Jeg faldt over en forfærdelig tragisk nyhed, som leder mig til opfordringen af et minuts stilhed for en genial musikalsk inspiration. Big Stars sidste levende frontfigur Alex Chilton er afgået ved døden ved et hjerteanfald den 17. marts 2010 – må hans fantastiske musikalske sjæl leve videre.
Mp3: Big Star – September Gurls (Fra Aquarium Drunkard)
Mp3: Big Star – Take Care (Fra Aquarium Drunkard)
Et nyt spændende pladeselskab tager i disse dage sin form i Århus. Kanel Records er navnet, og det er tre gutter, der står bag dette yderst interessante projekt. De skriver selv, at deres æstetiske fokus er meget bredt, men at de er af opfattelsen af, at intet kan være for råt eller for skrabet, og at det i høj grad også er den retning, de vil søge.
Derfor er det også meget nærliggende, at det er en kunstner der falder inde for den kategori, der nu bliver den første udgivelse fra de tre herrer.
Det drejer sig om solo-projektet Dad Rocks! (billedet), som er et alias for Snævar Njáll Albertsson, der også er kendt fra Death-Indie bandet Mimas. Den 10. april udgiver han i samarbejde med Kanel Records Digital Age EP, der blandt andet udkommer i en WowWollet CD og naturligvis digitalt, som navnet jo ekspliciterer.
Selvom der indtil nu kun har været en youtube video og en enkelt mp3 indenfor rækkevidde, så tegner det aldeles spændende. Det lyder foreløbigt som om, at der bliver sunget mere croonet og i et betydeligt leje end hvad undertegnede sædvanligvis har været vidne til, hos den så udmærkede Mimas lead-vokalist. Derudover er det en behagelig og meditativ finger-picking, der bliver udtrykt på den seksstrengede. Klaver og (især) trompet er også yderst velkomment på det foreløbige materiale. Trompetens varme toner bidrager til en vis sentimentalitet uden at overstige nogen barrierer. Produktionen skal også være meget analogt gennemført i musikkollektivet i Gammel Harlev uden for Århus. Vi glæder os meget til at høre far rocke resten af Digital Age EP, og vi vil helt sikkert vende tilbage, når vi har givet resten af materialet et lyt.
Indtil da lyt selv på vedlagte youtube-klip og mp3 fil.
Mp3: Dad Rocks! – Aroused By Hair (Link fra Kanel Records)
Dad Rocks!: Hjemmeside – Myspace
Se desuden følgende live-optagelse fra 2009:
Det er ikke mange mandage siden, at undertegnede havde en musiker på tale, der desværre måtte lide druknedøden. Det var Jeff Buckley der som bekendt druknede i Wolf River i 1997, og netop tyve år tidligere i 1977 udkom der et album med en anden kunstner, der desværre i 1983 måtte lide samme skæbne som Jeff Buckley. De inkarnerede Beach Boys fans vil vide, at det er trommeslager Dennis Wilson, den mellemste broder af de tre (Carl og Brian), talen nu falder på.
Han nåede (ligesom Jeff Buckley) kun at udgive et solo-album i sin levetid. Pacific Ocean Blue er titlen, og den blev genudgivet i 2009 i en fornem Legacy Edition med numre, der skulle have indgået på Dennis Wilsons andet album Bamboo (som kollegaer også har omtalt). Ud over at det minder mistænkelig meget om, hvad der skete efter Jeff Buckleys afsked med verden, så skal Dennis Wilson også have udtalt, at Bamboo var hundrede gange bedre end Pacific Ocean Blue. Det vil undertegnede umiddelbart lade andre lyttere om at vurdere, men de er helt sikkert også spændende.
Jeg vil dog gerne have lov til at fremhæve et par perler fra et album, der virkelig viste, hvor stort et sangskrivertalent Dennis Wilson også var. Det er meget muligt, at han ofte har stået i skyggen af de Brian og Carl Wilson på det musikalske, men med dette album er der ikke mange, der kan betvivle mandens ærlige musikalske univers. Hans måde at afspejle 70’ernes afslappede surfer-liv og de smertelige kærlighedsforhold der gik i vasken, er utrolig beundringsværdig. Han skal efter sigende have været ‘ude med riven’, når det kom til stoffer og kvinder og have haft rigtig mange forhold, og han har dermed måske ikke altid haft det letteste følelsesmæssige liv. Derfor afspejler sangene også i høj grad en slags dagbog for Dennis Wilson, som skrev albummet over en periode på syv år.
To sange, der i høj grad er værd at fremhæve, selvom albummet er utrolig helstøbt, er Thought of You (som jeg selv fik anbefalet for et års tid siden) og Time, som begge er utrolig smukke numre. Især Time er vidunderlig med en solo af den kultiverede Chet Baker på trompet. Begge numre er både intime og dybsindige, men bygger op og indeholder en dejlig storladen kontrast, til de stille passager. Også You & I, som er et laid-back bossa-agtigt nummer, og det næsten soulede titelnummer. Dennis Wilsons eneste officielle værk kan i den grad anbefales.
Mp3: Dennis Wilson – Thought Of You (fra emodreng & indiepige)
Mp3: Dennis Wilson – Time (fra Art Decade)
I overmorgen, torsdag den 11. marts, kl. 17.00 går det første Musikdebat Aarhus arrangement, i samarbejde med Musikparlamentet, i luften. Musikparlamentet har dog været tilstede under Spot festivalen, men det er altså første arrangement uden for Spot festivalens ramme.
Det kommer til at foregå på Kasernens Foyer, Langelandsgade 139, 8000 Århus, og det koster en flad 20’er.
Emnet til den første debat vil være “Musikanmeldelsens fremtid”. Vil bloggere udvande og overflødiggøre den seriøse og mere dybdeborende musikkritik? Hvad har bloggerne betydet indtil nu sammenlignet med klassisk anmelderi, og hvad er der af fremtidsperspektiver for begge parter?
Til at svare på disse spørgsmål er panelet, som ser sådan ud:
Niklas Steffensen Hessel (Anmelder, Redaktør ved Geiger)
John Fogde (Anmelder mm. på Gaffa, Grundlægger af Frekvens.dk)
Mads Krogh (Postdoc, Ph.d. ved Musikvidenskab, Forsker i musikkritik)
Martin Hjorth Frederiksen (Manden bag den ambitiøse blog börneblogger)
Marie Højlund (Musiker, Frontkvinde i Marybell Katastrophy)
Debatten vil blive omkranset af koncert med henholdsvis SilverGleamingSoundMachine, som har høstet roser for deres mini-album “All Tomorrow’s Gardens”, der blandt andet optrådte på undertegnedes liste over sidste års fedeste danske skiver. Derudover vil Marybell Katastrophy runde aftenen af med et kort set i tre personers line-up. Marybell Katastrophy der er aktuelle med deres album “The More”, som der giver noget af det dunkle og noget af det energiske i en særdeles opfindsom form.
Desuden vil Dj Indie-Peter også kendt fra Late Night på Musikcaféen i Århus, og som bloggeren bag Like A Gull Takes To The Wind og medskribent på Frekvens.dk, vende plade ind imellem og sørge for at stemningen er indhyllet i god musik.
Vi vil da gerne opfordre til at komme og deltage i debatten, og se hvilke sider panelet får vendt, samt give dit eget besyv med – og ikke mindst høre et par spændende navne.
Vi ses der!
Se mere info på: musikdebataarhus.blogspot.com & musikparlamentet.dk
Forleden nat blev jeg rørt til tårer af en fotoserie, som virkelig fik mig til at indse hvor godt jeg egentlig har det. Hver gang jeg læser om en kulturel personlighed der afgår ved døden, hvad end jeg har haft vedkommenes værker inde på livet eller ej, stikker det i mit hjerte, lidt ligesom når man ser en musikdokumentar der ender med at bandet opløses eller at nogen dør. Men i går, søndag, reagerede jeg et sted imellem tårerne og stikket i hjertet, da jeg læste at Mark Linkous (bedre kendt som Sparklehorse) havde begået selvmord.
Jeg startede som så mange andre med hans mest succesfulde plade It’s A Wonderful Life (2001) for 7-8 år siden, og forelskede mig hurtigt både i den og forgængeren Good Morning Spider (1999), hvor sange som Painbirds, Junebug, Apple Bed og Comfort Me har været klare favoritter lige siden. Og selvfølgelig også har været soundtrack til op- og nedture i tidens løb. Jeg nåede desværre aldrig at opleve ham live, hvilket jeg ærger mig gul og blå over nu. Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med ham endnu, eller blot vil mindes ham, har jeg herunder postet tre af mine yndlingssange fra henholdsvis It’s A Wonderful Life og Dreamt For Light Years In The Belly Of A Mountain (2006):
Her er de plader jeg ejer med ham i kronologisk rækkefølge:
1. Good Morning Spider (1999)
2. It’s A Wonderful Life (2001)
3. Dreamt For Light Years In The Belly Of A Mountain (2006)
Hans dejlige melankolske støvede lyd og udtryk vil blive savnet, og det han nåede at give os vil blot blive endnu mere værdsat med tiden. Hvil vel kære hr. Lankous aka Sparklehorse.
Jeg har sagt det før og siger det nu igen…Er der en plade jeg glæder mig rigtig rigtig meget til at sætte på pladespilleren i år, så må det være Hymns From Nineveh‘s debutalbum, som eftersigende skulle udkomme til efteråret. Indspillingerne starter på mandag, og efter at have oplevet det i levende live hertil aften endnu engang, er spændingen bestemt ikke blevet mindre. Det foregik i den overraskende hyggelige Løve’s Bogcafé, der ligger i noget så ucharmerende og tamt som et indkøbscenter midt på Vesterbro. Men det lagde man bestemt ikke mærke til når først man var indendøre og musikken spillede. Det var det mest velopdragne publikum jeg længe har oplevet!
Første mand i rampelyset var Mads Mouritz, som ene mand fremførte en god håndfuld sange fra både Mouritz/Hørslev Projektet såvel som fra hans samarbejde med Peter Olesen (Olesen Olesen). Det var dog sangene fra førstnævnte der lyste klarest igennem, på trods af småtekniske bump på vejen. Det finurlige danske lyriske univers ramte publikum, som reagerede med smil på læben og ligefrem latter nu og da. Det fik mig til at tænke på den problematik jeg op til flere gange har hørt diverse musikere snakke om når det kommer til lyrik på modersproget, pga. den ironiske tilgang det nærmest pr. automatik får. Reaktionen fra publikum generede mig som sådan ikke, da jeg godt kunne se det sjove i det, men da latteren også dukkede op under den morderiske Kom Kom Kom, stivnede mit smilebånd en anelse. Kald mig bare gammeldags og kedelig, men jeg kan på ingen måde se det sjove i den sang. Ellers var det en rigtig rar koncert, som det altid er med den glade spillemand med den spæde stemme på scenen.
Næste for skud var Hymns From Nineveh, som indtog hjørnet i bogcaféen fire mand på henholdsvis banjo, harmonika, xylofon, violin, sav, håndklap, knips og guitar, med Jonas Petersen og hans dragende stemme i front. Musikken fyldte straks butikken med en ubeskrivelig salig stemning, som varede hele vejen igennem det forholdsvis korte set. Det var enormt smukt, og de publikummer der var faldet i den snakkende gryde i pausen, spidsede ører nogle numre inde i settet og så ud til at nyde det i fulde drag, ligesom undertegnede og ikke mindst de fire musikere. Alt i alt en meget dejlig aften og det mest vellykkede “in-store gig” jeg nogensinde har overværet.
Hymns From Nineveh lavede for nylig en video-session i Kaffe og Vinyl, hvor de fremførte 3 nye numre, som forhåbenlig alle tre finder vej til den kommende plade. Gør dig selv den tjeneste og læn dig tilbage og Nyd det:
Hvis det kunne friste, kan det da lige nævnes at Hymns drager på en mindre Danmarks turné med selveste Murder i starten af april. Se nedenstående datoer og sæt kryds i din kalender:
6. april: Voxhall, Aarhus*
7. april: Huset, Aalborg*
8. april: Dexter, Odense*
11. april: Huset i Magstræde, København*
18. juli: Nemoland, København**
* m. Murder
** m. CODY
I denne sene stund på den niende mandag i år vil jeg gerne dele en fantastisk plade med jer, men jeg må desværre gøre det lidt kort i forhold til den omtale det pågældende band fortjener. Det drejer sig om den fantastiske plade “Laughing Stock” af Talk Talk fra 1991. Talk Talk der røg igennem nogle ubehagelige pladeselskabsproblemer med et selskab, der kun ville udgive greatest hit album, fordi briterne havde taget en ‘anti-kommerciel’ drejning. Talk Talk startede nemlig med at have en række større hits, blandt andet It’s My Life eller Life’s What You Make it, men begyndte at gå i en næsten moderne-kompositions-lignende retning modsat deres 80’er synth-pop. Det er vi nogen, der er rigtig glade for. For ud af den udvikling kom der en række fantastiske plader. “The Colour of Spring” var den første der trak i den retning, efterfulgt af “Spirit Of Eden” (se en glimrende anmeldelse fra min kollega Lasse) og afslutningsvis udgav de pladen “Laughing Stock”, som var det sidste officielle album udspil fra Talk Talk eller Mark Hollis, som egentlig var manden bag især “Laughing Stock”.
