Koncerter i 2011 – en top fem

Iceages amerikanske debut, Public Assembly, Brooklyn. Juni 2011.

Året der er gået har været et utrolig omfangsrigt koncert-år. Koncerten, der jo som flere antyder, (igen) får en større og større betydning, og som man kan mene, bliver en fare for kunstnerne hver især, da undertegnede (Rune) har en stigende fornemmelse af, at mange musikere kan risikere at udvande efterspørgslen ved netop, at være så tilgængelige overalt på livescenen.

Er det nogle gange nødvendigt at springe en by over her og der, for at bevare interessen? Eller sætte mere eksklusive arrangementer op? Jeg ved det ikke, det er egentlig bare en undren, jeg har gået med, og det er ikke nødvendigvis korrekt, men eksklusivitet er da en efterspurgt ting, og hvis man kan sige, at man har været til et arrangement, som kun 100 har set – så tror jeg, at det har en noget større effekt på publikum, end hvis der er 1000, der har set dig.

Jeg tror endda, at man kan tillade sig, at skrue prisen tilsvarende op – har man et produkt, der er godt nok.

En ting er dog sikkert. Det må højne kvaliteten, at selv ikke udgivne kunstnere, kan turnere vidt og bredt (Reptile & Retard aka. Retard Youth, Deer Bear og mange flere), og nye debuterende danske kunstnere, der har fået vind i sejlene (iceage (billedet), Dad Rocks! og mange flere).

Her følger ikke mindst vores ydmyge bud på en liveliste fra 2011. En svær opgave – skulle jeg hilse og sige.

 

Rune:

#5: (24-07-2011) Global Soul Night: Stevie Wonder, Ricky Minor & Friends (Janelle Monae, Charles Bradley, Sharon Jones, Grace Potter o.m.fl.), Hollywood Bowl, LA:

– En vanvittig oplevelse i Los Angeles. Købte billetter for lidt over hundrede kroner, og fik altså virkelig mange verdensstjerner for pengene. Det var Global Soul Night, som egentlig var en tribute i anledning af Marvin Gaye-pladen What’s Going On’s 40-årige jubilæum.

– Janelle Monae og Charles Bradley, der optrådte som gæster, havde imidlertid kørt på min mp3-afspiller hele sommeren, så det var helt utrolig fedt, at opleve dem i selskab med Wonder, og så på en legendarisk scene, som Hollywood Bowl er (The Beatles spillede der blandt andet i august 1964 og august 1965, som siden hen er udgivet på et livealbum).

#4: (02-06-2011) Ariel Pink’s Haunted Grafitti + R. Stevie Moore, Irving Plaza, New York

– En vanvittig koncert med altid fantastiske Ariel Pink og co. Den blev ikke mindre vanvittig af, at R. Stevie Moore – Ariel Pinks mentor – varmede op. Han kom ud, som det ses på billedet og råbte: “SWAG!” Efterfulgt af: “This is for all the bitches in the house”. Så er man ligesom i gang. Tydelige musikalske paralleliteter, og Ariel Pink var da også at finde på et par numre.

– Ariel Pink’s Haunted Grafitti leverede virkelig varen, og når de kan fyre numre som: Bright Lit Blue Skies, L’estat (acc. to the widow’s maid), Fright Night (Nevermore), Round and Round og ikke mindst Berverly Kills af fra Before Today-pladen, så er undertegnede solgt.

#3: (06-05-2011) The Antlers (Pre-tour concert – performing Burst Apart), Knitting Factory, Brooklyn:

– Jeg opholdt mig tre måneder i New York i foråret, og der købte jeg billet til en koncert i starten af The Antlers’ tour. Pludselig så jeg dog, at de holdte en pre-tour koncert på et mindre spillested. Den var gratis, men startede først på den gode side af midnat. Jeg tror, at jeg så koncerten med 100 andre, og vi fik seriøst noget “for pengene”.

– De spillede hele Burst Apart-pladen fra ende til anden, og derefter fulgte et par favoritter. Det var voldsomt intenst på det lille spillested Knitting Factory (der i øvrigt lå på Manhattan i gamle dage, og hvor der findes en fantastisk bootleg-optagelse med Jeff Buckley fra dette sted).

Du kan faktisk downloade hele The Antlers-koncerten via NYCtaper.

#2: (22-07-2011) Soundgarden + The Mars Volta, Forum, Inglewood, LA:

– Soundgarden OG The Mars Volta på samme aften var næsten for godt til at være sandt for mit lille rockhjerte. Chris Cornell har stået på toppen af min liste, over folk jeg SKAL opleve, så jeg var svært tilfreds med, at kunne krydse denne af.

– Som det fremgår af billedet, var det ikke de bedste pladser, men det gjorde nu ikke så meget. Vi fik alt, hvad vi overhovedet kunne bede om – tror gruppen spillede i 2 1/2 time. Jeg nød især torden-riffet fra 4th of July, men generelt bare en fantastisk oplevelse fra reunion-gruppen.

#1: (16-06-2011) Atlas Sound + White Rainbow + Lichens, St. Cecilia’s Church, Brooklyn

– Min bedste koncertoplevelse i år var Bradford Cox i Atlas Sound i en kirke i Brooklyn i forbindelse med Northside Festival (ja det hedder den faktisk også). Derudover havde han fået følgeskab af to elektroniske connoisseurs, hvor især White Rainbow er stærkt anbefalelsesværdig (Check især dette gratis album ud på Bandcamp).

– Cox spillede helt selv, med de pedaler på billedet ovenfor. Det var en af de koncerter, der i min bog har fået mærkatet: Magisk. Han spillede blandt andet Sheila og Walkabout, samt en del materiale fra Parallax der endnu ikke havde set dagens lys. Jeg hæftede mig dengang ved nummeret Terra Incognita – en lidt spøjs titel, man ikke lige sådan glemmer. Det er stadig en af mine favoritter fra 2011 – det nummer. Derudover var han bare helt afslappet og meget ydmyg, og folk var musestille – en stor respekt for denne mand, blev klart fornemmet, og det så sandelig helt fortjent. Må vi bede til en Roskilde koncert eller andet i det kommende år.

Rikke: 
– Det er altså langt fra alle mine 5 koncert jeg har stemningsbilleder fra, men der er da et par stykker. Efter at have gennemgået mit koncertår 2011, er det gået op for mig hvor sjældent jeg egentlig kommer andre steder hen end Stengade for at se koncerter + at mange af dem jeg så endelig vælger at tage ud og se, ofte er de samme… Så måske et nytårsforsæt i 2012 skulle hedde flere koncerter? Det kunne dog alligevel godt blive til en top 5. For selvom det har været lidt sløvt med antallet, så har det alligevel været et år der har været rigt på de helt fede oplevelser…

#5: Teitur juleshow @ Loppen d. 16. december
– Det var én af de her aftener hvor man genopdager noget musik man ikke havde dyrket længe og det går op for én at man kan hver eneste sang udenad, som om man ikke havde bestilt andet. Alt i alt en fantastisk hyggelig og uformel tur ned ad memory lane og den skæve julemand med hans glowsticks, gjorde det ikke mindre underholdende.

#4: Take That @ Parken d. 15. juli

– En barndomsdrøm gik i opfyldelse ved et tilfælde, og det gik helt klart hen og blev én af de bedste koncertoplevelser i år. Det var stort!

#3: The Eclectic Moniker @ Lille Vega d. 4. november
– Sommer i Lille Vega i november. Jeg oplevede dette band for første gang da de vandt KarriereKanonen på Stengade i maj, hvor salen med ét forvandlede sig til én stor fest. Det samme skete i Lille Vega denne kolde november aften, hvor undertegnede og min medskribent her på bloggen begge havde en fantastisk oplevelse.

#2: Beirut @ Wellmont Theatre, New Jersey, NY 13. maj

– Det har altid været min drøm at opleve mindst 1 koncert i følgende storbyer rundt omkring i verden, London, Berlin, Amsterdam, New York og Paris, så det var derfor en drøm der gik i opfyldelse, da undertegnede og min kære medskribent oplevede denne koncert i det gamle teater i New Jersey. Ikke alene var musikken fantastisk, men det var også meget inspirerende at opleve hvordan amerikanernes koncertkultur er.

#1: The Antlers @ Lille Vega 27. november
– Det var lige med hængende hår at jeg ikke fik oplevet denne koncert pga. en tur på skadestuen som trak ud. Men på grund af stormen som hærgede over Danmark den selvsamme dag, blev koncerten heldigvis forsinket, så jeg kunne få fornøjelsen af at opleve én af de koncerter jeg har glædet mig allermest til i år, og den levede såsandelig også op til forventningerne. Smukt med smukt på!

jul i helvede

Så er det atter blevet tid til mere “julemusik” på bloggen. Denne gang er det med blikket på nummeret med den lident optimistiske titel Christmas In Hell fra den nyligt digitalt-udgivne plade Son Of Rock’n’Roll fra Rasmus Hald Jensen aka. Rallie med soloprojektet Girls Love Rallie.

Rallie kender man måske fra lo-fi-gruppen My Friend George, der huserede fra midt halvfemserne til midt 00’erne.

Det er hans andet album, og da jeg for nylig talte med Rallie, fortalte han følgende om det eneste “julenummer”, der er at finde på den nye udgivelse.

“Lige præcis den sang [Christmas In Hell red.] er den af de ældste fra pladen [Sons of Rock’n’Roll red.]. Det var mit bud på en Morningside julesang all-star-single en gang i tidernes morgen.”

“Pladen er delt op i en A og en B-del, og Christmast Is Hell er den første nedtur på side A midtvejs. Den egner sig ikke ligefrem til at blive en juleklassiker. Det er en rigtig rigtig dårlig jul, men det bliver jul igen i slutningen af sangen. Den bliver hentet hjem.”

Det er en dejlig ballade, der bliver suppleret af klokkespil, strygere og minimalistiske trommeopbygninger. Det er en sand fryd, for den alternative julesangs-elsker, der ikke skal have alt for meget sukker/kanel på risengrøden.

Girls Love Rallie – Christmas In Hell:

the eclectic moniker

Frederik Vedersø og The Eclectic Moniker på Roskilde Festival 2011.

Selvom vi godt nok har skrevet meget om julemusik de sidste par indlæg, så er der noget musik, jeg simpelthen ikke kan lægge fra mig lige nu. Jeg er bagud med gruppen, som jo i løbet af 2011 har fået mere og mere omtale (er mit indtryk), og som ikke mindst spillede på årets Roskilde Festival, ligesom de løb med sejren i Karrierekanonen – The Eclectic Moniker.

Jeg tror, at jeg har hørt ep’en A Part Of Something Bigger 20 gange i løbet af weekenden og sidste uge. Musikken er jo meget sommeragtigt, men lige netop derfor, har det været et forfriskende indspark på undertegnedes playliste, der ofte bevæger sig mellem melankolsk og dyster musik i denne tid. Noget I får at føle de kommende dage.

Men nyd lige de her caribisk/afrikanske-toner med Frederik Vedersøs varme og behagelige vokal i front. Perkussion flyver om ørene, og lækre guitar melodier smyger sig ind og ud af din (med) nynnen. Noget siger mig, at Graceland har været med til indspilningerne til af understående materiale, men uden at det har bidraget med andet end en rød tråd for gruppen, der i særdeleshed har lavet noget meget lytteværdigt materiale.

Et album skulle være på vej, så snart det er muligt, skriver gruppen på facebook – lad det venligst være meget snart. Tralalala:

I think I’ll take a trip to barcelona, yeah / And pass the islands on my way to Gibraltar

A Part Of Something Bigger (via gruppens Bandcamp):

Hometapes (via gruppens Bandcamp):

jeg er snemand

Pop/elektro-projektet I Am Noxious sendte os dette klip (The Snowman) forleden, og jeg må egentlig sige, at det er et dejligt alternativ til så meget andet julemusik. En spontan popsang om at elske sin snemand, så længe han varer. Vel egentlig en meget god reminder til os andre, om, trods alt at nyde denne travle tid, og huske hvad der egentlig er det vigtigste. Nå ja, det var hvad jeg selv blev mindet om. Udforsk ham på egen hånd – han er på EasyTiger (Tigersprings poplabel), så der skulle da bestemt være noget godt på vej i fremtiden, og det viser The Snowman herunder også.

I Am Noxious – The Snowman:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/29435317″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0055ff” width=”100%” height=”81″ ]

Hør også elektromandens udgave af The Black Eyed Peas’ I Gotta Feeling (Ja det er faktisk lytteværdigt):

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/9043677″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0055ff” width=”100%” height=”81″ ]

en rigtig blaa vinyl jul!

Julen er noget undertegnede betragter som en nostalgisk og meget hyggelig tid. Bag ordet nostalgi ligger både alle de julede barndomsminder fra dengang man stadig havde faste traditioner hver gang kalenderen sagde december, men ordet rummer også samtidig en masse tanker på året der er gået og måske endda en lille slags vemodighed over at året allerede er ved at gå på hæld. Alle de ting rammer årets bedste bud på julealbums begge meget godt på hver deres måde.

Hymns From Nineveh flotter sig med album nummer 2 alene i år. Endurance in Christmas Time udkom d. 21. november, og med den populære jule-EP fra 2009, lå det måske i kortene at det kun var et spørgsmål om tid før et jule-album var på trapperne, og det blev altså i år, til glæde for især os her på bloggen. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed at vi er meget begejstret for alt hvad der indtil videre er kommet fra Jonas Petersens Hymne-katalog.

Albummet inkluderer de 5 sange fra den to år gamle jule-EP og byder på yderligere 8 nye juleperler, hvoraf undertegnedes favorit må siges at være titelnummeret Endurance in Christmas Time, som på smukkeste vis også åbner albummet, som på sin vis beskriver meget godt hvad jeg mente tidligere med denne her vedmodigheds-følelse som let overvælder én i disse juletider. Vi har desværre ikke fået lov til at lægge det op så i kan høre hvad jeg snakker om, men i kan derimod få lov til at høre en genganger fra den førnævnte EP, samt førstesinglen fra albummet herunder, så i forhåbenligt får lyst til at høre mere, da det er yderst anbefalelsesværdigt:

Christmas Is Here – undertegnedes absolutte favorit fra EP’en.
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/1063576″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

Anywhere With You
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/27485202″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

Det er altså ikke hvert år man bliver beriget med hele 2 fuldlængde julealbums fra nogle af sine favoritter. Da She & Him annoncerede at de udgav et julealbum tidligere i år, fik undertegnede bogstaveligt talt julelys i øjnene og det kunne ikke blive december hurtigt nok! For imellem dig og mig, så har jeg altså dels en stor forkærlighed for She & Him’s univers, men så sandelig også for julen. Og jeg var med det samme overbevist om at julen i år var reddet når det kom til den musikalske hygge. Også selvom undertegnede faktisk sidste år fandt frem til at jeg havde en masse både klassiske men også alternative julesange i mit iTunes bibliotek.

Har She & Him så levet op til forventningerne?! OM de har! Det er nok præcis det jule-album jeg har savnet i flere år. Der er både bjældeklang og plads til den barnlige julestemning, såvel som der er passager med den føromtalte vedmodighed og nostalgi. Den har det hele. Én af undertegnedes højdepunkter på pladen må være når M. Ward joiner Zooey Deschanel i julehyggen, hvilket dog ikke sker så ofte. Det skal da lige tilføjes at vinylen er knaldrød! Tjek et par af sangene fra pladen ud nedenfor:

The Christmas Waltz
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/25201397″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

Christmas Day
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/28149004″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

the shrine / an argument


Sean Pecknold – broder til Fleet Foxes-frontmand Robin Pecknold – har for nylig smidt en ny video op til Fleet Foxes absolutte mesterstykke The Shrine / An Argument  fra deres seneste album Helplessness Blues. Jeg så den tre gange i træk, fordi jeg synes, den var så smukt lavet, og havde så charmerende et udtryk i al sin mystik og nærmest forstyrrende visualitet. Den foregår både til lands og til vands, med en hjort af en slags og med fæle undervandsslanger. Det minder mig en kende om Mufasas univers i Løvernes Konge, og så noget lidt mere tribal- og psykedelisk-præget. Meget flot og alternativ.

Det todelte nummer er helt fantastisk, hvor første del er yndig, men på samme tid kraftfuld og smuk. Anden halvdel er ridtet på bølgen, før en meget free-jazzet saxsolo sætter ind over Pecknolds smukke vokal til syrede højder. Jeg var forbi Falconer Salen, da gruppen spillede for nylig i København, og der var det netop dette nummer, der tog sig allerstærkest ud. Det var klart højdepunktet for mig, derfor var det også en behagelig overraskelse, at finde en visuel side til selvsamme nummer.

Mere af den slags musikvideo-materiale – tak.

poetry in mono #3 i glimt

Årets sidste Poetry In Mono gik ikke stille for sig. Dansegulvet lå ikke øde hen og Stengade blev fyldt med lækker musik såvel fra DJ pult som fra scenen. Der kom desværre ikke lige så mange som #2, men det håber vi at kunne vende til næste år. Én ting er i hvert fald sikkert; indien og Poetry In Mono er kommet til Stengade for at blive. Præcis hvornår den første Poetry In Mono bliver til næste år, og hvad vi har på programmet, kan vi desværre ikke afsløre endnu. Men vi kan love jer for at det bliver både festligt og “blaa vinylsk” og alt hvad det nu skal være. Jeg vil lade billederne her tale for sig selv…

ulige numre + den fjerde væg + dj’s: the eclectic moniker @ stengade

Det var ellers det sidste Poetry In Mono arrangement vi havde for i år i fredags (stemningsrapport følger senere i denne uge), men programmet på Stengade på torsdag, kunne næsten lige så godt have været en Poetry In Mono aften. Det er det dog ikke, men der er dømt indie med indie på alligevel.

Ulige Numre behøver nok ikke nærmere introduktion, men undertegnede har haft fornøjelsen af at opleve dem live et par gange eller 3 efterhånden, og man går ikke skuffet derfra. Jovist er det et meget ungt band, men man mærker det på ingen måde på deres liveoptræden. Tværtimod! Så gør dig selv den tjeneste og overvej kraftigt, om du ikke skulle give dig selv den chance at opleve dem på en dejlig intim scene på torsdag. Jeg har ladet mig fortælle af bandets bassist, Nick Lee Jerlung, at han faktisk har drømt om at spille på Stengade siden han var helt lille, så det er med garanti også en stor oplevelse for bandet der venter. Ville gerne have præsenteret jer for en anden sang end den velkendte København, men det har desværre ikke kunne lade sig gøre i denne omgang:

Inden Ulige Numre kommer på scenen, har Den Fjerde Væg fornøjelsen af at vise hvad de kan. Undertegnede har vist aldrig rigtig oplevet dem live, så jeg har også noget at se frem til. Bandet har sjovt nok ligget på Det Elektriske Barometer sammen med Ulige Numre i dette efterår, så det er ikke skudt helt ved siden af. Derudover er bandet klar med deres album Drengekys, som undertegnede har været så heldig at få lov til at lægge ører til, og indtil videre lyder det ikke dårligt. Synes dog ikke jeg har fået den hørt nok til at kunne komme med yderligere udtalelser om den. Men i kan få en smagsprøve her:

Som underholdning før, under og efter koncerterne, kommer ca. 4/9 af The Eclectic Moniker og vender plader. Både Rune og jeg overværede for nylig en meget festlig koncert med bandet i Lille Vega, hvor man absolut ikke kunne stå stille. Så der er lagt i ovnen til både den fineste og fedest stemning på Stengade denne aften.

Altsammen kun for sølle 60 kr. Kan anbefale at købe din billet i forsalg (her), hvis du vil sikre dig en plads, da der sikkert bliver rift om pladserne.
Læs mere om arrangementet på stengade.dk eller facebook. Håber vi ses!

BEMÆRK!: Første band går på scenen allerede kl. 21:30, så kom i god tid! 🙂