De er fra Texas. Jeg har fulgt dem i snart 10 år, set dem live en enkelt gang og elsker at svæve væk i deres post rockede lydlandskaber. Explosions In The Sky har i dag offentliggjort en smuk smuk video til sangen Postcard From 1952 fra pladen Take Care, Take Care, Take Care (2011).
Det er en video som på smuk vis bringer dig igennem alle de klassiske barndomsminder på en forunderlig måde. Tag dine hovedtelefoner på, luk verden ude for en stund og tryk play:
Som det er hvert år omkring denne tid, skal denne blog selvfølgelig afsted til årets SPOT Festival. For undertegnedes vedkommende er det den 9. gang i træk, så man kan vel efterhånden kalde sig en veteran. Jeg glæder mig i hvert fald som et lille barn, som jeg altid gør. Det er og bliver én af mine yndlingsfestivaler. Og i år er ambitionerne høje, da jeg har en plan om at nå at se samtlige af følgende navne:
FREDAG:
CopCol – live reworked by T. Finland & Mikkel Meyer
Masha Qrella (DE) & Dangers of the Sea (DK)
Age of Giants
RebekkaMaria & The Hymnboy
Vessel
LCMDF
Waldo & Marsha
Carlis
Choir of Young Believers
Donkeyboy
Young Dinosaur
Lovespeed
Reptile Youth
LØRDAG:
Snake & Jet’s Amazing Bullit Band
Marybell Katastrophy (DK) & Nils Frahm (DE)
Shiny Darkly
In Memoirs
Indianna Dawn
Of The Wand & The Moon
My Bubba & Mi
Lukas Graham
Green Pitch
Rum 37
Mellemblond
Asbjørn
Prinspóló
Taragana Pyjarama
The Echo Vamper
Chorus Grant
Der er jo altid nogen man ser mere frem til end andre. Nogle af dem fordi man har set dem før og ser frem til at se hvordan og om de har udviklet sig, og andre fordi man har læst og hørt så meget godt om dem, men endnu ikke fået dem set. Det skal dog lige nævnes at der kun er 5 af ovennævnte navne jeg har set før, så jeg synes selv jeg har været dygtig til at overholde mit dogme i år. Nu må vi bare se om det holder i virkeligheden.
Som altid sker der også en masse andre ting udenfor SPOT, som oftest gør forvirringen større. I hvert fald for mig, hvilket resulterer i at jeg år for år prøver at navigere udenom disse arrangementer og kun fokusere på hvad der sker på selve festivalen. Men det er efterhånden svært kun at holde fokus, dels fordi disse arrangementer med årene har udviklet sig til nogle federe og federe arrangementer og knap så meget hemmelighedskrammeri, men dels også fordi at der ofte følger goder som gratis drikkelse og lignende med til disse arrangementer (har dog planer om at holde en nogenlunde sober SPOT i år, da der jo er lagt et stramt program for dagen). Så jeg har derfor sat mig for at starte min SPOT festival fredag med Pumpehusets Dayparty i M.P. Bruunsgade
Tjek det ud her.
Lørdag går turen – medmindre et seminar kommer i vejen – til V58, som jeg endnu mangler at stifte bekendtskab med i den virkelige verden, hvor en flok musikelskere har fundet sammen og stablet denne dayparty på benene:
Han er én af de kunstnere som jeg til at starte med, ikke kunne fordrage. Det hele startede tilbage i 2003, da jeg af en dansk musiker fik anbefalet det her album Want One af ham her Rufus Wainwright. Jeg købte CD’en (det var før jeg var gået over til vinyler) og satte den på og lyttede den igennem fra ende til anden. Jeg tror endda jeg pillede den af inden sidste nummer, da jeg simpelthen ikke kunne holde ud at høre på denne her stemme. CD’en blev lagt på hylden og glemt i en række måneder.
Indtil en dag hvor jeg hev den ned fra hylden igen og tænkte at han altså måtte have en chance til. Denne gang var det forelskelse ved første lyt. Ikke ret lang tid efter udkom hans fjerde album, Want Two, som ligesom et’eren tog en del gennemlytninger før den vandt ind. Og kort tid efter besøgte han Store Vega, hvor jeg selvfølgelig tog ind og så ham, og for først gang var vidne til ét af de mest spektakulære shows jeg nogensinde har set med ham (har set ham 4 gange mere siden dette show). Det var helt sikkert overraskelsesmomentet i og med at man ikke regnede med noget specielt, så da han og bandet trådte ud iført alt fra lingeri til SM-kostume og sorte dildoer og jeg skal komme efter dig, skulle der fremover meget mere til at overraske mig. Ikke engang hans optræden som Messias der bliver korsfæstet alt imens han synger Gay Messiah (Want Two), da jeg så ham i Det Kongelige Teater senere samme år kunne rykke noget.
Overraskelser eller ej. Jeg tog ham virkelig til mig med tiden og lod mig charmere af den flamboyante ultramusikalske herre. Men som det er med så meget andet, så vokser man så at sige fra musikken på et tidspunkt og den kommer igen op på den støvede hylde for en periode. Indtil forleden hvor Rufus spillede i Falconer Salen, og en stor del af min omgangskreds skulle ind og se ham, og jeg igen blev mindet om hans plads i mit hjerte. Jeg har endnu ikke nået at høre hans nye plade, men faldt over dette klip i dag:
Han har stadig en stor plads i mit hjerte og selvom han sikkert vil opleve at skulle støves af en del gange mere, så vil hans plader altid være en del af mit liv.
På fredag går det løs. Den sjette Poetry In Mono løber af stablen, og til at sørge for at det bliver en uforglemmelig aften, har vi besøg af Girls Love Rallie, Hell Is In Hello, Starcrash og The Banana Hold Up! DJ’s. Hovedpersonen i førstnævnte giver her fem bud på hvad der rocker hans verden pt:
Glen Campbell: Ghost on the Canvas
“Ghost on the Canvas” (Surfdog, 2011)
– Mit seriøse sangskrivercrush Paul Westerberg har skrevet titelnummeret til Glen Campbells svanesang. Wrecking Crew legenden blev diagnosticeret med Alzheimers sidste år og valgte at udgive et sidste album. Westerbergs egen – noget mere famlende – version er at finde på Ep’en ”PW & The Ghost Gloves Cat Wing Joy Boys” fra 2009.
King Louie and the Loose Diamonds: Gypsy Switch
“Memphis Treet” (Empty, 2007)
– Jeg blev først for nyligt opmærksom på King Louie Bankstons imponerende oeuvre til en kombineret Fossils koncert og hornfisketur i Helsingør. Sangen er måske bedre kendt med The Exploding Hearts, men i mine øjne er King Louies version laaangt bedre. Det kan selvfølgeligt have lidt at gøre med backingbandet, der blandt andet består af Jack Oblivian og Harlan T. Bobo. Rart igen at have en svært tilgængeligt diskografi at skulle lede efter.
Parthenon Huxley: Bazooka Joe
“Mile High Fan” (Not Lame, 2006)
– Denne version af “Bazooka Joe” er indspillet i perioden 1988-1993, da Parthenon Huxley arbejdede som sangskriver i L.A. Sangen bør faktisk høres sammen med den akustiske udgave fra albummet ”Live In Your Living Room” for at få et samlet billede af sangskrivningens overlegenhed. En stone cold power pop klassiker!
Cleaners From Venus: Julie Profumo
Going To England (RCA, 1987)
– Perfekt lille popsang fra Martin Newell og co. Min interesse for Cleaners From Venus blussede for nyligt op, da jeg fik fat i Newell’s bog “This Little Ziggy” om hans glamrock oplevelser med bandet Plod. Rigtig god bog og rigtig godt band og rigtig god koklokke.
V-3: Son of Sam Donaldson
“Negotiate Nothing” (Ropeburn, 1992)
– Jeg har været ret betaget af Ohio’s old guy lo-fi scene (80’er og 90’er) i den seneste tid. Ron House, Tommy Jay, Mike Rep osv. Naturligvis tager Jim Shepard til hver en tid prisen (hvad end denne måtte være) og nummeret ”Son of Sam Donaldson” indeholder alt, hvad jeg elsker ved manden. Stor, sort sangskrivning!
Måske ikke den mest passende titel her på 100 års dagen for forliset på Titanic, men Asbjørn udgiver i morgen sit debutalbum kaldet Sunken Ships, som måske nok nærmere er en slags metafor for det melankolske islæt denne plade har. For ja, selvom singlerne The Criminal og Strange Ears begge har lagt op til en mere dansabel plade, så har den stadig de tilhørende ballader hvor især pladens to sidste skæringer Father Figure og We We We byder på de smukke og finurlige af slagsen. Dermed ikke sagt at pladen ikke er dansabel, den er bare ikke så dansabel som der måske var lagt i ovnen til, og det er bestemt ikke nogen kritik, for undertegnede er vild med de melankolske strøg der dukker op hist og her. Selv i en sang som The Criminal:
“Don’t tell me stories of the sunken ships / it’s too much for me to take in / But will you tell me how you deal with a broken heart? / I don’t know you say and go”
Lyt her:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/33496892″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0646f0″ width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]
The Criminal, Rainbow Chalk og We We We må siges at være blandt undertegnedes absolutte favoritter. Og vi har her på bloggen helt eksklusivt fået lov til at streame netop We We We, hvilket vi er meget beærede over. Så tag endelig og lyt til det smukke og nærmest bogstaveligt talt nøgne nummer hvor Asbjørns sangtalent virkelig er i front:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/43186518″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0646f0″ width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]
Det er alt i alt en smuk og helstøbt plade og rigtig godt gået af Asbjørn, som endnu ikke er trådt ud af sine teenage-år. Det er god skæv pop med en masse stemninger hele vejen igennem. Pladen udkommer desværre ikke på vinyl med det samme, men er derimod fra og med i morgen at finde som digital download og CD. Den kan anbefales på det varmeste!
Om præcis en uge, fredag den 20. april, løber den sjette Poetry In Mono af stablen på Stengade. Denne gang i selskab med den fremragende og selvopfundne genre nordjysk soul og hele 3 bands. Hell Is In Hello er én af disse bands og vi har her på bloggen fået forsanger Rasmus Hedeman til at komme med et bud på 5 sange der rocker hans verden for tiden. Lyt med her:
Glen Campbell – Ghost on the Canvas
– Det kan godt være, han er 75 og har fået Alzheimers, men vokal mæssigt
lyder Glen Campbell stadig fremragende. Han rammer vemodigt og
samtidigt selvsikkert. Sangen er skrevet af Paul Westerberg og det er
i sig selv nok til, at tjekke den ud.
Charanjit Singh – Raga Bhairav
Jeg tripper ret meget over indisk musik for tiden, og lige præcis
dette nummer fik mig i gang. Det siges, at Singh lavede den første
acid house plade nærmere betegnet i 1982 med pladen Ten Ragas to a
Disco Beat.
Cymande – Fug
– Soul/funk-klage sang. Med en ordentlig omgang sax solo og bas-drevne
grooves, alt sammen spillet med lige stor lethed.
Umberto – Temple Room
– VHS-skæv horror fra 2010. Det er dybt, innovativ retro- progressiv
musik tilsat de fineste elementer fra Goblin og John Carpenter.
Lee Hazlewood – My Autumn’s Done Come
– En all-time-favorite som altid hitter hos mig. En herlig trist ballade
med smukke strygere og måske en af Hazlewood’s mest gribende tekster.
Det bliver en aften du helst ikke vil gå glip af. Læs mere om arrangementet her. Billetter købes her (bemærk, ingen gebyr).
Forleden da verdens vel nok største branchefestival SXSW i Austin løb af stablen, gæstede vores gode ven Andreas Rasmus Nielsen (The Big Oil Recording Company, Crunchy Tunes) arrangementet. Han lovede at komme hjem med en anbefaling til blaa vinyl og som sagt så gjort. God fornøjelse – vi giver ordet til Andreas Rasmus Nielsen:
Nu er det efterhånden et par uger siden at SXSW sluttede og kaoset forlod Austin, Texas. Jeg var til festivalen for anden gang i år (2011 var min første) og havde igen denne gang et væld af store musikalske oplevelser. Årets bedste koncert og, helt generelt, oplevelse var dog Canadiske Purity Ring, som jeg op til festivalen havde glædet mig til at se (baseret mest af alt på deres fantastiske sang Lofticries fra sidste år).
Purity Ring – Lofticries:
Før koncerten var jeg usikker på at deres sfæriske elektroniske alt. pop (eller hvad pokker man skal kalde det) kunne oversættes til live, men det viste sig at være en unødvendig bekymring. De to medlemmer af Purity Ring gik på scenen sent torsdag aften i en totalt mørkelagt Central Presbytarian Church med et både simpelt og imponerende setup. Forsangerinde, Megan James, var bevæbnet med kun en mikrofon og en arbejdslampe, som visuelt virkemiddel, mens duoens anden halvdel, Corin Roddick, kontrollerede musikken gennem en sampler (jeg gætter på APC) og syv lamper, der hver fungerede som triggers (se video herunder).
Med disse få virkemidler spillede de en fremragende og ekstremt gennemført koncert, der konstant fik publikum til at rejse sig fra deres sæder i ren jubel. Corin Roddick klippede og klistrede elegant musikken og Megan James’ vokal live mens hun gled rundt på scenen i en passende uskyldig og drømmende gang. Alt gik op i en højere enhed og Kirken som omgivelse gav den helt rigtige blanding af rumklang, atmosfære og svag uhygge. En stor oplevelse og en af de bedste koncerter jeg nogensinde har set.
Lofticries (Live @ Fader Fort):
Ungirthed (Live @ Fun Fun Fun Fest):
Siden SXSW har de faktisk signet med 4AD, så nu kan man kun krydse fingre for at de kommer forbi Danmark meget snart…
Andre højdepunkter: Thee Oh Sees med Christopher Owens (Girls) på tamburin og et ekstranummer hvor Fresh and Onlys’ trommeslager også spillede med, Natural Child, Grimes og, sidst men ikke mindst, Black Joe Lewis and the Honey Bears.
Største skuffelse: Charlie XCX – ekstremt akavet optræden med en lidt for ung og lidt for seksuel pige og hendes kiksede koreografi (eller mangel på det samme).
Vi havde i november sidste år, til Poetry In Mono #3, fornøjelsen af at have besøg af det danske band No Hay Banda, som i september sidste år udgav deres anmelderroste debutalbum Wow & Flutter. Nu er de på banen igen med deres nye single Heartfailures som du kan lægge ører til herunder:
