I sommers røg Death Cab for Cuties debut album, Something About Airplanes (1998), ind på hylden til resten af undertegnedes pladesamling (samtidig med at den røg i A-rotation på min pladespiller).
Jeg havde smuglyttet lidt til den, men jeg må sige, at det viste sig at være en af de små juveler, der bare venter på at blive opdaget. Tit kan det virkelig godt betale sig, at gribe tilbage, og udforske de bagkataloger, hvor man ikke har bevæget sig før. Pladen er for nylig blevet genudgivet, med en række live-indspilninger, som eftersigende skal være fra bandets første show på Crocodile Cafe i Washington.
Det er muligvis almindelig kendt, at Death Cab for Cutie har stået med det ene ben på mainstream scenen siden 2003, hvor albummet Transatlanticism udkom. Numre fra den plade har været med i diverse serier (blandt andet Californication, som kan anbefales til enhver drengerøv), og det er formentlig et resultat af, at deres bløde indie-pop er så umiddelbar og følelsesladet. For mange har det måske betydet, at et Death Cab for Cutie album hurtigt kan være overstået – nu kommer der et men. Men – ikke på Something About Airplanes, her vil jeg anbefale, at chancen bliver givet igen.
Debutpladen (der i virkeligheden er nummer to efter Ben Gibbards solo-plade You Can Play These Songs With Chords, men som er første i bandkonstellation) indeholder et utal af perler. President of What?, Amputations, Sleep Spent og Champagne from a Paper Cup. Det er alle numre der kun kan tiltale den indie-lyttende musikinteresserede. Det er sjovt at se, hvilke rødder indie-poppere kommer fra. Og det er sjovt at høre bandet i knap så velpolerede lydmæssige omgivelser, det klæder dem faktisk.
Hele det stykke producer-arbejde der er lavet på pladen, af bandets guitarist Chris Walla, er aldeles fremragende. Især er trommerne fænomenale. På hvert nummer, bliver trommerne tilpasset et nyt rum, og klangen i sig selv, bliver en ting der er ornamenterende i så høj en grad, at jeg ikke kan anbefale et lyt nok.
Jeg vil slutte dette anbefalende indlæg, med to mp3’er som er meget sigende for pladen. Start med at tage et lyt til trommerne på Champagne From A Paper Cup og må jeg anbefale også at anskaffe Sleep Spent, som jeg desværre ikke kunne finde en mp3 på. Amputations starter og slutter med vokal samples, og slutningen: “if everybody’s making fun of you or criticizing, you know you’re on the right track.”, siger vel det meste om hvad Death Cab For Cuties mission har været. En fremragende plade.
Mp3’er:
Death Cab For Cutie – Amputations
Death Cab For Cutie – Champagne From A Paper Cup
Læs i øvrigt en fremragende anmeldelse her.
Og find bandets Myspace her.