Det virker det heldigvis til at være tilfældet med følgende kommentar på deres facebook:
“Der er mere på vej, måske som ep eller digital udgivelse.”
Rosenkrantz & Gyldenstjerne er endnu et projekt fra det nordvestlige Danmark, hvor der tilsyneladende er gode vilkår for nye alternative kunstnere. Det er så også tilfældet med denne duo Roar og Niels Christian, der er har fået ingen ringere end Sleep Party People / Scarlet Chives – manden Brian Batz til at mixe Tiddlers nedenfor.
Der er en tone over det, vi allerede har på repertoiret i denne tid. Den tradition CODY, The New Spring, Hunch Bettors, Hymns… og i nogen grad One-Eyed Mule, om end den mere folkede tone er mere dominerende fremfor deciderede country-folk. Det er ikke mindst tilfældet i Tiddlers.
Den er meget umiddelbar med det to-stemmige omkvæds-kor, og de vel-akkompagnerende guitarfigurer. Især den bassede stemme i kor-arrangementerne giver en dejlig dybde. Det er ikke mindst det håndspillede, der er i centrum med en klikken og klakken af diverse perkussion instrumenter og et moderigtig tam-spil (det fungerer godt på Tiddlers, vil jeg lige understrege).
Jeg er meget spændt på at se, hvad det næste bliver fra denne duo. Vi følger i hvert fald med så send det meget gerne tak.
Jeg vågnede en søndag eftermiddag i sommers med tømmermænd, men med en iver – trods træthed – for at komme ud og samle noget inspiration. Så jeg drog afsted til Fair Fælled Festival i håb om at blive inspireret. Da jeg kom derud, stak jeg hovedet ind i første og bedste telt, og fik øje på denne her smukke unge mand, Asbjørn (tidligere Asbjørn and The Strange Ears), som stod på scenen med sit band og gav den gas. Sikke en performance! Sikke en stemme! Jeg var med det samme helt opslugt.
Det er ellers ikke en genre jeg dyrker så meget, men da jeg i dag kom i tanker om den sommerdag på Fair Fælled og googlede ham på youtube, dukkede nedenstående smukke video op. Jeg har set den op til flere gange, og er især vild med passagen fra 3:15 og frem til slutningen. Enjoy!
Jeg vil gerne have lov til at slå et slag for et sympatisk projekt, når jeg ser et, og det synes jeg bestemt From Sarah er et eksempel på. Debuten Are We Ok (der udkom den 26. marts) har endnu ikke forplantet sig til fulde – den vokser stadig på mig – men især de mere afdæmpede numre eller de “mellem-dynamiske” numre (i mangel af bedre måde at udtrykke mig på) giver mig utrolig meget.
Numre som Ceilings og #7 er netop eksempler på mine favoritter, mens også In the Park er blandt “en af de gode” – som The Malpractices’ Johannes Gammelby ville have udtrykt det (om end han nok havde været mere på en af de rockede). En af de stærkeste sange fra den foregående EP går igen – Demons. Den er stadig god, og From Sarah er stadig stærke, når de skruer op. Overrasket er jeg dog over gruppens lavmælte kvaliteter på trods af Moogie Johnsons fortid i et projekt af denne karakter – Munck // Johnson.
Jeg er glad for debuten, men det er når gruppen lader David Fjeldstrup stå helt for sig selv, at de er bedst i min optik. Hans vokal har nemlig en karakter og en karisma, der i den grad trækker en ind i fortællingen.
Tambourhinoceros er jo disse dages eksponent for en masse meget kvalitativ musik, og derfor overrasker det ikke, at de har fortsat stimen. Det er deres kommende udgivelse med projektet Kala-ok ikke mindst endnu et eksempel på, og flere gode røster (her, her og her) har allerede anbefalet Kala-ok og singlen Stars Are Sailing fra det kommende album Reminiscence Of A Bodily Blues.
Stars Are Sailing er mystiske flader, tilsat en fantastisk stemningsfuld vokal med sitrende guitarer, tambourin, tammer og en række andre elementer, hvor nogen kan være lidt sværere at definere. Selve albummet har fået et par lyt, og det lyder fantastisk lovende, og jeg glæder mig til at få den mere ind under huden – The Beatles-tonen i nogle af numrene er dog opsnuset. Jeg har i hvert fald tænkt mig at bestille en af de 500 vinyler, den udkommer i.
Nyd barometer-nummeret, og køb vinylen. Det må vidst være konklusionen.
Vi er meget glade for, at kunne præsentere den danske gruppe Rum 37 til årets Roskilde Festival på Pavilion Junior. Rum 37 debuterede med en selvbetitlet EP i december måned sidste år, og de spiller en solid, potent og eftertænksom gang dansksproget rock. EP’en er produceret af svenskeren Stefan Boman, der også har produceret for Kent m.fl.
Den P3-venlige rockkvartet består af Kristian Helmuth (sang), Camillo Askjær (guitar), Søren Adolph (bas) og Mikkel Lumbye (trommer/kor), og de har været så venlige, at fortælle lidt om, hvem de er, hvordan de har det med at skulle spille på Dyrskuepladsen, og hvad vi kan forvente os af koncerten.
– Vi er fire venner, der kendte hinanden fra et tidligere band, og vi startede Rum 37 i 2009. Ambitionen var at skrive rocksange med danske tekster. Og udtrykket måtte gerne ramme en både kraftfuld og poetisk tone.
– Efter en tid i øvelokalet var vi i tvivl, om projektet kunne bære. Men en dag voksede sangen Dagen er ny, som senere blev vores førstesingle, ud af en øver. Og med sin søgende melodi, håbefulde tekst og det rockede arrangement satte sangen os på sporet af Rum 37.
– Derefter fik vi skabt en række sange, som vi tog med i vores nye studie på Vesterbro. De indspilninger blev så til en EP, som Target Records udgav i december 2011. EP’en blev efterfølgende rigtig godt modtaget af dagbladenes anmeldere og musikpressen samt P3 og P6. Og det har nu medført, at vi spiller en række spændende forårskoncerter, blandt andet SPOT, Loppen og nu også Roskilde! Og samtidig arbejder vi på nye numre, måske til en kommende plade.
Hvordan vil i selv beskrive jeres musik og jeres lyriske univers?
– Vi forsøger at blande energisk guitarrock med en mere længselsfuld, poetisk nordisk tone. De eftertænksomme sangtekster behandler ofte de konfliktfyldte mellemrum i livet, hvor man går fra et sted til et andet – fra skole til job, ung til voksen, forstad til hovedstad.
I skal spille på Roskilde Festival – hvordan har i det med det?
– Det har vi det utroligt godt med! Bookningen var en kæmpe overraskelse, og jeg hoppede rundt i min lejlighed af glæde, da jeg fik budskabet. Men det virker også – på mærkværdig vis – naturligt for os at skulle spille på Roskilde, da vi i årevis er kommet på dyrskuepladsen som festivalgæster. Samtidig passer vores melodiske rock umiddelbart også godt til Roskildes scener, tror jeg. For vores lille band bliver det indtil videre et musikalsk højdepunkt!
Hvad er jeres forhold til Roskilde festival?
– Ligesom mange andre har vi følelsen af, at det er ”vores” festival, fordi vi har været der så mange gange. Og det, at vi nu skal spille der, forhøjer blot denne dybtfølte relation. Og så ligger dyrskuepladsen vores hjerter nært, fordi vi igennem tiden har oplevet den stærke forbindelse mellem bands og tilskuere dernede. En følelse, der gør, at koncerterne på festivalen kan sidde i kroppen resten af livet. Vi vil arbejde hårdt for at opnå den følelse og publikumskontakt, når vi spiller.
Hvad kan man forvente sig af jeres koncert på årets festival?
– Man kan forvente sig et ekstremt tændt rockband, der spiller hver koncert, som var det den sidste. Mange vil nok blive overraskede over, hvor pågående og intenst vores musikalske udtryk er live. Men vi sætter en stor ære i at spille medrivende og energiske rockkoncerter, der fanger tilskuerne på både forreste og bagerste række.
Vi ser frem til at se Rum 37 på scenen i Roskilde og vil indtil da anbefale, at man checker EP’en Rum 37 ud. Start fx med at lytte/downloade ørehængeren December december herunder eller Sabotør ovenfor:
Det hypnotiserende flotte coverbillede på Young Magic’s debutplade Melt, som udkom på det amerikanske pladeselskab Carpark (Beach House, toro y moi m.fl.) d. 13. februar i år, er nærmest lige så hypnotiserende som musikken på selve pladen. Undertegnede har i hvert fald af flere omgange taget sig selv i at svømme helt væk i begge dele.
Bag Young Magic finder vi bl.a. den australske sanger og producer, Isaac Emmanuel (nu bosiddende i New York), som sidste år drog ud på en 6 måneder lang rejse rundt i verden hvor han indspillede dele af pladen. Tilbage i New York mødtes han med sine to venner Michael Italia og Melati Malay, og Melt begyndte at tage form for alvor. Med guldkorn som Sparkly og den bombastiske You With Air, kan man roligt sige at samarbejdet har båret frugt og der er her tale om en helstøbt plade, som undertegnede snildt kunne se finde vej til hendes liste over årets plader (!). Rygtet siger at Young Magic ligger sin vej forbi Danmark i maj måned, men præcis hvor eller hvornår lader vente på sig. Om ikke andet kan det i mellemtiden anbefales på det varmeste at lægge ører til pladen i sin helhed her.
