Så er året ved at være gået, og derfor naturligvis også albumlisten fra vores hånd i år. Der har som sædvanlig været utrolig meget fantastisk musik i løbet af året, der gik. Dette er blot et par håndfulde af nogle af dem, der er blevet nydt på anlægget og i høretelefonerne. Især har der for undertegnedes vedkommende været utrolig meget hiphop på listerne. En voksende del. Mens flere gamle elektroniske kendinger har kastet fremragende materiale af sig. De yngre elektroniske talenter er også begyndt at spille mig et puds, og der er for eksempel et bragende fravær af Disclosures fremragende Settle på denne liste, når jeg tager i betragtning, hvor meget den også har kørt på min playliste, derfor fortjener den helt eksklusivt et honourable mention. Anyway – glædelig jul, og god lyttelyst, skulle dette inspirere.
10. James Blake – Owergrown
Den britiske elektronisk/dubstep-inspirerede crooner hæver sig endnu engang fra masserne som en fantastisk sangskriver med den mest interessante drengemands-vokal, der er derude. Overgrown er en sand forevisning i, hvordan man med få midler, skaber et vedkommende album med stor diversitet.
James Blake – Overgrown:
9. Mark Kozelek/Desertshore – Mark Kozelek & Desertshore
Red House Painters-frontmand også kendt som Sun Kil Moon eller bare Mark Kozelek har lavet en plade, der er gængs historiefortælling fra Kozeleks hånd, som vi kender den. Gribende fortællinger, der fortælles med så intens en tilstedeværelse og så overbevisende en facon, at det bliver både godt – og også rigtig godt.
8. Jon Hopkins – Immunity
Mens Boards of Canada bevæger sig i det organiske lydbillede, befinder Jon Hopkins sig – størstedelen af tiden – i den mere ‘mekaniske’ afdeling. Det er mere diskant, og manipulationerne virker mere udtalte. På Immunity når vi også ud på dansegulvene med Open Eye Signal, der virkelig er dansabel sag – men også mellow. Selvom man er uigennemtrængelig i nattens mulm og mørke, så kommer altid et efter. Det er her, vi er med Jon Hopkins.
7. Action Bronson – Blue Chips 2
Klassens store dreng er atter i storform. Det er svingende. Det er vuggende. Det er storrytmik. Et flow, der virker så flydende, som indholdet af Bronsolinos egen vom. Stærkt mixtape, der her sniger sig med på listen.
6. King Krule – 6 Feet Under Beneath The Moon
Unge Archy Marshall imponerer på debutudgivelsen, der indeholder nogle fantastisk stærke melodier af en mand på hans alder. Easy Easy er fx skoleeksemplet på britens karismatiske vokal, der sådan set ikke behøver meget andet en akkompagnement fra simple guitarfigurer og lidt studieskabt tryllestøv.
5. Darkside – Psychic
Det kan godt være, at gruppen hedder Darkside, men i dette mørke er der altså virkelig mange facetter. Nicolas Jaar og Dave Harringtons projekt er utrolig vellykket. Jaars rolige elektroniske lydunivers høres tydeligt på pladen, der både er funky og groovende, men på en utrolig tilbagelænet måde. Der er rum til lytteren, som kan tage lyduniverset ind, og give det nye betydninger – også efter flere lyt.
4. Danny Brown – Old
Grinebideren Danny Brown fortsætter sin utrolig fængende ord-spytteri på Old, der virkelig har noget at byde på. Det er måske nok det mest helstøbte fra Detroit-rapperens hånd. Browns små-wack attitude skiller ham ud, og han formår at balancere mellem halvgal maniac og en mand med en historie. Der er virkelig noget at komme efter hos Brown, og det bør man ikke spare sig selv for.
3. Kanye West – Yeesus
Yeezy øser (atter) ud af sin overdådige attitude på Yeesus, der indeholder nogle af de mest selvfede linjer med nogle af de mest ambitiøse produktioner i år. Han lyder fortsat som musikbranchens mest usympatiske mand. Det er fantastisk, og betagelsen af storhedsvanviddet forbliver intakt i selskab med den selvudråbte gud.
2. Boards of Canada – Tomorrow’s Harvest
En fantastisk stemningsfuld udgivelse fra den elektroniske duo. For undertegnede en af de mest ventede udgivelse i år, og den skuffede ikke. De melankolske sletter, vi besøger i selskab med skotterne er et eftertænksomt sted, hvor der er plads til at dvæle. Der er plads til at nyde hver lille detalje, mens der er både melodiske, sfæriske og rytmiske forløb, hvor meget få når dem til sokkeholderne.
1. Savages – Silence Yourself
Der er en urkraft på spil hos de fire kvinder i Savages, der leverede et af dette års største musikalske oplevelser. Det er ikke sikkert, at stilen er banebrydende, men energien og stemningen er voldsomt dragende på Silence Yourself. Den soniske rusketur Jehnny Beth og co udsætter dig for, efterlader dig nærmest mundlam.
Savages – Shut Up
Glæd jer til min medskribents internationale liste i morgen. De danske lister rammer mellem jul og nytår.