År: 2011

Poetry In Mono Opening Night: Hunch Bettors & With No Arms And Legs

Tidligere har vi fortalt jer om det nye indie-kollektiv, som vi her på blaa vinyl har involveret os i sammen med Danielle Mandix (The Banana Hold-Up). Derfor er vi naturligvis meget glade og stolte af, at præsentere vores første arrangement på fredag den 9. september kl. 21.00 på Stengade, hvor de to talentfulde grupper Hunch Bettors og With No Arms And Legs kickstarter sæsonen og konceptet.

Det er begge grupper, som vi her på blaa vinyl glæder os utrolig meget til at høre, og vi har blandt andet givet vores anerkendelse af hunch bettors’ musik til kende tidligere, ligesom både rikke og undertegnede har været særdeles glade for – først Attrap, og siden hen også With No Arms And Legs, som vi glæder os rigtig meget til at høre. De er begge ude på samme label – it was gnarled – og derfor anbefaler vi, at man giver begge grupper et lyt på it was gnarled’s facebook-side.

Vi håber at se dig på Stengade på fredag den 9. september – det koster en flad halvtredser. Se i øvrigt meget mere info herunder:

Poetry In Mono Opening Night @ Facebook

Poetry In Mono Opening Night @ Stengade

Poetry In Mono @ Facebook

 

from sarah

Foto: Christian Klintholm

Trioen From Sarah udgiver debut-ep’en Notes  d. 5. september, der tager udgangspunkt i fire numre, hvoraf det første allerede har set dagens lys. Det er nummeret Demons, der er første smagsprøve på, hvad From Sarah er for en størrelse. Trioen består af Moogie Johnson (Munck//Johnson), David Fjelstrup (CODY) og Ask Bock.

Sangstemmen i projektet vil den opmærksomme lytter kunne genkende fra et personligt favoritnummer med CODY i nummeret Comfort And Rage, hvor David Fjelstrup tager sig af et vers. Et højdepunkt i sangen, hvor adspredelsen giver nummeret en masse liv. Samme følelse fik undertegnede ved første gennemlytning af førstesinglen, som du kan se/høre herunder – i en flot stemningsfuld musikvideo.

Som en blog-kollega også noterer sig, så er der nogle træk, man også finder hos Kashmir i det rent guitarmæssige sammenspil og i den rytmiske opbygning. De andre tracks på ep’en læner sig af samme stil bortset fra den støjede instrumentale Notes – ligesom Bad Wine hører til i den mere dystre folk/rock. Bestemt en spændende trio, jeg ser frem til at høre meget mere fra – og der skulle vidst være en fuldlængde på vej umiddelbart efter ep-udgivelsen.

Hvis du ligesom undertegnede planlægger at tage til Oppenheimers Eftermiddag på lørdag, så vil du kunne opleve From Sarah, sammen med en lang række andre dygtige kunstnere, hvor jeg personligt ser frem til at høre Penny Police, Asbjørn And The Strange Ears og ikke mindst til at høre en af Green Lives-frontmændene Jens Ulrik Kleemeyers solo-materiale i levende live (hør det her).

Du kan også opleve From Sarah d. 26. august på Paper Planes Festival i København, hvis du ikke er i Jylland.

poetry in mono – et musikalsk kollektiv

Indie-genren har haft trange kår på Stengade siden stedet genåbnede, og undertegnede har fulgt denne sørgelige udvikling, så derfor bad jeg min veninde, Danielle Mandix, om at skrive en tekst, som klargjorde indiemusikkens historie på Stengade og begrebets udvikling generelt igennem tiden i et forsøg på at kortlægge, hvor genren befinder sig den dag i dag, og det endte ud med følgende meget rammende beskrivelse:

“Stengade 30’s hedengangne Indie Night, er kendt og elsket i det Københavnske musikmiljø. Alle der har interesseret sig for rockmusik har højst sandsynligt tilbragt mindst én uforglemmelig aften i Stengades lokaler. Her var en mulighed for at møde ligesindede, og mange danske bands er blevet dannet der – jeg tvivler stærkt på at noget nogensinde ville kunne erstatte det. Men det er jo heller ikke et spørgsmål om at ”genopleve de gode gamle dage”, men nærmere at give et nyt kuld musikinteresserede unge den samme mulighed som man havde ”dengang”. Et sikkert sted. Og en kvalitetsgaranti.

Fænomenet Indie har i de sidste to årtier udviklet sig vidt og bredt, og bruges på tonsvis af bands, som har tusind forskellige måder at være “indie” på. Det kan være svært at skelne det ene fra det andet. Det er indie-genrens største fejl, og samtidigt dens største force: for heri ligger også muligheden for mangfoldighed. Der er både noget for dem der vil have synthesizers, dem som er mere til en laid back lo-fi lyd og for dem som elsker når der er masser af distortion på guitaren. Eneste rigtige fællesnævner er vel følelsen af noget “ægte”; musikere, arrangører og pladeselskabsfolk der alle sammen brænder for musikken.”

Vi skal have den nye generation af Indie Night publikummet tilbage til Stengade. Vi ønsker at Stengade bliver STEDET hvor indiemusikken (uanset afart, nationalitet eller niveau) bliver dyrket, elsket og hørt.

Vi har valgt at kalde Poetry In Mono for et kollektiv, da vi er en organisme i det danske musikliv, som altid er åbne for nye inputs og tiltag, såvel som bredden af musikken. Kollektivet kommer til at bestå af en masse musikelskere, som vil være med til at hjælpe til på den ene eller den anden måde (hvad end det er en
en DJ tjans, eller en kontakt til en kameramand el. lign.) + de forskellige spændende mennesker der findes derude, som kunne komme med fede inputs til hvad der rører sig lige netop nu! Og kollektivets absolutte hjerte og kerne vil så være Danielle og undertegnede.

Derudover vil denne blog få en central rolle. Både i forbindelse med vores ”normale” Poetry in Mono aftener, men også på en særlig aften én gang pr. sæson, hvor blaa vinyl vil være det absolutte centrum. Dels for at have en konkret platform, hvor kunstneren har muligheden for en ekstra eksponering og for at etablere et forum, hvor blaa vinyl kan være et online diskussions- og samlingssted. Derudover vil de pågældende aftenener have et hovedfokus på danske kunstnere idet blaa vinyl, som udgangspunkt altid har haft et hovedfokus på anbefalinger af kunstnere med en dansk baggrund.

Det første Poetry In Mono arrangement løber af stablen på Stengade fredag d. 9. September. Flere detaljer følger snarest. Vi håber selvfølgelig at konceptet vil blive taget godt imod og at i er friske på at joine kollektivet hvis i føler i har noget på hjerte.

Kontakt:
danielle(at)poetryinmono.com og/eller rikke(at)poetryinmono.com
Tjek også vores Facebook side.

Min indre poptøs

Som jeg har nævnt tidligere herinde, var jeg ret tosset med Take That dengang jeg var 9-10 år. I samme forbindelse optog jeg en koncert i fjernsynet på VHS, og så koncerten igen og igen og ønskede at jeg engang ville blive én i havet af publikum og lightere (som ironisk nok er blevet skiftet ud med mobiler nu til dags). Siden er jeg gået hen og blevet voksen og har egentlig lagt Take That på hylden for længst. De kom ikke engang ned da de annoncerede at de blev gendannede eller da Robbie sidste år langt om længe joinede de andre fire. Samtidig har jeg sjovt nok heller aldrig været tosset med de her store stadion koncerter, da jeg er til de mere intime rammer. MEN min indre poptøs har været ved at gå til af misundelse og hvad har vi ikke det seneste stykke tid, fordi jeg ikke skulle i Parken og se dem. Så da muligheden pludselig dukkede op ud af den blå luft i går aftes, sprang jeg til på trods af at jeg var dødtræt og lidt på vej i seng. Afsted jeg skulle…

Det var et øredøvende brøl af skrigende kvinder og piger der mødte mig idet jeg ankom og forvirret fandt frem til min siddeplads. Og sikke en sceneopsætning! Jeg var lidt sent på den, rundtosset og ankom lige idet Robbie Williams gik på med sin solodel af showet, som jeg synes var pænt malplaceret i forhold til at der står Take That på min billet. Ikke at man skal undervurdere nogle af de pop-perler han har i sit bagkatalog (Angels hænger dog undertegnede langt ud ad halsen), men så kunne han da i det mindste have tænk lidt kreativt hvis han så gerne ville have sine sange med på setlisten, og få de andre med på den ene eller anden måde. Det skal ikke være nogen hemmelighed at Williams i sin tid i mine øjne og ører var den jeg mindst brød mig om i Take That…men det har sjovt nok ændret sig betydeligt med årene af forskellige årsager. Én af dem, er at han er den med den stærkeste sangstemme i bandet.

Jeg havde svært ved at fange stemningen, som jeg skiftevis sad og stod imellem både unge og ældre kvinder og mænd der øste den ene fadøl indenbords efter den anden, og vuggende skrålede i takt til de fleste af numrene (selvfølgelig allerhøjest til hitsene), men det ændrede sig heldigvis gradvist da Gary Barlow satte sig ned ved et flygel, og de fyrede en lille medley af med nogle af alle de gode gamle numre. Men det var stadig som om en antiklimaks nagede mig. Det var kun når de hev sange frem fra 90’er bagkataloget at jeg glemte alt om det og fandt mig selv stå og skråle med og blive helt grebet af sceneshowet. Resten af tiden følte jeg lidt at jeg var malplaceret og en del af en stor havefest af den slags jeg ikke er den store fan af. Men det var nu dejligt endelig at få min drøm opfyldt, på trods af at det er så mange år siden, og at jeg på ingen måde har helt det samme for dem længere. De kan dog stadig lave fine sange som videoen nedenfor demonstrerer perfekt. Uanset hvad, har jeg stadig stor respekt for drengene der er gået hen og blevet mænd, og for den måde de stadig prøver på at være i øjenhøjde med deres publikum.

bon iver

De fleste der har stiftet bekendtskab med Bon Iver og dennes fremragende For Emma, Forever Ago fra 2008, har vel – ligesom mig – set utrolig meget frem til udgivelsen af toeren Bon Iver, Bon Iver, hvor første single Calgary jo som bekendt har set dagens lys. Det virker utrolig lovende, og som flere har bemærket, lidt mere 80’er inspireret end tidligere, hvilket umiddelbart ikke gør noget, da synths også klæder Justin Vernons vokal.

For en lille måneds tid siden var Stereogum så venlige, at lægge en side op med en lang række Bon Iver downloads til diverse covers Vernon har opført som Bon Iver. Vernon har en gudbenådet evne til at gøre alle andres sange til sine egne, lidt a la Buckley, og det er blot en grund mere til at holde af denne utrolig talentfulde sanger og sangskriver, for det er en kunst i sig selv, som kun få evner til fulde. Jeg var vidne til en koncert på Voxhall i 2008, hvor han spillede I Believe In You med et andet favoritband Talk Talk, som vi også tidligere har skrevet om – aldeles fremragende.

Hvis du blot er en smule til Bon Iver, så er jeg ikke i tvivl om, at du også vil værdsætte dette medley af et Bonnie Raitt-nummer og et Donnie Hathaway-nummer – hvis du ikke allerede har hørt det, som Vernon opførte hos Jimmy Fallon forleden. Hvis det var på Twitter, ville jeg nok beskrive førstehåndsindtrykket som #speachless.

Bon Iver på Jimmy Fallon:

hunch bettors (med en lille konkurrence)

En tilfældig eftermiddag i en weekend på Mejlgade i Aarhus i 2010 havnede jeg i en baggård med planter, gratis økologisk mad og et bytte-bytte-loppemarked. Pludselig i hurlumhejet toner en fremragende stemme frem – hvor kommer den fra? Ikke inde fra lokalet, hvor jeg på det tidspunkt har forvildet mig ind sammen med en flok afslappede og små-tømmermandsramte mennesker, men igennem et havlåbent vindue, leder mine auditive fornemmelse mig ud i en baggård, hvor en gruppe drenge står og spiller musik. Flere og flere strømmer til, og der bliver hvisket i krogende: “Hvem er det, der spiller?”

Jeg nåede at høre et par numre, før mit følgeskab tog mig videre. Jeg kan faktisk ikke huske om jeg nogensinde fandt ud af, hvad drengene kaldte sig selv. Jeg tror første det var senere, at det gik op for mig, men heldigvis så ved jeg det i hvert fald nu – det var nemlig hunch bettors. Indtrykket fra dengang var rigtig godt, og jeg må sige, at efter at have hørt de selvsamme drenges nyligt udgivende debut Splash Dancing Kids EP, så har dette positive indtryk ikke ændret sig.

Det er en fin lille sag, med nogle yderst behagelig og vellydende numre. Jeg har en eller anden ting med Jeppe Ladegaards vokal, som er meget lys og dragende. Bandets lyd kaster mange associationer af sig. Min kollega Simon Christensen sammenligner dem blandt andet med Fleet Foxes, som jeg også tilskriver gruppen, ligesom jeg selv finder en stor lighed i gruppens lyd med den britiske gruppe Starsailor. Min eksplicitte reference kommer mest til udtryk i nummeret The Beast Is No Longer Powerful, men også i The First Landmark Is The Last Pole.

Lyden er meget tidstypisk i en eller anden forstand. Ikke at det skal få musikken til at virke mindre lytteværdig eller for at underminere noget som helst. De er blot med i en bølge af bands, der alle har håndspillet musik, perkussion og håndklap med mere i fokus. De har fint tilegnet sig denne stil, og videreudviklet den til, hvad der nu kan høres på ep’en. De fem numre på Splash Dancing Kids EP er dog ikke helt nok til at stille undertegnedes lyttelyst, hvilket heldigvis ikke kan falsificere det faktum, at hunch bettors er et lovende navn på den spirende danske upcoming scene, hvor vi allerede ser frem til flere numre på et forhåbentlig snarligt debutalbum.

Hvis du bor i København, har du i øvrigt mulighed for at se bandet på lørdag den 18. juni, hvor kvartetten giver koncert på Huset i Magstræde sammen med to andre bands.

Skulle du have lyst til at vinde Splash Dancing Kids EP, så skal du blot skrive i facebook-linket til dette indlæg på blaavinyls facebook-profil, hvad de to bands hedder, som hunch bettors skal spille med til den omtalte koncert? Vinderen vil få besked via facebook, og konkurrencen slutter netop på lørdag. Pladen er venligst doneret af gruppen selv.

Hør her to tracks fra Splash Dancing Kids EP (som du i øvrigt kan streame i sin helhed på bandcamp) samt nummeret The Canned Sound of Old Battleplanes:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/playlists/725694″ params=”show_comments=true&auto_play=false&show_playcount=true&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”145″ ]

Cop. Col.

Jeg er ikke helt sikker, men jeg mener bestemt at jeg før har udråbt Planeten i Huset i Magstræde til min absolutte favorit scene i hele København (hvis ikke hele Danmark med) udover Stengade selvfølgelig. Fordi den er så dejlig intim og lyden for det meste er kanon. Disse dejlige omgivelser var med til at give mig en kæmpe oplevelse i lørdags, da jeg havde lagt billet ind på Copenhagen Collaboration, som den opmærksomme musikelsker sikkert er stødt på en gang eller to i løbet af den sidste uge, pga. deres fremragende coverversion af Band of Horses sang The Funeral;

Det er længe siden at jeg på den måde har kunne forsvinde ind i min helt egen bobbel og bare svæve væk med musikken. Jeg var især svært glad for de visuelle drømmescenarier de havde blæst op på bagvæggen, som stod i fin harmoni med musikken. Det var en rigtig god musikalsk oplevelse. Bandsene spillede sammen på kryds og tværs og mange af musikerne havde op til flere roller hele koncerten igennem. Af højdepunkter kan jeg nævne Before The Show (som efter min mening spillede 1 nummer for lidt), Sleep Party People (som jeg dog førhen ikke har været så glad for) og My Name Is Legion og Hellraiserten, som begge var store overraskelser. Førstnævnte fordi de med ét forvandlede scenen til et stort rave, hvor danseskoene ikke fik for lidt og sidstnævnte, fordi jeg aldrig før har hørt bandet og musikken tiltalte mig yderst meget. From Sarah var også et rigtig godt input og selvfølgelig var koncertens afslutning med hele banden på scenen der fremførte det førnævnte Band of Horses nummer det absolutte højdepunkt. Man kunne nærmest ikke have afsluttet en så dejlig aften bedre eller smukkere…og med disse ord kommer her et sidste stemningsbillede fra den netop nævnte afslutning: