Jeg har fulgt Ryan Adams i rigtig mange år, og mit favorit album med manden er og bliver hans første album ‘Heartbreaker‘ (2000) skarpt efterfulgt af hans andet album ‘Gold‘ (2001). Adams har udgivet nærmest 1 album om året de sidste 17 år, så det har været svært at følge med, og det gik også op for mig til koncerten i Store Vega i går, hvor meget af hans bagkatalog jeg slet ikke kender, fordi jeg enten ikke har opdaget at der er blevet udgivet nyt, eller også fordi han har skiftet stil, og det derfor ikke er faldet i så god jord.
Jeg havde også nærmest glemt at jeg havde købt billet til koncerten i går…og når jeg talte med mine venner om koncerten jeg så med ham for snart 10 år siden i Falconer Salen, så kunne jeg kun huske en meget lavmælt og indelukket Ryan Adams der sad på en stol med sin “lille Per hue” på og rockede lidt i takt med musikken. Og så kunne jeg huske stjernehimlen (se billedet herover), som han tydeligvis også havde slæbt med i går….meget mere kan jeg ikke huske. Jeg var derfor glad for at jeg i foråret havde valgt at erhverve mig en billet til den nu udsolgte koncert, så Adams fik endnu en chance for at brænde sig bedre fast i min hukommelse (derfor også denne tekst, som ikke er en anmeldelse).
Det startede også rigtig godt ud med albumåbneren ‘Do You Still Love Me?‘ fra det seneste album ‘Prisoner‘, som jeg har fået lyttet til en håndfuld gange, og som meget vel kunne gå hen og blive en keeper. Jeg havde indstillet mig på at vi risikerede ikke at få så mange af de gamle gode swingere fordi hans bagkatalog er så enormt, og han ikke kunne spille for os hele natten. Men allerede efter åbningsnummeret, dukkede den første gamle swinger op i form af ‘To Be Young (Is to Be Sad, Is to Be High)‘ fra favoritalbummet. Det varmede dejligt om mit nostalgikerhjerte, men herfra var der langt imellem dem på trods af at Adams og bandet nærmest spillede de første 3 kvarter af koncerten som en maratonkoncert uden plads til snak eller udskiftning af instrumenter.
Cirka 50 minutter inde i koncerten gik Adams over til hvad der godt kunne være hans tourmanager og udvekslede et par ord…man nåede et øjeblik at blive lidt nervøs, da Ryan Adams vender tilbage til mikrofonen og fortæller at han den seneste uges tid har været ramt af influenza, og pga. feberen føler sig som en 8-årig der bestiger et bjerg. Men han fortsætter ufortrødent, og har herefter brudt stillelegen imellem numrene. Han fortæller et par numre senere, at han selvom han er syg, bare gerne vil gøre sit bedste for at levere musikken til os, som respons får han en masse tilråb fra salen med sangønsker, som resulterer i en tydeligt forvirret og lettere frustreret Adams, som i få øjeblikke ikke helt ved hvad han skal gøre af sig selv før han svarer; at feberen og tilråbene får ham til at føle sig som en del af en film han ikke ønsker at være med i.
På trods af al den snak om feber og sygdom, så er det absolut ikke at mærke på Adams, da hans stemme virkelig stod skarpt. Det er blevet tid til endnu en gammel swinger, denne gang med Adams solo i spotlightet og en slukket stjernehimmel, som straks tænder i det blå skær da han synger:
“Where do you go when you’re lonely
Where do you go when you’re blue
Where do you go when you’re lonely
I’ll follow you
When the stars go blue“
og bandet akkompagnerer ham i samme sekund. Jeg fik virkelig kuldegysninger, dels fordi sangen er så fin, men også fordi det for første gang den aften blev virkelig tydeligt hvor stille og lyttende et publikum der var mødt op, og jeg kan næsten ikke huske hvornår jeg sidst har oplevet at der var så stille under en koncert i Store Vega. Det var det absolutte højdepunkt for mit vedkommende. Virkelig smukt.
Aftenens bundskraber må have været hvordan Adams og band forstod at trække de to numre ‘Cold Roses‘ og ‘Magnolia Mountain‘ i langdrag med jamsessions (numrene er i forvejen halvlange og varer cirka 9 minutter tilsammen), som de i aftenens anledning havde valgt at mixe sammen med de her jamsessions, som mest af alt så ud til at være underholdende for bandet selv, og de allermest guitarhungrende publikummer. Forstå mig ret, det kan være ret lækkert når man vælger at udvide visse sange fra repertoiret i live-sammenhænge, men når man er en halvanden time og 21 sange inde i et sæt, så kan det være ret dræbende for tålmodigheden og stemningen. Eneste plus må ha været den måde der blev tyndet lidt ud i publikum så der blev lidt mere albuerum.
Jeg blev lidt opløftet igen, da han spillede mit foreløbige yndlingsnummer fra hans seneste plade ‘To Be Without You‘, og derefter lagde an til slutspurten på koncerten med hele 3 gamle swingere i træk; ‘New York, New York‘, ‘Come Pick Me Up‘, og inden han præsenterede ‘Shakedown on 9th Street‘, informerede han publikum om at han havde overskredet curfew, og derfor spillede ekstranummeret uden at forlade scenen. En festlig afslutning på en lidt over 2 timer lang koncert med ups and downs.
Bliver det en koncert jeg kan huske bedre end koncerten i 2007? Ja, det går jeg stærkt ud fra, fordi denne koncert indeholdt både absolutte højdepunkter og bundskrabere, og Adams og band var i topform på trods af en drillende feber.