Jeg vil lige smide en anbefaling, som fik en smule opmærksomhed (og gode anmeldelser) i det forgangne år. Navnet på bandet/soloprojektet er M83 og de kiggede blandt andet forbi Voxhall sidste år til en ganske udemærket koncert, og jeg faldt lige over et af albummets mangetallige perler, nyd den lige til formiddagskaffen – We Own The Sky.
Den hvideste dreng i levende live
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst levede mig så meget ind i musikken til en koncert, at jeg helt glemte at lægge mærke til hvad der rent faktisk foregik på scenen og rundt omkring mig. Jeg levede bogstaveligt talt i min egen lille dansende bobbel da The Whitest Boy Alive, i går gav den gas så det baskede på Trains scene i Århus. Min krop er i dag banket gul og blå, hvilket vel kun må være et tegn på hvor god koncerten var. Jeg startede på 7. række eller noget i den dur da aftenens hovednavn trådte ind på scenen, og endte kort tid efter allerforrest, lige foran den aller hvideste af dem alle, nemlig Erlend Øye himself. Sikke en fest! Der blev givet slip på alt hvad der var at give slip på, ja selv min ene øreprop røg ad helveds til.
Stemningen var helt særlig. Og det er da én af de få ting jeg kan huske…for da jeg i dag gik en tur i det solbeskinnede Århus med min medskribent og fætter og gennemgik vores oplevelser fra koncerten i går, gik det op for mig hvor lidt jeg egentlig havde opfanget, hvilket var lidt skræmmende, men samtidig siger noget om hvor fjern jeg har været i musikken. Det er utroligt hvad musik kan gøre ved dig. Indrømmet at der var noget alkohol indblandet, men det var ikke det alene der gjorde udslaget. Rune har skrevet en meget sigende anmeldelse af koncerten her og Gaffa’s er heller ikke dårlig. Især Rune’s indledende sætning giver et meget godt billede af hvilket humør størstedelen af de godt 700 publikummer var i:
“”You can’t compare this to anything man” lyder ordene fra en meget feststemt gæst der med de bedste intentioner giver mig, et særdeles ’vådt’ knus, jeg takker ham naturligvis og nikker (…)…”
Det er rart når anmeldere kan minde én om hvad der egentlig skete, og i hvilken rækkefølge det skete, når ens eget minde og indtryk er yderst sløret og rodet, men i det mindste meget positivt. Ved nærmere eftertanke, tror jeg selv jeg var ofre for et eller to styks af de der ‘våde’ knus…det var nu meget hyggeligt. Kærlighed (og fest og glade dage) til folket som man siger…mere af det tak!
Den Store Stjerne – Big Star
Hm ja… Jeg vil rigtig gerne fremhæve et band der ikke altid har fået den tiltænkte opmærksomhed, og fået anerkendt den indflydelse dette band har haft på 90/00’ernes indie bands. Bandets navn er Big Star og de startede allerede i 1971, men desværre uden den helt store succes, dette var især på grund af en række tekniske problemer.
Bandets debut ‘#1 Record’, blev nemlig offer for en kæmpe distributions brøler, hvor det nystartede pladeselskabet Ardent kiksede fatalt i udgivelsen af albummet, og det nåede faktisk aldrig ud til butikkerne. På trods af nogle fantastiske numre og vokalharmoniske elementer især med henvisning til bands som: The Kinks, The Byrds, The Beatles, The Who og mange flere.
Der var interne stridigheder i bandet, da bandets to mest fremtrædende figurer Alex Chilton og Chris Bell, der primært stod for sangskrivningen. Kontroversen gik især ud på hvorvidt bandet skulle satse på, at spille live eller bruge tiden i studiet. Og det var primært Alex Chilton der løb med al opmærksomheden, da han var kendt fra tidligere bands. Det kulminerer da Chris Bell i 1972 forlader bandet, og Alex Chilton selv står i spidsen for Big Star.
I 1974 udgiver de album nummer to, ‘Radio City’ hvor de numre bandet havde størst succes med. Især September Gurls, og I’m In Love With A Girl. Men Alex Chiltons aggressioner over for en pladeindustri der har svigtet igennem en årrække, gør at han er meget selvdestruktiv overfor sit eget materiale. På bandets tredje album ‘Third/Sister Lovers’, der først udkommer næsten 5 år efter indspilningerne, er det især tydeligt, at der bliver lavet bevidste forsøg på selvsabotage. ‘Third/Sister Lovers’ bliver dog ikke nødvendigvis ringere af den grund. Klassikere der især er kendt for cover versioner af især Jeff Buckley der har kopieret ‘Kangaroo’ og Placebo med et ‘Holocaust’ cover. Pladen er en sand diamant og generelt er Big Star en sand pose gulv, hvor man kan blive ved med at hive den smukkeste, mest genneførte Powerpop op ad hatten. Deres indflydelse til indie og popmusikken kommer op på kant med meget store kunstnere, og er i følge allmusic.com, kun overgået af Velvet Underground.
Her er lige nogle numre der kunne støves op:
(Jeg undskylder for de mange Youtube-klip i halvdårlig kvalitet)
Sigende albumcovers
Eksamensperioden nærmer sig igen med hastige skridt. Det er dog forhåbenligt den sidste for mit vedkommende i denne omgang. I den forbindelse skal jeg skrive to opgaver på ca. 10-15 sider, og er efter et stykke tid kommet frem til, at de begge skal tage udgangspunkt i albumcoveret som objekt. Så derfor har jeg været min pladesamling igennem og er kommet frem til følgende mulige kandidater:
Jeg kan umuligt skrive om dem allesammen, så det bliver meget svært at sortere i dem. Men kom endelig med nogle forslag selv, eller eventuelle kommentarer!
