsolgt Store Vega. Og hvilken én!

I august blev jeg meget bjergtaget af den plade jeg nok er endt med at lytte allermest til i 2017, og som selvfølgelig ville have kandideret til at være én af årets bedste plader, hvis jeg havde nået at lytte lige så meget til alle de andre sikkert gode plader der er derude.

Jeg håber jeg kan komme på Heartland Festival i 2018, og opleve dem live.

Og så var der Sigur Rós, der spillede taget af Forum i oktober:

Ifølge Spotify, ser mit musikalske digitale 2017 sådan her ud:

Lad os håbe på et endnu vildere 2018, hvor jeg får skrevet endnu mere på bloggen her, får lyttet til endnu mere musik (også nyt musik), og får taget på endnu flere musikalske eventyr. I første omgang kan i sætte kryds i kalenderen d. 2. marts, hvor vi igen præsenterer god musik på Kulturstationen Vanløse. Stay tuned for mere info.

Rigtig godt nytår!

håblandsk

Tænk sig! Det gik lige op for mig at det allerede er 4 (!) år siden at Sigur Rós’ seneste album udkom. Et album undertegnede var, og stadig er meget begejstret for. Jeg har det som om det var i går, at Rune og jeg stod sammen til Roskilde Festival og oplevede én af de bedste koncerter på festivalen det år – Sigur Rós på Arena. Jeg gik en rigtig lang tur i går langs vandet, og lyttede til én af de Sigur Rós udgivelser jeg aldrig rigtig har fået ind under huden, nemlig “Hvarf – Heim” (2007). Det var en rigtig lækker oplevelse at gå der med sine tanker, kigge udover det efterårs-oprørte mørke vand, og lade Sigur Rós lyse ens lidt efterårstunge sind op på smukkeste vis. For ligesåvel som musikken indeholder en vis form for storladen melankoli som passer perfekt til efteråret, så synes jeg også der er noget opløftende midt i det sfæriske udtryk. Det er lidt svært at finde ud af hvad, men måske hænger det sammen med bandets selvopfundne sprog kaldet ‘håblandsk’?:

Altså jeg mener…prøv lige og hør de smukkeste strygere i det her nummer:

Ét nummer der i hvert fald altid får løftet én så højt op, at man næsten tror man kan flyve, er ‘Hoppípolla‘ fra pladen “Takk” (2005). Jeg husker den især fra koncerten på Roskilde som gåsehudsfremkaldende på den helt gode måde:

Bandet har ikke udgivet noget siden “Kveikur” i 2013, men så vidt jeg kan se har de turneret næsten konstant i hele 2016 og 2017. Eftersigende med en meget lækker visuel produktion, som man kan være så heldig at opleve på lørdag i Forum her i København. Tjek evt. tour traileren ud her, hvor man kan få et indtryk af hvad der er i vente:

Koncerten er delt op i to sæt, og at dømme ud fra aftenens titel “An Evening with Sigur Rós“, så kan man både vente et godt dyk ned i bagkataloget, samt forvente nyt materiale. Jeg skal selvfølgelig med, og håber selvfølgelig på at de spiller en god håndfuld fra deres seneste plade, såvel som ‘Hoppípolla‘, samt numre fra både pladerne “Ágæstis byrjun” (1999) og “( )” (2002). Hvis du vil med, er der stadig billetter at finde her. Facebook eventet kan findes her.

efterårsanbefaling #2

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Grizzly Bear er et band som vi her på bloggen har et lidt særligt forhold til. Dels mødte vi begge bandet for første gang for 11 år siden, da de spillede i vores barndomsby, Kolding (læs lidt om Rune’s oplevelse af det her), og dels har vi lige siden fulgt dem relativt tæt, hvilket en søgning i bloggens arkiv understreger ganske tydeligt. Bandet udgav for lidt over en måned siden deres 5. studiealbum ‘Painted Ruins‘, hvilket er første gang vi hører fra dem siden 2012, hvor de udgav ‘Shields‘. Så det er dejligt at gråbjørnen endelig er vågnet fra dens dvale…og med hvilket mesterstykke (!). Det har i hvert fald kørt på repeat på pladespilleren herhjemme fra dag 1, og er helt klart en efterårsanbefaling værd, fordi den er så helstøbt og har de her små skæve pop-perler som kun Grizzly Bear kan skabe. Jeg er spændt på at opleve pladen live her i Danmark, hvilket eftersigende kan blive en realitet til februar, men nærmere tid og sted lader vente lidt på sig lidt endnu. Anyways, i kan enten tjekke universet på pladen ud herunder med alle de fine singler og medfølgende musikvideoer, eller ganske enkelt sætte pladen på og lytte til den fra ende til anden.

I torsdags kom den seneste single fra pladen ‘Losing All Sense‘, som der også er lavet en video til. En video som tør siges at miste alt mening efterhånden som man skrider frem. Hvis man har fulgt Ed Droste’s Instagram henover sommeren, har man vidst at denne video har været undervejs, og at én af hans bedste venner Jason Greene (bedre kendt som Aunt Freckle) bl.a. er medvirkende, sammen med en håndfuld andre skuespillere og statister inkl. et glimt af Ed Droste selv. Se om du kan spotte ham her:

Det er i det hele taget nogle ret fine og vidt forskellige musikvideoer der indtil videre er blevet kreeret til de forskellige singler fra ‘Painted Ruins‘. Den første her er primært skabt ud fra visuals og læner sig ret meget op af det man kunne tolke som “malede ruiner”:

Den næste her var jeg først lidt i tvivl om, hvorvidt det var en officiel video, men det er det, og den er et sammenklip af en masse hjemmevideo-klip. Sangen var iøvrigt mit første yndlingsnummer:

Æstetikken i den næste sidste video her, minder mig en hel del om æstetikken fra musikvideoen til nummeret ‘Knife‘ fra pladen “Yellow House“, med de store vider og landskaber. Omend den er knap så spacy som Knife videoen. Hehe:

Den sidste her, er mere ovre i et univers som Sofia Coppola’s ‘Marie Antoinette‘, med det her pastelfyldte univers, som tydeligvis udspiller sig i slot-lignende kulisser, omend med en hel del mere nøgenhed i spil blandet op med lidt syre:

1968 vs. 2017

Da jeg hørte Vanishing Twin første gang, havde jeg meget svært ved at tro på at bandet først blev dannet i 2015. For efterhånden som jeg fik lyttet mig igennem deres debutplade ‘Choose Your Own Adventure‘ fra sidste år, blev det mere og mere klart at det her band ligeså vel kunne være et produkt af 60’ernes psykedeliske univers. Hvilket ikke er helt ved siden af mit førstehåndsindtryk af nummeret “The Conservation of Energy“, som i mine ører hører mere til den klassiske 60er pop:

Men det ændrede sig hurtigt med det noget mere psykedeliske nummer “Vanishing Twin Syndrome“, som i virkeligheden er over 8 minutter langt. Titlen på sangen hentyder til det syndrom, som bandet i virkeligheden er opkaldt efter, da bandets grundlægger Cathy Lucas kunne have haft en tvillingesøster, hvis ikke det var fordi hun blev absorberet i livmoderen, da de begge stadig kun var små klynger af celler;

Nummeret fik mig til at tænke på scenen i The Doors filmen, hvor bandet er blevet inviteret til fest i Andy Warhol’s Factory, fordi det syrede univers man møder til festen i filmen, ligesåvel kunne have haft Vanishing Twin som soundtrack, som The Velvet Underground (som jo af rigtig gode grunde er og bliver soundtracket til scenen her…men jeg går ud i forstår hvor jeg vil hen med referencen):

Uanset referencer, så er min nysgerrighed i hvert fald vakt, og det bliver spændende at se hvor meget de kan brede deres univers ud, når man i morgen kan opleve dem live på Loppen, hvor danske Catch The Breeze varmer op. Køb billet her, og tjek deres seneste single ‘Telescope‘ ud herunder hvis du endnu ikke er helt overbevist om at Vanishing Twin kunne gå hen og give dig én på opleveren i morgen;

efterårsanbefaling #1

Da jeg skulle skrive mit forrige indlæg her på bloggen, gik det pludselig op for mig hvor mange fede plader der er udkommet inden for meget kort tid, og hvor mange forhåbenligt fede plader der er på vej her i efteråret. Det er for alvor højsæson med stort H, så jeg besluttede mig derfor for at starte en serie op med efterårsanbefalinger, hvor jeg jævnligt fremhæver og anbefaler de plader der rammer mig i hjertekullen og kører på repeat herhjemme og på farten. Vi starter ud med den plade der har været ude i kortest tid (som jeg har spottet og taget til mig)…nemlig Mogwai’s seneste udspil.

Mogwai udgav d. 1. september deres 9. studiealbum ‘Every Country’s Sun‘, og allerede fra første lyt, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at denne plade 100% sikkert ville fast inventar på mit efterårs soundtrack. De trofaste læsere af bloggen her, ville vide at jeg i forvejen er Mogwai fan, kæmpefan af Explosions In The Sky, og at jeg sidste år næsten ikke snakkede om andet end supergruppen Minor Victories, hvor bl.a. Stuart Braithwaite fra Mogwai spiller med, hvilket man ikke er i tvivl om med det post-rockede udtryk. Og med en stor forkærlighed for post-rocken, som i mine ører næsten altid inviterer til at sidde og kigge ud på de drivende skyer eller vinden i træerne og lade tankerne vandre i takt med musikken, så havde ‘Every Country’s Sun‘ heller ikke særlig langt ind til mit hjerte. Det er en på én gang sammenhængende plade, der alligevel formår at ramme lidt forskellige stemninger fra nummer til nummer, som er skiftevis rent instrumental og med vokaler. Hvilket også er demonstreret med 1. og 2. singlen fra pladen herunder. Jeg vil lade musikken tale lidt for sig selv, men lov mig at i tjekker pladen ud i sin helhed:

du generte forår

Det regner og det har givet undertegnede lyst til at dykke ned i vores indbakke, for at finde lækkert nyt musik, som man kan nyde til sin kop the. Følgende spændende aktuelle singler er dukket op;

Vi starter ud med de dejligt poppede folk i Shy Shy Shy, som har været buret inde i studiet hele sommeren, og nu er klar med deres første single i et godt stykke tid. Den er dejligt fængende, og handler ifølge Astrid Cortes fra bandet om “…alle dem, der bare lige er lidt sejere end én selv.“. Vi er spændte på at høre om resten af den kommende plade bliver lige så poppet og fængende:

Vi fortsætter med endnu en blog-favorit, nemlig The New Spring, som i dag udgiver sin første single fra sit kommende album. Et album vi glæder os til at få lov til at høre i sin helhed, da det er første gang at Bastian Kallesøe har samlet et helt band til indspilningerne af den nye plade, hvilket har resulteret i en kombination af de stærkeste sider af Kallesøes sangskrivning med en frisk og fyldig ny lyd. Førstsinglen her er bl.a. en hyldest til den store amerikanske komponist George Gershwin, som Kallesøe her forklarer lidt mere uddybende: “Sangen konfronterer den ultimative katastrofe: At vågne op og opdage at du er død. Denne opdagelse leder til en række af følelser. Der er den åbenlyse skuffelse over ikke at være i live længere. Og der er den ligeså åbenlyse fascination ved muligheden for endelig at kunne røre ved din egen døde krop. Og til sidst er der den flotte, lidt fjollede og i hvert fald komplet nytteløse erkendelse af, at du engang rent faktisk var i live. Det er meget passende også albummets sidste sang, måske kan man endda kalde den for albummets ‘død’.

Herudover er det også en hyldest til den store amerikanske komponist George Gershwin (manden bag klassikere som ‘Summertime’ og ‘Rhapsody in Blue’), der allerede som 38-årig døde af en hjernesvulst i 1937.”

Vi slutter af med en ørehænger fra Dangers of The Sea, som i dag udgiver anden singlen til deres kommende album ‘Our Place in History‘ (ude d. 20. oktober). Det er en sang der handler om at komme igennem en krise, og det at komme ud på den anden side forandret med en lyst til at råbe sine omgivelser op. Et meget sigende tema for hvilken verden vi lever i idag på både det samfundsmæssige plan, såvel som det personlige plan. Et lys i efterårets melankolske mørke:

when the stars go blue

Ryan Adams i går i et udsolgt Store Vega

Jeg har fulgt Ryan Adams i rigtig mange år, og mit favorit album med manden er og bliver hans første album ‘Heartbreaker‘ (2000) skarpt efterfulgt af hans andet album ‘Gold‘ (2001). Adams har udgivet nærmest 1 album om året de sidste 17 år, så det har været svært at følge med, og det gik også op for mig til koncerten i Store Vega i går, hvor meget af hans bagkatalog jeg slet ikke kender, fordi jeg enten ikke har opdaget at der er blevet udgivet nyt, eller også fordi han har skiftet stil, og det derfor ikke er faldet i så god jord.

Jeg havde også nærmest glemt at jeg havde købt billet til koncerten i går…og når jeg talte med mine venner om koncerten jeg så med ham for snart 10 år siden i Falconer Salen, så kunne jeg kun huske en meget lavmælt og indelukket Ryan Adams der sad på en stol med sin “lille Per hue” på og rockede lidt i takt med musikken. Og så kunne jeg huske stjernehimlen (se billedet herover), som han tydeligvis også havde slæbt med i går….meget mere kan jeg ikke huske. Jeg var derfor glad for at jeg i foråret havde valgt at erhverve mig en billet til den nu udsolgte koncert, så Adams fik endnu en chance for at brænde sig bedre fast i min hukommelse (derfor også denne tekst, som ikke er en anmeldelse).

Det startede også rigtig godt ud med albumåbneren ‘Do You Still Love Me?‘ fra det seneste album ‘Prisoner‘, som jeg har fået lyttet til en håndfuld gange, og som meget vel kunne gå hen og blive en keeper. Jeg havde indstillet mig på at vi risikerede ikke at få så mange af de gamle gode swingere fordi hans bagkatalog er så enormt, og han ikke kunne spille for os hele natten. Men allerede efter åbningsnummeret, dukkede den første gamle swinger op i form af ‘To Be Young (Is to Be Sad, Is to Be High)‘ fra favoritalbummet. Det varmede dejligt om mit nostalgikerhjerte, men herfra var der langt imellem dem på trods af at Adams og bandet nærmest spillede de første 3 kvarter af koncerten som en maratonkoncert uden plads til snak eller udskiftning af instrumenter.

Cirka 50 minutter inde i koncerten gik Adams over til hvad der godt kunne være hans tourmanager og udvekslede et par ord…man nåede et øjeblik at blive lidt nervøs, da Ryan Adams vender tilbage til mikrofonen og fortæller at han den seneste uges tid har været ramt af influenza, og pga. feberen føler sig som en 8-årig der bestiger et bjerg. Men han fortsætter ufortrødent, og har herefter brudt stillelegen imellem numrene. Han fortæller et par numre senere, at han selvom han er syg, bare gerne vil gøre sit bedste for at levere musikken til os, som respons får han en masse tilråb fra salen med sangønsker, som resulterer i en tydeligt forvirret og lettere frustreret Adams, som i få øjeblikke ikke helt ved hvad han skal gøre af sig selv før han svarer; at feberen og tilråbene får ham til at føle sig som en del af en film han ikke ønsker at være med i.

På trods af al den snak om feber og sygdom, så er det absolut ikke at mærke på Adams, da hans stemme virkelig stod skarpt. Det er blevet tid til endnu en gammel swinger, denne gang med Adams solo i spotlightet og en slukket stjernehimmel, som straks tænder i det blå skær da han synger:

“Where do you go when you’re lonely
Where do you go when you’re blue
Where do you go when you’re lonely
I’ll follow you
When the stars go blue“

og bandet akkompagnerer ham i samme sekund. Jeg fik virkelig kuldegysninger, dels fordi sangen er så fin, men også fordi det for første gang den aften blev virkelig tydeligt hvor stille og lyttende et publikum der var mødt op, og jeg kan næsten ikke huske hvornår jeg sidst har oplevet at der var så stille under en koncert i Store Vega. Det var det absolutte højdepunkt for mit vedkommende. Virkelig smukt.

