Rikkes indlæg – Side 10

SPOT optakt: Liima

Som en optakt til SPOT festival der løber af stablen om en halvanden måneds tid, kommer vi her på bloggen til at bringe en række interviews med SPOT-aktuelle bands. Det første interview vi bringer er med Liima som udgiver deres debutplade ‘ii‘ i dag. Vi kan hilse og sige at det er en dejlig forårsplade, så tjek den evt. ud imens du læser lidt om hvordan den er blevet til med mere.

Efter koncerten med Liima på dette års Frost Festival, satte undertegnede sig i morgenmads-restauranten på Hotel Astoria sammen med bassisten Rasmus Stolberg. Dels for at finde ud af hvordan og hvorfor Liima opstod, om tilblivelsen af ‘ii‘, og ikke mindst om hvad der er blevet af Efterklang.

Hvor længe er det Liima har eksisteret?
Vi startede i juli 2014. Men der hed vi ikke Liima, der vidste vi slet ikke vi ville have et band. Det startede med at os 4 (Casper Clausen, Rasmus Stolberg, Mads Brauer og Tatu Rönkkö red.) blev inviteret af en festival i Finland til at komme op i 10 dage. Så gav de os et sted hvor vi kunne skrive musik sammen, og planen var så at vi skulle spille det musik vi lavede og have præmiere på deres festival den sidste dag. Så vi tog bare derop og tænkte det er et projekt det her, nu ser vi hvad der sker. Men så gik det helt vildt godt, og vi synes det var helt vildt inspirerende og synes også vi fik lavet en masse god musik, så vi kunne faktisk med det samme efter den der første koncert, besluttede vi at vi skulle lave et band. Og vi besluttede også at vi ville fortsætte med at arbejde på den måde der. Så lavede vi den der residens i Finland hvor vi skrev 6 numre på 1 uge, og har så efterfølgende lavet residens i Berlin, Istanbul og på Madeira, allesammen på 1 uge hver. Det er sådan cirka i løbet af 1 år det her. Og alle steder skrev vi en masse sange og så med det samme spillede vi dem live. Og den plade der nu kommer her den har nogle af de bedste sange som vi har lavet. Vi har lavet 20 i alt eller sådan noget og vi indspillede 16 og der er 10 på pladen. Det er meget fint det der med at vi har skrevet en masse musik, og tit har vi skrevet 1 sang om dagen og så har vi spillet den live og set om det virkede og så har vi taget den med videre. Det fungerer superfedt. Vi sidder ikke og arbejder med noget når vi ikke er sammen. Der er ikke nogen der sidder og laver skitser eller sidder og redigerer som det var i Efterklang.

Som man kunne sige var en meget klassisk bandting eller?
Jeg ved snart ikke hvordan. Det her det er i virkeligheden sådan et klassisk garagerock band, hvor man står og spiller sammen. Altså nu er man jo vant til at man kan optage og sidde og spille demoer i computeren og sådan noget og det gør vi ikke. Vi står kun og spiller sammen og så optager vi live hvad det er vi laver, og har det som referencer.

I har ikke sådan nogle dogmer?
Nej det synes jeg ikke. Altså vi har jo et dogme…eller vi har en arbejdsmetode som er ret præciseret og som gør at musikken også får den natur den har. Altså vi skriver kun når vi er sammen, og vi skriver fælles. Der er ikke nogen der kommer med nogen idéer eller skitser. Vi starter fra nul og så improviserer vi og jamer og så optager vi det og så lytter vi på det og så hvis der er et eller andet vi synes der er fedt, så prøver vi at arbejde videre på det. Altså f.eks. den der sidste sang vi spillede i dag (Leather In Pain red.), da vi startede i går morges startede vi bare med at improvisere i en time og der kom det der frem i en del af den der times tid, og så lyttede vi på det her i dag og så tænkte vi at det fungerede da meget godt og så spillede vi den lige inden koncerten og prøvede at finde ud af hvad det var og så spillede vi den så live i aften. Så det er gået meget meget stærkt. Den er jo heller ikke helt færdig, men jeg ved heller ikke om den sang bliver til noget, den stikker lidt ved siden af alle de andre ting vi laver.

Det lyder spændende, men tror du det er noget i vil blive ved med det her?
Ja. For det første så fungerer det for os, for det andet så bor vi i 3 forskellige byer (København, Berlin og Helsinki red.) så vi har ikke noget øvelokale, så vi har ikke noget sted så det giver rigtig god mening at vi får de her invitationer.

Spiller i også ‘normale’ koncerter?
Altså vi har spillet 50 koncerter eller sådan noget imellem de 4 residenser vi havde inden pladen, hvor vi har prøvet materialet af, fordi det er vigtigt når man laver noget så hurtigt, så er det jo ikke helt sikkert – nogle gange fungerer det fra starten af, men tit skal det lige have noget arbejde. Så der har vi bare brugt de der livekoncerter til at blive bedre til at spille og til at finde ud af hvordan vi skulle skære det helt præcist.

Man kan jo sige at i i forvejen har en rigtig god indgangsvinkel til hele verden i forhold til at Efterklang har været rundt i hele verden op til flere gange, ikk?
Ja, det er klart at der er nogle ting vi kommer lidt nemmere til. Det er klart. Der er også nogle ting der er svære fordi vi er også nogle gamle røvhuller. Altså der er også rigtig mange der ikke er interesserede fordi at vi ikke er spritnye. Folk har nogle gange et indtryk af hvad man gør og hvad man er, og der er jo rigtig meget musik, man kan ikke lytte til det hele, og så beslutter man et eller andet; ”Ej men det er ikke interessant for mig” eller sådan noget. Og så tager man fejl nogle gange. Jeg er aldrig kommet ordentligt ind på hip hop for eksempel. Jeg har hørt en masse hip hop som jeg synes er spændende, men jeg har aldrig rigtig haft tid til at sætte mig ind i det, der er bare for meget musik. Haha. Man bliver nødt til at vælge lidt.

Bliver i sammenlignet meget med Efterklang fordi i jo praktisk talt er de samme medlemmer?
Det er jo klart at de fleste gør det eller kommer til at gøre det, men det er lidt ligesom at sammenligne Xx med Neil Young og det giver ikke rigtigt mening udover at vi deler en masse medlemmer. For det er et helt andet sprog synes jeg i hvert fald.

Var det også et sprog i trængte til at komme ud i?
Ja det er helt klart en lyst vi har haft, altså det her musik er meget mere umiddelbart og det er sådan meget mere én eller anden energi man prøver at fange og prøver at fange et eller andet øjeblik sammen. Vi har jo aldrig skrevet 1 sang pr. dag i Efterklang for eksempel, så det er enormt forfriskende det her for os.
Så det er rigtigt at vi havde brug for at kunne lave andre ting, og også ting som ikke passede ind i hvad Efterklang var, men vi har ikke stoppet Efterklang overhovedet. Vi laver rigtig mange Efterklang ting hele tiden. Lige nu har vi en 3-4 projekter i gang der har med Efterklang at gøre, og vi lavede den der opera i sommers. Så bandet er ikke stoppet, overhovedet ikke, vi er bare stoppet med at være det der band der turnéer hele tiden og laver albums hvert 2.-3. år. Så vi stoppede med at være Efterklang på den måde som vi var Efterklang i rigtig mange år, og det handler mere om at kunne skrue ned for denne der heftige aktivitet og så i stedet for også kunne åbne op for at være med i andre projekter, og gøre andre ting. For eksempel det her band, eller for eksempel The Lake Radio eller vi har skrevet nogle danseforestillinger, og vi har lavet den der opera og nu er Efterklang jo ved at lave et hjerneprojekt sammen med to hjerneforskere, så der sker en masse ting. Så Efterklang det er ét band der kører fortsat, og Liima er et andet band der kører parallelt med Efterklang, men to forskellige bands. Så det er ikke noget med at Liima er det nye Efterklang, det er bare et nyt band.

Interviewet lakker mod ende, men inden vi går hver til sit stiller Rasmus mig pludselig følgende spørgsmål, og det kom der denne lille samtale ud af;
Var der noget du tænkte under koncerten, hvad fanden er det, eller hvorfor er det sådan der?
Jeg tænkte med Casper med alle hans mikrofoner at det kunne være et meget sjovt koncept. Haha.
Jeg ved ikke hvorfor han har så mange mikrofoner, der er kommet en ny én hver dag.
Så i morgen så er der 5 mikrofoner eller? Hahaha.
Ja det tror jeg. Hehe.
Der var også en sang som jeg kunne forestille mig at man kunne danse til…altså det er sådan meget dansevenligt musik meget af det…
Ja men meget af det er, og det er også super spændende at man kan, fordi det er meget mere grooveorienteret.
Jeg tog mig selv i at stå og prøve at tænke tilbage på hvad for noget Efterklang fordi det vil man gøre pr. automatik som vi også snakkede om lige før, for at prøve at høre forskellen på Liima og Efterklang, men det var aldrig en tanke jeg fik ført til ende, andet end at jeg blev enig med mig selv om at det ikke er det samme. Hehe.
Nej det var ikke sådan der. Hehe.
Nej det har været meget mere storladent ikk?
Jo, mere komponeret. Mere orkestralt.
Præcist. Hvor Liima er mere maskinelt på én eller anden måde?
Ja. Vi har en idé om at vi er et elektronisk garageband.
Haha ja, det passer måske meget godt.

Blevet nysgerrig? Så hør bandets seneste single ‘Roger Waters‘ fra debutpladen ii:

Og tjek dem ud på SPOT Festival hvis du skal med.

blaavinyl præsenterer… peach

Normalt ville der her have været et gæsteindlæg fra den anden kunstner der skal optræde til blaavinyl præsenterer… på Kulturstationen Vanløse i morgen aften, men Kristian Marstal har desværre måtte melde fra pga. sygdom. Men så er vi så heldige at PEACH er sprunget til i stedet. PEACH er Peter Skibsted’s (Dad Rocks!, Maskinvåd, Martin Ryum, Shy Shy Shy m.fl.) nye soloprojekt som har et erklæret mål om at nedbryde de normer og den retorik der styrer vores samfund. Det gør Skibsted ved at blande croonet avantgardisme med provopop, der med sin popmelodik og avantgardistiske træk melder sig ind i debatten om køn, seksualitet og den retorik som præger samfundet. Netop samfundsretorikken har en stor rolle i sangteksterne som rummer lige dele humor, ironi og skarpe vendinger.

PEACH kan også opleves som band, men i morgen aften er det PEACH i soloversionen. Vi glæder os rigtig meget til at høre og se hvordan det tager sig ud live. Som opvarmning kan du høre første single ‘She Sang’ herunder med den dertilhørende smukke video med Lin Rosenbeck (Navneløs), en hest og Peter Skibsted selv i hovedrollerne:

Du kan finde info om eventet på Facebook her. Vi glæder os til at se jer i morgen kl. 20:00 på Kulturstationen Vanløse hvor undertegnede vanen tro leverer en playliste der spiller før, imellem og efter koncerterne.

frost festival – júníus meyvant + lowly @ arbejdermuseet 23.02.16

I tirsdags stod der igen Frost Festival på menuen. Denne aften i fint selskab med Lowly og islandske Júníus Meyvant på Arbejdermuseet, som i aftenens anledning var badet i lys-installationer af Ungt Lys og selve lyskunsten under koncerterne var udført af Obscura.

Lowly var de første der gik på. Jeg gik desværre glip af de første to numre, da jeg sad fast i køen til garderoben, så der var allerede godt gang i både band og lyskunst da jeg kom op i den smukke festsal. Lyskunstnerne havde i aftenens anledning gjort det meget idylliske maleri på endevæggen levende ved hjælp af projektorer. En effekt der på én gang var meget fascinerende og en måde hvorpå man gjorde scenen mere levende, men desværre også så fascinerende at det til tider tog opmærksomheden helt væk fra det der skete på scenen. Under én af de sidste numre vibrerede hele maleriet i takt med Soffie Viemose’s smukke vokal så det hele gik op i en højere enhed. Desværre var der en del af publikum der ikke lod til at være imponerede eftersom de havde mere travlt med at snakke end at lytte, hvilket var en skam.

Efter en lille pause kom Júníus Meyvant på scenen. Jeg skal ærligt indrømme at jeg intet forhold havde til hans musik i forvejen, men det blev hurtigt klart at det var ham en stor del af publikum var kommet for at høre, for snakken stilnede af og blev overtaget af grin når Júníus Meyvant fyrede jokes af om Kim Larsen og det danske sprog inden han gik igang med koncerten. Så var stemningen ligesom blødt op og der var lagt an til en aften i det stand-up komiske hjørne imellem sangene, som er én eller anden ting det er som om de nordatlantiske singer/songwriters har det med at være gode til, da alle de forskellige jokes bragte mine tanker hen på færøske Teitur der heller ikke er bleg for at fortælle komiske historier og jokes.

Cirka halvvejs inde i sættet joker han med at han fyrer bandet da det er for dyrt at have dem med, og spiller så 5-6 numre solo. Personligt synes jeg for alvor det er her Júníus Meyvant træder i karakter og stråler om kap med lyskunsten der som fyrværkeri giver genspejlninger i det smukke loft i festsalen. Alle de ovennævnte jokes og sjove historier ender da også med at give bagslag, da han skal præsentere et lettere sørgeligt nummer der bygger på en lidt tragisk historie om én af hans gode venner som har været i fængsel hele 5 gange, fordi han ifølge Júníus Meyvant konstant bliver misforstået. Humøret og stemningen kommer dog igen tilbage i den høje ende da bandet bliver inviteret tilbage på scenen og Júníus Meyvant opfordrer publikum til at danse hvis de vil.

Alt i alt en ganske dejlig aften i historiske rammer med stemningen i højsæde. Jeg ser allerede frem til næste års Frost Festival.

Frost Festival – Liima @ Hotel Astoria 17.02.16

Rikke havde i onsdags fornøjelsen af at opleve én af de mange fede koncerter som Frost Festival traditionen tro byder på her i kolde og grå februar. I onsdags stod der Liima lyttesession + koncert på Hotel Astoria på menuen. Hotel Astoria kender vi alle, det er bare de færreste der er klar over at det er et hotel der ligger i den grå funktionalistiske bygning fra 1934 der tårner sig op som et skib ved siden af indløbningen til Hovedbanegården fra Vesterport. Det er da også et historisk vingesus man bliver mødt med idet man træder ind ad hotellets fordør og bliver mødt af Københavns ældste og nok smukkeste svingdør fra 1935. Hotellet bærer tydeligvis præg af at være blevet istandsat til at efterleve nutidens standarder uden at gå på kompromis med æstetikken fra hotellets fødsel. Virkelig gennemførte og smukke omgivelser der skulle danne ramme om aftenens oplevelser.

Lyttesession
Efter betagelsen af denne fine svingdør blev jeg vist ind i morgenmadsrestauranten hvor Frost Festival havde indrettet garderobe i det bagerste lokale. Og så var der ikke andet for end at sætte sig ned og vente på at alle 15 der skulle være med til lyttesessionen ankom. Nogle brugte ventetiden til at finde nye venner, og andre sad tavst og stirrede ud i luften, afventende. Klokken passerede 17:00 og selvom vi stadig manglede 3, kunne vi ikke længere vente med at gå igang.

Den smalle trappe ned til det gamle køkken

Én af de frivillige fra Frost Festival kom og præsenterede sig selv og fortalte om hvordan Liima har stået nede i det gamle restaurationskøkken siden mandag og skrevet nyt materiale og øvet, og at vi lige skulle ned forbi dem og sige hej inden vi ville blive fulgt op i et hotelværelse, hvor vi som nogle af de første skulle lægge ører til 5 af numrene fra bandets kommende plade. Hun fører gruppen tilbage forbi den smukke svingdør, ned ad en meget smal trappe og ind til bandet der nærmest ikke ænser at gruppen sniger sig ind, fordi de er så optaget af musikken.

De spiller det nummer de var igang med færdigt, siger hej til os og forklarer lidt om hvad de har bedrevet indtil videre i de rå rammer. Men knap nok er denne præsentation færdig før én fra bandet udbryder; “hey lad os prøve at spille dem ud i et!“, og inden vi får set os om er bandet igang med at spille igen, hvor vi får lov til at overvære dem lave et forsøg på at koble 2 numre sammen. Vi klapper, hilser af og bliver herefter ført op til lytte-værelset. Indtrykket af deres materiale er allerede yderst positivt for undertegnede.

Lytte-værelset ligger for enden af en lang gang på 3. sal. Man har fjernet møblerne fra midten af rummet og lavet en form for lys-installation (samme som man har brugt på scenen i kælderen og i garderoben) for at give rummet noget liv. Vi får noget at drikke og kan så ellers sætte os ned og lytte (hvis vi kan finde en siddeplads) til højttalersystemet der står i hjørnet af værelset. Stemningen var en smule akkavet uden at det var ubehageligt.

Udsigt fra lytte-værelset til den ene side - Solnedgang over Vesterbrogade — Udsigt fra lytte-værelset til den ene side – Solnedgang over Vesterbrogade

Undertegnede lister sig under nummeret ‘Amerika‘, som jeg i forvejen kendte, ud på altanen og når at fange solnedgangen henover myldretidstrafikken på Vesterbrogade. Som med så meget andet er det svært at danne sig et bestemt indtryk når man hører noget for første gang, men som jeg skulle opdage til koncerten senere, var der alligevel noget der blev hængende.

Udsigt til den anden side fra Lytte-værelset - Hovedbanegården — Udsigt til den anden side fra Lytte-værelset – Hovedbanegården

Efter de 5 numre fik vi lov til lige at gå ud på altanerne eller blive hængende i lytte-værelset og snakke med de fremmødte om hvad man lige havde lyttet til. De fleste endte dog med at gå ud på altanerne og snakke lidt om den fantastiske udsigt der var udover byen inden vi én efter én fandt ned mod garderoben igen for at tage vores overtøj og gå ud og finde noget at spise.

Ventetid

En times tid senere vender jeg igen tilbage til hotellet og sætter mig i venteposition i den – i dagens anledning – blå morgenmadsrestaurant. For igen skal vi vente på at blive hentet ned til bandet fordi at de stadig er i fuld sving med at skabe ny musik. Der er nu noget særligt over denne her måde at skulle vente på at komme ind til en koncert på, for i modsætning til normalen hvor man kan stå i hvad der føles som en evighed og stirre op mod en mørklagt og tom scene, skaber denne her ventetid ekstra forventninger og nysgerrighed, fordi man ikke har nogen anelse om hvad der venter én (medmindre man har været med til lyttesessionen selvfølgelig).

Koncerten

Lidt over kl. 20 bliver vi vist ned til de rå rammer i det gamle restaurationskøkken. Stemningen er fra start hyggelig og rigtig god, og det er tydeligvis et tændt band vi skal til at opleve, for lige da repræsentanten fra Frost skal til at præsentere bandet og give et par praktiske informationer, åbnes døren til backstage og bliver så hurtigt smækket igen, da bandet opdager at det er for tidligt. Publikum griner. Præsentationen og informationen bliver da også knap nok færdig, da man kan høre bandet stå og råbe bag den lukkede dør. Endelig får de lov til at hoppe op på scenen og går straks igang med at spille.

Det specielle ved denne Frost oplevelse er nemlig at næsten hele bandet er flyttet ind på hotellet, og selvom de har hver deres hotelværelse, så er det det gamle restaurationskøkken der er det rum der bliver brugt allerflest timer i. Rummet fungerer nemlig både som øvelokale, studie og koncertsal med plads til omkring 70, hvilket giver de rå rammer en helt særlig hjemlig og hyggelig atmosfære. Det er dog langt fra første gang at Liima er centrum i en sådan konstellation, da bandet faktisk alle dage har arbejdet på denne her måde rundt omkring i verden, lige fra Finland, til Berlin, Istanbul, Madeira m.fl.

Forsanger Casper Clausen har i aftenens anledning fået sig forvildet ud i at bruge hele 4 forskellige mikrofoner. 3 til at synge i og 1 til at tale til publikum i. Eftersigende var det en tilfældighed, men det leder da til en vis forvirring hos sangeren og god underholdning i løbet af koncerten som iøvrigt ikke bliver mærket yderligere af denne detalje. Tredje nummer i sættet bliver præsenteret som ét af de numre de har fået skrevet i løbet af dagene i hotellets kælder. En sang der er inspireret af og navngivet efter Nintendo spillet ‘Kirkbys Dreamland‘ efterfulgt af endnu et nummer de har kreeret i de rå rammer, nemlig nummeret ‘Always Always‘, som man snildt kunne danse en lille dans til.

Efter en præsentation af bandet, fortsætter bandet i et lidt roligere tempo med nummeret ‘Life is Dangerous‘ hvor bassist Rasmus Stolberg især spillede en rolle i tæt samarbejde med den finske perkussionist Tatu Rönkkö. Et rigtig fint nummer som sagtens kunne gå hen og blive en favorit for mit vedkommende. Det er iøvrigt helt hypnotiserende at stå og overvære Tatu Rönkkö’s meget intense spil på sin MPC sampler som langt henad vejen var i centrum for bandets sange sammen med Mads Brauer’s synths.

De næste to sange, ‘Black Beach‘ og ‘Amerika‘, er skrevet til deres session på Madeira, som bandet i dagens anledning havde valgt at prøve og mikse sammen til 1 sang. Hvor vellykket det var, kan diskuteres, men det lød sjovt. Vi fik selvfølgelig første-singlen ‘Amerika‘ i sin oprindelig form efterfølgende og her slog det undertegnede hvor industriel en lyd Liima har i forhold til det band bandet her faktisk stammer fra, nemlig Efterklang. Denne her industrielle lyd fortsætter i nummeret opkaldt efter forsangeren fra Pink Floyd, ‘Roger Waters‘ og kulminerer så i én af de første sange bandet skrev i Finland; ‘Trains in The Dark‘ hvor lyden af save der saver i takt såvel som ude af takt skal forestille at lyde som et lokomotiv.

Det er blevet tid til en lille puster. Alle i bandet er løbet tør for vin, så der bliver lige fyldt op i glassene (se billede ovenover) og skålet inden bandet går igang med aftenens sidste sang kaldet ‘Leather In Pain‘, som blev skrevet i tirsdags, og derfor stadig bærer præg af at være meget en skitse. Den er meget højtragende og ender i en lidt blødere up-tempo tilgang.

Koncerten er slut og bandet går af scenen. Undertegnede står tilbage med en følelse af at have været fluen på væggen i en til meget en kreativ process i en miniature-udgave af en forladt fabrikshal. Den industrielle lyd som Liima ligger for dagen passede perfekt ind i de rå rammer som det gamle køkken serverede, og jeg glæder mig rigtig meget til at høre mere fra det produktive band der udgiver deres første album d. 18. marts. Indtil videre kan du lægge ører til bandets spritnye anden single ‘513‘ herunder:
[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/234704510″ params=”color=ff5500&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

blaavinyl præsenterer…

Sæt kryds i kalenderen d. 4. marts:

avi buffalo

Jeg lærte en musiker at kende for efterhånden en hel del år siden, og han var svært begejstret for Avi Buffalo, men det bed ikke rigtig på, da det eneste der på det tidspunkt fandtes var live-optagelser og demoer, som ikke var så tiltalende for mig. Avi Buffalo har dog siden dukket op hist og pist uden at lave den store entré i mit musikalske univers, indtil for nylig…

Hans musik begyndte at dukke op hist og pist på farten, til træning og hvor jeg nu ellers kører min iPhone på shuffle, og lige så stille har den vundet mit hjerte. Jeg elsker når nyt musik sådan kan snige sig ind på mig og fuldstændig overvælde mig. Især nummeret Overwhelmed with Pride har et stort plads i mit hjerte;

Jeg fyldte år for nylig og har nogle modige venner der år efter år satser og giver mig vinyler som de ikke er sikre på om jeg allerede har i min samling. Nogle af dem har givet op på forhånd, men det er også fint nok, for så er der jo lidt variation i gaverne, og det er tanken der tæller. Men de her venner der satser på min vinylsamling, er også rigtig gode til at spore sig ind på min musiksmag, og ramte også i år rigtig godt plet, da Avi Buffalo’s seneste (og sidste) plade At Best Cuckold var blandt de mange fine gaver. Pladen er kun vokset mere på mig siden, og var den udkommet i år ville den helt klart være at finde på min top 5 over årets bedste plader. Den kan klart anbefales hvis du ikke allerede kender den. I kan starte med ovennævnte sang, eller åbningsnummeret herunder:

Og her en rigtig flot video til en dejlig sang fra hans forrige selvbetitlede plade fra 2010. En plade jeg stadig har tilgode:

björk

Den allerførste gang jeg stiftede bekendtskab med Björk, var tilbage i halvfemserne enten i programmet Puls, eller på MTV hvor denne her lille fine dame dansede rundt i en eufori af forelskelse og dansede, sang, sparkede til dæk og skreg i vilden sky. Jeg var meget betaget, men fik aldrig rigtig tjekket hende nærmere ud.

Næste gang var da Vespertine udkom og Thomas Knak (Opiate og Future 3) sad i Boogie og fortalte hvordan han havde givet sig selv stød for at skabe et lydlandskab til ‘Undo‘. Jeg hørte for et par uger siden P6 Beat Elsker Björk udsendelsen hvor Knak fortalte om det her forløb hvor han havde hjulpet Björk med at producere de her par numre uden at vide at det var til den kommende Björk plade, og i det hele taget hvor bøvlet det var sådan at lave musikalske langdistance samarbejder i slut 90erne. Anyways..jeg anskaffede mig Vespertine og blev smask forelsket. Så det var en kæmpe stor ting at opleve hende på min allerførste Roskilde Festival nogensinde tilbage i 2003, hvor hun selvfølgelig også havde sørget for et kæmpe fyrværkeri.

Medúlla udkom året efter, men jeg var skuffet og kunne slet ikke rigtigt forholde mig til hendes projekt med at bruge stemmer som instrumenter, og den har her mere end 10 år senere stadig ikke vundet ind på mig. Nogle år senere da jeg gik på universitetet udkom Volta hvor første singlen ‘Earth Intruders‘ gjorde stort indtryk.

Nu har hun gjort det igen den kære Björk. Jeg må indrømme at det havde gået helt henover hovedet på mig at hun igen var albumaktuel, men det føromtalte radioprogram ledte min opmærksomhed hen på Vulnicura som jeg endelig fik taget mig tid til at lægge ører til i sidste uge….WOW! bare WOW. Det var min umiddelbare reaktion på de relativt lange men smukke smukke numre. Björk har skrevet pladen ovenpå bruddet med sin mangeårige partner, multi-kunstneren Matthew Barney. Hun forsøgte eftersigende at skrive sig ud af kærestesorgerne ved at sætte sig til at komponere alle de smukke stryger arrangementer man kan høre hele vejen igennem pladen. Den er klart blandt forårets bedste plader.

Jacob Bellens i Koncertsalen

Der var alt for mange plader der udkom i 2014, som jeg aldrig rigtig nåede at lytte til, selvom jeg var klar over deres eksistens. Den ene var Jacob Bellens’ My Convictions. Jeg har fulgt ham siden den første Murder plade (er desværre aldrig rigtig nået så meget omkring I Got You On Tape), så det var et eller andet sted for dårligt at jeg ikke fik tjekket op på hans seneste udgivelse før for nogle dage siden. Men det var på mange måder en dejlig positiv overraskelse, for det er en plade der fortsætter meget i samme storladne spor som min yndlingssang fra The Daisy Age (2012), nemlig Heart of Africa, som med sine smukke strøg af strygere støtter rigtig godt op om Jacob Bellens’ sprøde stemme, hvilket jeg savnede på resten af pladen. På My Convictions er der i DEN grad taget revanche (!). Så da jeg mødte op i Koncerthuset i DR byen i går, var jeg meget spændt på at se hvordan denne klassiske klang ville blive gengivet i levende live, og jeg må indrømme at jeg blev en anelse skuffet…

Michael Møller var aftenens special guest, der varmede den udsolgte koncertsal op i en god halv times tid. Måske det bare var mig, men starten af hans show var lidt plaget af en lysmand der ikke virkede til at have helt styr på teknikken, og spotlyset skiftede hele tiden fra at være på Møller til at være på en tom plet på scenen. Ydermere var første halvdel hans show meget præget af støj og folk der skulle ind og finde deres pladser (på trods af at det var blevet meldt klart ud hvornår dørene åbnede og at man skulle komme til tiden), hvilket fik mig til at spekulere lidt over om det kun er til klassiske koncerter (eller på Det Kongelige Teater) man formår at holde sig til når dørene lukker, så lukker de? – Det fik mig også til at frygte lidt for hvordan resten af aftenen ville forløbe, men min bekymring var heldigvis forgæves.
Det var en meget selvsikker Michael Møller, som bortset fra ekstranummeret, udelukkende præsenterede nye endnu uindspillede numre for os med tematikken om at han altid gerne har villet tro på Gud, men ikke rigtig kan når det kommer til stykket. En meget vellykket præstation i disse omgivelser.

Efter en lille halv times pause og sceneskift, var det blevet tid til aftenens hovednavn, som åbnede ballet med følgende bemærkning;

“Godaften. Vi skal spille for jer…..det ved i jo godt. Jeg håber i kommer til at hygge jer.”

Aftenens setup var; Orgel + guitar + vokal (Jacob Bellens), bas + kor (Jakob Falgren), trommer (Jakob Høyer), guitar (Manoj Ramdas), violin + keyboard (Nils Gröndahl), og keyboard + tværfløjte + kor (Ned Ferm). Men hvor var resten af strygerne og klassiske instrumenter til at bakke Bellens op? Svaret var en stor del af tiden hos Gröndahl og Ferm, der dels på keyboard, violin og tværfløjte fik løftet opgaven på smuk vis, men slet ikke op i de højder man måske kunne have ønsket når man nu befandt sig i disse i forvejen storladne omgivelser.

Jeg har efterhånden oplevet Jacob Bellens live en del gange, og gang på gang formår hans varme væsen at få et smil frem på læben og varme i hjertet. Som når han f.eks. imellem nogle numre fyrer følgende vits af, der får den ellers musestille og lyttende sal til at brøle af grin:

“Hvordan får man en fisk til at grine? Man lægger den i kildevand”

Cirka halvvejs inde i koncerten forlader Ramdas, Gröndahl og Ferm scenen, og ind kommer Marie Fisker der synger med på Do You Have Anything Harder (som Michael Møller og Bellens synger sammen i videoen forneden) og Eight Arms To Hold You, begge fra før den nyeste plade. Rigtig smuk kombination.

Efterfølgende kommer de ovennævnte herrer på scenen igen, og Bellens præsenterer os for en ny sang, One Of A Kind, efterfulgt af Someone You Love, som Bellens fortæller egentlig skulle have været en slags 50er ballade, men vist ikke helt var endt med at være det. Det var lidt svært at vurdere hvorvidt den var det eller ej, men Ramdas’ surfer-agtige mellemspil (som på pladen er en trompet), gav da lidt 50’er vibes på den rigtig gode måde.

Som én af de sidste sange, kom “en sang som alle de andre“, nemlig Heart Of Africa, hvor strygerne meget passende endelig kom meget mere i fokus, og varmede mit anmelderhjerte så meget så det næsten smeltede. Ekstranummeret, den smukke Change of Heart, som endte ud i et spacy drone-agtigt jam, sluttede på mange måder en dejlig koncert af på perfekt Bellensk.