blaa vinyl – Side 56

Den overvurderede rockæstetik

Musikparlamentet #6 - panelet

Jeg indrømmer gerne at jeg selv har været én af de mange, der altid mere eller mindre har set ned på den popmusik jeg tidligere har kaldt mainstream pop herinde. Det har dog taget en drejning i løbet af de sidste par år. Dermed ikke sagt at jeg nødvendigvis er begyndt at lytte mere til det, men respekten for nogle af aktørerne på scenen, har bare fundet vej til mig på den ene eller den anden måde, og dermed er tendensen til pr. automatik at vende tomlen ned ad, også fortaget sig gradvist.

Musikparlamentet holdte deres 6. debataften i sidste uge, og selvfølgelig deltog jeg. Debatten havde mange grene, men den gren der gentagende gange blev taget fat i, og stadig diskuteres flittigt inde på deres blog, var den såkaldte “rockæstetik”, eller skal vi sige mediernes musikjantelov, som groft sagt skelner stærkt imellem rock (det ærlige og derfor pr. automatik det gode) og pop (det overfladiske og derfor det dårlige). Sagt på en anden måde, hvis musikken er for let tilgængelig, bliver den sablet ned, men hvis man kan mærke smerten og nerven, er det godt nok. Poppen bliver måske ofte misforstået, fordi man konstant sammenligner den med rocken?

Jeg faldt over et eksempel på det i dag, hvor jeg tog mig selv i at blive helt harm over den misforståelse anmelderen har begået i hans konklusion. Jeg citerer:

“Keychain” illustrerer, at Bodebrixen kan sit kram som ubekymrede popsnedkere, der i fremtiden sikkert vil skabe endnu flere berusende popfester. Andet og mere viser nummeret ikke.

Nej, det er jo netop heller ikke meningen at nummeret skal kunne ret meget mere end det?! Men fordi at han forventer (ud fra ovennævnte problematik), at nummeret skal kunne byde på flere lag, så det kan høres igen og igen, får det kun 3 ud af 6 stjerner. Min teori er, at hvis han havde hørt nummeret på dets præmisser, havde anmeldelsen nok taget en noget anden drejning.

I sidste ende, drejer det hele sig jo om smag og behag uanset hvordan man vender og drejer det.

Læs iøvrigt dette glimrende indlæg, som ikke kunne sige det meget bedre.

Genopdagelsens glæde

Jeg har af personlige årsager ikke kunne holde til at lytte til den russisk fødte Regina Spektor’s ellers så skønne sangstemme (eller det som bare mindede det mindste om den) de sidste par år, efter hun blev introduceret til mit musikalske univers tilbage i det herrens år 2006. Samme år som hendes fjerde album Begin To Hope kom på gaden. Et album jeg blev ualmindeligt meget glad for og lyttede meget intenst til i en periode, hvorefter pladen blev smidt op på reolen og først for nyligt blev støvet af igen, efter jeg faldt over følgende smukke video, som er én af singlerne fra hendes femte plade vednavn Far fra i år:

Jeg er ikke religiøs, men hun har sgu fat i noget der. Jeg har desværre endnu ikke fået fingre i hele pladen (ligesom jeg desværre heller aldrig har fået tjekket hendes bagkatalog ud), så kan derfor ikke komme med nogen bud på om den er noget ved, men dømt ud fra den sang der, kunne den meget vel være noget. Det bliver i hvert fald spændende at finde ud af når tid, overskud og penge er der til det.

Hvis der var noget jeg skulle rose udover hendes sangstemme, så er det de videoer hun får lavet. Der er et eller andet over dem, og så kan hun vist også rigtig godt lide at klæde sig ud. Se selv denne finurlige video med fra hendes forrige plade:

Hun er pt. igang med en verdenturné, som desværre ikke bringer hende til Danmark. Men det er derimod blevet hele 4 koncerter i vores naboland, Sverige, hvor den nærmeste koncert er i Kulturbolaget i Malmö d. 13. december. En lille info til dem som måtte have fattet interesse efter at have læst dette indlæg.

Hornene?

Jeg vil bare lige smide en anbefaling på bandet The Antlers. Vores blog venner fra Good, but Great har allerede skrevet om deres seneste album Hospice her. Derfor vil jeg ikke berøre det særlig meget, ud over også at anbefale Hospice på det varmeste. Det er ganske enkelt det mest stemningsfulde album jeg har hørt i lang tid.

Men, der kan hentes to pre-Hopsice EP’er på The Antlers myspace profil.

Først deres Cold War EP fra 2007.

og så deres New York Hospitals EP fra 2008.

Se også bandets blog, som er rar og overskuelig at følge med i.

Hør EP’erne og overlad dig til nødvendigheden i at købe Hospice – det er uundgåeligt.

Newbees Festivitas

300_250

På torsdag d. 24. september går festivalen Newbees festival løs på Studenterhuset i Århus. Den kører hele weekenden over, og festivalen bliver skudt i gang torsdag aften, med et samarbejde mellem Bandbase og Newbees arrangørerne.

Line Up torsdag:

Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at se The Olympics (på billedet nedenunder), som jeg vidnede til Spot, hvor de i forbindelse med deres Karrierekanon sejr, skulle spille på den lille scene i forbindelse med Officerscenen på Spot. Efterfølgende har jeg haft mulighed for at høre deres musik i indspillet form, hvilket bestemt godt kan anbefales – og derfor vil jeg så sandelig også anbefale at (gen)se de lovende indie-rockere.

img_2010-450x290 Fredag og lørdag vil der line-up være som følger:

Hannah Schneider

Quadron

Non+

Aslope

King’s Light Infantry

Cody

The Rumour Said Fire

Oh! Stacy

Coco Moon

Eumig & Chinon

På papiret holder festivalen et ret højt niveau, så hvis hvis fredag og lørdag er ledige, så er det altså bare med at komme derned. Vi omtalt Cody tidligere her på siden, og både Coco Moon og King’s Light Infantry kan jeg i hvert fald også stå inde for – de er seje.

Det overhørte klientel

The Clientele - Bonfires On The Heath (udkommer d. 6. oktober)

Det er ikke mange i Danmark der har hørt om det London baserede britiske band, The Clientele. Men det er såsandelig kun på tide. D. 6. oktober udkommer deres femte fuldlængde udspil Bonfires On The Heath, og jeg glæder mig som et lille barn til at høre hvad det har at byde på i sin helhed.

Indtil da, kan i som endnu ikke har hilst på det fine band…starte ud med en gammel swinger fra deres tredje udspil Strange Geometry fra 2005:

The Clientele – Since K Got Over Me

For herefter at få et par smagsprøver fra det nye kommende album, som her starter i en noget mere up-tempo stil end vi er vant til fra The Clientele:

The Clientele – I Wonder Who We Are

Og her tilbage til det gode gamle The Clientele beat:

The Clientele – Harvest Time

Det lyder lækkert! Fik jeg sagt at jeg glæder mig og at jeg håber de snart kommer til Danmark og spiller igen?!

Forresten ser tracklisten således ud:

1. I Wonder Who We Are
2. Bonfires on the Heath
3. Harvest Time
4. Never Anyone But You
5. Jennifer & Julia
6. Sketch
7. Tonight (cover af det svenske band Evergreen Daze)
8. Share the Night
9. I Know I’ll See Your Face
10. Never Saw Them Before
11. Graven Wood (genindspilning)
12. Walking In The Park

Bob Dylan – manden med de mange ord

Jeg skal gerne indrømme at jeg blev enormt skuffet den første gang jeg satte noget på mit anlæg med Bob Dylan, for efterhånden en del år siden. Det var The Times They Are A-Changin’ fra 1964. Manden kunne jo ikke synge (!) og hvad fanden var alt det for noget pynt folk havde prakket på ham når de havde anbefalet ham, eller havde fortalt om ham i diverse dokumentarer ?! Der var jo ingenting at komme efter…!

Men årene er gået…jeg har siden læst hans selvbiografi Chronicles vol. 1 fra 2004, set diverse dokumentarer, erhvervet hele 3 af hans plader fra de glade 60’ere (The Freewheelin’ Bob Dylan (1963), Bringing It All Back Home (1965) og Nashville Skyline (1969)) og selvfølgelig set I’m Not There, som egentlig ikke handler om Dylan som sådan, men har mange elementer og personligheder og lignende fra hans ovennævnte selvbiografi. Og jeg må da indrømme, at han vinder mere og mere ind på mig som tiden går og jeg gentagende gange støder på hans musik. Jeg er endelig ved at give mig 100%.

Grunden til at jeg fortæller jer om alt det her, er fordi at der om en uges tid (mandag d. 21. september) bliver afholdt et seminar på Syddansk Universitet i Odense, hvor en række professorer hver især skal give deres bud på, hvorfor Bob Dylan burde få tildelt den næste Nobelpris i litteratur. De har valgt at fremhæve følgende sange, som vil dukke op i løbet af dagens program, som en baggrund for, hvorfor det lige præcis skal være denne gamle garvede sangskriver der skal indstilles som kandidat (klik på sangen, og du vil blive ført til lyrikken):

A Hard Rain’s A-Gonna Fall (1963)
Don’t Think Twice, It’s All Right (1963)
Subterranean Homesick Blues (1965)
The Ballad of the Thin Man (1965)
Sad Eyed Lady Of The Lowlands (1966)
All Along The Watchtower (1967)
Positively 4th Street (1967)
Every Grain of Sand (1981)
Jokerman (1983)
Cross the Green Mountains (1989)
Series Of Dreams (1961-1991)
Highlands (1997)

Hvis du skulle få lyst til at dukke op (hvis der da stadig er pladser) skal du ringe til Anya Aarestrup på 65504062 inden d. 14. september og reservere plads. Det koster 200 kr. Hvis du er studerende på SDU, er det gratis.

Herunder er lidt yderligere Bob Dylan inspiration…

Dokumentaren Don’t Look Back, som siges at være den første musikdokumentar der nogensinde er lavet. Giver et rimlig intimt portræt af Bob Dylan (og til dels også Joan Baez), da de besøgte England i 3 uger i 1965. Den kan ses her:

1. del
2. del
3. del
4. del
5. del
6. del
7. del
8. del
9. del
10. del

Hvad ligger bag?

“Come outside and tell us your darkest truth // You can’t hide from this // you can’t hide from us // this is you // You’re a sinner.”

Sådan forlyder det sig på CODY’s nye album Songs, på nummeret What’s behind (CODY = Come On Die Young). Undertegnede missede desværre CODY’s optræden i DUP-teltet på årets Spot festival (og har da tænkt sig at tage revanche når de igen drager til Århus på Musikcaféen d. 24. oktober, men for en god ordens skyld skal det nævnes, at de også spiller på Newbees Festival d. 24. – 26. sep. på Pakhuset i Århus). For ordene havde allerede spredt sig, at et talentfuld musikorkester af større omfang, skulle være meget interessant og yderst sælsomt at lytte til. Men jeg måtte slå mig til tåls med ordene, indtil, jeg fik tilsendt cd’en…

Men, som sang citatet i toppen også klar giver udtryk for, så cirkulerer tekstuniverset i baggrunden og selvom teksten af og til indeholder optimisme, så er fornemmelsen hele tiden, at der ligger en mørkere betydning lige bag overfladen – hvilket bliver underbygget meget fornuftigt af musikken. Af og til bliver det da også mere direkte længsel og melankolsk, men de formår meget godt at holde det lidt skjult i bagfladerne.

CODY’s musik fungerer nemlig rigtig godt på, især, to områder (og mere skal der ikke til). Sten- og stilsikre arrangementer, samt en vokal der rent faktisk mener det. Først arragementerne. De er egentlig ret simple, strygere, guitar, banjo og harpe, får alle lov til at få den plads de fortjener og det bliver ikke overfyldt eller rodet. Lydbilledet er generelt meget dynamisk, sådan at også vokalen får den vigtige og afgørende plads.

Om ikke andet – er der god plads til detaljen – der er god plads til den melankoli, som trods alt, er at opdrive på Songs. I starten havde jeg lidt svært ved, at skille dem fra de depressive (og fantastiske rockere) Larsen & Furious Jane og fra et andet nyere band The Liberty Balance, samt nyligt omtalte Homesick Hank. Så synes jeg egentlig, at CODY rammer et sted i midten, som ganske rigtig, fortjener en lytterskare – men mest når man sidder i egne tanker og har brug for noget der kan lade ens liv vandre inde bag pandepladen.

CODY – What’s behind (både til stream og download):

[soundcloud width=”100%” height=”81″ params=”” url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/cody-whats-behind”]

Manden der ikke kunne smile

Vi har alle haft vores Nirvana periode før eller siden. Jeg havde min for 7-8 år siden, og har ikke rigtig dyrket bandet siden. Min lillebror har dog dyrket dem i noget større stil end jeg, og derfor lånte jeg for nylig hans Nirvana – Unplugged in New York DVD, fordi jeg aldrig har fået den set. Efter at have set de første 4 numre, gik det op for mig hvor gravalvorlig Kurt Cobain var… Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, om det var fordi han gennemlevede stemningen i sangene når han sang dem, eller om han bare var kronisk sky for al den opmærksomhed de fik. Det kan også godt være det var en blanding. De lagde jo ikke skjul på dengang, at de virkelig ikke forstod hvorfor folk var så vilde med dem, og gjorde sådan et stort nummer ud af det. Se følgende interview:

Han bløder dog heldigvis lidt mere op nogle numre længere henne og småjoker, men man ser eller hører ham ikke rigtig grine. Herunder laver han for første gang lidt sjov:

Jeg ved ikke hvad der er med det band, men selvom man ikke længere er en teenager der har det “hårdt” og synes hele verden er imod én, så er det som om deres musik altid vil have noget utroligt fængende over sig.
Det er de færreste bands/solister der kan have den tidløse effekt.