blaa vinyl

Den 9/9 – 2009 blev samtlige The Beatles plader udgivet som et boks-sæt med titlen The Stereo/Mono Box Set, i en ny lydmæssigt forbedret udgave. Anmelderne roser samlingen til skyerne – men det er svært at se uden om de mange personlige præferencer der træder ind i vurderingerne. Nostalgien i sig selv, er vel ikke et kvalitetskriterium?

Jeg har lært det med tiden: The Beatles var 1960’ernes helt store popmaskine. De spyttede hit på hit ud af højtalerne, og solgte albums i mængder aldrig set mage. The Beatles tjente godt, og i den første halvdel af 60’er årtiet var det flere albums, om året der nåede ud til ivrige fans og flittige musikkøbere. Den sidste del af årtiet blev The Beatles mere fokuseret på det rent indspilningsmæssige, og der kom ikke ligeså mange plader, men til gengæld var det, mere eksperimenterende plader der kom ud af det, uden at populariteten faldt. Anmelderne kunne lide det de hørte – det er alt sammen historie.

Hvad sker der så 40 år efter, når alle pladerne bliver genudgivet på cd i en mono og i en stereo med forbedret lyd? Anmelderne lovpriser boksen, og omtaler det som popmusikkens ’hellige gral’. Men er det på de rigtige præmisser?

Marketingsfolkene bag musikere er ofte meget fokuserede på at knytte en historie eller en begivenhed til det produkt, anmelderne skal bedømme. Anmeldere får  pressemeddelelser som de lapper det i sig. Det er min påstand som ivrig læser af den danske musikpresse. Og når der så kommer en plade, hvor der pludselig er 40 års historie at labbe i sig og bruge til nye anmeldelser, så bliver anmelderne fuldstændig eksede. Især når rigtig mange på redaktionerne er vokset op med The Beatles til deres første pilsner og har fået The Beatles ind i deres bevidsthed, som en del af deres musikalske opdragelse. Det fik jeg også, men på baggrund af mine forældres hyggelige tilgang til musikken som baggrundsmusik. Lige med undtagelse af Simon & Garfunkel, som jeg har lært, at man per definition, skal skråle med på, men det er anden sag. Jeg er naturligvis klar over, at jeg i mine udmeldinger generaliserer og at der ganske givet, er journalister, der ikke kun forholder sig til pressemeddelelser. Jeg har set flere eksempler på gode anmeldere, der skriver sig udenom pressepakken. Men de er savnet.

Nyhedspressen bruger i flæng jubilæer, fødselsdage, årsdage og andet, som undskyldninger for at skrive en relevant artikel om en given kunstner. Derfor er en genudgivelse, en ren gave til kulturjournalisten og anmelderen, der kan gnide sig i sine hænder og begynde at øse ud af fakta, minder og oplevelser. Ellers kan det være svært, at anmelde 16 cd’er og en dvd til deadline, hvis ikke der er en forhåndsviden og det skal der jo være hos en anmelder.

Et eksmpel er Politikens anmeldelse af The Stereo Box, som er  overvejende nostalgisk og historisk beskrevet og Torben Bille giver den samlede boks fem ud af seks hjerter. Men anmelderen misser en detalje i idéen med en genudgivelsen – lydforbedringen, som ikke er den eneste, men en af de vigtigste aspekter. Pladen er jo, i sin spæde barndom, blevet anmeldt i sin samtid. Hvordan fortjener en genudgivelse så mere, end blot en dom på lyden, som lyd og ikke som et historisk element. Ikke om det betød meget for Torben Billes ungdom og hans høje støvler eller hans trang til et eller andet med det modsatte køn:

”(…)da jeg var 14, ønskede jeg mig kun to ting af livet – at gennembryde Jyttes vatforede panserværns-bh med mandelist og rom & Jolly Cola, og at kunne passe et par af de kortskaftede, sorte med høj hæl, annoncerne kaldte Beatles-støvler.”

Nostalgien driver ned af computerskærmen. Torben Bille berører godt nok også, de musikalske elementer, samt bandets almene betydning. Og generelt er det en underholdende anmeldelse. Det er ved bedømmelsen og kriterierne jeg har en indvending. Torben Bille er vokset op med dette band, og har et forhold til de gamle udgivelser, på den led er det forståeligt, at han anmelder dem. Men når dommen skal falde, så får genudgivelserne en fordel, som ingen nutidig kunstner kan hamle op med.

Hvis nutidige anmeldelser bliver sidestillet med poppens mastodonter, med de kriterier anmelderne forholder sig til, så er det svært at opnå nogen form for anerkendelse. Det retrospektive betydningselement, skal ikke have lov til at tage styring og vurdere nye kunstnere, på lige fod med kunstnere fra fortiden. Så kan 60’er generationen jo sætte pladerne op på en pedistal, som de aldrig kommer ned fra. Paul, John, Ringo og George er jo sådan set allerede blevet kanoniseret, det er ikke derfor vi skal have anmeldelserne. Dem skal vi have, fordi nyere digital teknologi har forbedret den ellers kolde lyd, som de lydmæssigt urørte cd’er fra 1987 bar præg af.

Per Reinholdt Nielsen omtaler The Beatles’ betydning og kvaliteter, i sin anmeldelse. Men han summerer op til sidst i Weekendavisens anmeldelse af The Stereo Box Set:

”Med denne autoritative boks, der i højere grad end de første cd-overførsler fra 1987 har kombineret digital klarhed med vinylens varme, rasles der igen med rockens kronjuveler i flot afpudsede og funklende udgaver.”

Derfor, en generel efterlysning efter: Eftertænksomhed, når nostalgien kommer til at råde over stjerner, hjerter, hatte eller andre smagsdømmende symboler. Som anmelder, skal man kunne erkende, at man anmelder ud fra et nostalgisk synspunkt. Dermed kan de begrænsninger, anmelderens følelser for kunstneren skaber, komme frem i på linjerne, og ikke kun mellem linjerne.

Men Liverpool drengene har vist sig, at gribe fat i flere generationer. Mine forældre var bumsebefængte teenagere da bandet brød igennem for dem, og de brød igennem for mig, da jeg stadig lå og læste Anders And blade i mine forældres sofa – det er ren nostalgi. Dengang vidste jeg selvfølgelig ikke, hvor meget de betød for 60’er generationen og popkulturen i det hele taget, men det er også noget jeg har lært med tiden.

Jeg beklager at der desværre ikke er et tilgængeligt link til Per Reinholdts anmeldelse.