blaa vinyl – Side 19

årets danske plader 2013 – rune

Så blev året 2014 – og her lidt forsinket følger undertegnedes 2013-liste. Jeg begrænset min danske liste over årets album til fem styks for i år. Det er nu ikke fordi, der har manglet kvalitet inden for de danske grænser, for der har været utrolig meget med et fantastisk højt niveau. Zoo af Waldo & Marsha var for eksempel en stor overraskelse for undertegnede, mens Ice Cream Cathedrals debut også var af utrolig høj og drømmende kvalitet. Her er dog de fem, jeg har valgt at fremhæve for i år.

5. Synd & Skam – Center

Første gang jeg hørte De Hænder, der er at finde på Center, fik jeg en utrættelig trang til at vride min krop, kaste hovedet op og ned, spille luftguitar og slippe alle hæmninger. Gutterne fra Synd og Skam formår virkelig at skabe noget til tider abstrakt, noget til tider nærmest naiv musik, der trækker på instinkter og musikalitet mere end nogen andre i DK lige nu. En af de mest interessante danske udgivelser i år, sammen med deres anden udgivelse Lad Mig Falde Ind Til Dig.

4. When Saints Go Machine – Infinity Pool

Denne plade bryster sig af at indeholder en af dette års måske stærkeste titelnumre. Derudover bevæger WSGM sig ud af nye spændende græsgange med rap-indslag fra folk som Killer Mike. Disse gutter lyder stadig ikke som nogen andre, og det bliver de i høj grad ved med at udnytte til deres egen fordel.

3. 4 Guys From The Future – Adagio

Bjarke Porsmose og co. fortsætter deres glimrende balancegang mellem kraut-rock og de poppede melodier pakket ind i en elegant og stemningsfuld forklædning. Det er døsigt, nærmest slentrende til tider, mens de store tanker også får taletid. Fremragende toer.

2. Mother Sparrow – I Made A Friend / Gust

Et uhyggeligt knugende album, der desværre er blevet alt for overset. Forgangne Mother Sparrow, der mistede blot 25-årige forsanger Jannick Wiinblad, har udgivet et udvalg af materiale, der var i arkiverne, og sat dem sammen til dobbeltalbummet I Made A Friend / Gust. Overséelsen skyldes muligvis, at musikken ikke er digitalt tilgængelig og skal opdrives på vinyl, men for søren, hvor de små hår rejser sig, når tonerne fra And Maybe We’ll Laugh rinder ud til denne linje: “The wind is right here / and will probably blow you out / and you’ll die / and you will not dwell here”.

1. Mellemblond – Lysvågen

Det stærkeste dansksprogede album fra i år. Lysvågen holder ganske enkelt det højeste niveau hele pladen ud, og den står knivskarpt med Kristoffer Munck Mortensens fantastiske lyriske univers. Åbneren Vågnede En Morgen blive smukt flettet sammen af flere velvalgte guitarfigurer, hvor dovenskaben virkelig svømmer ind over én. Guitaren på Swimmingpoolens Blå er en sand fryd, den kække koklokke og Mortensens tørre vokal. Det er ubetinget den danske vinyl, jeg har lyttet mest til i 2013, og det er ganske enkelt fordi, at det er en formidabel plade, hvor der bliver balanceret fantastisk fint mellem en karakteristisk lyd, men også at bibeholde variation – og opretholde et ufatteligt talent udi sangskrivning. Det er ganske enkelt en fryd at lytte til.

årets danske plader 2013 – rikke

Så er turen kommet til årets fedeste danske plader, og jeg kan hilse og sige at det bestemt ikke har været nemt! Jeg har dog fundet frem til 10 styks som i kan tjekke ud herunder.

10. Kissaway Trail – Breach

– Kissaway Trail er et band jeg i rigtig mange år har haft afskrevet fuldstændig. Hvorfor husker jeg ikke rigtig længere… Bandet har dog præsteret at få min opmærksomhed med pladen her, som efter min mening er deres fedeste udspil til dato.

<a href="http://kissawaytrail.bandcamp.com/album/breach">BREACH by Kissaway Trail</a>

9. Ocean View – Ocean.Puke.Future

– Jeg bookede Shiny Darkly og Ocean View for et års tid siden til Poetry In Mono. Til at starte med var jeg ikke så tosset med Ocean Views mere skramlede lyd. Men efter at have oplevet dem live, var jeg solgt. Ocean View formår at have melodien og riffet med i de fleste af deres sange på trods af det lidt punkede udtryk. Numre som Blood og Cake er især sprøde numre, men jo mere du får lyttet til EP’en, jo bedre bliver samtlige 5 numre:

<a href="http://thebigoilrecordingcompany.bandcamp.com/album/oil006-ocean-puke-future">[OIL006] OCEAN.PUKE.FUTURE. by Ocean View</a>

8. Lars and The Hands of Light – Baby We Could Die Tomorrow

– Her er tale om en rigtig god indie-pop plade der har lidt af det hele. Lige fra strygere, til synthezisers, håndklap og tamburiner. Og for at det ikke skulle være nok, er der adskillige referencer til de glade 60’ere. Jeg er solgt.

7. Ice Cream Cathedral – The Drowsy Kingdom

– Det er en rigtig fin debutplade det her. Den er fyldt med dejlige små popnumre som sidder fast lang tid efter man har lyttet til dem. Den er perfekt til søvnige søndage.

<a href="http://icecreamcathedral.bandcamp.com/album/the-drowsy-kingdom">The Drowsy Kingdom by Ice Cream Cathedral</a>

6. Trentemøller – Lost

– Denne her havde jeg nok ikke lige regnet med ville ende på denne liste da jeg første gang trykkede play. Men det er bestemt en plade der har fået lov til at vokse på mig, og jeg synes det pynter med alle gæstemusikerne. Åbningsnummeret The Dream feat. Low har den vildeste Twin Peaks stemning over sig, en serie jeg først har fået mig sammen til at se i år. Jeg kom til at lytte til den instrumentale udgave af pladen en dag, hvilket kun understregede denne her dystre filmiske lydtapet som Trentemøller har skabt på Lost. Sangen Candy Tongue feat. Marie Fisker er også et meget godt eksempel på det. Jeg er vild med det!

5. 4 Guys From The Future – Adagio

– En meget spændende plade der indeholder både nogle dejlige indie-pop numre med kant til den noget mere støjende og aggressive Corruption der nærmest gør én i tvivl om om man er ved at lytte til den rigtige plade…det er dog kun det første minuts tid der får én til at føle sådan hvorefter nummeret går over i det mere melodiske og rolige igen. Der er selvfølgelig også de helt stille numre som No Morning Comes og Signposts (som har en snert Beatles over sig). Kan varmt anbefales.

4. Jomi Massage – Primitives

– Jeg har altid været stor beundrer af Signe Høirup Wille-Jørgensen, hvadend det har været i Speaker Bite Me eller hendes soloprojekt, Jomi Massage. Vi er begge her på bloggen især begejstrede for pladen Aloud fra 2004. Jeg husker tydeligt en koncert med hende på Pitstop hvor hun snakkede om at “indramme skrøbeligheden og udtrykke den voldsomt”, hvilket hun i den grad også fik gjort på førnævnte plade. Men det er i et noget mere dystert og knap så støjende hjørne hun befinder sig i på Primitives her. Det er en plade der er perfekt til en god lang køretur på de jyske landeveje en mørk vinteraften hvor man ikke bestiller andet end at stirre lige ud i mørket og lader musikken styre ens tankegang for en stund.

3. Mechanical Bird – Bitter Herbs

– Bitter Herbs er en plade der er vokset på mig lyt for lyt. Jeg blev på et tidspunkt bedt om at forklare hvad Mechanical Bird var på en størrelse, og mit svar var:

Det er et dansk band, bestående af en række dygtige musikere (som nærmest allesammen også spiller med i Hymns From Nineveh og nogle af dem er også med i det danske band Kloster) med Jakob Brixen i centrum som sangskriver. De udgav et par EP’er inden albummet her, hvor der var gang i den mere traditionelle singer/songwriter stil med højt til loftet. Men her på albummet er de dykket ned i de psykedeliske 60’ere, og der er kommet lidt mere krudt på…et rigtig godt træk hvis du spørger mig.

2. Nanome – Everything That Moves

– Det her er en plade vi begge her på blaavinyl har set frem til, og den levede i den grad op til forventningerne. Hvis man spørger mig, er det én af de mest undervurderede danske udgivelser fra i år! Numre som To The Woods og Cave har alle dage været mine favoritter, men Hurter, Plain Talk og Empty House er også stærke numre. Det er i det hele taget svært ikke at holde af hele pladen. Der er både plads til det melankolske og eftertænksomme, som Soffie Viemose er en sand mesterinde i, men også det mere dansable. Hør hele pladen her.

1. Mouritz/Hørslev – Allermindst Dig Selv

Den opmærksomme læser havde nok allerede i begyndelsen af denne måned gættet sig til at denne plade ville finde vej til årslisten. Og det er skam ikke uden grund. Undertegnede har det sjældent godt med dansksproget musik, men Mouritz/Hørslev har det som skal til for at kravle ind under huden på mig. Absolutte højdepunkt for mig på pladen er faktisk åbningsnummeret Alting Var Smukkere, stærkt efterfulgt af Gaver Af Ild;

natten kan afbryde én / når man er lige midt i noget forbudt / jeg forsøgte at gøre dig tilpas / det har jeg siden fortrudt

Det er en meget vellykket plade, som er perfekt at have i ørerne når man cykler rundt i Københavns vinterkolde gader.

Andre danske plader fra i år som jeg skal have lyttet lidt mere til:
Scarlet Chives – This is Protection
The Eclectic Moniker – Continents
Waldo & Marsha – Zoo
Ulige Numre – Nu Til Dags
Mellemblond – Lysvågen
Hymns From Nineveh – Visions
Ring Them Bells – Ring Them Bells
Halasan Bazar – Space Junk

Så der er rigeligt at gå i krig med. Godt Nytår!

årets udenlandske plader 2013 – rikke

Der er udkommet så ufatteligt mange plader i år, og jeg mente bestemt at jeg havde haft muligheden for at dyrke langt flere end 10, men det har åbenbart blot blevet ved tanken for kun 8 plader har kunne finde vej til min liste over hvad jeg mener er årets absolutte fedeste plader. Og så er der dem der stadig mangler at blive lyttet til, dem der stadig ikke har fundet vejen til mit hjerte og så er der dem som aldrig fandt vejen til hjertet. Men er det ikke altid sådan? Her er i hvert fald dem der har fundet vej…

8. Jackson Scott – Melbourne

– Én af de mest overraskende plader (aka en plade jeg ikke lige have regnet med at stifte bekendtskab med) sidste år var Mac Demarco’s legesyge garage-pop. I år er det Jackson Scott’s lettere psychedeliske slacket tongue-in-cheek-cool og alvorstunge Melbourne.

7. Braids – Flourish // Perish

– Jeg var på Rust i sommers og se Blue Hawaii, men måtte gå skuffet hjem. Så da jeg opdagede at Raphaelle Standell-Preston’s andet projekt, Braids kom på Stengade her i november, var det med en vis skepsis at jeg tog ind og så dem. En skepsis jeg med rette kunne pakke godt og grundigt sammen igen. Bandet leverede én af årets koncerter og jeg forelskede mig på stedet i deres på mange måder stemningsfulde univers. Jeg har ikke haft tid til at tjekke deres tidligere plader ud, men denne her virker for mig.

6. Beach Fossils – Clash The Truth

– Jeg kendte indtil i år kun Beach Fossils pr. navn, men det blev hurtigt ændret da jeg først fik lagt ører til pladen her som jeg fandt i London i foråret. Der bliver længere og længere imellem den klassiske kantede indie-guitar…eller også er jeg bare vokset lidt fra det, men Beach Fossils rammer lige ind i den og bringer mig tilbage til 00’erne med manér. Det er en dejlig plade hvor især numre som Clash The Truth, Careless og Taking Off tager kegler.

5. Ed Harcourt – Back Into The Woods

– Ed Harcourt er på mange måder gået lidt back to basics på denne her plade (hans 7. i rækken), som er indspillet på blot 6 timer i Abbey Road studierne. En ting jeg synes virkelig klæder ham, i forhold til de sidste par plader som ærligt talt har haft en tendens til at være for overproducerede. Her på pladen er der skåret helt ind til benet, og sangene bliver derved lidt mere nærværende. Hey Little Bruiser har fra start af været mit favoritnummer og der er ovenikøbet lavet en ret simpel men fed video til den:

Harcourt har allerede nu varslet release af et mini-album i januar næste år. Det bliver spændende at se om han fortsætter i samme stil.

4. Ducktails – The Flower Lane

– Ducktails varmede godt op under mit forår med deres tilbagelænede solskins-pop på pladen her. Numre som Ivy Covered House, The Flower Lane og Letter of Intent er især blandt favoritterne. Men jeg synes i det hele taget at det er en meget helstøbt plade som man kan høre i næsten hvilket som helst humør.

3. Sigur Rós – Kveikur

– Denne plade har fyldt rigtig meget i mit 2013…især i sommers. Når jeg sætter den på, er det som om jeg er på Roskilde Festival igen. Hvis nogen havde fortalt mig at 2013 skulle blive året hvor jeg skulle blive gladere for Sigur Rós end jeg hidtil havde været, ville jeg ikke have troet på dem. Det er en plade der for mig vækker en del følelser, og vil nok for evigt være meget = med 2013 for mig.

2. Villagers – Awayland

Conor O’Brien vinder prisen for at være den der har stjålet mit hjerte så helt og aldeles og absolut i år. Det er én af den slags plader der gik rent ind lige fra første lyt og har hængt ved lige siden på trods af at have været igennem utallige afspilninger på enten pladespiller eller på farten.

1. Son Lux – Lanterns

– Og så gik man her og troede at Villagers eller Sigur Rós ville ende på min førsteplads, men så kom Son Lux lige snigende ind fra venstre. Jeg anede ikke hvem Ryan Lott var før han udgav denne her plade og jeg fik den anbefalet af en ven. Det var også én af de der plader som fandt vej ind til mit hjerte allerede efter 1. lyt. Og det er virkelig ikke tit det sker. Jeg har skamlyttet til den og anbefalet den til højre og venstre for en hel dels begejstring (heldigvis). Jeg glæder mig som et lille barn til d. 31. januar 2014 hvor vi får besøg af ham på Stengade. Det bliver så godt så godt!

<a href="http://music.sonluxmusic.com/album/lanterns">Lanterns by Son Lux</a>

Plader jeg skal have lyttet lidt mere til:
Foals – Holy Fire
The Flaming Lips – The Terror
Savages – Silence Yourself
Midlake – Antiphon
Deerhunter – Monomania

Next up; årets bedste danske plader. Glæd jer 🙂

RUNE: TOP 10 INTERNATIONALE ALBUM

Så er året ved at være gået, og derfor naturligvis også albumlisten fra vores hånd i år. Der har som sædvanlig været utrolig meget fantastisk musik i løbet af året, der gik. Dette er blot et par håndfulde af nogle af dem, der er blevet nydt på anlægget og i høretelefonerne. Især har der for undertegnedes vedkommende været utrolig meget hiphop på listerne. En voksende del. Mens flere gamle elektroniske kendinger har kastet fremragende materiale af sig. De yngre elektroniske talenter er også begyndt at spille mig et puds, og der er for eksempel et bragende fravær af Disclosures fremragende Settle på denne liste, når jeg tager i betragtning, hvor meget den også har kørt på min playliste, derfor fortjener den helt eksklusivt et honourable mention. Anyway – glædelig jul, og god lyttelyst, skulle dette inspirere.

10. James Blake – Owergrown

Den britiske elektronisk/dubstep-inspirerede crooner hæver sig endnu engang fra masserne som en fantastisk sangskriver med den mest interessante drengemands-vokal, der er derude. Overgrown er en sand forevisning i, hvordan man med få midler, skaber et vedkommende album med stor diversitet.

James Blake – Overgrown:

9. Mark Kozelek/Desertshore – Mark Kozelek & Desertshore

Red House Painters-frontmand også kendt som Sun Kil Moon eller bare Mark Kozelek har lavet en plade, der er gængs historiefortælling fra Kozeleks hånd, som vi kender den. Gribende fortællinger, der fortælles med så intens en tilstedeværelse og så overbevisende en facon, at det bliver både godt – og også rigtig godt.

8. Jon Hopkins – Immunity

Mens Boards of Canada bevæger sig i det organiske lydbillede, befinder Jon Hopkins sig – størstedelen af tiden – i den mere ‘mekaniske’ afdeling. Det er mere diskant, og manipulationerne virker mere udtalte. På Immunity når vi også ud på dansegulvene med Open Eye Signal, der virkelig er dansabel sag – men også mellow. Selvom man er uigennemtrængelig i nattens mulm og mørke, så kommer altid et efter. Det er her, vi er med Jon Hopkins.

7. Action Bronson – Blue Chips 2

Klassens store dreng er atter i storform. Det er svingende. Det er vuggende. Det er storrytmik. Et flow, der virker så flydende, som indholdet af Bronsolinos egen vom. Stærkt mixtape, der her sniger sig med på listen.

6. King Krule – 6 Feet Under Beneath The Moon

Unge Archy Marshall imponerer på debutudgivelsen, der indeholder nogle fantastisk stærke melodier af en mand på hans alder. Easy Easy er fx skoleeksemplet på britens karismatiske vokal, der sådan set ikke behøver meget andet en akkompagnement fra simple guitarfigurer og lidt studieskabt tryllestøv.

5. Darkside – Psychic

Det kan godt være, at gruppen hedder Darkside, men i dette mørke er der altså virkelig mange facetter. Nicolas Jaar og Dave Harringtons projekt er utrolig vellykket. Jaars rolige elektroniske lydunivers høres tydeligt på pladen, der både er funky og groovende, men på en utrolig tilbagelænet måde. Der er rum til lytteren, som kan tage lyduniverset ind, og give det nye betydninger – også efter flere lyt.

4. Danny Brown – Old

Grinebideren Danny Brown fortsætter sin utrolig fængende ord-spytteri på Old, der virkelig har noget at byde på. Det er måske nok det mest helstøbte fra Detroit-rapperens hånd. Browns små-wack attitude skiller ham ud, og han formår at balancere mellem halvgal maniac og en mand med en historie. Der er virkelig noget at komme efter hos Brown, og det bør man ikke spare sig selv for.

3. Kanye West – Yeesus

Yeezy øser (atter) ud af sin overdådige attitude på Yeesus, der indeholder nogle af de mest selvfede linjer med nogle af de mest ambitiøse produktioner i år. Han lyder fortsat som musikbranchens mest usympatiske mand. Det er fantastisk, og betagelsen af storhedsvanviddet forbliver intakt i selskab med den selvudråbte gud.

2. Boards of Canada – Tomorrow’s Harvest

En fantastisk stemningsfuld udgivelse fra den elektroniske duo. For undertegnede en af de mest ventede udgivelse i år, og den skuffede ikke. De melankolske sletter, vi besøger i selskab med skotterne er et eftertænksomt sted, hvor der er plads til at dvæle. Der er plads til at nyde hver lille detalje, mens der er både melodiske, sfæriske og rytmiske forløb, hvor meget få når dem til sokkeholderne.

1. Savages – Silence Yourself

Der er en urkraft på spil hos de fire kvinder i Savages, der leverede et af dette års største musikalske oplevelser. Det er ikke sikkert, at stilen er banebrydende, men energien og stemningen er voldsomt dragende på Silence Yourself. Den soniske rusketur Jehnny Beth og co udsætter dig for, efterlader dig nærmest mundlam.

Savages – Shut Up

Glæd jer til min medskribents internationale liste i morgen. De danske lister rammer mellem jul og nytår.

lagoon

For et års tid siden blev jeg inviteret til Crunchy Frog’s store julefest i Pumpehuset hvor flere af deres bands spillede op til bal både på scenen i foyeren og hovedscenen. Ét af de bands jeg så allermest frem til at se, og som også overraskede mig allermest, var The Malpractice. Undertegnede har været svært begejstret for deres plade Tectonics fra 2010 (som iøvrigt stadig mangler at udkomme på vinyl!), og har glædet mig meget til at høre nyt fra bandet.

Til den førnævnte koncert serverede The Malpractice netop en række af de nye numre, og hold da op jeg blev blæst bagover!! Der er kommet ordentligt smadder på guitaren som er blevet en hel del tungere i lydudtrykket, såvel live som på plade. Bare hør disse to teasere:

MASS hedder den nye plade, og den udkommer d. 10. februar næste år. Det er et på én gang mere støjende og storladent The Malpractice, og vi kan lide det! Vi har her på bloggen eksklusivt fået lov til at streame førstesinglen Lagoon, som du kan høre her:

alting var smukkere

Da jeg flyttede til København for 4 år siden, kom Mouritz/Hørslev Projektets andet album Blik, Bang Bang til at fylde rigtig meget i mit musikalske univers og minder mig den dag i dag stadig om et hæsblæsende efterår hvor København og jeg lige skulle vænne os til hinanden, det at bo i flyttekasser og bruge alt for mange dage på Den Sorte Diamants forskersal med mit bachelorprojekt. Når det var lige præcis den plade der minder mig om den hektiske bittersøde tid, så var det i høj grad fordi jeg faldt pladask for de finurlige sange med den rammende lyrik, og dels fordi jeg arbejdede lidt med PR for bandet og solgte plader for dem til nogle af deres koncerter, så man kan på en måde sige at jeg ikke kunne undgå at støde på den fine plade.

Mouritz/Hørslev har i april i år udgivet endnu en plade, som jeg slet ikke har fået hørt før nu, i skrivende stund. Er helt og aldeles forelsket. Allermindst Dig Selv (som pladen hedder) er fuldstændig fantastisk og lige hvad jeg havde brug for på denne mørke decemberaften hvor intensiteten fra La vida de Adéle stadig sidder dybt i mig. Åbningsnummeret Alting Var Smukkere er alt alt for smuk og skal bare høres:

hvorfor kan vi ikke ses når nu vi begge vil / og se hvad det kan blive til / hver gang jeg gir plads til dig i mig / så dør jeg lidt / og lever derfor endnu mere

Jeg forstår ikke helt hvorfor jeg ikke har sat mig ned og lyttet til denne plade før nu…

minder

Det er længe siden at jeg er blevet taget med storm til en koncert som jeg oplevede det i lørdags da Villagers spillede på Lille Vega. På 1 år har Conor J. O’Brien’s sange i den grad fundet vej til mit hjerte. Det var en ting jeg ikke ville indse da koncerten startede og Conor J. O’Brien trådte ind på scenen og med ét tryllebandt hele Lille Vega med åbningsnummeret fra den seneste plade (Awayland) My Lighthouse, som fik selv de lidt stive og højtråbende mænd bag i salen til at lukke i som østers.

Det var utroligt befriende at opleve en musiker på scenen der fremførte sine sange som var det det mest naturlige for ham. Og jeg er fuldstændig overbevist om, at det plus hans fantastiske stemme var medvirkende til at jeg fuldstændig glemte omverdenen og overgav mig fuldstændig til musikken. Ikke mindst den gode lyd også.

Conor J. O’Brien talte ikke meget imellem numrene, men vi fik da at vide at han og bandet havde været oppe hele natten før i Berlin, og at han ingen stemme havde til lydprøverne og pga. det havde været tæt på at aflyse aftenens koncert, men var glad for at de ikke havde gjort det. Det kan jeg også hilse og sige at jeg og mange andre var. Jeg gik fra Lille Vega fuldstændig nyforelsket og helt paf over at en “simpel singer/songwriter” (en mand med hans guitar) stadig kan tage pusten fra mig…jeg troede de dage var talte.

Villagers sluttede hovedsettet af med en sang som han havde skrevet til Charlotte Gainsbourg’s seneste plade Stage Whisper fra 2011.Memoir hedder den og den ramte både jeg og min veninde lige i mellemgulvet…der hvor det gør rigtig ondt. Jeg håber nummeret finder frem til én af hans egne plader på et tidspunkt. Indtil da må vi “nøjes” med denne liveudgave:

konkurrence – eggs laid by tigers

Om præcis 1 uge giver Eggs Laid By Tigers koncert på Stengade. I den forbindelse udlodder vi her på bloggen 2 koncertbilletter + 1 rigtig flot plakat (se billedet ovenover).
Alt du skal gøre er at svare på følgende spørgsmål:

Hvor mange år ville Dylan Thomas (som er bandets store inspiration) være fyldt i 2014 ?

Send dit svar til blaavinyl(a)gmail.com senest d. 27. november kl. 12. Vinderen får direkte besked.

Her er lidt til at varme ørerne på: