blaa mandag #5

Vi beklager stilheden, men det er pga. at Rune er ude og spille i det store udland med et af de bands han spiller i, så jeg er alene på skansen.

Jeg har dog haft tid til at støve et navn af her i weekenden. I denne uge er det blevet den irske singer/songwriter, Fionn Regan. Han er ikke særlig udbredt her i Danmark, men det må jeg jo se om jeg kan få gjort noget ved nu.

Musikken blev jeg introduceret for, for et par år siden af én af mine venner, og den gik rent ind på lystavlen. Han har indtil videre kun udgivet én langspiller, nemlig ‘The End of History‘ fra 2006, så han har ikke været så aktiv de sidste 4 år. Men frygt ej, efterfølgeren ‘Shadow of an Empire‘ udkommer faktisk på næste mandag, og jeg er selvfølgelig super spændt på at høre hvad det er endt ud med.

Indtil da kan i begynde ved starten, med mit yndlingsnummer herunder fra debutpladen, som på det kraftigste kan anbefales hvis man er til akkustisk fingerspillende historiefortælling:

blaa mandag #4 – go’e gamle Louis-dreng

For en uges tid siden, skulle jeg rigtig tidligt op for første gang i lang lang tid, hvilket jeg selvfølgelig ikke er så god til. Men tanken om en god halv times rejse i S-tog den morgen, fik mig helt i hyggehumør, og jeg satte straks “den go’e gamle Louis” på min iPod og begav mig ud i den mørke kulde. Det var en fantastisk oplevelse. Han var jo en rigtig hyggeonkel ham Louis Armstrong. Selvom musikken er gammel, og man godt kan høre at der er gået nogle generationer siden det blev indspillet, så virker det stadig! Det kan stadig gøre en dag bedre end den var og bringe et smil på læben samt sætte en hofte til at vrikke hist og pist. Han må og skal aldrig glemmes!

Så jeg har nu fuld forståelse for, når Teitur ligefrem synger manden en sang, som her:

Jeg vil selvfølgelig gerne sprede denne hygge, så lyt med her på nogle af mine favoritter:

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/13-a-kiss-to-build-a-dream-on” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/16-takes-two-tango” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]

Hallelujah

Min medskribent og jeg, vil nok aldrig kunne blive enige om hvem der har lavet den bedste coverversion på klassikeren Hallelujah af Leonard Cohen. Én ting er sikkert, jeg er og har aldrig været begejstret for originalversionen, da jeg ikke synes at den på nogen måde får det frem i sangen som den skal.

Jeg ved at der er omkring en milliard kunstnere der igennem tiden har fortolket sangen, men jeg kender kun til Rufus Wainwright, Damien Rice og Jeff Buckley’s versioner, hvoraf jeg har virkelig svært ved sidstnævnte. Tilgengæld synes jeg Damien Rice’s version (se/lyt nedenfor) er den bedste af de tre, da det virker som om Rufus’ spilles med alt for meget tempo og for lidt følelse, og Jeff’s har bare noget at gøre med at jeg ikke er så meget til hans musik generelt (nu bander Rune!).

Her er den version jeg indtil i dag, altid har refereret mest til:

Men det der gjorde, at jeg valgte at skrive om sangen i dette indlæg, er rent faktisk en splinterny version af den fra i går, fremført af ingen mindre end Justin Timberlake og Matt Morris (søn af country stjernen Gary Morris). Hvilket de er kommet ganske glimrende igennem hvis du spørger mig. Jeg har en stor portion respekt for Justin, og den er ikke blevet mindre efter at jeg har set/hørt ham fremføre denne sang. Den har det hele, og den er ikke alt for blødsøden (med det menes der, at amerikanere ofte har det med at blive alt alt for blødsøden når det kommer til følsomme emner):

00’erne del 1

Jeg har længe gået og funderet over en måde man kunne præsentere sit musikalske nostalgiske syn på 00’erne, uden decideret at lave lister og uden at det bliver for trivielt…

I min jagt på dette, er der et album som konstant er dukket op i min bevidsthed (og dermed på min iPod og på anlægget)…nemlig Is This It af The Strokes fra 2001. Denne plade er meget svær at komme udenom når vi taler om 00’erne. Og så kan det godt være at den er kåret til årtiets bedste plade i diverse magasiner, men det er ikke så meget det det kommer an på. The Strokes ramte i 2001 et meget ømt punkt rent musikalsk…de genoplivede den rebelske rock, som nærmest havde ligget i dvale siden Kurt Cobain døde… De gjorde med andre ord rocken populær igen, og genindførte i samme snuptag, Converse sko, halvlangt fedtet hår, læderjakke og jeans!

Det er en plade som har fulgt mig nærmest siden den udkom, og der er blevet drukket, skrålet og danset i en uendelighed til den. Jeg har desværre aldrig nået at opleve dem i levende live…men mon ikke det nok skal komme på et tidspunkt?! Om ikke andet må jeg i mellemtiden nøjes med denne lidt komiske og halvstenede dokumentar, som bandet selv har filmet. Jeg ved ikke om det bare er mig der er langsom, men jeg faldt først lige over den i dag, og synes den er et sjovt eksempel på hvor meget tid der skal fordrives på sådan en tour, og hvad det fører til af skøre ting og sager. Synes især det er komisk at de starter ud med en bus, som de alle mand skal skubbe igang, hver gang den skal starte. Og samtidig får jeg bekræftet min påstand om at musikere er lidt ligesom børnehavebørn; legesyge og nærmest ustyrlige. Se selv:




blaa mandag #3

Efter at have måtte leve i næsten et halvt år uden min pladespiller og mine vinyler, blev jeg langt om længe genforenet med dem her i weekenden, og pladespilleren har fået drømmepladsen – lige ved siden af sengen. Sådan skal det være!

Anyways…da jeg langt om længe fik sat strøm til og fundet plads til højttalerne osv. skulle jeg jo bestemme mig for en plade. Valget faldt på en plade jeg ikke har hørt i 100 år, nemlig klassikeren Bridge Over Troubled Water af Simon and Garfunkel fra 1970. Og hvilket genlyt! Den plade er jo fantastisk. Så hvis du ikke har givet dig i kast med de gamle travere endnu, er dette et godt bud på et godt sted at starte. Og nu vi er ved de to herrer, skal deres plade Bookends fra 1968 da også lige nævnes, selvom jeg desværre endnu ikke har fået erhvervet mig den, så burde numre som America (til dem der har set Almost Famous en milliard gange som jeg, bliver dette dejlige nummer spillet da storesøsteren flytter hjemmefra for at blive stewardesse) og så selvfølgelig den vel nok mest kendte skæring Mrs. Robinson, være overbevisende nok til en investering.

Til slut vil jeg præsentere jer for ét af mine absolutte yndlingsnumre fra Bridge Over Troubled Water, her i en coverversion af de album- og koncert aktuelle Local Natives:

Black Vinyl White Powder

Hvis nogen spurgte mig hvilken bog jeg husker bedst fra det forrige årti omhandlende musik, så ville mit svar prompte være Black Vinyl White Powder skrevet af Simon Napier-Bell (bl.a. manager for The Yardbirds, T. Rex, Wham! m.fl. + en masse andre forskellige roller i musikbranchen). Det var en bog jeg helt tilfældigt faldt over på en tur til London for nogle år siden, og jeg fortrød bestemt ikke købet. Faktisk er den så slidt, at nogle af siderne trænger til en omgang tape.

Den bringer dig bag kulisserne i den engelske musikbranche igennem de sidste 50 år med penge, sex og stoffer som udgangspunkt. Det lyder måske en smule plat, men den er fuld af spændende og sjove facts. F.eks.:

Jamieson was not only the man behind the world’s most successful compilation series, he was also the person who gave its name. “When I was a kid I would be playing the latest Beatles record or whatever, and my dad would come home and put on Richard Crook’s ‘The Holy City’ and say; “Now, that’s what I call music.” When we were preparing the first compilation album, I was sitting in Virgin’s office and I saw a poster on the wall by the Danish Bacon Marketing Board which said “Now, that’s what I call bacon”. I decided it was fate – so the series was named that way. But in the end, we put the emphasis on the word “NOW”.”

Man får bl.a. også en mulig forklaring bag forskellen på den originale version af Hound Dog med Mama Thornton fra 1953 og Elvis’ version af selv samme sang fra 1956, eller hvordan Malcolm McLaren skulle instruere Johnny Rotten i at være ubehøvlet. En fantastisk underholdende bog, med mange finurlige facts og anekdoter, som på det varmeste anbefales, hvis du nogensinde skulle mangle noget underholdning.

blaa mandag #2

Vi har siden sidste mandag besluttet os for, at blaa mandag indlæggene fremover primært kommer til at omhandle “gamle kendinge”. Forstået på den måde, at vi metaforisk set støver et navn af fra vores efterhånden rimlig store musikbibilioteker, og har én eller anden form for indgangsvinkel til det. Denne mandag er det så blevet min tur…

Det iskolde vintervejr, mørke ensomme aftener i København og skiftende snefald og blå himmel, fik mig i sidste uge til at tænke på Stina Nordenstam. Denne nærmest glemte norske sangfugl, der med hendes fløjlsbløde stemme har ført mig igennem mange vintre efterhånden. Det har primært været med pladerne This Is Stina Nordenstam fra 2002 og The World Is Saved fra 2004 i ørerne. Hvoraf sidstnævnte faktisk er det sidste vi har hørt fra hende indtil videre. Men også hendes debutplade Memories Of A Color fra 1991 har gjort et vist indtryk, den er bare ikke blevet sat på lige så ofte som de andre to.

Af højdepunkterne i den del af hendes karriere jeg er velkendt med, vil jeg introducere jer for følgende numre:

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/stina-nordenstam-soon-after-christmas” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/stina-nordenstam-everyone-else-in-the-world” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/stina-nordenstam-winter-killing” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]

Dagens største nyhed

Torsten Larsens overskydende demoer fabrikeret i forbindelse med Larsen & Furious Jane – “Zen Sucker” er nu tilgængelige, og det er endda gratis’t – tryk her.

Den hedder The Big Payoff og Torsten Larsen siger selv følgende:

“Demos. I suppose every musician has them. A secret stock of more or less detailed sketches that were dropped somewhere in the process. Because they didn’t fit in, because something better came up, because there was an unsolveable problem. The songs on “The Big Payoff” are a collection of demos from the three-year period, in which Larsen & Furious Jane worked on “Zen Sucker”. Each and every one of them was rejected at the door by the other band members. These sketches were conceived in very relaxed sessions. In the rehersal room or at home, alone or with a friend – and rarely without wine and smoke. They were recorded fast. Then we’d do a mixdown and delete the session, so these mp3’s are the only form in which these songs still exist.”

Jeg kan endnu ikke give min mening til kende omkring kvaliteten af demoerne, men mon ikke de er downloadtiden værd? Det vil undre mig meget hvis det ikke er tilfældet – god mandag!