Æstetik

Når jeg slår ordet op i min Nudansk Ordbog med Etymologi, står der: “det at noget er udformet så det er smukt og behageligt for sanserne = SKØNHED”. Der står ydermere at det er det filosofiske studium af det skønne i kunst og natur. Men hvornår er noget skønt ? Og hvornår er noget kunst ? – Det evigt tilbagevendende spørgsmål, som man aldrig kan finde noget konkret svar på.

Jeg startede diskussionen med min far i går, da vi sad på en café i Århus og han og min onkel, tante, faster og mor sad og kritiserede den moderne kunst. Meget af den moderne såkaldte kunst i dag handler jo om at provokere og vække tanker, og ikke bare vise det skønne. Det mindede mig om da jeg var en tur på Solomon Guggenheim Museum i New York for en del år siden…men det er nu ikke det mit indlæg her skal handle om, det er jo trods alt en musikblog!

Tanken om det skønne i musik er jo også en individuel vurdering. Jeg kom til at stå og tænke på det i Voxhall’s mørke under endnu en musikkonkurrence (der er så mange efterhånden!), hvor det var publikums stemmer der sendte 2 bands videre til Vega hvor det er meningen at de skal konkurrere med de skandinaviske kandidater osv. Jeg er pænt skeptisk overfor sådanne konkurrencer, da det jo er nemt nok at fortælle venner og familie at de skal troppe op og stemme. De stemmer jo slet ikke objektivt, da man jo hellere end gerne vil støtte op om sin vens/families projekt. At ville dem det bedste så at sige. Men på den anden side er jeg også meget skeptisk overfor at der skal sidde en jury (det kommer der til i næste runde af denne konkurrence) og diktere hvad der er godt og hvad der ikke dur.

Når det så er sagt, så syntes jeg heller ikke niveauet var særlig højt i går. Der var tydelig forskel på hvad der gik igennem og hvad der haltede pænt bagefter. Ydermere kom jeg til at stå og tænke på at en stor del af musikken manglede originalitet. Meget af det syntes man at have hørt før. Og sådan synes jeg generelt det er med den del af musikscenen. En lille procentdel af dem skal nok vokse sig større og gå andre og egne veje med tiden, og dermed blive til noget på musikscenen, men der er lang vej igen.

Igen er det her mit syn på sagen og igen min idé om hvad originalt musik er. Hemmeligheden bag det at flere mennesker kan blive enige om hvad der er godt/dårligt originalt/uoriginalt, må ligge i disse menneskers kulturelle baggrund. Og diskussionen her kunne fortsætte i det uendelige… Alligevel krydser jeg selvfølgelig fingre for min fætters band, som selvfølgelig vandt konkurrencen i går aftes. Stort tillykke herfra!

Sprøde svenskere

Forest Crispian - Modest Sensation

Min medskribent og jeg blev positivt overraskede, da vi helt tilfældigt kom gående ind i Ridehuset på SPOT Festival for 2 år siden, og faldt over Forest & Crispian, som stod oppe på den ene af de to scener og spillede noget underligt dansabel musik med en snert af sindssyge. Når jeg siger sindssyge hentyder jeg til den stående trommeslager, Adam Hjertström, som havde en tendens til at komme med de mest overraskende energiudbrud (med lyd!). Det var ganske underholdende, og undertegnede her var solgt til stanglakrids på stedet!

Derfor varmede det rigtig meget at finde ud af at bandets andet album ‘Modest Sensation‘ udkommer dagen efter min fødseldag, nemlig d. 18. maj. Det bliver en god måned (med undtagelse af eksaminer!).

Denne video giver måske et meget godt eksempel på hvad min fætter og jeg var vidne til…

Hah! Der er vist noget om det…

The Good ol’ Albion

The Libertines

Jeg genopdagede et band i morges da jeg satte mig op på min cykel, og ikke var i humør til hverken M. Ward, Loney Dear eller noget som helst andet, som ellers har været i varm rotation på det seneste. Bandet jeg genopdagede, er – som de fleste nok allerede havde gættet på enten titel eller billede eller begge dele – de engelske The Libertines. Et band der siges at have revolutioneret den engelske musikscene i starten af dette nye århundrede. De nye Beatles om man vil (ikke at jeg er af helt samme opfattelse, men…), da der kørte lidt samme intensitet imellem bandets to hovedpersoner, Peter Doherty og Carlos Barât, som startede ud som et godt broderligt venskab og endte i svigt, misforståelser og stofmisbrug. En konflikt som pressen udnyttede til fulde, og dermed spolerede hele eventyret om The Libertines for nytilkommere, så de fremstod som den typiske lev-stærkt-dø-ung rock’n’roll kliché, der overskyggede den musikalitet og det band de i virkeligheden var – et band der bare elskede at spille for deres fans, som de også holdt af at forkæle med bl.a. intime koncerter i diverse lejligheder rundt omkring i London og lignende, inden det store mediecirkus og stofmisbruget gjorde kål på det vel at mærke.