Pladen er en fantastisk svævende plade helt nede ved jorden. Kompositionerne er fantastisk atmosfæriske og virkelig vedkommende på kanten til drømmende. Pladen er et idéelt bud på en plade til når tankerne skal vendes indad, eller når der skal slappes af. Men hvordan så enkel opbygget musik kan være så tiltalende er mig en gåde, og den stil Talk Talk udførte, har mange senere gjort efter (Sigur Ros, Múm osv.). Prøv selv at tage et lyt på albummets højdepunkt After the Flood, det er ubeskriveligt smukt.
Det er ikke tit jeg tager til en koncert næsten udelukkende pga. opvarmningen. Sidst det skete, var da Figurines varmede op for Mark Olson and The Creek Dippers feat. Victoria Williams tilbage i 2003. I tirsdags skete det så igen, da jeg mandag aften opdagede at den kære Josh Ritter skulle varme op for The Swell Season, blev jeg desperat og forsøgte straks at anskaffe mig en billet til den udsolgte koncert. Som i kan se i mit indlæg fra i onsdags, lykkedes det mig heldigvis. Og selvom jeg ankom lidt sent, nåede jeg alligevel at få halvdelen af opvarmningen med…og hvilken opvarmning! Hvis der er en musiker der kan bringe et smil på dine læber, også selvom du står aller aller bagerst…så er det Josh Ritter!
Den første gang jeg hørte og for den sags skyld oplevede ham, var da han varmede op for Damien Rice på Lille Vega i 2004, og faktisk viste sig at være bedre end hovednavnet. Det er yderst sjældent et supportnavn kan efterlade sådan et indtryk! Det der overbeviste mig var den måde han fremførte sangene på, hans udstråling og den måde han præsenterede sig selv: “Hi, I’m Josh from MoscOW in IdaHO!”
Men især den måde han viste sin glæde over at have fået lov til at spille for et udsolgt Lille Vega, som support for Damien Rice. Han ikke bare sagde det flere gange, han viste det også i sit kropssprog, som smilede helt ud til fingerspidserne. Flere gange nærmest sang han grinende! Min veninde tog det ikke så positivt efter at have oplevet ham i tirsdags, da hendes kommentar var, at man skulle tro han havde fået en overdosis lykkepiller som barn, hvilket vel også er en meget passende beskrivelse, men hvem siger også at man ikke må være så glad når man optræder?
Jeg har set ham 3 gange mere siden, og fundet ud af at han simpelthen er sådan generelt, når han optræder live. Det er et eller andet sted virkelig livsbekræftende, for hvor tit ser man ikke en musiker stå på en scene og sige at vedkommende er rigtig glad for at være der, men kropssproget siger noget andet?! Det kommer vel så også an på hvilken slags musik vedkommende skal repræsentere, men Josh Ritter’s musik er nu heller ikke just festmusik.
En anden ting jeg også tydeligt husker fra den koncert, var da han pillede forstærkerstikket ud af sin guitar og gik væk fra mikrofonen, ud på scenekanten, bad folk om at holde 1 minuts stilhed og dedikerede derefter den næste sang til den netop afdøde Johnny Cash. Det var gåsehudsfremkaldende! Og for første gang den aften var publikum musestille. Det var et fantastisk bevis på at et supportnavn sagtens kan få publikum i sin hule hånd.
Jeg siger som regel at man først og fremmest skal opleve ham i levende live før man dømmer hans musik, som mest af alt lyder som Bob Dylan der møder Johnny Cash. Selvfølgelig skal man helst starte fra begyndelsen når det kommer til Josh Ritter, da han ligesom ét af sine forbilleder går fra det akustiske til det mere elektriske udtryk på sit fjerde album, hvilket jeg ikke har brudt mig alt for meget om. Det fungerer fint live dog, men på plade bliver det en kende kedeligt. Så er han mere spændende i sit akustiske element på plade, som jeg vil introducere jer for nedenfor. Først får i lige hans diskografi i hans studiealbum:
1. Josh Ritter (2000)
2. Golden Age of Radio (2001)
3. Hello Starling (2003)
4. The Animal Years (2006)
5. The Historical Conquests of Josh Ritter (2007)
[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/josh-ritter-paths-will-cross” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]
[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/josh-ritter-lawrence-ks” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]
[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/josh-ritter-kathleen” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]
Han dedikerede denne sang (som er fra Hello Starling) til en vis George Bush anden gang jeg så ham, læg godt mærke til omkvædet:
