Den 16. Poetry In Mono løb af stablen for en halvanden uge siden. Det blev som altid en rigtig hyggelig aften med rigtig gode koncerter og generelt god stemning. Vi bringer her billeder fra aftenens hovedpersoner, nemlig Fine Glindvad og Echo Me. Alle billeder er taget af Rikke.
HUSK Poetry In Mono #17 med 4 Guys From The Future og Heimatt og Mads Axelsen er d. 19. april. Læs mere her.
I morgen fyrer vi op for den 16. Poetry In Mono, hvor Echo Me bl.a. optræder og Jesper Madsen som står bag projektet har i den forbindelse valgt 5 numre ud som han mener er creme-de-la-creme lige for tiden. Jeg har jo helt glemt at nævne at undertegnede kommer til at vende plader før, imellem og efter koncerterne på 1. salen sammen med min gode ven Simon, som i morgen går under navnet DJ Bjaaland. Vi kommer til at lege lidt både med remixes såvel som gode gamle velkendte alternative klassikere til de nyere af slagsen. Det bliver rigtig hyggeligt, så vi håber at i vil blive og feste med efter koncerterne.
Jeg har valgt 5 videoer på youtube med musik som jeg føler har noget ekstraordinært at byde på.
De Dødelige – Sig det
Vi starter i det poppede hjøre med “De Dødelige”. En duo som jeg er sikker på kommer til at tage DK med storm. Forsanger Andreas har en stemme, som øjeblikkeligt rammer, og som følger dig nænsomt igennem nummeret. Smukt!
Jeppe Zeeberg – Potentially Hazardous Objects
Som kontrast til det smukke er her et nummer med jazzmusikeren Jeppe Zeeberg. Her dyrkes det grimme i 5 gear, og jeg elsker det. Jeg skal indrømme at der ikke er meget jazz der siges mig det store, men det her er bare mega fedt.
Valerie June – Full Performance (Live on KEXP)
Valerie June er en sydstats singer/songwriter som lyder helt rigtigt. Her gæster hun KEXP, spiller og fortæller om hendes kariere, og om den lange vej hun har taget for at få et gennembrud.
Sean Rowe – Old Black Dodge
Sean Rowe er en af mine helt store helte, og det er vildt at han har så få hits på denne video. I det hele taget forbavsende hvor lidt opmærksomhed han har fået. En sublim sangskriver med en stemme uden lige.
The Thermals – The Sunset
I disse blog og streaming tider oplever jeg, at folk er ekstremt oplyste og med på beatet i forhold til hvad der af ny musik. Det er selvfølgeligt fantastisk, men jeg savner at finde de der bands, som man kan have lidt for sig selv. Altså bands man føler man selv har opdaget. Det er lykkedes mig at finde et sådant band, som jeg ikke har hørt eller set omtalt i DK. En mega fed trio fra Portland ved navn The Thermals. Det er en art moderne punk, og de rammer mig 110 %.
Klik på flyeren herunder for mere information:
På fredag løber den 16. Poetry In Mono af stablen på Stengade, og denne gang er det med navne som Fine Glindvad og Echo Me på plakaten. Undertegnede DJ’er under navnet Rikke Vinyl og har denne gang fået fint selskab af Simon Bjaaland, som på fredag går under navnet DJ Bjaaland. Vi sørger i hvert fald for at der bliver en hyggelig efterfest på 1. salen efter koncerterne. Traditionen tro skriver de to bands et gæsteindlæg her på bloggen, og i denne omgang er det Fine Glindvad der har fået ordet. Hendes indgangsvinkel er blevet at fortælle om de ting der har haft betydning for konstellationen Fine:
De tidlige teenageår
Jeg begyndte at lave musik i 12-13 års alderen. Der opstod mange konflikter inden i mig på det tidspunkt, som jeg havde svært ved at kapere, og det var nok dér behovet for at skabe mit eget opstod. Det var i den periode, jeg fandt ud af, hvilken effekt sangskrivning kunne have på mig. Det at konstatere virkeligheden omkring én, ikke nødvendigvis analysere den eller sige noget dybere om den, men blot omsætte iagttagelser til noget mere struktureret, og beskrive det, som ikke logisk skrider frem. Det blev jeg virkelig draget af! Der var både en frihed og noget selvdestruktivt dvælende ved det, hvilket stadig fascinerer mig i dag. En af de sange jeg skrev i den alder handlede om en veninde som jeg i perioder følte mig svigtet af, men som jeg ikke kunne leve uden. Ret sødt. Min far sendte den ind til en sangskriverkonkurrence som jeg endte med at vinde, og jeg fik lov til at spille på Vega som jeg på det tidspunkt ikke anede hvad var. Jeg faldt på vej op til scenen, men det var cool nok. Vandt faktisk over Mike Sheridan. Haha.
Engelsholm Højskole
Det var her jeg mødte min nuværende guitarist og pianist. Før jeg kom på Engelsholm var mine sange meget ”mig mig mig”. En pige ved sit klaver. Ærligt og sårbart. Ikke at den side af mig er forsvundet, men da jeg på højskolen mødte andre musikere, som kunne bringe noget nyt ind i min musik, blev jeg virkelig betaget af, hvordan en sang kan have mange forskellige udtryk. Skrøbelighed virker sommetider endnu stærkere når den får modspil af det modsatte. Vi har alle tre bandmedlemmer vidt forskellige musikbaggrunde: Jeg er vokset op med folk og bluegrass, min guitarist har sine rødder i jazz og indierock, og min pianists musikalske opdragelse har altid ligget i den klassiske klavermusik. På Engelsholm blev den elektroniske musik et samlingspunkt. Sangen ”Waking Up” skrev jeg sammen med en anden elektronisk musiker, Jesper Nørbæk, i forbindelse med et projekt på højskolen. Musikken kan give et praj om, hvilken lyd jeg
dyrker.
Joni Mitchell og James Blake
Joni Mitchell er lidt min helt. Op gennem min barndom har jeg lyttet ekstremt meget til
albummet ”Blue”, og jeg har et helt specielt forhold til hvert eneste nummer på pladen. Alligevel bliver jeg aldrig træt af den. For selvom jeg har hørt sangene over en million gange, fatter jeg stadig ikke helt, hvad de handler om. Hendes musik er på én gang enkel og kringlet, og jeg er sikker på, hun har sat sine spor i mig, selvom min musik slet ikke lyder som hendes. Da jeg hørte James Blakes udgave af ”Case Of You” blev jeg fuldstændig fortryllet, da jeg ikke troede den sang på nogen måde kunne forbedres. Det var her min kærlighed for James Blake og den elektroniske musik generelt begyndte at tage form.
Stina Nordenstam
Jeg bliver nødt til at have Stina Nordenstam med. Hun har i mange år været én af mine
absolut yndlingskunstnere, og hun er én af grundene til, jeg selv startede med at lave musik. Hendes stemme er præget af en naivitet, der i sin sødme nærmest vipper over til det uhyggelige, og så eksperimenterer hun altid med alle mulige former og genre.
Klassisk musik
◦ Min pianist var klassisk pianist før han begyndte at dyrke det elektroniske, hvilket klart
har haft en påvirkning på vores musik. Nok især inspirationen fra den klassiske harmonik. Live har det den fordel, at vi på trods af et elektronisk setup, hvor traditionen godtager backtrack af diverse elementer, selv er i stand til at spille det hele. Vi styrer fx selv al dynamik i synthesizeren fra en fodpedal.
Roskilde 2013
På sidste års Roskilde så jeg og drengene fra bandet nogle af de kunstnere vi finder
inspiration hos i vores musik. Heriblandt James Blake, Lykke Li, When Saints Go Machine og Sohn. Og så spillede min guitarist selv på festivalen i forbindelse med det elektroniske projekt, Sekuoia. Nummeret ”Lessons” af Sohn er et eksempel på den dobbelthed elektronisk musik kan indeholde. En sårbar inderlighed, og en kølig vildskab.
Læs mere om arrangementet her.
FROST Festival startede allerede i sidste weekend med When Saints Go Machine i et totalt udsolgt forhenværende Danmarks Akvarium. I dag fortsætter festivallen der nu for 4. år i træk skaber nye koncertoplevelser i alternative omgivelser. På aftenens program finder vi Eggs Laid By Tigers, som vil spille hele 3 gratis koncerter i foyeren på Hotel Kong Arthur under temaet Songs From a Hotel Suite inspireret af bandets såkaldte ophavsmand, Dylan Thomas som levede og døde på Chelsea Hotel i New York. Også i aften kan man opleve 60 minutes of Indians, hvor Indians fremfører en hel times lækker såkaldt “indie-klassisk” musik i samarbejde med Sjællands Symfoniorkester i det gamle Radiohus’ smukke koncertsal (også kaldet Det Kongelige Musikkonservatories koncertsal). De gentager succesen på lørdag på Kulturværftet i Helsingør. Begge dele kræver at man køber billet (se link nedenfor). Det skal nok blive rigtig fint og jeg ville ønske jeg havde tid og mulighed for at opleve det;
Også i morgen fredag er der et gratis FROST arrangement hvor FROST festival er gået sammen med Statens Museum for Kunst’s (SMK) fredagsarrangement også kaldet SMK Fridays. Det særlige ved det her arrangement, er at man ikke ved hvilke tre artister der vil spille op til bal i de forskellige udstillingsrum på museet før på selve dagen. I morgen er den ene af dem dog Spillemændene. Det er en enestående mulighed for at få en idé om hvilke bands der spiller på festivalen uden at det koster en rød reje.
Allerede på søndag kan man igen opleve Spillemændene gratis når FROST Festival gør brug af en såkaldt klassiker, nemlig Frost on ice ved skøjtebanen ved Frederiksbergs runddel. Vi må håbe at vejret bliver godt så man kan få en rigtig sprød søndagsudflugt ud af det.
FROST Festival varer en hel måned endnu og dukker op på steder som Chr. IV’s Bryghus, Bremen, Koncertkirken, pool party i Hollænderhallen, Huset KBH, Store Vega og Pumpehuset. Med navne som Erlend Øye, SOHN, Baby In Vain, of Montreal, Connan Mockasin, 4 Guys From The Future, Chorus Grant, Linkoban, The Mountains, The New Spring, Moonface, Lucky Dragons, Turboweekend og mange flere på plakaten.
Der er flere arrangementer der allerede er udsolgt eller er tæt på. Følg med og køb dine billetter her.
Undertegnede glæder sig personligt meget til of Montreal og 4 Guys From The Future, og efter at have lyttet til f.eks. SOHN, Moonface og Connan Mockasin, skulle man da være et skarn ikke at kigge forbi til dem også:
FROST Festival er et dejligt pust til den ellers så mørke og grå vinter, fordi festivalen fylder ens kalender med en masse fede musikoplevelser og det er vist en festival der er kommet for at blive.
Forårets Poetry In Mono sæson blev skudt igang i torsdags til den 15. af slagsen med Navneløs og Rowbird på plakaten. Begge bands med en karakteristisk forsangerinde i front. Hvor Camilla fra Rowbird er ovre i den kraftfulde stemme i stil med f.eks. Kira Skov, er Lin fra Navneløs’ stemme mere skrøbelig i stil med f.eks. Henriette Sennenvaldt fra Under Byen. Begge stemmeudtryk som tilsammen skabte en meget stemningsfuld aften hvor musikken var i højsædet og lyden ikke mindst var i top.
Efter koncerterne fortsatte aftenen med efterfest på 1. salen hvor Stengade nu også har en bar. Kaspar Kaae (CODY) og Brian Batz (Sleep Party People) spillede en masse lækker musik og der var gang i dansegulvet.
Tak for en sjov og dejlig aften med højt humør og lækkert musik i skønne rammer. Vi ses igen fredag d. 21. marts til Poetry In Mono #16 med bl.a. Echo Me på plakaten (mere info følger meget snart på Poetry In Mono’s facebook side)
Her er lidt billeder:
© Rikke Schlosser
Så er det i morgen vi åbner dørene til Poetry In Mono #15 med Navneløs og Rowbird + DJs: Kaspar Kaae (CODY) og Brian Batz (Sleep Party People) på plakaten. Det bliver rigtig fint og vi glæder os virkelig meget. Som lidt opvarmning har Navneløs lavet deres egen lille ABC:
Navneløs’ ABC:
Analog
Bowie
Cool burger
Dansk
Enkelt
Feed
Grej
Hjørring
Indie
Jordnært
Kom og hør (med mig)
Læder
My Bloody Valentine
Naiv
Orkester
Portishead
Quentin Tarantino
Rumklang
Sort
Tunsalat
Uden sans for humor
Vodka
Wiced Game
Xtra Sandwichkiks
Yolo
Zen
Ærlighed
Øresønderrivende
Åbent
Årets første Poetry In Mono nærmer sig med hastige dage. Det er den 15. Poetry In Mono i rækken og vi er glade for at kunne præsentere Navneløs og Rowbird på scenen på torsdag d. 30. januar kl. 21 på Stengade. Oppe på 1. salen vil Kaspar Kaae (CODY, Sleep Party People) og Brian Batz (Sleep Party People) sørge for at du får kridtet dine dansesko både før, imellem og efter koncerterne. Det bliver et brag af en aften! Indtil da kan du læse dette fine gæsteindlæg fra Camilla (billedet ovenover) fra Rowbird under overskriften “3 ting jeg ikke kan undvære når jeg laver musik…”:
Casiolover
Mit vintage casiotone keyboard! Det har fået en stor betydning for mit musikalske univers.. Siden jeg erhvervede mig det for ca. et år siden, har jeg ikke brugt andet til at skrive og arrangere mine sange ud fra. Den har en ganske cool trommemaskine og nogle fede orgel-og omnichordlignende lyde der er vildt seje.. Lydene giver også tit mine arrangementer en ‘lettere’ og knap så tung vibe, end når jeg skriver ud fra min guitar eller upright piano….
Heroes
I en tid hvor digitalisering hersker og betydningen af kunst helst skal kunne analyseres ud fra tal i et excel-ark, så har jeg brug for at lytte til og spejle mig i nogle af de kunstnere og musikere, der bekræfter mig i hvorfor musikken er så vigtig. Nogle kompromisløse kunstnere og musikere, der formår at bevare en ægthed, varme, nerve og frem for alt æstetikken omkring at få folk til at lytte til hele albums… på vinyl… og hele romantikken der omkring, som ellers synes at være ved at drukne.
Jeg er særlig begejstret for (småbesat af) Jack White.
Han har altid en særlig holdning til samfund, kærlighed og måden at lytte til musik på, der både provokerer mig og gør mig lykkelig! Han er fascinerende produktiv, og ER efter min mening lig med god stil.
Den lille sorte
Her en min lille sorte Moleskine notesbog! Den bærer jeg med mig overalt.. arty-farty agtigt eller ej, så er det vigtigt for mig at kunne skrive ordene ned, lige når de kommer til mig og ikke fem minutter for sent. Jeg vågnede for nogle år tilbage en nat i et telt i Afrika med min storebror, hvor jeg helt panisk ikke kunne finde min bog, men jeg turde heller ikke at gå udenfor at lede efter den.. bad situation!
(…4)
Derudover kan jeg ikke undvære mit band. Nogle af os er ret nye sammen, andre har jeg spillet med over længere tid, men de er altid meget hurtigt på pletten, når jeg har skrevet noget nyt, og så går vi ofte direkte i studiet og forsøger at forme numrene. Det sidste halve år har jeg været mere produktiv end hidtil, og vi planlægger derfor en albumudgivelse i 2014. Det er noget vi glæder os helt vildt til at lave, og jeg kan næsten garantere, at der vil blive lagt usædvanligt meget kærlighed i den produktion. Jeg glæder mig.
Og vi glæder os til på torsdag!
Tjek Facebook eventet ud her.
Han er en travl herre ham Ed Harcourt. I 2013 nåede han ikke alene udgivelsen af sit sjette fuldlængde album Back Into The Woods (som iøvrigt endte på undertegnedes topliste over årets bedste udenlandske plader), han var også med til at skrive og producere Sophie Ellis-Bextor’s kommende album, musikalsk instruktør på Beck’s projekt Song Reader at the Barbican hvor Beck fremførte sit seneste “album” som han udgav som nodebog sammen med prominente navne som Jarvis Cocker, Charlotte Gainsbourg, Conor J O’Brien (Villagers) og mange flere. Harcourt komponerede yderligere soundtracks til hele 3 film og meget mere. Imellem alt dette og turnévirksomhed og så lige jobbet som far til to, har han lige haft tid til at indspillet et mini-album som netop udkom i mandags.
Time of Dust hedder det og indeholder 6 skæringer. Det er som udgangspunkt mere fyldigt på lydsiden end Back Into The Woods, men det er ikke fordi det gør så meget. Der er højt til loftet og især det storladende som på The Saddest Orchestra (It Only Plays For You) som i kan høre herunder:
Ifølge Harcourt er det Tom & Jerry der har inspireret ham til denne sang:
One of my earliest memories is seeing Tom from Tom & Jerry dressed as a conductor, tapping the lectern with his baton and whooshing his impressive and mane-like Beethoven style wig before leading his cartoon feline orchestra into some frenetic score. Turns out that Jerry wants to conduct too so they end up fighting for the position. I always felt Jerry was a bit of a dick. He really makes Tom’s life a total misery.
Whilst playing the drums on this song I developed a third arm which really helped with the 2,000 BPM snare roll.
Læs hvad han siger om resten af sangene her.
Harcourt har på 4 ud af de 6 sange klaveret som hovedinstrumentet, og det klæder ham virkelig, også selvom der gemmer sig en større produktion bag mini-albummet her. Det har jo som jeg har været inde på førhen nogle gange taget lidt overhånd og er blevet for overproduceret. Men det er Time of Dust næppe. Lyden er mere fyldig, storladen, bombastisk og dejlig rund hvilket passer perfekt til hans stemme.
Selvfølgelig skulle der være en sang om et dyr her. Harcourt har altid haft dyrene med i sit sangunivers på den ene eller den anden måde, og gerne de lidt mere dystre af slagsen. Og her er det så rågerne der står for skud. Harcourt har her på sangen besøg af Kathryn Williams som er med som gæstevokal:
Jeg er meget positiv. Ed Harcourt har begået et mini-album der på én gang rammer den Ed Harcourt jeg i sin tid stiftede bekendtskab med på hans Here Be Monsters (2001) og samtidig en fornyelse der ikke bliver for meget. Han er stadig blandt mine favoritsangskrivere og jeg håber snart han kigger forbi Danmark igen….hvis han har tid.
