Det forholdsvis nye selskab The Big Oil Recording Company er ved at være klar med en ny udgivelse – nemlig det fjerde album fra Brooklyn-baserede Will Stratton, der er ny i min bog, men som skal have udgivet tre gode plader. En plade fra 2007, What the Night Said, har desuden fået 4 1/2 stjerne af den udmærkede side allmusic.com.
Første single fra den kommende plade, der kommer til at bære navnet Post-Empire, er da virkelig også et behageligt bekendtskab. Den bærer samme titel som albummet, og er en fin sag med en flot fingereret udførsel af den seks-strengede, samt et engleagtig kor- og stryger-arrangement – meget smagfuldt.
Nummeret står på skuldrene af folk som Nick Drake og Scott Walker, og Stratton formår – ligesom førnævnte – at gøre noget ultra-enkelt meget smukt og lytteværdigt. I hvert fald ansporer de første gennemlytninger af Post-Empire til at høre mere, så det vil vi så se frem til herfra. Et god bud til din (kolde) vinteraften.
En grå novemberdag sidste år, vågnede jeg med utilsigtede tømmermænd af den art der gør at man ikke orker at skulle forlade sin hule, men i min kalender stod en note om at jeg skulle møde op på stengade kl. 8:30. Klokken var 8:45 og min telefon kimede løs. Jeg var sent på den. Fuck! En skæv start på en dag der skulle vise sig at blive meget lang, men også en dag der startede meget sløvt ud og endte med at blive ret god. Det var Aage Hedensted fra Mixtune For Cully, som skulle optage sin musikvideo til sangen Ray Of Sunshine fra hans kommende album. En sang jeg fik rig mulighed for at høre en milliard gange i løbet af den dag, med en catchy intro og melodi, som jeg nåede at blive pænt træt af inden dagen var omme.
I denne uge blev det færdige produkt så endelig smidt op på youtube, og jeg må sige at jeg synes resultatet er blevet flot, og jeg er til og med også gået hen og blevet ret glad for sangen på trods af metaltrætheden jeg nævnte før. Tjek det ud her, og se om du evt. kan spotte et ansigt som optræder nærmest hver dag på kanal 5 i et reality program for tiden:
Denne næste video har jeg dog intet haft med at gøre, men derfor skal i jo ikke snydes for Ulige Numre’s anden-single Navn I Sne som undertegnede har givet øgenavnet Håkan Hellstrøm-sangen. Tamt, I know. Det er om ikke andet en dejlig sang der varmer her i disse kolde og mørke måneder. Bandet spiller iøvrigt på blaa vinyl’s gode gamle hjemmebane i aften, nemlig på Pitstop i Kolding. Så hvis du befinder dig i nærheden af Kolding lige netop i aften, vil jeg anbefale dig på det kraftigste at kigge forbi og få et smil på læben. Billetter kan købes her, og koncerten starter kl. 22.
Video til et nyt nummer fra den formidable M. Ward. The First Time I Ran Away, som det hedder, er fra den kommende soloudgivelse A Wasteland Companion fra Ward, der senest har været aktuel med She & Hims juleplade A Very She & Him Christmas.
Jeg har personligt mere fidus til M. Ward som solomand. Han har leveret nogle fremragende skiver her, og jeg må da erkende, at det også er en af de mere ventede i 2012.
Nyd i første omgang denne utrolig smukke video, der udspiller sig meget tekstnært på en meget smagfuld måde. Jeg elsker koret i nummeret – den svage “hummen”. Det passer lige til vores vintersol, der ligger lavt, så øjnene skal knibes.
Det er med stolthed i stemmen, at vi i Poetry In Mono kollektivet efterhånden kan løfte sløret for et fuldt forårsprogram, der byder på lidt af hvert. Følg med på siden her eller inde på Facebook, hvor der løbende vil blive opdateret på de forskellige events.
Vi starter forårets sæson torsdag d. 2. februar med fornemt besøg fra bandsene Talking To Turtles fra Tyskland og Let Me Play Your Guitar her fra Danmark. De to bands mødtes sidste år på SPOT festival hvor de fremførte en succesfuld fælleskoncert, og drager nu på en mindre Danmarksturné inden de drager til Tyskland og giver en række koncerter der.
Undertegnede kan (ikke helt objektivt, men stadig hjertefølt) anbefale denne koncert på det kraftigste, og at man erhverver sig en billet i forsalg og sparer en 20’er på entréen herinde.
Jeg har lige haft en gevaldig optur over dette nummer igen med Jonathan Johansson igen. Redan Glömda er dæleme et af de smukkeste numre. Jeg må erkende, at den nok burde have været på min liste over 2011’s bedste tracks. Det har så meget nerve hele vejen igennem, og så er lyden fandme godt skruet sammen – generelt på hele Klagomuren. Denne svensker fortjener (fortsat) stor anerkendelse.
Så er året gået på hæld, og det skal gøres op i udgivelser. Jeg har været forbi ufattelig mange udgivelser, og der er mange, jeg meget gerne havde set med på denne liste. Ligeledes er der en lang række albums, der er blevet “grovsorteret”, og derfor ikke hørt, om end flere anbefalinger fra forskellige sider. Sådan er det jo. Man skal have tid til at høre dem man kan lide igen, og derfor bliver det sådan. Her er ikke mindst mine ydmyge bud på, hvad for nogle udgivelser, der for mig har været de stærkeste.
De største ønsker om et givtigt 2012 til jer.
top 10 album udland:
#10. Take Care – Drake
– Den canadiske hiphopper har leveret en fremragende album med masser af højdepunkter. Han har – for mig – været dette års Kanye West. Marvins Room og HYFR er fantastiske, mens titelnummeret er i en klasse for sig selv.
#9: Helplessness Blues – Fleet Foxes
– En dejlig opfølger til deres selvbetitlede debut. Der er mange finesser indarbejdet i det kor-rige folk-projekt, og de kreative idéer har forplantet sig i et konstant voksende album, der viser nye sider af sig ved hver gennemlytning.
#8: No Time for Dreaming – Charles Bradley
– En debuterende soulartist i sin bedste alder. Charles Bradley er omkring 63 år gammel, og han har leveret et album med stor sjæl og ærlighed. Soul!
#7: Parallax – Atlas Sound
– Bradford Cox har lavet en dejligt album, der desværre kom så sent, at jeg stadig har den længerevarende lytning til gode. Det umiddelbare indtryk har dog været aldeles fremragende, og derfor også en plads på denne liste.
#6: Kaputt – Destroyer
– Atter et album, der kom sent ind på min playliste. Den vellyd, der dog er at finde på Kaputt tager kun få gennemlytninger at forelske sig i. Downtown, Bay Of Pigs (Detail) og titelnummeret er helt og aldeles sublime.
#5: Bon Iver, Bon iver – Bon Iver
– Det mest ventede album fra undertegnede, og det skuffede ikke. Justin Vernon og co. leverer en fremragende opfølger til For Emma… Genremæssigt er der kommet noget mere kød på, og der bliver eksperimenteret flittigt med stor succes på den selvbetitlede plade, hvor Calgary, Holocene og Beth/Rest er nogle favoritter.
#4: James Blake – James Blake
– Elektronisk soulet post-dubstep. Han behøver vidst ikke nogen nærmere introduktion. Har været en konstant faktor på den internationale scene, og har leveret nogle af de stærkeste udgivelser i år.
#3: Yuck – Yuck
– Herligt 90’er nostalgisk plade, hvor især forsanger og sangskriver Daniel Blumberg er et kraftfelt. Har også nydt Blumbergs solo/demo-udgivelser fra Yu( c )k og Oupa i år. Ingen svage punkter på en meget stærk plade.
