anbefalinger fra girls love rallie

På fredag går det løs. Den sjette Poetry In Mono løber af stablen, og til at sørge for at det bliver en uforglemmelig aften, har vi besøg af Girls Love Rallie, Hell Is In Hello, Starcrash og The Banana Hold Up! DJ’s. Hovedpersonen i førstnævnte giver her fem bud på hvad der rocker hans verden pt:

Glen Campbell: Ghost on the Canvas
“Ghost on the Canvas” (Surfdog, 2011)

– Mit seriøse sangskrivercrush Paul Westerberg har skrevet titelnummeret til Glen Campbells svanesang. Wrecking Crew legenden blev diagnosticeret med Alzheimers sidste år og valgte at udgive et sidste album. Westerbergs egen – noget mere famlende – version er at finde på Ep’en ”PW & The Ghost Gloves Cat Wing Joy Boys” fra 2009.

King Louie and the Loose Diamonds: Gypsy Switch
“Memphis Treet” (Empty, 2007)

– Jeg blev først for nyligt opmærksom på King Louie Bankstons imponerende oeuvre til en kombineret Fossils koncert og hornfisketur i Helsingør. Sangen er måske bedre kendt med The Exploding Hearts, men i mine øjne er King Louies version laaangt bedre. Det kan selvfølgeligt have lidt at gøre med backingbandet, der blandt andet består af Jack Oblivian og Harlan T. Bobo. Rart igen at have en svært tilgængeligt diskografi at skulle lede efter.

Parthenon Huxley: Bazooka Joe
“Mile High Fan” (Not Lame, 2006)

– Denne version af “Bazooka Joe” er indspillet i perioden 1988-1993, da Parthenon Huxley arbejdede som sangskriver i L.A. Sangen bør faktisk høres sammen med den akustiske udgave fra albummet ”Live In Your Living Room” for at få et samlet billede af sangskrivningens overlegenhed. En stone cold power pop klassiker!

Cleaners From Venus: Julie Profumo
Going To England (RCA, 1987)

– Perfekt lille popsang fra Martin Newell og co. Min interesse for Cleaners From Venus blussede for nyligt op, da jeg fik fat i Newell’s bog “This Little Ziggy” om hans glamrock oplevelser med bandet Plod. Rigtig god bog og rigtig godt band og rigtig god koklokke.

V-3: Son of Sam Donaldson
“Negotiate Nothing” (Ropeburn, 1992)

– Jeg har været ret betaget af Ohio’s old guy lo-fi scene (80’er og 90’er) i den seneste tid. Ron House, Tommy Jay, Mike Rep osv. Naturligvis tager Jim Shepard til hver en tid prisen (hvad end denne måtte være) og nummeret ”Son of Sam Donaldson” indeholder alt, hvad jeg elsker ved manden. Stor, sort sangskrivning!

En tanke om “anbefalinger fra girls love rallie”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *