To sange af fantastiske The Posies er, hvad denne blaa mandag består af. En weekend med ekstrem lidt søvn og en skole hvor det spidser lidt til, resulterer i manglende blogging overskud, men disse to sange skulle nu lige findes frem. Det er fra pladen: Frosting On the Beater fra 1993, som er en helt fantastisk plade. Det er lidt i samme omgang som vores omtale om afdøde Alex Chilton, for netop to medlemmer fra The Posies var backingband for Alex Chilton i den sidste tid. Men Frosting On the Beater kan anbefales på det varmeste – Powerpop af første klasse.
Til stream er Coming Right Along og en youtube video med nummeret Solar Sister. Vi lover en mere fyldestgørende mandag næste gang.
Det er ikke svært at gætte, hvem der er en af de store inspirationskilder for Daniel Johnston.
Når autenticitet ikke er det, man stræber efter, fordi det er det, man er – plain and simple. Det er meget kort fortalt historien og forklaringen bag Daniel Johnstons store kultstatus hos rigtig mange store musikere. Vi snakker Sonic Youth, Nirvana (heraf Kurt Cobain i høj grad), Mark Linkous (må han hvile i fred) med flere. Grunden til denne autenticitets-aura omkring Daniel Johnston er i høj grad på grund af en sygdom, der paradoksalt nok både er hans forbandelse og hans musikalske velsignelse. Han har i hele sin karriere været manio-depressiv, som det ikke altid har været nemt at kontrollere. Hvilket man kan se meget mere om i en yderst anbefalelsesværdig dokumentarfilm fra 2005: The Devil And Daniel Johnston. Men det er Daniel Johnston talen falder på denne 15. mandag i året.
Coveret til dokumentarfilmen fra 2005
Daniel Johnstons depressive tilstand har betydet, at hans altid meget lavmælte og simple sange har været meget forskellige og ofte svingende i kvalitet. Generelt balancerer hans musik på en hårfin grænse mellem absolut genialitet og en naivistisk ligegyldighed. De er ofte akkompagneret af hans selvlærte guitarspil, et simpelt klaverspil og psykedeliske eksperimenter. Der er også eksempler på, at Daniel Johnston bliver akkompagnement af større bands, for eksempel det hollandske band BEAM, der har været med på hans to danske koncerter på henholdsvis Vega og Voxhall.
Logoet og t-shirten der bidrog til en voksende hype omkring Daniel Johnston.
En af grundende til at Daniel Johnstons karriere begyndte at tage fart var, da Kurt Cobain ved rigtig mange offentlige begivenheder optrådte i en t-shirt med Daniel Johnstons logo fra albummet Hi, How Are You (blandt andet ved den legendariske optræden til MTV VMA i 1992). Det betød naturligvis, at rigtig mange blev interesseret i, at finde ud af hvem denne Daniel Johnston var.
Daniel Johnston havde indtil 1990 kun udgivet musik på bånd, som han selv optog og selv fabrikerede. Da efterspørgslen steg, kom han på Atlantic Records, det samarbejde holdt dog ikke længe, blandt andet på grund af et lavt salg. Daniel Johnstons sange er centreret omkring et tegneserieunivers, som han også besidder et utrolig charmerende talent for.
Undertegnede var tilstede i går søndag på Voxhall til en aften i selskab med Daniel Johnston. Først blev The Devil and Daniel Johnston fremvist, mens mandens tegninger kunne ses i det medbragte uddrag af de utallige tegninger, han har fabrikeret. Aftenen sluttede af med en fantastisk koncert, hvor Daniel Johnston blev akkompagneret af det vanvittig dygtige orkester BEAM. Den koncert understregede blot for undertegnede, hvor oprigtig et menneske han er på en scene. Med hans mimik og nervøsitet der sidder så langt ude på tøjet, og hans små finurlige kommentarer, der gør, at man ikke kan andet end at blive grebet af hans fantastiske univers og i særdeleshed hans tekster.
Der er ikke nogen tvivl om at jeg vil anbefale Daniel Johnston på det varmeste. Derfor har jeg vedlagt et fantastisk gribende videoklip fra slutscenen fra den omtalte dokumentarfilm, og desuden to fremragende numre, til at starte med hvis man er Daniel Johnston jomfrulytter. Start desuden med pladerne: 1990 (1990), Hi, How Are You (1983), FUN (1994)og hans seneste reelle solo-udspil skal efter sigende også være et lyt værd – den hedder Is And Always Was, men 1990 er nu min personlige favorit, og det har jeg tidligere omtalt her.