Jeg var selv én af disse nytilkommere, da jeg i 2006 langt om længe hoppede på vognen, på trods af at min veninde forsøgte at få mig til at lytte til dem allerede i 2002-2003 stykker, men lyttede jeg?! På dette tidspunkt (2006) var de gået i opløsning for længst, så jeg oplevede dem desværre aldrig live da de var på deres højeste. Det tætteste jeg har været på at opleve dem live, var da Carl og hans nu daværende band, Dirty Pretty Things, optrådte med ‘I Get Along‘ i Pumpehuset i november sidste år. Hvilken oplevelse!

Heldigvis findes der en rigtig god bog – ‘The Libertines – Bound Together‘, der fremstiller et sandfærdigt billede af bandet både før, under og efter. Den er flot illustreret og fantastisk spændende læsning (ja..næsten en slags mini-Beatles-Anthology!). Den kan på det varmeste anbefales!

Dette nummer var førstesinglen til deres andet og selvbetitlede album fra 2004. Det er ellers ikke min favorit med dem…men et meget sigende nummer for det humør jeg var i i morges…

…mit favoritnummer derimod, er det følgende, som var 2. single fra deres debutalbum, ‘Up The Bracket‘ fra 2002 (singlen er fra 2003):

Larsen & Furious Jane

I hate to say I told you so. Det kan min kusine sige lige så kækt hun vil, for det var hende der i sin tid introducerede mig for Larsen & Furious Janes’ debut skive ‘I’m Glad He’s Dead’, og dermed for bandet i det hele taget. Et fabelagtigt band. Deres univers svæver om så ufattelig mange ting. Især deres destruktive tekster, som de så ofte underbygger instrumentalt, og de gør det så skræmmende godt, at det ganske enkelt er svært at sætte ord på.

Men…. det der er hele pointen med dette indlæg er, at jeg synes deres nye plade er et mesterværk. Det er ganske enkelt en af de fedeste danske plader der nogensinde er lavet. I hvert fald i min levetid. Ja, jeg ved det er store ord, men i det lange løb, der fungerer pladen, som i øvrigt hedder ‘Zen Sucker’, fandme godt. Især synes jeg at ‘A Car That Comes With The Job’ er et fabelagtigt nummer. Desværre har jeg kun kunne grave et andet nummer op fra tubens brønd, men det er dæleme også godt: ‘Local Nobility’ også fra ‘Zen Sucker’.

Tag selv stilling og lyt her…. det er dunkelt, men det er fandme også godt.

X-Factor og boybands

Jeg har slet ikke fulgt med i denne omgang X-Factor, men er helt tilfældigt kommet til at sidde og se finalen, som løber af stablen i skrivende stund. Det er som om de bygger sådan en bestemt stemning op – selvom det slet slet ikke er det samme som sidste år, da jeg havde fulgt mere med – men jeg er skam fanget! Også selvom jeg ikke synes at der er nogen som helst af finalisterne der behøver at vinde! Jeg misunder dog deres optræden med Take That, og syntes da også at det var ret kikset at de absolut skulle synge ‘Patience’ lige inden Take That trådte ind på scenen. Er der ikke en uskreven regel for sådan noget ? – Du hører da heller ikke f.eks. Flaming Lips lige inden selvsamme band går på scenen på pågældende spillested…vel ?

Du undrer dig sikkert over at jeg misunder dem for at have stået på samme scene som Take That, men det findes der selvfølgelig en forklaring på. Da undertegnede var 9-10 år gammel i start/midt 90’erne, var du enten fan af Boyzone eller Take That, hvis du ikke lige havde fået ørerne op for grungen. Jeg nåede lige netop at hoppe med på Take That vognen inden de gik i opløsning i 1996. Mark Owen med den spædeste stemme i gruppen, var underligt nok mit store idol og der har selvfølgelig ikke været noget boyband der siden har kunne gøre så stort indtryk på mig som de gjorde i sin tid. Så det var derfor helt sjovt pludselig at befinde sig i samme barndoms-iver, da de trådte ind på scenen i TV, og opleve den misundelse der straks vældede op i mig. Haha! Det skal da lige tilføjes, at de langt fra er det samme efter de er blevet gendannet.

Meget passende, er Robbie Williams forresten i dag trådt et skridt nærmere sin gamle gruppe, hvilket vel kun kan være godt nyt. Måske de kommer nærmere deres gamle jeg når/hvis han kommer tilbage ? – Det vil vist kun tiden vise.

