Løve’s Bogcafé

Jeg har sagt det før og siger det nu igen…Er der en plade jeg glæder mig rigtig rigtig meget til at sætte på pladespilleren i år, så må det være Hymns From Nineveh‘s debutalbum, som eftersigende skulle udkomme til efteråret. Indspillingerne starter på mandag, og efter at have oplevet det i levende live hertil aften endnu engang, er spændingen bestemt ikke blevet mindre. Det foregik i den overraskende hyggelige Løve’s Bogcafé, der ligger i noget så ucharmerende og tamt som et indkøbscenter midt på Vesterbro. Men det lagde man bestemt ikke mærke til når først man var indendøre og musikken spillede. Det var det mest velopdragne publikum jeg længe har oplevet!

Første mand i rampelyset var Mads Mouritz, som ene mand fremførte en god håndfuld sange fra både Mouritz/Hørslev Projektet såvel som fra hans samarbejde med Peter Olesen (Olesen Olesen). Det var dog sangene fra førstnævnte der lyste klarest igennem, på trods af småtekniske bump på vejen. Det finurlige danske lyriske univers ramte publikum, som reagerede med smil på læben og ligefrem latter nu og da. Det fik mig til at tænke på den problematik jeg op til flere gange har hørt diverse musikere snakke om når det kommer til lyrik på modersproget, pga. den ironiske tilgang det nærmest pr. automatik får. Reaktionen fra publikum generede mig som sådan ikke, da jeg godt kunne se det sjove i det, men da latteren også dukkede op under den morderiske Kom Kom Kom, stivnede mit smilebånd en anelse. Kald mig bare gammeldags og kedelig, men jeg kan på ingen måde se det sjove i den sang. Ellers var det en rigtig rar koncert, som det altid er med den glade spillemand med den spæde stemme på scenen.

Næste for skud var Hymns From Nineveh, som indtog hjørnet i bogcaféen fire mand på henholdsvis banjo, harmonika, xylofon, violin, sav, håndklap, knips og guitar, med Jonas Petersen og hans dragende stemme i front. Musikken fyldte straks butikken med en ubeskrivelig salig stemning, som varede hele vejen igennem det forholdsvis korte set. Det var enormt smukt, og de publikummer der var faldet i den snakkende gryde i pausen, spidsede ører nogle numre inde i settet og så ud til at nyde det i fulde drag, ligesom undertegnede og ikke mindst de fire musikere. Alt i alt en meget dejlig aften og det mest vellykkede “in-store gig” jeg nogensinde har overværet.

Hymns From Nineveh lavede for nylig en video-session i Kaffe og Vinyl, hvor de fremførte 3 nye numre, som forhåbenlig alle tre finder vej til den kommende plade. Gør dig selv den tjeneste og læn dig tilbage og Nyd det:



Hvis det kunne friste, kan det da lige nævnes at Hymns drager på en mindre Danmarks turné med selveste Murder i starten af april. Se nedenstående datoer og sæt kryds i din kalender:

6. april: Voxhall, Aarhus*
7. april: Huset, Aalborg*
8. april: Dexter, Odense*
11. april: Huset i Magstræde, København*
18. juli: Nemoland, København**
* m. Murder
** m. CODY