Vi har alle haft vores Nirvana periode før eller siden. Jeg havde min for 7-8 år siden, og har ikke rigtig dyrket bandet siden. Min lillebror har dog dyrket dem i noget større stil end jeg, og derfor lånte jeg for nylig hans Nirvana – Unplugged in New York DVD, fordi jeg aldrig har fået den set. Efter at have set de første 4 numre, gik det op for mig hvor gravalvorlig Kurt Cobain var… Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, om det var fordi han gennemlevede stemningen i sangene når han sang dem, eller om han bare var kronisk sky for al den opmærksomhed de fik. Det kan også godt være det var en blanding. De lagde jo ikke skjul på dengang, at de virkelig ikke forstod hvorfor folk var så vilde med dem, og gjorde sådan et stort nummer ud af det. Se følgende interview:
Han bløder dog heldigvis lidt mere op nogle numre længere henne og småjoker, men man ser eller hører ham ikke rigtig grine. Herunder laver han for første gang lidt sjov:
Jeg ved ikke hvad der er med det band, men selvom man ikke længere er en teenager der har det “hårdt” og synes hele verden er imod én, så er det som om deres musik altid vil have noget utroligt fængende over sig.
Det er de færreste bands/solister der kan have den tidløse effekt.