Nå, nu røg Mohamed ud af X-Factor. Det skulle ikke undre mig hvis det er Alien Beat Club der løber af med sejren, for det er dem jeg har hørt mest om uden overhovedet at følge med. Linda har iøvrigt noget Hanne Boel over sig (udseenet!)… Jeg ser iøvrigt allermest denne finale i et forsøg på at samle inspiration til mit bachelor projekt, som står og banker på lige om hjørnet. Mere herom i et fremtidigt indlæg…

Og selvfølgelig skal i da lige have én af mine favoritter med her på falderebet. Det var dengang der var mainstream-pop til!:

CD’EN ER SENDT TIL TÆLLING

cdsvg

Mp3’en stormer frem på internettets markedspladser i alle afskygninger, men hvad med den gode gamle cd? Den er her endnu, og selvom den af mange spås en snarlig død, så kan den stadig noget en mp3 ikke kan måle sig med.

Klik.

Så hurtigt køber man musik i dag over internettet. Man bevæger musens markør hen til en lille fil afbilledet på en computerskærm hvorefter lyden af Kim Larsens ’Joanna’ pludselig drøner ud af computerhøjtaleren. Med et par yderligere klik overføres filen til en iPod og musikken kan bringes med og blive hørt overalt.

 

En aluminiumsskive kan også have værdi

Det er i stigende grad sådan de musikalske købevaner ser ud for de computerkyndige musikelskere, der benytter internettets mange muligheder. Men det er ikke alle, der vælger denne nye nemme metode. For selvom salget af cd’er er faldende, så vælger rigtig mange mennesker stadig at købe deres musik på en aluminiumsskive, i form af cd’en. Faktisk langes otte ud af ti albums stadig over disken hos den lokale pladepusher, og det er der flere grunde til:

”Jeg køber stadig cd’er fordi jeg samler på tingene og så har jeg dem stående, så jeg kan tage dem ned fra hylden og se hvor de er optaget henne og hvem der har mixet dem. Det får man ikke når man bare køber en mp3, så får man kun den rå lyd og intet andet”, lyder det fra Lasse Olsen, en cd-glad studerende ved Århus Universitet der køber alt sin musik på den lille laserplade. For ham betyder cd’erne rigtig meget:

”De har stor affektionsværdi for mig. Nu er jeg jo så nørdet, at alle mine cd’er står i alfabetisk orden. Stort set alle cd’erne kan jeg huske hvor jeg har købt henne, jeg kan huske hvad jeg har givet for dem, og de minder mig om tidspunkter i mit liv hvor jeg har lyttet til dem”.

 

Cd’er er stadig efterspurgte

Musikere eksperimenterer med nye alternative måder at udgive deres musik på, og et eksempel på et band der har forsøgt at undgå cd-mediet er det danske orkester Marybell Katastrophy. Den 24. november i år, udgav de deres debutalbum og efter at have valgt alternative downloadmetoder på internettet til deres første to tidligere EP’er, har de valgt, at deres debutalbum også skulle op på cd-hylderne. Emil Thomsen fra Marybell Katastrophy begrunder:

”Vi troede med EP’erne, at nu skulle cd’en ud, men vi var for hurtigt fremme, tiden var ikke rigtig klar til det endnu. Så vi måtte finde på noget andet, for cd’en har stadig nogle fordele i forhold til en mp3, man kan lave sammenhængende overgange mellem numrene, og cd’en har stadig en bedre lydkvalitet end en mp3 har”.

En stor efterspørgsel på Marybell Katastrophys musik hos deres lidt ældre publikum, har også resulteret i cd-udgivelsen. Mange på omkring de 30 år og opefter, ville gerne have et fysisk eksemplar af det stykke musik de bruger deres sparepenge på.

Det mener Charlotte Rørdam Larsen Lektor på Musikvidenskab ved Århus Universitet, at der er en helt naturlig forklaring på. Hun mener at cd’en og medier i det hele taget, er meget bestemt af deres generation. Cd’en bliver derfor i særdeleshed brugt af generationen, der er vokset op med den i 80’ernes Synth-pop og 90’erns Boybands.

Hun mener, at vi befinder os i en brydningstid, der handler om vaner og distribution af musik, hvor der findes to forskellige måder at udgive musik på; Den hurtige online internethandel hvor man klikker sig til sit køb, og så den mere gaveprægede cd-handel, som vi kender. For hvem kunne for eksempel tænke sig en lap papir med en kode til 10 numre på iTunes (Apples online musikhandel) i en lille konvolut med sit navn på til jul? Nej vel? Cd’ens fysiske fordel er i denne forbindelse svær at gøre op med, og i den forstand vil den stadig have et købedygtigt publikum i fremtiden.


Det skrantende medie

Branchefolk der lever af at sælge musik, mærker også i høj grad, mediers omstrukturering.

”Cd’en skranter – men lever endnu og jeg forventer at det varer lidt før den er væk”, siger Jesper Bay der sidder som talsmand for IFPI, hvis opgave består i at forsvare pladeselskabernes fælles rettigheder.  ”Helt reelt, så har vi jo set et meget drastisk fald over de sidste 7-8 år. Det faktum kan vi jo ikke ignorere, men væk er den jo altså ikke og der går nok nogle år endnu før den forsvinder. Men vi bliver selvfølgelig nødt til at erkende at den er på vej væk”.

Cd-glade folk som Lasse Olsen vil sikkert viljestærkt holde fast i cd’en. Det er fordi cd’ens fysiske form er tiltalende, den har en kvalitativ lyd, den kan laves om til mp3’er og den kan sættes på et anlæg. Men cd’ens rolle som altdominerende medie vil foretage sig i takt med at ’internet-generationen’ i højere grad får indflydelse på det musikalske marked. Det har vi nu branchens eget ord på, og når de selv siger det, så begynder der (jo nok) at være noget om snakken.


Cd’ens info

  • Cd blev solgt for første gang i 1982
  • Den blev udviklet i et samarbejde mellem Philips og Sony

IFPI (International Federation of the Phonographic Industry)

  • I 2000 havde pladeselskaberne en årlig omsætning på cirka 1,1 milliard kroner
  • I 2007 var der, til sammen ligning en omsætning for cirka det halve; 615 millioner kroner
  • Herunder var digital musik cirka 54,5 millioner af beløbet i 2007, og beløbet står til at blive fordoblet i 2008.

Indiens mormor

Northern Soul badge

Jeg opdagede for nyligt, at min skribentmakker (og fætter) herinde, ikke aner hvad Northern Soul er. Det er jo en kæmpe fejl i hans opdragelse, da Northern Soul jo ligefrem siges at være indiens mormor!

Northern Soul er et begreb der opstod i slutningen af 1960’erne, da en ejer af en pladebutik i Covent Garden i London blev nødt til at navngive genren for at gøre det nemmere for hans medarbejdere at skelne imellem den dengang nyeste sorte soul fra den ældre sorte soul (fra starten af 60’erne). Det var primært blandt de såkaldte Mods, at Northern Soul blev dyrket, selvom der også fandtes Mods der dyrkede andre genrer såsom Psykedelisk Rock, så dyrkede de Mods der kom fra det nordlige England udelukkende Northern Soul og Ska (også kaldet Blue Beat opkaldt efter pladeselskabet Blue Beat Records der bl.a. udgav Ska i England i 1960’erne). Senere hen delte denne gruppe Mods sig op i yderligere to grupper, dem der fortsat dyrkede Northern Soul og dem der senere hen blev kaldt Skinheads, altså dem der virkelig tog Ska’en til sig og gjorde det til en livsstil.

I 1963 åbnede Twisted Wheel Club i Manchester, som den første natklub nogensinde der førte deres profil med Northern Soul. Klubben nåede dog at lukke før Northern Soul for alvor brød igennem i midten af 1970’erne, men der var selvfølgelig en masse andre klubber der var åbnet i mellemtiden til at føre genren videre. Én af dem var Wigan Casino der i 1973, også i Manchester, åbnede dørene for de Northern Soul glade Mods. Wigan Casino’s højdepunkt var da det amerikanske magasin, Billboard i 1978 kårede klubben som verdens bedste diskotek. Festen varede dog ikke evigt, da klubben i 1981 blev nødt til at lukke på grund et stigende forbrug af diverse stoffer blandt klubbens gæster, samt en forringelse af den musik der blev spillet. Det siges at scenen opløstes med Wigan Casino’s lukning, og den var da også næsten forsvundet i 1980’erne, men eksisterer altså stadig i undergunden og i bedste velgående den dag i dag med diverse Northern Soul klubber verden over. Her i Danmark har vi endda også en klub vednavn Backstreet, der rådyrker stilen, når de nu og da afholder klubaftener på diverse steder i København. Senest var i starten af denne måned i Råhuset.

Én af de nok mest kendte Northern Soul klassikere, er ‘Tainted Love‘ med Gloria Jones fra 1964, som Soft Cell udødeliggjorde i 1981. Lyt selv:

Det siges at ‘I Can’t Help Myself (Sugar Pie, Honey Bunch)‘ af The Four Tops, er den sang der definerer genren allerbedst, så den får i også lige med her (beklager lydkvaliteten…but it’s the real thing!):

northern soul