Aftenens bundskraber må have været hvordan Adams og band forstod at trække de to numre ‘Cold Roses‘ og ‘Magnolia Mountain‘ i langdrag med jamsessions (numrene er i forvejen halvlange og varer cirka 9 minutter tilsammen), som de i aftenens anledning havde valgt at mixe sammen med de her jamsessions, som mest af alt så ud til at være underholdende for bandet selv, og de allermest guitarhungrende publikummer. Forstå mig ret, det kan være ret lækkert når man vælger at udvide visse sange fra repertoiret i live-sammenhænge, men når man er en halvanden time og 21 sange inde i et sæt, så kan det være ret dræbende for tålmodigheden og stemningen. Eneste plus må ha været den måde der blev tyndet lidt ud i publikum så der blev lidt mere albuerum.

Jeg blev lidt opløftet igen, da han spillede mit foreløbige yndlingsnummer fra hans seneste plade ‘To Be Without You‘, og derefter lagde an til slutspurten på koncerten med hele 3 gamle swingere i træk; ‘New York, New York‘, ‘Come Pick Me Up‘, og inden han præsenterede ‘Shakedown on 9th Street‘, informerede han publikum om at han havde overskredet curfew, og derfor spillede ekstranummeret uden at forlade scenen. En festlig afslutning på en lidt over 2 timer lang koncert med ups and downs.

Bliver det en koncert jeg kan huske bedre end koncerten i 2007? Ja, det går jeg stærkt ud fra, fordi denne koncert indeholdt både absolutte højdepunkter og bundskrabere, og Adams og band var i topform på trods af en drillende feber.

Setlisten (foto lånt fra Ryan Adams' Instagram @misterrryanadams ) — Setlisten (foto lånt fra Ryan Adams’ Instagram @misterrryanadams )

spot optakt: mantua

Yes! Så er det i morgen SPOT løber af stablen, og vi bringer hermed sidste SPOT Optakt interview inden det går løs. Vi har i denne omgang fanget Silas Bjerregaard, som i år spiller på SPOT Festival med sit nye band Mantua, som vi er rigtig spændte på at opleve når de spiller i Lille Sal i Musikhuset på lørdag kl. 19:30.
I kan følge blaavinyl’s eskapader og anbefalinger på både vores instagram og twitter fra i morgen og resten af weekenden.
Hermed en dejlig catchy sang i kan læse interviewet til:

Hvordan og hvornår blev i dannet?
Vi begyndte at spille sammen i 2013, og i lang tid handlede det mest af alt om at hygge, spise noget god mad, og have tid til at jamme og høre ny musik. Det var først i 2015 at vi overhovedet begyndte at tænke på om vi måske skulle prøve at lave nogle sange færdige, have et bandnavn, og måske endda udgive noget. Men på det tidspunkt virkede det tilgengæld også som det naturlige næste skridt.

Jeg har læst mig til at i blev dannet med ønsket om at spille punk, men at dømme ud fra jeres første EP, så blev det aldrig til noget. Hvorfor ikke?
Jeg tror historien om at vi gerne ville spille punk, handler mere om at vi bare gerne ville have et frirum til at gøre lige hvad vi ville, mere end det handlede om en specifik musikstil. Tingene skulle være lige til, og umiddelbare, og vi skulle hver især have frit slag til at bidrage med det vi havde mest lyst til. Jeg havde måske nogle aggressioner jeg skulle ud med på det tidspunkt, og så brugte jeg ordet punk til at beskrive følelsen. I realiteten er vi ikke særligt punkede overhovedet, og fungerer meget bedre i et mere melodisk og mellow univers.

Spillede i nogensinde noget punk når i mødtes?
Vi spillede lidt forskellige covernumre i starten, bl.a. Black Sabbath, Cold War Kids og Nirvana. Men vist aldrig rigtig noget punk faktisk. Jeg er ikke afvisende for at kaste et Black Flag nummer ind i øveren for sjov skyld, men det bliver ikke noget vi tager ud at optræde med.

Er der nogen større mening bag navnet Mantua?
Mantua er en lille by i italien, ikke så langt fra Verona. Det er den by Romeo [fra Romeo & Julie] bliver sendt til i exil efter at han har slået Julies fætter Tybalt ihjel. Der sidder han så og venter på Julie, og hører om hendes død, men misser hendes brev, som forklarer den snedige plan. Så man kan vel kalde det en slags romantisk limbo. Men alt det er faktisk bare en overbygning.

Det er ingen hemmelighed at to af jer har gang i veletablerede bands ved siden af projektet her, som jeg kan forestille mig har nogle ret bestemte rutiner omkring sangskrivning og de processer der ligger i det at være band. Er Mantua et forsøg med at bryde med de rutiner, og for at få afløb for de ting i ikke kan få afløb fra i de andre projekter?
Det var helt klart sådan det startede. Både VETO og Turboweekend er jo ret synth-tunge bands, og bands som gå meget op i produktion og lyddesign. Det kan til tider være en lidt langsommelig proces, og på det tidspunkt hvor vi dannede Mantua, havde både Jens og jeg brug for et alternativt forum. I mellemtiden er der jo så også sket forandringer i både VETO’s og Turboweekends proces, men det er stadig helt forskellige konstellationer, som giver helt forskellige afkast. Én af de ting jeg har lært ved at spille og skrive med Mantua sideløbende, er helt klart at give mere slip, og lade gruppen frembringe det som gruppen frembringer. Både inden i mig, og ude i fællesskabet. På den måde stjæler de to projekter heller ikke kreativt fra hinanden.

Jeg mødte dig da i var ved at lægge sidste hånd på jeres første EP sidste år, og kunne tydeligt mærke din begejstring over at have prøvet at stå for hele processen, lige fra indspilning til producering og mastering. Hvorfor valgte i at stå for det hele selv?
Det var nok ikke et bevidst valg at producere EP 1 alene. Det var mere fordi der ikke var nogen der foreslog en producer, og så gør man det jo bare selv. Det var også lidt et tilfælde at jeg endte med at mixe den selv. Jeg tror det kom naturligt at jeg havde haft fingrene så meget nede i kagedejen, og derfor nemmere kunne tappe ind til den lyd vi gerne ville frem til.
Det var dog også et ret stort arbejde, som strakte sig over meget lang tid, og derfor valgte vi en anden model på EP2, hvor vi skrev numrene helt færdigt i øvelokalet, og øvede dem op sammen med vores ekstra guitarist Mads, og så hev vi Nikolaj Nielsen ind, som både hjalp med at indspille numrene, og mixede dem. Det var både grænseoverskridende at give kontrollen fra sig, men også befriende. Og jeg synes sgu’ resultatet er blevet rigtig fedt.

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved jeres koncert på SPOT?
Det er jo kun 2. gang nogensinde at numrene bliver spillet live for et publikum, og første gang er bare dagen inden, så jeg glæder mig personligt til at lade numre leve. Spot publikum plejer at være et super nærværende publikum, som virkeligt er tilstede for musikken, så jeg tror vi kan skabe noget magi.

Hvad glæder i jer selv til at se på SPOT?
Der er jo simpelthen så meget godt på programmet, og jeg har ike engang fået lyttet på en trediedel endnu, men jeg ville rigtig gerne nå at høre Lord Siva, Communions og Kikos (som er mine gamle band-mates Valdemar Have og David Klinke). De bedste koncerter kan også nogle gange være dem man er total uforberedt på.

Mantua udgiver deres anden EP på fredag og holder release, samt spiller deres debutkoncert på Bremen. Det er gratis, og eventet findes her. Hvis du som os er på SPOT, så venter vi blot til lørdag, hvor vi kan få lov til at opleve bandets anden koncert nogensinde i Lille Sal kl. 19:30.