November måned er altid en meget svær og tung måned at komme igennem. Vejret svinger altid umådeligt meget, og dagene bliver bare det mere tunge og lange, i hvert fald hvis det kun er moder jord der dikterer humøret. Men hvis du har behov for musik der kan bidrage til en slags terapi for netop dette, måske sammen med en bog, en kop kaffe og en god gammeldaws bastogne – ja så synes jeg at du skulle prøve at lytte til Some Speak of the Future (hør numre i slutningen af indlægget).
Some Speak of the Future er en dansk duo, der den 16. november udgav deres selvbetitlede debut plade. Det er en lun, meget akustisk og drømmende plade med en behageligsfaktor der i høj grad overstiger dit regulære behov, men du får faktisk lyst til mere, i selskab med Some Speak of the Future.
Astrid Myrup og Lauritz Carlsen har blandet guitar, saxofon, banjo, orgel, klaver, violin, bratch, cello plus det løse, på deres album og det er velbalanceret og arrangeret. Der er få ridser i lakken, og dem der er, ligger imellem linjerne i teksten. Pladen besidder otte numre, men jeg vil gerne have lov til at fremhæve to numre, der for undertegnede gør sig som de stærkeste.
As it seems er pladens åbningsnummer, som består af fingereret guitarspil, luftig saxofon og slide-guitar. Derudover selvfølgelig også en skrøbelig vokal i samme stil som instrumenterne alle spillet med de yderste af fingerspidserne. Der er lækre passager hvor saxofonen får lov til at skinne igennem og det gør, at nummeret bliver utrolig afbalanceret. Samtidig med at de ulmende guitar elementer ligger og lurer i baggrunden. ”Nothing ends quite as you might think” lyder teksten, og musikken taler for det samme – en dejlig melankoli.
Orglet i Theme for a Book er så nervepirrende lækkert, derudover er den akustisk klingende guitar og den kvindelige stemme, akkompagneret af en korstemme hovedingredienserne, der gør Theme for a Book til et særdeles stemningsfuldt nummer. ”For you, thousand times and more” bliver recitativt gentaget for at understrege den eksplicitte pointe der ligger teksten, og man vil egentlig gerne have at hun bliver ved, for det er virkelig gribende.
Shiny Rags, The Receipt og Bend In Two er også gode numre. Der er dog også nogle enkelte af numrene som bliver en anelse trivielle, men hovedparten af pladen er på et højt niveau og det er så sandelig også det generelle indtryk.
SSOTFs musik er ikke så fremadsynet som deres navn bebuder, til gengæld er den tidløs, indadvendt og trækker på en den lange tradition der er for singer/songwriter genren og så det er musik der virkelig rører ved noget indeni – heldigvis – for som Astrid Myrup også synger i Shiny Rags: ”We’re through once the peel comes off”.
As It Seems:
[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/some-speak-of-the-future-as-it-seems” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]
Theme for a Book:
[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/some-speak-of-the-future-theme-for-a-book” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]
Sådan en mandag formiddag er jo altid fremragende, især når der er et spændende oplæg der skal på fabrikeres til det nuværende studie, The Knife og deres visuelle performance. Det er dog blot en sidebemærkning til hvad dette indlæg egentlig drejer sig om (hvilket overskriften vel egentlig også er).