#2: Forget – Twin Shadow
– Mange vil måske sige, at denne plade hørte 2010 til, men så vidt jeg ved, blev den først udgivet i Europa i januar, derfor lister jeg den med. Det er en af de – lydmæssigt – mest gennemførte plader. Store 80’er inspirationer med vellyd og så er der et dejligt melodisk fokus. Forget er en ubeskrivelig dejlig plade.
#1: Smoke Ring For My Halo – Kurt Vile
– Kurt Vile har skabt en plade, der er en enhed. Det er smukt, laid-back, eftertænksomt, melodisk, repetitivt og mangefacetteret. Jeg har hørt den på repeat, og så hørt den igen. Jeg har stadig ikke oplevet Vile live – en af mine allerstørste hængepartier. Smuk og gennemført album.
Smoke Ring For My Halo på Spotify:
top 5 album indland
#5: Hymns From Nineveh – Hymns From Nineveh
– Jonas Petersen har lavet en virkelig god og genneført plade, der viser mange facetter fra ham. Jeg er gladest for de mest minimalistiske numre, og ønsker, at næste plade bliver mere fra den boldgade, men en virkelig dejlig debutplade.
#4: Mount Modern – Dad Rocks!
– Et dejligt og ærligt album fra Snævar Albertsson. Noget af den mest naive, men også fantastiske og eftertænksomme lyrik fra en dansk kunstner i år.
#3: Root System – Messy Shelters
– Utrolig stærkt album der er vokset og vokset i løbet af året. Larsen & Furious Jane-medlemmet er således med to gange på undertegnedes liste. Root System er så alsidig på mange måder, at du når et stort følelsesmæssigt spektrum igennem, før du trykker på play igen.
#2: The New Spring – The New Spring
– Dejligt og gennemført folk-album. Der er substans i lyrikken, og musikken er – trods sin enkelthed – voksende for hver gennemlytning. Bastian Kallesøe lover mere The New Spring i 2012, og det er da et album, der vil blive ventet på i spænding. Smukt.
#1: Dolly – Larsen & Furious Jane
– Aarhus-kvartetten har lavet årets ubetingede bedste album. Det er ikke helt objektivt, da jeg er stor fan af alt, hvad de har lavet, men dette album er nu i en klasse for sig selv. Numre som Out of Pocket, Sunlight, Window Shopping, Bottomfeeder og Density er med til at gøre det virkelig helstøbt. Dolly er 2011’s stærkeste danske udgivelse.
Jeg gør lige oprør imod det Rune og jeg ellers havde aftalt som grundregler for året albumlister. Vi havde aftalt at vi skulle lave en top 10 på udenlandske albums og en top 5 på danske albums, som selvfølgelig er udkommet i år. Men da undertegnede kun har fået lyttet grundigt nok til 5-6 ud af de 14 udenlandske plader jeg har liggende fra i år, og har mange flere danske plader på samvittigheden end der ville være plads til på en top 5, så har jeg besluttet mig for at gøre oprør og lave en samlet top 10, som er blevet som følger:
#10: Loney Dear – Hall Music
Selvfølgelig skulle én af mine absolutte yndlingsmusikere finde vej til min top 10, når nu han har udgivet nyt igen. Det er en rigtig dejlig og smuk plade som man ville kunne forvente, men den er efter min mening dog ikke helt så helstøbt som hans tidligere værker, og det gør at han på trods af favoriseringstendensen, er havnet så langt nede på denne liste.
#09: Hunch Bettors – Splash-Dancing Kids EP
En rigtig dejlig EP som har fået åbnet mine ører for alvor for det her band. Er spændt på at se hvad de har at byde på når de engang udkommer i albumformat. Indtil videre tegner det rigtig godt, og jeg er helt forelsket i vokalen.
#08: Kurt Vile – Smoke Ring For My Halo
Som så mange andre, opdagede jeg først ham her i år med denne dejlige plade. Jeg ved ikke helt hvad det er ved pladen her som har charmet sig sådan ind på mig.
#07: The New Spring – The New Spring
Som vi har været inde på et par gange herinde, så er dette en dejlig let og enkel plade, som vi er meget glade for. Undertegnede dyrkede den især lige omkring dens udgivelse hvor hun erhvervede den på den fine musikcafé, Musiksmag i Jægersborggade til releasen.
#06: Hymns From Nineveh – Hymns From Nineveh
Vi havde som bekendt meget store forventninger til denne plade på bloggen her, og den levede bestemt også op til det. Det er en ganske helstøbt plade som har noget på hjerte hele vejen igennem.
#05: Larsen & Furious Jane – Dolly
Nok én af de mest helstøbte danske plader i år. Den er genial fra ende til anden og, som jeg også var inde på i Årets Sange indlægget, skaber et fantastisk rum til denne her drømmeverden som vi alle hver især kan leve os ind i nu og da. Det er en plade som har taget mig månedsvis at komme ind på, men det er jo, som man siger, som regel også den slags plader der holder længst.
#04: The Antlers – Burst Apart
Endnu en plade som har taget det meste af året at komme ind på livet af. Men da det endelig skete, var undertegnede meget overbevist og købte straks billet til årets koncertoplevelse nr. 1, hvor også sangene fra denne plade virkelig kom til sin ret.
#03: Dirty Beaches – Badlands
Den her plade har virkelig ramt mig de sidste par måneder. Rune og jeg skulle have været inde og se dem på Mercury Lounge i New York i maj måned, men var for trætte da det kom til stykket. Dog minder musikken mig stadig om et af årets højdepunkter som var turen til New York. Det er en kort, men yderst lækker plade, især på en sløv tømmermændssøndag.
#02: Alcoholic Faith Mission – Ask Me This
Helt sikkert også blandt årets danske plader! Den er så gennemført lækker. Kan ikke rigtig sætte ord på hvorfor jeg er så glad for den, men den har i hvert fald fortjent en flot 2. plads blandt årets plader.
#01: Ulige Numre – Ulige Numre EP
Årets absolutte positive danske overraskelse! Selvom sammenligningerne er mange i pressen, og jeg selv synes at forsangeren, Carl Emil, minder mig om en blanding af C.V. Jørgensen, Nikolaj Nørlund og en ung Michael Falch (fra Malurt dagene) når jeg oplever dem live, så synes jeg stadig de i den grad er deres egne. Det er en dejlig EP, som har fulgt mig i tykt og tyndt siden den dag den udkom, hvor jeg var lige ved at fare vild i København op til flere gange fordi jeg koncentrerede mig for meget om musikken. Jeg er meget spændt på hvad de har at byde på engang i fremtiden…
Her er en teaser på hvad EP’en har at byde på:
Normalt plejer jeg at skille EP og albumformatet ad, men det er som om at det ikke giver så meget mening mere.
Af andre plader der er værd at nævne fra 2011, men som enten ikke nåede igennem nåleøjet eller jeg for den sags skyld ville have ønsket jeg havde fået lyttet mere til:
Beirut – The Rip Tide
Tyler, The Creator – Goblin
Powersolo – Buzz Human
One Year From Home – The Strip
Penny Police – Thieves Like Us
Cass McCombs – Wit’s End
Yellow Ostrich – The Mistress
One Year From Home har begået en smækker lækker EP, som jeg ville ønske jeg havde haft plads til på min liste. Penny Police har også fat i den lange ende, og jeg er spændt på at se hvad hendes fuldlængde debut kommer til at byde på i 2012.
I takt med at albumformattet får mere og mere kamp til stregen pga. Mp3’en, ville det være meget naturligt at lave en topliste over årets sange. Disse toplister bliver dog ikke, som med vores albumlister, delt op i dansk vs. udenlandsk, men derimod en god blanding af begge.
Rikke:
– Som ethvert andet år, har 2011 indeholdt lidt af hvert. Det bedste jeg gjorde for mig selv, var at tage springet og rejse helt alene til New York for at besøge min medskribent, Rune. Det har, når jeg tænker tilbage på året, nok været den uge i 2011 hvor jeg har smilt allermest. Derudover har 2011 også budt på personlige sejre, såvel som personlige tab. Altsammen ting som jeg synes min top 10 over årets sange dækker meget godt…
#10: Endurance In Christmas Time – Hymns From Nineveh
– Selvfølgelig skulle Hymns med på denne liste. Det var ellers tæt på at de blev slået af Kurt Vile…men netop lige denne her sang skulle bare med på min top 10. Hørte den for første gang for et par år siden da Jonas Petersen (Hymns From Nineveh) indspillede en lille julehilsen i form af en youtubevideo (den findes desværre ikke længere online), ved forældrenes klaver hvor han spillede denne fantastisk dejlige sang, som siden har været klistret fast i min hjerne. Så det var en stor glæde at opdage at den havde fundet vej til hans meget roste julealbum.
#09: Got No Fear – Powersolo
– Opdagede denne her sang da Rune og jeg skulle forberede vores første DJ tjans til vores eget arrangement, Poetry In Mono på Stengade i oktober. Elsker det og kunne blive ved med at høre det om og om igen! Det er sådan et nummer mine forældre ville hade fordi at det lyder lidt som om at det er gået i hak.
#08: Maybe Love – The New Spring
– Her er et bevis på hvor simpelt en sang kan finde vej ind til dit hjerte. Det var også kærlighed ved første lyt, og har været det lige siden.
#07: Video Games – Lana Del Rey
– Kæmpe overraskelse og direkte forelskelse ved første lyt. Denne sang har det hele!
#06: Sunlight – Larsen & Furious Jane (Billedet)
– Pladen har taget næsten hele året at komme ind under huden på mig, men den her sang er virkelig fantastisk og har det her eftertænksomheds-sus, som jeg ofte holder vældig meget af. Det at kunne sidde i en bus eller bil på farten og bare svæve sig væk i musikken og tankerne. Den minder mig om en bustur på tværs igennem Danmark i august.
#05: Sweet 17 – Dirty Beaches
– Det her band har taget mig med storm i 2011. Jeg er helt tosset med lydbilledet og den her sang har fulgt mig i tykt og tyndt det meste af året. Jeg glæder mig som et lille barn til jul, til når de kommer på besøg på Stengade d. 28. februar 2012.
#04: Yonkers – Tyler The Creator
– Er vild med beatet i det her nummer. Jeg ved at Rune m.fl. er meget overrasket over at sangen har fundet vej til min top 10, da det ligger milevidt fra hvad jeg ellers dyrker af musik, men der er bare et eller andet over ham her som er interessant nok til at han kan liste sig ind blandt årets bedste 10 sange i mit univers 2011. Han har i hvert fald været med på mange løbeture.
#03: København – Ulige Numre
– Én af årets store overraskelser. Sangen fungerer bedst på følelsesregisteret når man ser den tilhørende video, men ikke mindst lige så meget når man oplever den i levende live med blæsere og hele pivtøjet. Det bliver så spændende at følge det her band de kommende år.
#02: Putting The Dog To Sleep – The Antlers
– The Antlers’ anden plade tog en del tilløb før den for alvor bed fast. Faktisk var det dette smukke smukke nummer som fangede min opmærksomhed først…derudover har det fulgt mig tæt i en periode i år, hvor jeg mistede en god ven til kræften.
#01: Alaska – Alcoholic Faith Mission
– Det er nok én af de sange jeg har lyttet allermest til i år. Jeg elsker energien i det, og hver gang jeg har hørt det har jeg tænkt tilbage på den superfede koncert de gav på Stengade i oktober hvor bandet fik overbevist spillestedslederen om at indie også kan være superfedt!