Eller nyde én af guldkornene her:
OPDATERING: Bandet har netop offentliggjort deres europa tour og den danske koncert bliver d. 29. Maj på Stengade, København. Hurra! Mere info her.
I torsdags løb femte udgave af Poetry In Mono af stablen, og det var i den grad en fest, må jeg godt lige hilse og sige. Det var Girlfriends og Bodebrixen,der slog vejen forbi Stengade. Girlfriends gav sin debutkoncert, mens Bodebrixen berigede os med deres første koncert i over et år.
Girlfriends var et virkelig dejligt bekendtskab med deres føromtalte super-catchy synth/guitar-pop, der har en meget umiddelbar effekt på undertegnede, og som derfor fandt koncerten utrolig positiv taget gruppens liveerfaring i betragtning (i denne konstellation).
Ikke desto mindre var der solid opbakning fra publikum til alle de syv numre (så vidt jeg husker), der blev givet smagsprøver på. Meget lovende gruppe – som vi er meget begejstrede for her på bloggen.
De seks herrer i Bodebrixen sprudlede af spillelyst efter en meget lang livepause, og taget i betragtning at de spillede deres nye kommende album fra ende til anden, så er der i den grad noget at se frem til. De startede ud med en hybrid af deres vanlige glade pop kombineret med en nærmest post-rocket lyd (i situationen mindede det mig ikke mindst om det), og især de første tre numre var virkelig lovende (ved første lyt).
Gruppen ytrede sig desuden om, at de har haft en hård tid, og rendt ind i bagsiden af musikbranchen, hvor ikke alle måske har de bedste intentioner, hvilket de dog ikke gik yderligere i detaljer med.
Indiepopperne lod sig dog ikke mærke af dette resten af koncerten, hvor forsanger Andreas Brixens supplerende spil til trommer og perkussion gav gruppen lige et ekstra tvist energi, ligeledes med Aske Bodes fremragende valg af lyde på sine keys, og de fine soli medlemmerne imellem – hævede det musikalske niveau.
Glædeligt gensyn er nok det nærmeste, vi kan konkludere, og lad os krydse fingre for en snarlig udgivelse.
Der er et bredt udsnit af billederne fra aftenen, der (som altid) alle er taget af den talentfulde Michael Jensen. Se resten her.
Glæd jer i øvrigt til Poetry In Mono #6 den 20. april – hvor Girls Love Rallie, Hell Is In Hello og Starcrash kommer forbi Stengade med nordjysk soul!
På torsdag koncertdebuterer gruppen Girlfriends på Stengade. De har for nylig smidt en selvbetitlet gratis debutep til download via gruppens facebook-side, som undertegnede har nydt utallige gange de seneste par uger. Især er nummeret When You’re Young et favorit track, hvor en fremtrædende bas, synth- og guitarlicks er med til at gøre det til en cathcy – og såmænd også en lidt powerpopppet affære.
Der er i hvert fald genkendelige aner til (dog primært guitarbaserede) grupper som The Posies og Big Star (især et nummer som dette) tilsat synth, for at understrege, at melodierne virkelig er stærkt skruet sammen. Trioen har også haft materiale på blandt andet P6 Beat.
Ikke desto mindre så har de også været så venlige, at sende lidt musikalsk opvarmning fra deres playliste til deres koncert på torsdag den 8. marts. Der er lidt for enhver smag. Se mere til koncerten her.
– Når vi selv arbejder med melodier, bliver vi altid enige om, at The Drums på en eller anden måde formår at sammensætte det simple med det meget smukke – det synes vi slet ikke er nogen dum idé.
– Den nyeste John Maus-plade er helt fantatisk. En god blanding af lo-fi og dansevenlig pop med masser af ekko-vokal. Det her nummer har lige den der gode punkrock feeling, som kunne have været en drøm at høre Jay Reatard lave et cover af.
– Alt i det her nummer holder mega. Det er en TB-303 der spiller baslinien, der er funky guitarer, 2 riffs med 2 akkorder i hver, saxofon solo og en helt igennem fantastisk vokal.
– Der er adskillige gode numre på den nye Drake plade, og det her er bare ekstra optur, da det er Rihanna der synger på det, og Jamie XX der har lavet musikken.
– Joe Goddard fra Hot Chip – som vi alle tre er crazy vilde med – er den ene halvdel af The 2 Bears. Det her nummer rykker max, og det har et virkelig fint og meget klassisk Joe Goddard vokalstykke midt i nummeret.
