Kategori: Rikkes indlæg

alcoholic faith mission

Det er ved at være et par år siden jeg blev introduceret til dette fantastiske band, da jeg fik stukket en plade i hånden. Det var kærlighed ved første lyt. Siden da har jeg haft fornøjelsen af at se bandet i levende live et par gange og til at stifte bekendtskab med bandets bagkatalog. Jeg må dog indrømme at jeg er størst tilhænger af de seneste to plader, hvoraf den seneste Ask Me This som udkom d. 3. oktober, nærmest har kørt på repeat i pladespilleren lige siden den udkom. Dog havde jeg det i starten lidt svært ved intronummeret Down From Here, som det første minut udelukkende består af vokaler og dermed bringer tankerne på noget helt andet og mere helligt end man lige havde regnet med, men pladen blev hurtigt for mit vedkommende reddet med skæring to Alaska, som må siges at være yndlingsnummeret, hvilket det har været lige fra første lyt. Og jo bedre jeg har lært pladen i sin helhed at kende, giver intronummeret mere og mere mening. Det er alt i alt en dejlig harmonisk plade som kan anbefales på det varmeste.

Nu vi er ved det, så spiller Alcoholic Faith Mission på lørdag på Stengade sammen med Deer Bear, som en del af New Era Tour #4. Og der er noget at se frem til, for Alcoholic Faith Mission er et fantastisk band live, hvilket denne anmeldelse også gør klart endnu engang. Dørene åbner kl. 21, og det koster blot 90 kr at komme ind. Du kan også købe billet lige her. Læs mere om arrangementet her. Undertegnede ser meget frem til denne lørdag, og jeg ved at min medblogger gør det samme. Vi ses!

Vi fik desværre ikke lov til at streame yndlingsnummeret i denne omgang, men tilgengæld får i her et lyt med på skæring 3 Into Pieces:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/25898614″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″]

Orv…og her er forresten lige yndlingsnummeret fra deres foregående plade. My Eyes To See fra Let This Be The Last Night We Care:

Efterårs playliste

Der er ikke så meget gang i den herinde, og det skyldes som sædvane travlhed på alle planer. Men derfor er der da stadig tid til at lytte musik. Så derfor et lille kort indlæg om de sange som får mig igennem min hverdag pt:

Indianna Dawn – “I Will Always Miss You”

Ulige Numre – “København”

The Antlers – “Putting The Dog To Sleep”

De to sidstnævnte er iøvrigt begge bands jeg glæder mig rigtig meget til at opleve i levende live henholdsvis d. 17. november på Spillestedet Stengade (Ulige Numre + Den Fjerde Væg) og 10 dage senere d. 27. november i Lille Vega (The Antlers + Dry The River)

poetry in mono – et musikalsk kollektiv

Indie-genren har haft trange kår på Stengade siden stedet genåbnede, og undertegnede har fulgt denne sørgelige udvikling, så derfor bad jeg min veninde, Danielle Mandix, om at skrive en tekst, som klargjorde indiemusikkens historie på Stengade og begrebets udvikling generelt igennem tiden i et forsøg på at kortlægge, hvor genren befinder sig den dag i dag, og det endte ud med følgende meget rammende beskrivelse:

“Stengade 30’s hedengangne Indie Night, er kendt og elsket i det Københavnske musikmiljø. Alle der har interesseret sig for rockmusik har højst sandsynligt tilbragt mindst én uforglemmelig aften i Stengades lokaler. Her var en mulighed for at møde ligesindede, og mange danske bands er blevet dannet der – jeg tvivler stærkt på at noget nogensinde ville kunne erstatte det. Men det er jo heller ikke et spørgsmål om at ”genopleve de gode gamle dage”, men nærmere at give et nyt kuld musikinteresserede unge den samme mulighed som man havde ”dengang”. Et sikkert sted. Og en kvalitetsgaranti.

Fænomenet Indie har i de sidste to årtier udviklet sig vidt og bredt, og bruges på tonsvis af bands, som har tusind forskellige måder at være “indie” på. Det kan være svært at skelne det ene fra det andet. Det er indie-genrens største fejl, og samtidigt dens største force: for heri ligger også muligheden for mangfoldighed. Der er både noget for dem der vil have synthesizers, dem som er mere til en laid back lo-fi lyd og for dem som elsker når der er masser af distortion på guitaren. Eneste rigtige fællesnævner er vel følelsen af noget “ægte”; musikere, arrangører og pladeselskabsfolk der alle sammen brænder for musikken.”

Vi skal have den nye generation af Indie Night publikummet tilbage til Stengade. Vi ønsker at Stengade bliver STEDET hvor indiemusikken (uanset afart, nationalitet eller niveau) bliver dyrket, elsket og hørt.

Vi har valgt at kalde Poetry In Mono for et kollektiv, da vi er en organisme i det danske musikliv, som altid er åbne for nye inputs og tiltag, såvel som bredden af musikken. Kollektivet kommer til at bestå af en masse musikelskere, som vil være med til at hjælpe til på den ene eller den anden måde (hvad end det er en
en DJ tjans, eller en kontakt til en kameramand el. lign.) + de forskellige spændende mennesker der findes derude, som kunne komme med fede inputs til hvad der rører sig lige netop nu! Og kollektivets absolutte hjerte og kerne vil så være Danielle og undertegnede.

Derudover vil denne blog få en central rolle. Både i forbindelse med vores ”normale” Poetry in Mono aftener, men også på en særlig aften én gang pr. sæson, hvor blaa vinyl vil være det absolutte centrum. Dels for at have en konkret platform, hvor kunstneren har muligheden for en ekstra eksponering og for at etablere et forum, hvor blaa vinyl kan være et online diskussions- og samlingssted. Derudover vil de pågældende aftenener have et hovedfokus på danske kunstnere idet blaa vinyl, som udgangspunkt altid har haft et hovedfokus på anbefalinger af kunstnere med en dansk baggrund.

Det første Poetry In Mono arrangement løber af stablen på Stengade fredag d. 9. September. Flere detaljer følger snarest. Vi håber selvfølgelig at konceptet vil blive taget godt imod og at i er friske på at joine kollektivet hvis i føler i har noget på hjerte.

Kontakt:
danielle(at)poetryinmono.com og/eller rikke(at)poetryinmono.com
Tjek også vores Facebook side.

Min indre poptøs

Som jeg har nævnt tidligere herinde, var jeg ret tosset med Take That dengang jeg var 9-10 år. I samme forbindelse optog jeg en koncert i fjernsynet på VHS, og så koncerten igen og igen og ønskede at jeg engang ville blive én i havet af publikum og lightere (som ironisk nok er blevet skiftet ud med mobiler nu til dags). Siden er jeg gået hen og blevet voksen og har egentlig lagt Take That på hylden for længst. De kom ikke engang ned da de annoncerede at de blev gendannede eller da Robbie sidste år langt om længe joinede de andre fire. Samtidig har jeg sjovt nok heller aldrig været tosset med de her store stadion koncerter, da jeg er til de mere intime rammer. MEN min indre poptøs har været ved at gå til af misundelse og hvad har vi ikke det seneste stykke tid, fordi jeg ikke skulle i Parken og se dem. Så da muligheden pludselig dukkede op ud af den blå luft i går aftes, sprang jeg til på trods af at jeg var dødtræt og lidt på vej i seng. Afsted jeg skulle…

Det var et øredøvende brøl af skrigende kvinder og piger der mødte mig idet jeg ankom og forvirret fandt frem til min siddeplads. Og sikke en sceneopsætning! Jeg var lidt sent på den, rundtosset og ankom lige idet Robbie Williams gik på med sin solodel af showet, som jeg synes var pænt malplaceret i forhold til at der står Take That på min billet. Ikke at man skal undervurdere nogle af de pop-perler han har i sit bagkatalog (Angels hænger dog undertegnede langt ud ad halsen), men så kunne han da i det mindste have tænk lidt kreativt hvis han så gerne ville have sine sange med på setlisten, og få de andre med på den ene eller anden måde. Det skal ikke være nogen hemmelighed at Williams i sin tid i mine øjne og ører var den jeg mindst brød mig om i Take That…men det har sjovt nok ændret sig betydeligt med årene af forskellige årsager. Én af dem, er at han er den med den stærkeste sangstemme i bandet.

Jeg havde svært ved at fange stemningen, som jeg skiftevis sad og stod imellem både unge og ældre kvinder og mænd der øste den ene fadøl indenbords efter den anden, og vuggende skrålede i takt til de fleste af numrene (selvfølgelig allerhøjest til hitsene), men det ændrede sig heldigvis gradvist da Gary Barlow satte sig ned ved et flygel, og de fyrede en lille medley af med nogle af alle de gode gamle numre. Men det var stadig som om en antiklimaks nagede mig. Det var kun når de hev sange frem fra 90’er bagkataloget at jeg glemte alt om det og fandt mig selv stå og skråle med og blive helt grebet af sceneshowet. Resten af tiden følte jeg lidt at jeg var malplaceret og en del af en stor havefest af den slags jeg ikke er den store fan af. Men det var nu dejligt endelig at få min drøm opfyldt, på trods af at det er så mange år siden, og at jeg på ingen måde har helt det samme for dem længere. De kan dog stadig lave fine sange som videoen nedenfor demonstrerer perfekt. Uanset hvad, har jeg stadig stor respekt for drengene der er gået hen og blevet mænd, og for den måde de stadig prøver på at være i øjenhøjde med deres publikum.

Cop. Col.

Jeg er ikke helt sikker, men jeg mener bestemt at jeg før har udråbt Planeten i Huset i Magstræde til min absolutte favorit scene i hele København (hvis ikke hele Danmark med) udover Stengade selvfølgelig. Fordi den er så dejlig intim og lyden for det meste er kanon. Disse dejlige omgivelser var med til at give mig en kæmpe oplevelse i lørdags, da jeg havde lagt billet ind på Copenhagen Collaboration, som den opmærksomme musikelsker sikkert er stødt på en gang eller to i løbet af den sidste uge, pga. deres fremragende coverversion af Band of Horses sang The Funeral;

Det er længe siden at jeg på den måde har kunne forsvinde ind i min helt egen bobbel og bare svæve væk med musikken. Jeg var især svært glad for de visuelle drømmescenarier de havde blæst op på bagvæggen, som stod i fin harmoni med musikken. Det var en rigtig god musikalsk oplevelse. Bandsene spillede sammen på kryds og tværs og mange af musikerne havde op til flere roller hele koncerten igennem. Af højdepunkter kan jeg nævne Before The Show (som efter min mening spillede 1 nummer for lidt), Sleep Party People (som jeg dog førhen ikke har været så glad for) og My Name Is Legion og Hellraiserten, som begge var store overraskelser. Førstnævnte fordi de med ét forvandlede scenen til et stort rave, hvor danseskoene ikke fik for lidt og sidstnævnte, fordi jeg aldrig før har hørt bandet og musikken tiltalte mig yderst meget. From Sarah var også et rigtig godt input og selvfølgelig var koncertens afslutning med hele banden på scenen der fremførte det førnævnte Band of Horses nummer det absolutte højdepunkt. Man kunne nærmest ikke have afsluttet en så dejlig aften bedre eller smukkere…og med disse ord kommer her et sidste stemningsbillede fra den netop nævnte afslutning:

spot festival 2011

Traditionen tro skal undertegnede på denne tid af året en tur til Århus og nyde en masse musik i to hele dage på yndlingsfestivalen SPOT. Sidste år indebar den 7. af slagsen en masse arbejde i forbindelse med en praktik, men i år er der knap så meget at se til og dermed meget mere at se på og lytte til. Jeg har glædet mig meget, og sidder her i toget og forstår ikke helt at jeg allerede er på vej…

Det har været en meget hektisk tid her op til festivalen, så har knap haft tid eller overskud til at sætte mig ind i programmet, men som det ser ud lige nu, kunne jeg godt tænke mig at se følgende:
Let Me Play Your Guitar feat. Talking To Turtles (DE), Bigbang, Pil & Liv, The William Blakes, 4 Guys From The Future, Jenny Wilson feat. Tensta Gospel Choir, Darkness Falls, Just a Number 05272011, Mugison, Thulebasen, Helsinki Poetry, Girls in Airports, Treefight For Sunlight og Iceage…phew. Se det var bare i dag fredag…
Lørdag byder på: Hess Is More feat. Rasmus Zwicki, Some Speak of The Future, Dad Rocks!, Il Tempo Gigante, Deer Bear, Glass Arena, Raised Among Wolves, The Malpractice, Orka feat. Ben Osborne’s Noise of Art with The Pile and Dec Shoes og Messy Shelters.

Ud af alle de navne har jeg én stor favorit, som jeg virkelig ser frem til at opleve…nemlig The Malpractice. Fra at have været en plade som jeg synes brugte lidt for mange Kashmir’ske elementer, er Tectonics virkelig vokset på mig det sidste stykke tid, og jeg kan slet ikke stoppe med at lytte. Lyt selv:

Derudover ser jeg ekstra meget frem til Glass Arena efter min medskribents fine anmeldelse af dem tilbage i marts. Og jeg er meget nysgerrig på Helsinki Poetry, Raised Among Wolves og Deer Bear.

Bliver spændende at se hvor mange af dem jeg egentlig nåede og hvilke der overraskede eller skuffede, når vi når om på den anden side af festivalen…ha en dejlig weekend!