Rune:
– Det der gør sådan nogle årslister svære er, at man jo har næsten et helt år til at nyde nogle af numrene, mens andre er helt friske i erindringen og oplevelsen. Sådan en liste er min – nogle numre har jeg rå-hørt, mens andre kunstnere først er dukket op senere hen, og er ret så nye. Mange af kunstnerne er helt nye for mig: McCombs, Frahm, Jaar, Destroyer, men det er jo også det, der gør musik så fantastisk. Man stopper aldrig sin udforskende færd. Håber, at der er nogen, der bliver fristet til at lytte til nogle af disse – i min optik – fremragende sange.
#10: The Lonely Doll – Cass McCombs
– Et meget ukompliceret nummer fra McCombs, jeg først stiftede bekendtskab med i dette år. Wit’s End er desuden en fremragende plade.
#09: Familiar – Nils Frahm
– Den tyske pianist/producer har begået et smukt album med Felt fra i år, og den meget nærværende lyd, albummet indeholder træder for alvor i karakter på Familiar, men det kunne have været mange andre fra samme plade.
#08: Être – Nicolas Jaar
– Dejlige lydkollager fra den amerikansk-chilenske elektroniske musiker. Être er blot indledningen til pladen, som har et afslutningsnummer af samme navn, men det er voldsomt stemningsskabende, og eksemplificerer tonen fra hele pladen.
#07: Chord Steps – Messy Shelters
– Mikkel Bolding har virkelig skabt en perle med Chord Steps. Smukke guitarfigurer i fin forening med Boldings insisterende vokal.
#06: Barricades – The New Spring
– Et hjerteskærende nummer. Musikvideoen viser rydningen af Brorsons Kirken, og jeg formoder, at nummeret er inspireret heraf. I hvert fald er det i al sin enkelthed et af de smukkeste numre, der er lavet af en dansk musiker i år.
#05: I’m On One feat. Lil’ Wayne, Drake, & Rick Ross – DJ Khaled // Marvins Room / Buried Alive (Interlude) (Feat. Kendrick Lamar) – Drake
– Drake har ydet konstante bidrag til mine playlister i løbet af året. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skubbe mig i en grænsen-til-fløde-r’n’b-retning – men hans blanding af netop det og rap, har fundet et rimeligt grænsefelt, som jeg synes er ganske formidabelt. I’m On One er en all-star sang med masser af ørehænger-værdi – den anden er en af de føromtalte mere afdæmpede, men smukt rammende i lyrikken.
#04: On Tour – Kurt Vile
– Jeg elsker lyden i dette nummer – et af den slags, man kan høre på repeat. Men i virkeligheden behøves man ikke høre den på repeat, for Viles seneste helspiller er indenfor samme spektrum. On Tour er bare højdepunktet.
#03: Bay of Pigs (Detail) – Destroyer
– Over 11 minutter langt, men overhovedet ikke et minut for meget. Albumlukkeren fra Kaputt i år er et af de smukkeste musikalske øjeblikke. Desuden er det ren vellyd på resten af albummet.
#02: Sunlight – Larsen & Furious Jane
– Favoritnummeret – det eneste der går igen mellem Rikkes og min liste – fremragende og smukt. Ganske enkelt.
#01: Get Away – Yuck
– En fantastisk fængende sang med tilpas distortion, melodi og vellyd – lige efter min smag. Lækre energiske stykker og vers med en eftertænksomhed og fordybelse. Jeg elsker det nummer, og jeg tror, at jeg har hørt det en trillion gange i år. Dette nummer – sammen med The Wall – er også grunden til, at jeg var inde at se dem to gange i år. Fremragende.
Lyt til vores ydmyge årliste(r) herunder på Spotify:
