blaa vinyl har nu været inaktiv i næsten en hel måned, til dels på grund af diverse ferier der skulle afvikles og til dels på grund af den side, du befinder dig på lige nu. Den er vi utrolig glade for at kunne præsentere for jer, og det er noget vi har glædet os rigtig meget til.
Efter mange overvejelser besluttede vi nemlig for et efterhånden lang stykke tid siden, at vi havde lyst til at have lidt mere råderet over vores eget layout, og selve serverpladsen vil være gavnende for os i fremtiden. Derfor er den gamle side på wordpress (blaavinyl.wordpress.com) nu blevet erstattet med blaavinyl.dk. Profilen er den samme, men layoutet er nyt.
Layoutet har Asger Behncke Jacobsen fra Kolding Designskole stået for, og vi er rigtig glade for det resultat der er kommet ud af det. Også vores gode ven Anders Mortensen har hjulpet os med at få det hele op og stå. Og dem er vi meget taknemmelige overfor, da vores egne programmerings- og designevner er yderst begrænsede.
Som sædvanlig har vi stadig mange jern i ilden, så selvom vi i fremtiden vil forsøge at have en hyppigere update-rate herinde, så er blaa vinyl stadig for vores egen fornøjelses skyld og altså uden kommercielle bagtanker.
For en nemheds skyld har vi oprettet en gruppe på facebook til hverdagsbrug når der kommer nye nyheder, artikler eller andre ting vi gerne vil kommentere på. Den vil vi gerne opfordre til at interesserede hægter sig på: blaavinyl.dk på facebook. Ligesom vores twitter-profil er at finde her: blaavinyl.dk på twitter.
Vi glæder os til at dele blaa vinyl’s fortsatte udvikling med jer!
bloggelige hilsner
Rikke og Rune Schlosser
P.S. Vi håber at de flinke mennesker der har linket til os, kunne finde på at rette vores link til vores nye link: blaavinyl.dk.
Det er nu efterhånden 1 1/2 år siden vi startede denne lille blog op. Og efterhånden som antallet af indlæg er steget, er interessen for bloggen ligeledes blomstret. Derfor har vi besluttet at købe domænet blaavinyl.dk, som forhåbentligt inden for den næste uges tid vil komme op og køre. Derfor vil det nok være lidt sløvt med indlæg i den kommende uge, da vi arbejder på højtryk for at få det til at køre 100%. Stay tuned!
Efter længere tids overvejelse pga. en pebret billetpris, tog jeg mig endelig sammen, og hoppede på cyklen. For første gang længe, oplevede jeg at cykle ned mod Vega med sommerfugle i maven. Med den historie jeg har med Regina Spektors musik, var det svært at vide hvad jeg skulle/kunne forvente…
Det kan godt være at jeg er ved at være for gammel til at rende til koncerter, eller også er jeg for tilvænnet med forhånds-/insiderviden. Men aftenens koncert lod vente på sig. Der stod kl. 20 på billetten, jeg var der på slaget, men hun lod vente på sig og kom ikke på scenen før kl. 20:37 (!). Allerede her var jeg jævnt irriteret over at skulle stå i næsten 40 minutter og vente på en forsinket kunstner. Jeg blødte dog hurtigt lidt op, da hun startede settet ud med den sang der havde rumsteret inde i mit hoved lige op til koncerten, smukt fremført på flygel, violin og trommer, mere skulle der ikke til:
Men det holdt ikke længe, da det ikke virkede som om Spektor overhovedet var i stødet til at spille koncert. Hun spillede de første 5-6 numre næsten uden pause, og virkede meget fraværende på trods af komplimenter og tilråb fra publikum. Man kunne se at hun var smigret, men kunne ikke rigtig andet end at fremstamme et genert “thank you guys”, inden hun gik videre til næste nummer. Jeg begyndte at undre mig over om hun enten er ekstremt genert eller meget koncentreret når musikken spiller…Men taget hendes gode ry i mente, tvivlede jeg alligevel stærkt på at det var nogen af delene.
Det skulle så vise sig, at min tvivl kom mig til gode, da der faktisk var en grund til den manglende publikumskontakt og smertende mine, da Spektor langt om længe midt i settet åbner op og fortæller at de oprindeligt skulle have været 4 på scenen, men at cellisten, Dan, desværre var afgået ved døden for nyligt, hvilket havde gjort denne tour en overvældende én af slagsen. Dan efterlod en ung kone og et lille barn. Man kunne nu tydeligt mærke på Spektor, der med knækkende stemme og nervøse træk måtte kæmpe for at komme ud med budskabet, at hun langt fra var okay med situationen. Hun forlod derefter scenen sammen med trommeslageren, hvorefter violinisten tog over og fortalte lidt mere om Dan og hans yndlingssang (fik aldrig fat i hvilken én det var og kunne ikke nikke genkendende til den), som han derefter gav sig til at synge akkompagneret på elguitar.
Efter dette nummer forlod også han scenen, og Spektor kom tilbage efter godt 1 minuts stående klapsalver. Stadig tydeligt rystet…men hun satte sig ved flyglet og fortsatte ufortrødent koncerten solo. Publikum var blevet stille, meget stille og lyttende, hvilket undertegnede satte stor pris på. Setlisten indeholdt lige dele fra hendes seneste plade Far (2009) og Begin To Hope (2006) + sikkert nogle andre sange fra hendes bagkatalog, som undertegnede endnu ikke er så bekendt med. Men denne sidste halvdel af settet indeholdt hele to af de numre jeg havde håbet allermest hun ville spille, nemlig Samson og Summer In The City, som begge blev fremført på smukkeste vis. Kl. 21:40, næsten præcis 1 time efter at hun langt om længe var kommet på scenen, havde hun spillet sidste nummer, takkede af og forlod scenen for ikke at vende tilbage, uanset om publikum blev stående og klappede efter ekstranummer…
Jeg har det lidt ambivalent med denne koncert, da rammerne omkring den spolerede en stor del af oplevelsen for mig. Dels forsinkelsen og derpå det efter min mening alt for korte set, taget hendes halvstore bagkatalog i betragtning og ikke mindst billetprisen. Plus hendes fravær… Men bortset fra alt det, var koncerten, når musikken spillede, perfekt!
Her i den trykkende varme er det jo nærmest umuligt at finde kræfter til at lave et seriøst indlæg eller min lovede Roskilde Festival opsummering. Derfor følger her en lille sang som jeg, trods varmen, håber at vejrguderne vil lytte til. Det er et fantastisk dejligt sommer-nummer fra 2003-albummet So Much For The City af irske The Thrills. Et nummer man ikke kan andet end at nyde, da den indeholder en fantastisk Californisk vibe hvor inspirationen primært er hentet fra The Beach Boys. The Beach Boys anno 2003 er vores blaa mandag i dag, og vi håber bønnen fra sangen bliver hørt til i morgen. Tra la-la-la….uh aah uh.
Et af de meget oversete albums fra 2009 på den elektroniske scene er Holbeks (aka. Steen Rock der også er en del af Nobody Beats the Beat) album Frit Løb, der indeholder en række elektroniske perler. Det er de to udgaver af nummeret Træk Stikket Ud (Se bunden af dette indlæg) et fremragende eksempel på. Undertegnede blev bekendt med albummet via vores kollegaer fra frekvens, mens remix versionen her i indlægget dukkede op sidenhen.
Desuden er det ikke lang tid siden, at vi anbefalede et andet nummer med Silas Bjerregaard som den (delvise) vokal. Silas’ stemme gør sig åbenbart ganske formidabelt på dansk, og især i det mere afdæmpede og melankolske. Resten af Holbeks skive kan så sandelig også anbefales. Det er dejlig electronica med en masse spændende gæstesolister som: Tuco, Peter Sommer, Khal Allan, Malkin Zany med flere.
Jeg har en lille fidus til Mikael Simpson remixet, men nyder begge versioner herunder, jeg håber I vil gøre det samme.
Det var ikke kun solen der fik publikum til at smile på Pavillion-scenen fra søndag til onsdag. Foto: Rune Schlosser
Så er årets Roskilde festival 2010 overstået, og på diverse sider er koncerterne blevet gjort op for i meget stor stil. Derfor vil jeg fatte mig i korthed, da man kan finde de fleste anmeldelser udført meget sobert, og sikkert også mens de var præsente ved de anmeldere, der har været tilstede. Jeg må erklære mig enig, i de fleste anmeldelser jeg har læst, mindre enig i nogen andre og fuldstændig uenig i enkelte tilfælde. Det har dog været en uge med musikalske indsprøjtninger, der gav forskellige følelsesmæssige og musikalske afkast. Den vil for vores vedkommende være delt op i to-tre indlæg, startende med de navne undertegnede var vidne til ved årets camping dage, som blandt andet var: Kandy Kolered Tangerine, Mescalin, Baby, Sleep Party People, Chimes And Bells, IGNUG med flere.
Kandy Kolered Tangerine var en af de mest positive overraskelser i opvarmningsdagene, nærmere betegnet søndag eftermiddag. Deres virkelig gennemførte støv/americana rock var virkelig til at tage og føle på. I enkelte anmeldelser fik de en del kritik, men jeg må sige at på trods af deres lyd, som i høj grad er omsiggribende på de fleste numre, så havde de en nerve og en umiddelbarhed, som jeg er ret overbevist om også holder på længere sigt. Jeg har i hvert fald givet både Babylove og Flow, de to numre der er vedlagt herunder, et grundigt lyt, og de vokser virkelig på en. I forbindelse med Spot hørte jeg flere anbefalinger af bandet, men bedre sent end aldrig. Det er horisontalt, støjet, skramlet og melodisk – jeg må anbefale dem videre på det allerkraftigste.
Bandet kan bl.a. opleves den 26/8 i år på Musikcaféen i Århus.
Karrierekanon-vinderne Mescalin, Baby, gjorde så sandelig også en god figur mandag eftermiddag. Hvis man har dyrket diverse retro-rock bands som The Blue Van eller hvad vi ellers har på den danske scene, så kan man helt sikkert også godt lide Mescalin, Baby. Det spiller vanvittig dansabelt, medrivende og i kraft af forsanger Marc Facchini-Madsen, har de en stærk tovtrækker til de bagerste rækker af publikum. Bandet har også på speak-prægede passager som det blandt andet høres hos den velbevarede hemmelighed fra 1970 Sixto Rodriguez (om det konkret har været en inspiration ved undertegnede dog ikke). Her på blaa vinyl er vi glade for rock med stort R, og på Roskilde leverede Mescalin, Baby en solid præstation med netop det.
Sleep Party Peoples indadvendte, shoegaze, dream-pop er en helt anden stemning. Undertegnede så/lyttede udenfor Pavillion-teltet og nød det i allerhøjeste grad. SSP er blevet hypet meget det sidste halve års tid, derfor er det nok ikke nogen stor overraskelse, at vi nævner dem, men Brian Batz’ projekt er virkelig et af årets favoritter. De spillede godt, og det passede godt til den afslappede stemning på Pavillion, men undertegnede vil til enhver tid foretrække de vippende kaninhoveder på en skummel Musikcafé i Århus (som bliver en realitet den 1/10 i år sammen med Shout Wellington Airforce!). Udover at koncerten var dragende, så se eventuelt bandets fremragende indspilninger (og andres) i forbindelse med The Copenhagen X-Sessions.
Vi har før kastet props efter Chimes And Bells her på bloggen. De skuffede ikke på Roskilde. Deres inderlige art-rock med Cæcilie Trier i front og Jannis NM på back-up er (stadig) en vidunderlig kombination. De to vokalers klang er en sand fryd for øret, og de spillede tilmed nogle nye numre (et af dem også på tidligere omtalte X-sessions). De spillede overbevisende ,og folk var virkelig betaget, men jeg har det på samme måde med Chimes And Bells, som jeg har det med Sleep Party People. De skal helst ses ekstrem intimt. En af de plader jeg har de største forventninger til i 2010.
Se et af de nye numre her (og lyt til et par gamle):
Eftersom jeg både havde hørt SSP og Chimes And Bells før Roskilde, var den anden af de to største live-oplevelser i de indledende dage (udovover KKT) IGNUG. De vandt også årets Karrierekanon, og det er så sandelig ikke uberettiget. Det er et yderst kvalificeret live-band. De tog mig ganske enkelt med mine støvede festival shorts nede om anklerne. Ruby Renaissance er bandets front-persona, mens bandet giver den for fulde gardiner med deres dansable og finurlige electro-pop. Bandet besad også en forfriske selvtillid, da de indtog scenen, og de virkede som om, at det vitterligt er på en scene, de høre hjemme. Enhver der får lejligheden til at opleve bandet live, bør ikke lade chancen gå forbi. Professionelt og meget gennemført. Vokalmæssigt er Ruby R. eminent, mens han slægter enkelte kendte vokaler på. Jeg er ret sikker på, at han stod forrest i båsen ,da den sidste kunstner lukkede Orange scene – så har jeg vidst ikke sagt for meget.
Det anbefales på det kraftigste at man ser følgende klip fra koncerten her (mine html-kode egenskaber er skrantende).
Udover de nævnte orkestre, overværede undertegnede også 80’er electro-pop bandet Kill Screen Music og minimal-techno talentet Eim Ick. Begge konstellationer gjorde en ganske udmærket figur. Fidus-pokalen vil dog helt sikkert gå til den lovende Eim Ick, mens Kill Screen Music klart gjorde sig bemærket med en vilje og en professionel attitude, men dog med noget der lugter langt væk af kommerciel elektro-pop, der skal udfylde hullet for Nephew mens de holder pause (Traffic er dog et catchy nummer). Velspillet musik, gammel lyd, der snerter Bono og andre fra samme skuffe på. Interessant og spændende er det dog for Kill Screen Music, at de har fået job på Roskilde med kun fem jobs i bagagen – lær venligst andre bands opskriften. Eim Ick skal opleves igen under rette club-lignende forhold.
Se flere klip fra campingdagene på Pavillion her og søg på “Roskilde Festival 2010 Live Concerts”(Roskilde Festivalens eget fremragende initiativ). Jeg har været elendig til at embedde Arkenas videoer.
Hvis man søger på ‘Teitur’ her på bloggen, tegner der sig hurtigt et billede af hvem af mig og Rune der har skrevet mest om troubadouren. Eller i det mindste nævnt ham i de pågældende indlæg. Undertegnede har nemlig efterhånden fulgt ham siden 2003 og ligeledes haft et væld af ualmindeligt rare live-oplevelser med selv samme. Ja, jeg har mine singer/songwriter favoritter (som indtil videre har talt begejstrede indlæg om Ed Harcourt, Josh Ritter, Nick Drake m.fl. her på bloggen), og færingen Teitur er altså én af de mange…
Teitur er snart aktuel med sit femte album, som endnu ikke har fået nogen titel. Men det udkommer i hele verden d. 4. oktober og allerede nu kan du høre den første single med titlen You Never Leave LA, som vi har været så heldige at få lov til at streame herunder:
[soundcloud width=”100%” height=”81″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/teitur-you-never-leave-la”] Teitur – You Never Leave LA by blaavinyl
Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med charmetrolden, får du her en oversigt over hans diskografi og et fif til hvor det er bedst at starte:
1. Poetry and Aeroplaness (2003)
2. Stay Under The Stars (2006)
3. Kata Hornid (2007)
4. The Singer (2008)
Størstedelen stiftede bekendtskab med Teitur på hans anden plade Stay Under The Stars fra 2006 med den allestedsværende hitsingle Louis Louis (selv min mor hoppede med!), som var en hyldest til den legendariske Louis Armstrong. Det er skam også en fin plade med højdepunkter som I Run The Carousel, Nightmare Works, Boy She Can Sing og mol coverversionen af rock’n roll klassikeren Great Balls Of Fire. Men som det så ofte er med de her lange bekendtskaber, skal der meget til at vælte førstehåndsindtrykket af pinden…så når det er sagt, vil jeg anbefale dig at starte ud med starten, nemlig første pladen Poetry and Aeroplanes fra 2003 som det er svært at hive favoritter ud af, da hele pladen er én stor favorit i mine ører. Men derfor skal i da ikke snydes for et nummer derfra:
Næste skridt må næsten være The Singer fra 2008, som er den mindst tilgængelige plade manden har lavet, og dermed også den plade der dels viser en ny side af Teitur, men også en plade som tager tid om at sive ind under huden, men som netop også bliver der længere, som det så ofte er med sådanne plader. I får lige her til sidst én af de mere up tempo numre fra pladen i en alternativ men sjov version (læg mærke til de flyvende badedyr):
Resten af Teiturs diskografi er mindst lige så anbefalelsesværdigt, men du må klare dig selv herfra…og husk så også lige at få ham oplevet live, når han engang kommer ud og turnerer igen!
…eller hvad man nu kan kalde den. Jeg tænkte at det var tid til et indlæg med lidt forskellige inputs og nyheder fra nær og fjern.
De føromtalte sprøde svenskere i Forest & Crispian har ikke ligget på den lade side det sidste års tid siden deres sidste pladeudgivelse. Da de udover at have turneret i Danmark, Norge og Sverige, også har fundet tid til at indspille deres tredje album, i et gammelt teater i Malmö, som med titlen Morgenlands rammer gaden i sensommeren/efteråret i år.
Førstesinglen, den meget catchy og meget Forest & Crispianske Let The Best Band Win, kan høres herunder, og vi her på blaa vinyl er meget stolte af at være nogle af de allerførste til at præsentere det. Giv det et lyt:
[soundcloud width=”100%” height=”81″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/forest-crispian-let-the-best-band-win”] Forest & Crispian – Let The Best Band Win by blaavinyl
Efterklang lejren har gang i nogle sjove remix udgaver af sange fra deres seneste plade Magic Chairs fra i år. Indtil videre har de teamet op med Turboweekend og Oh No Ono, som de har byttet numre med og så har lavet hver deres remix af de pågældende numre. Umiddelbart synes jeg bytteren med Oh No Ono er forløbet bedst for begge parter, hvor jeg synes at Efterklang selv endte ud med det bedste resultat i Turboweekend runden. Men det kan i selv være med til at vurdere, for alle 4 numre kan både streames og downloades (GRATIS!) her og her. Hvem deres næste remix projekt er med, er endnu hemmeligt, men jeg kan hilse og sige at det bliver rigtig interessant og knap så forudsigeligt som med de to foregående navne!
Og lige her til sidst lidt mere remix og lidt om blaa vinyl yndlingene i Bodebrixen. Der har været stille omkring dem de sidste par måneder (med undtagelse af deres optræden til én af de mange SPOT efterfester), men i sidste uge dukkede følgende nye nummer op i en remix udgave (remixet af Oli Horton, som bandet i starten af dette år besøgte i hans studie). Et nummer der bringer mig gode minder fra den ovennævnte meget festlige og farverige koncert til SPOT efterfesten i Studenterhuset i maj måned. Nummeret hedder I Was Sad & You Were Lonely, og det kan høres her:
Der er forlyden om at bandet så småt er igang med at arbejde på en EP, men det hører vi sikkert mere om når eller hvis det bliver aktuelt…