Tankevækkende læsning
Jeg faldt over denne artikel tidligere i dag. Har ikke lige tid til at skrive nogen uddybende kommentar til den, men læs den og deltag endelig i debatten.
Rocky racoon
Nu vi er ved de tossede britere, så kan jeg da lige vise jer den mest tossede lille promo-film jeg nogensinde har set. Den skulle forestille at promovere én af mine yndlings-singer/songwriters debutalbum ‘Here Be Monsters‘ fra 2001…see for yourself and enjoy:
De tossede britere
Mit første indlæg her på bloggen, handlede om de skøre islændinge, og nu er tiden kommet til de tossede britere. Jeg fik idéen til indlægget, da jeg for et stykke tid siden helt tilfældigt befandt mig i Ungdommens Hus i Fredericia og var vidne til en vældig underholdende brite der kalder sig Ergo Phizmiz. Han skriver bl.a. sange om is, dukker og pirater og er yderst aktiv med sine instrumenter og hvad han nu ellers spiller på, på scenen. Det minder mig lidt om den første gang jeg så Mugison på SPOT festival for en del år siden efterhånden, hvor han stod enemand på scenen bag et bord proppet med instrumenter og udstyr. Igen ikke en sammenligning rent musikalsk. Det engelske The Wire Magazine beskriver Ergo Phizmiz’s projekt som en del af “en enmandsband bevægelse” (one man movement) og han er ydermere kåret til den mest opfindsomme komponist der findes på den engelske musikscene pt. (dette kan så diskuteres). Men han er et interessant gemyt og en del af en spændende og lidt selvironisk bevægelse.
Hans liveshow mindede mig også om den britiske Tim Ten Yen, som vi har haft besøg af her i Kolding i både 2007 og 2008. Han er ligeledes en del af denne enmandshær, men har til forskel fra Ergo Phizmiz, kun et lille hvidt minikeyboard med på scenen, som han kun bruger i det første nummer af sit sceneshow, der ydermere er det eneste nummer han sidder ned i. Resten af tiden danser og fægter han rundt som en gal imens musikken spiller som playback på fuld skrue. Det virker meget karaoke agtigt på den meget charmerende måde. Som en ekstra lille feature, har han altid The Sinister Cat med på scenen. Det er en legetøjskat som ligger på en stol ved hans side og bevæger sig og knurrer lidt ved den høje musik. En trofast følgesvend.
Tim Ten Yen har forklaret mig at katten giver ham en vis tryghed, en følelse af at han ikke er alene på scenen og at han er en del af et band. Det er lidt sjovt. Den har til og med sin egen Twitter profil her, og han har ydermere skrevet en sang om den, som selvfølgelig hedder ‘Something Sinister‘ Jeg fik den ære at være bodyguard for den efter hans koncert i Klostret i september sidste år, da han havde haft så travlt med at komme ud og få noget frisk luft, at han bare havde ladet katten ligge på scenen. Så den spenderede en god lille halv time på min arm, og det er utroligt så populær den er blandt folk. Han markedsfører sig også som Tim Ten Yen and The Sinister Cat, og den optræder selvfølglelig også på coveret til hans debutplade ‘Everything Beautiful Reminds Me Of You‘.
De er begge nogle man helst skal opleve live, så man kan leve sig ordentlig ind i deres univers. Så for at give jer en idé om hvad jeg snakker om, har jeg her fundet et par klip frem.
Der findes åbenbart ikke så mange live-videoer med Ergo Phizmiz, men her er den ene jeg kunne finde frem til (starter 54 sekunder inde):
Tilgengæld findes der en del flere med Tim Ten Yen, dog i tvivlsom kvalitet (hvis ikke det er billedet, så er det lyden), men her er det eksempel jeg fandt bedst:
Med klumpen helt oppe i halsen
“Han skal bare spille 1 eller 2 ballader mere, så tuder jeg!!”. Dette var mine ord til min fætter, da Emil Svanängen aka Loney, Dear netop havde spillet den smukke ‘I Love You (In With The Arms)‘. Klumpen sad helt oppe i halsen og tårerne lå lige i øjenkrogen, klar til at fylde mine øjne. Det var så smukt! Jeg husker ikke engang sidst jeg var til en koncert hvor jeg havde samme følelse…hvis jeg da nogensinde har oplevet det ? – I så fald var koncerten i går i Voxhall, den første koncert nogensinde, hvor jeg næsten blev rørt til tårer. Wow! Den mere end levede op til mine forventninger, og kunne næsten ikke blive lang nok.
Lyden var gennemført, hans stemme gik lige i hjertet og stemningen var i det hele taget god. Han lavede et par moves et par gange i løbet af koncerten, som bragte mine tanker på Josh Ritter (ikke at deres musik skal sammenlignes på nogen måde!). Men tricket med at stille sig ud på scenekanten, væk fra mikrofonen og starte en sang, er både et trick Joanna Newsom og Josh Ritter har gjort brug af (af dem jeg kender til), hvor Josh Ritter er den eneste jeg, indtil i går, har oplevet gøre det i levende live. Det er lige til ståpels!
Jeg har sikkert sagt det herinde før, men hvis du ikke kender Loney, Dear, så gør dig selv den tjeneste og tjek ham ud! Her er en sang til en start: