Det er ikke hver dag man ser et dansk band fyre sådan én her af:
Kategori: Rikkes indlæg
Shugo
.jpg "Shugo Tokumaru")
Min tredje del af 30 dages legen udebliver lige et par dage mere, da den er en virkelig hård nød at knække her på falderebet.
Anyways, jeg opdagede lige hvor ultra-ignorant jeg har været i 2010, da jeg ikke engang har opdaget at den japanske popsmed, Shugo Tokumaru har udgivet yderligere et album. Port Entropy er titlen på det fremragende album, som fortsætter lidt i samme spor som forrige plade Exit fra 2008, men det gør absolut heller ingenting. Tokumaru’s forfriskende japanske eksperimentelle pop, kan man ikke få nok af på en dag hvor solen er milevidt væk.
Nyd derfor denne søde video og kryds fingre for at solen skinner i morgen:
Undertegnede ser frem til at opleve det hele i levende live i aften på Loppen.
Beskriv dit musikalske univers på 30 dage del 2
day 11 – a song from your favorite band: The Whitest Boy Alive – Burning
day 12 – a song from a band you hate: Limp Bizkit – Rollin
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/413144″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]
day 13 – a song that is a guilty pleasure: Sia – Breathe Me
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/9483113″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]
day 14 – a song that no one would expect you to love: Take That – Relight My Fire
day 15 – a song that describes you: Mamas and Papas – Make Your Own Kind Of Music
day 16 – a song that you used to love but now hate: Tim Christensen – Right Next To The Right One
day 17 – a song that you hear often on the radio: Tim Christensen – Right Next To The Right One
day 18 – a song that you wish you heard on the radio: The Tallest Man On Earth – Kids On The Run
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/7707478″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]
day 19 – a song from your favorite album: Ed Harcourt – Apple of My Eye
day 20 – a song that you listen to when you’re angry: The Cooper Temple Clause – Talking To A Brick Wall
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/13214121″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]
Kommentarer:
#11 Denne kategori fik mig til at indse at jeg faktisk ikke rigtig har noget yndlingsband. Jeg tror jeg er vokset fra det. Men Whitest Boy Alive er et godt bud.
#12 Den behøver jeg vist ikke skære ud i pap.
#13 Jeg arbejdede på Nykredit for nogle måneder siden, og var ved at blive sindssyg af at høre denne sang hver gang jeg ventede på at der var nogen der tog telefonen i den anden ende. Samtidig er den én af de der rigtig gode perler, som sikkert især efter X-Factor optrædenen, gør den til en guilty pleasure. Jeg ved det ikke. Jeg har i hvert fald et lidt ambivalent forhold til den.
#14 Yes, jeg var fan af Take That da jeg var yngre. Og jeg synes stadig deres 90’er albums holder.
#15 Min veninde dedikerede engang denne sang til mig, og jeg har holdt fast i den lige siden.
#16 Har simpelthen hørt den for mange gange. Men had er et stærkt ord.
#17 Jeg hører ikke så tit radio, men når jeg endelig gør, spiller de denne sang 9 ud af 10 gange.
#18 Ubeskrivelig smuk og catchy sang, som burde få lidt mere airplay.
#19 Jeg kan vist ikke komme udenom ham.
#20 I det hele taget den plade, Kick Up The Fire, And Let The Flames Break Loose fra 2003, er en sikker vinder når hele verden går mig imod.
Beskriv dit musikalske univers på 30 dage del 1
Der dukker i ny og næ en sjov lille ting op på sociale medier som Facebook, som udfordrer dit musikalske univers på den ene eller den anden måde. Den seneste er den såkaldte 30 days challenge, hvor du på 30 dage med sange skal beskrive nærmest hver eneste krog af dit personlige musikalske univers. Jeg er en sucker for lister som denne, og har valgt ikke at spamme min Facebook med det, men derimod bruge 3 indlæg på det her på vinylen over de næste 3 dage. Så bær over med mig : )
Det er ikke alle valg der kan holde til at lade musikken tale for sig selv, så derfor har jeg kommenteret de forskellige valg nederst i indlægget.
day 01 – your favorite song: Ed Harcourt – God Protect Your Soul
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/13199089″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]
day 02 – your least favorite song: The Storm – Lullaby
day 03 – a song that makes you happy: The Lovin’ Spoonful – Daydream
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/3507878″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]
day 04 – a song that makes you sad: Regina Spektor – Samson
day 05 – a song that reminds you of someone: Figurines – Let’s Head Out
day 06 – a song that reminds you of somewhere: The Libertines – Time For Heroes
day 07 – a song that reminds you of a certain event: The Beatles – I Am The Walrus
day 08 – a song that you know all the words to: Ben Kweller – In Other Words
day 09 – a song that you can dance to: Jet – Are You Gonna Be My Girl
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/252562″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]
day 10 – a song that makes you fall asleep: múm – We Have A Map Of The Piano
Kommentarer:
#1: Som jeg så ofte har gjort udtryk for herinde på bloggen, er Here Be Monsters pladen fra 2001, altid en plade der vil have en særlig plads i mit hjerte. Og denne sang ikke mindst. Selvom jeg da har så mange andre favoritsange.
#2: Jeg har aldrig forstået det band.
#3: Dejlig dejlig sang.
#4: Denne sang må tage prisen for at være den sang der i en lang periode var bandlyst fra mine højttalere. Den er dog budt velkommen igen, og det er en dejlig sang.
#5: Den har godt nok været svær! Der er rigtig mange sange der minder mig om rigtig mange forskellige mennesker på godt og ondt. Men jeg endte ud med denne, som minder mig om min kære veninde Marlene, som i en periode var ved at drive mig til vanvid ved at gå rundt og synge denne konstant. Hende og jeg har iøvrigt en masse Figurines numre som fællesfavoritter.
#6: Denne sang og i det hele taget det album minder mig om Klostret (studenterhuset) i Kolding, da vi ofte hørte det når vi havde arbejdsweekender.
#7: Den minder mig om da jeg var i Abbey Road studierne for små 7 år siden. Denne sang spillede inde i mit hoved da jeg vågnede den morgen jeg skulle afsted, og det fortsatte den med at gøre stort set begge aftener jeg var i studierne. En dejlig tur og et skønt minde.
#8: Puha, igen et der er mange bud på. Her er ét af dem og iøvrigt en smuk tekst.
#9: Den er en sikker vinder hver gang! Jeg ønsker mig stadig en tambourin til min fødselsdag.
#10: Der var en lang periode for en del år siden hvor jeg havde svært ved at falde i søvn hvis ikke jeg satte múm’s Finally We Are No One plade på fra 2002. Og det var næsten altid det her nummer jeg faldt hen til. Det er en dejlig plade, og efter min mening skal der altid være plads til plader som denne i enhver pladesamling.
omvendte kærlighedssange i det nye forår
Forår rimer på sol, en ny start og kærlighed. Ifølge Bastian Kallesøe (Shout Wellington Air Force), drejer hans soloplade sig om den omvendte kærlighedssang. forstået på den måde at de fleste kærlighedssange handler om bruddet og følelserne forholdet derpå, men Bastian har derimod taget fat på starten af et forhold, eller selve forelskelsen om man vil. Det er der kommet en dejlig lille plade ud af, som jeg på det varmeste kan anbefale.
Mandag d. 28. marts udkommer The New Spring’s selvbetitlede album på Tambourhinoceros. Tjek videoen til førstesinglen The Glow ud herunder, og glæd dig:
tre blaa #2
The Frames – When Your Mind’s Made Up
Først og fremmest, til den opmærksomme læser; vi beklager at blaa vinyl har været nede. Præcis hvorfor ved vi ikke…men vi arbejder pt på at få siden top tunet igen. Derfor skal i selvfølgelig ikke snydes for indlæg…
Det nyeste tiltag her på bloggen, kaldet “tre blaa #x” hvor Rune og jeg skiftevis vil komme med bud på hvilke 3 sange der pt. er blandt favoritterne, hvadend det kommer til at være lige så blandet som et mixtape, eller om der kommer til at være en tematik over, vil være op til den enkelte. Undertegnede her vil starte ud med en tematik.
Der er højt til himlen i Irland, eller det er i hvert fald hvad man kan gætte sig frem til når man hører en typisk irsk singer/songwriter. Dette blev undertegnede mindet om en søndag eftermiddag, da jeg satte filmen Once på og skrålede med fra start til slut. For som jeg har været inde på før herinde, så har de irer altså et eller andet med at råbe deres sange ud, og i søndags fandt jeg ud af at man ikke nødvendigvis behøver at føle det de synger om i deres sange, men bare det at skråle med, gjorde alligevel underværker.
Videoen herunder viser ét af mine yndlingsklip fra filmen, nemlig da bandet er i studiet for at indspille deres demo, og de er kommet til sangen When Your Mind’s Made Up. Jeg elsker energien i den… (sangen er desværre klippet lidt i videoen, men kan høres i sin fulde længde nedenunder):
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/11825561″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]
Damien Rice – Elephant
Og når man nu alligevel er ved de højlydte irer, hullede guitarer og hvad ved jeg, så kan man selvfølgelig ikke komme uden om Damien Rice, som altid er god for en sang hvor følelserne hænger udenpå tøjet, og videoen nedenfor demonstrerer netop dette. En smuk smuk sang!:
Bell X1 – Tongue
Damien Rice’s gamle band (tilbage i 90erne) Juniper, der den dag i dag går under navnet Bell X1, slipper da heller ikke udenom denne top 3. Deres album Music In Mouth fra 2003 har mere eller mindre fulgt mig lige siden, og det er en lige stor fornøjelse hver gang jeg genopdager pladen. Især nummeret her, vil altid være blandt favoritterne:
Hymnetid
Nøgtern betragtning af anmeldelse: Alternativ anmeldelse af det selvbetitlede debutalbum med Hymns From Nineveh med fremhævelse af enkelte numre – også kendt som favoritter.
Rage. Silence. Love.
Super enkelt nummer i sin form. Det er en fin sag, hvor der er koblet et fint blæser-arrangement på til sidst. Enkeltheden gør, at teksten får lov til at fremstå ekstrem nøgen, og fokus herpå virker meget velovervejet. En fantastisk gribende sag.
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/10837287″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]
Daughter Of Zion
Sangen er ifølge Jonas Petersen selv skrevet på et plejehjem, han boede på i en periode, og nærværet er virkelig i centrum. Forestiller man sig en ung mand iagttage de ældre skæbner, der eksisterer på en sådan institution, så giver det et yderligere interessant lag i sangen. Det sporadiske og svævende klaverlag virker ekstremt dragende, ligesom guitarens delay og de næsten hviskende stemme, der nynner i begge sider af høretelefonerne giver sangen liv. En af højdepunkterne på Hymns From Nineveh.
Drink Deep From The Well
Jeg ved ikke hvad, der drager mig ved dette nummer. For det første er det arrangeret fremragende – især korarrangementerne er et solidt stykke håndværk. Vokalen befinder sig i et kolossal rum, hvor pointerne får tid til at trænge ind. Desuden er jeg vild med falset-uh-delene, der giver goose bumps. Den snært at ustemning, der er i det rigtige flygel/klaver, nummeret er spillet på passer perfekt til skrøbeligheden i nummeret.
Jeg (Rikke) har været i et kæmpe dilemma omkring hvilke sange jeg skulle fremhæve, da jeg for det første er meget betaget af pladen som helhed, og der er mere end 3 sange der bringer både minder og bestemte følelser frem. Men jeg er efter nøje overvejelse kommet frem til følgende…
Hymn For The Lover
Sjældent oplever man en sang der kan gribe ind og røre så dybt at du pludselig befinder dig i en tilstand hvor tårerne triller ned ad kinderne, bare fordi den er så smuk, simpel og lige til.
Eveningsong
Én af de simpleste sange på pladen nok. En rigtig dejlig godnatsang, som bringer referencer til garvede folk som Don McLean m.fl.
Selma
Jeg elsker denne her sang! Den indbyder til fællessang på den gode måde. Den har fulgt mig lige siden jeg for et års tid siden stødte på den for første gang. Fantastisk opløftende og catchy sang, som er så vanedannende, at du får meget svært ved at få den ud af hovedet når den først er kommet derind.
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/10837718″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]
Det er jo ingen hemmelighed at vi her på blaa vinyl har set rigtig meget frem til denne udgivelse, og vi er bestemt heller ikke blevet skuffet. Tværtimod. Den kommer uden tvivl til at blive én af årets plader!
Køb den før din nabo her eller i signeret udgave her. Eller endnu bedre på vinyl i Route 66 i København og Århus fra i morgen.
X-factor – et Game Show
Jeg har flere gange på denne blog givet udtryk for hvor interessant jeg synes fænomenet ved programmer som X-Factor er. Aftenens program af ovennævnte har fået mig på banen igen…sikke et intenst program!
Der var igennem hele aftenen en ret agressiv stemning blandt dommerne, og de gange både Blachman og Cutfather var ude med riven, havde undertegnede skræmmende nok tænkt samme tanke som dem under sangen, nærmest ordret. Rosendahl’s raseri i finalen var både ikke overraskende og overraskende på én gang. De efterhånden mange gange undertegnede har mødt hende i tidens løb, havde jeg svært ved at forestille hende bryde ud i lys lue som hun gjorde i aften, men på samme tid var det præcis det der manglede fra hende. Det dur ikke at være den konstant forelskede og positive dommer, som man nærmest aldrig kunne forestille sig være i forsanger i et band som The Storm (hvilket er et projekt jeg heller aldrig helt har forstået hende i, men det er en anden side af historien). Kort sagt var det rigtig dejligt endelig at se hende tænde af og hamre i bordet.
MEN…! Fejlen her er at hun som dommer går ind i spillet med følelserne på ydersiden. Respekt for at have hjertet med…men som ordsproget siger; Kærlighed gør blind, og som jeg så det her til aften, blev Rosendahl forvandlet til den ultimative hønemor idet hun reagerede som hun gjorde, hvorimod Blachman agerede den hårde læremester og sagde aftenens mest realistiske og rigtige sætning; “Det er et game show, det ved vi, så skal i lade være med at melde jer. Man ryger lige pludselig herned, og sådan er det!”
Blachman er tydeligvis den eneste af de to der i virkeligheden har forstået pointen med hele det show. For den vat Rosendahl tydeligvis prøver at pakke deltagerne ind i, er jo netop den tåge af en drøm som programmet forsøger at sælge: “få en karriere som popstjerne på rekordtid!”. Netop den karriere de vil opnå, opnåes i virkelighedens verden netop ikke uden blod, sved og tårer, og Blachman’s hårde tilgang til dem, får dem jo netop til at vokse med opgaven. Tårer er ikke nødvendigvis en dårlig ting.
X-Factor er og bliver et gameshow og jeg elsker det højere og højere for hver gang jeg ser det pga. en dommer som Blachman, som i så stor grad kæmper på musikkens præmisser og hverken lefler for drømmen, kendtheden og hvad har vi ikke som ungdommen nu til dags er så pokkers fokuseret på.