Hymns From Nineveh på Voxhall, Foto: David Bust (tyvstjålet fra Gaffas galleri)
“I always had the voice and now I am a singer.
The audience grows silent when I open up my mouth.
I sing the words I’ve written every night before a crowd.
As if I were a poet or some legendary mind.”
– Teitur fra pladen og sangen af samme navn ‘The Singer’
Da undertegnede tirsdag aften i indeværende uge, var tilstede ved en ganske utrolig koncert på Voxhall i Århus, var dette citatet, der faldt mig i tankerne. Et for mange ikke så kendt navn (endnu) indtog scenen, for at varme de spændte sjæle op, der ventede på at høre Jacob Bellens og Anders Mathiasen i deres konstellation som Murder, og det var en ung mand, vi tidligere har omtalt herinde her og her, og som desuden toppede min medskribents liste over danske albums for 2009. Det er selvfølgelig Hymns From Nineveh also known as Jonas Petersen.
Teitur citatet hørte undertegnede opført på et udsolgt Train i forbindelse med The Singer touren, hvor færingen opførte sangen The Singer fuldstændig low-fi kun med sin vokal. Sjældent har noget, kunne få de små hår til at rejse sig så meget, og det var lidt den samme oplevelse, jeg havde med Jonas Petersen og co.
Jonas Petersens fremragende vokal alene legitimerer projektet Hymns From Nineveh mere, end de fleste projekter nogensinde kommer til selv efter mange års hårdt arbejde. Navne som Bon Iver og Bob Dylan er meget nærliggende, men det er alligevel vældig originalt, især via de yderst velgennemtænkte arrangementer og den smilende ærlighed, der ligger i fremførelsen af musikken. Også akkompagneret af de to herrer, Nikolaj Paakjær og Mikael Kjærsgaard (Munich, Kites And Komtes), var et fremragende lavmælt supplement, med dybe kontrasterende vokaler, klokkespil, mundharmonika, fine små perkussive indslag og flygel! Publikum tog desuden vel imod Hymns From Nineveh, og det samme Teitur beskriver i sin tekst, var i høj grad tilfældet ved denne koncert – the audience grew silent.
Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg har glædet mig mere til at høre opvarmningsbandet end selve hovednavnet, og det er rigtig lang tid siden, at opvarmningsbandet også har levet op til den forventning. Det gjorde Hymns From Nineveh altså i høj grad, selvom Murders nye numre (som de spillede en del af) virkelig lyder fantastisk lovende, og som også var et glædeligt gensyn.
Det er lidt svært at acceptere, at der først kommer et debutalbum til september, men indtil da, må jeg anbefale ep’en fra 2009 Uncomplicated Christmassongs, og også dette radio-interview (Link fra hymns.dk) med to sange fra det kommende album indspillet helt akustisk. Desuden ligger der tre ganske fremragende numre på Hymns From Ninevehs myspace, og Jonas Petersen medvirker desuden på et anbefalelsesværdigt nummer på Mikael Kjærsgaards solo-projekt Kites And Komets – nummeret hedder Rewinding Floors.
Mit første indlæg her på bloggen handlede sjovt nok om Benni Hemm Hemm, og på denne dejlige solskinsdag hvor solen har skinnet og mit smil ingen ende vil tage, var det blot ekstra opløftende at erfare at Benni Hemm Hemm kommer på dette års SPOT Festival, som jeg i forvejen glæder mig overdrevet meget til. Læs mere om det her og spred musikken og glæden.
Det er længe siden jeg har rådyrket Nick Drake så meget som jeg har i denne weekend. Der er noget fantastisk tidløst over mandens musik, som jeg har lidt svært ved at beskrive. Den første Nick Drake plade jeg ejede, var Bryter Layter (1970) hvor numre som One Of These Things First og Sunday gjorde størst indtryk. Senere erhvervede jeg mig også Five Leaves Left (1969), hvor Time Has Told Me selvfølgelig blev én af favoritterne, men især også Fruit Tree, The Thoughts of Mary Jane, Cello Song og Saturday Sun har efterladt store fodaftryk i mit musikalske univers igennem tiden. Jeg ejer selvfølgelig også Pink Moon hvis fantastiske pladecover jeg altid har holdt meget af, da det minder mig enormt meget om den første billedkunstner jeg fik mine øjne op for i sin tid, nemlig Salvador Dalí. Af personlige højdepunkter fra den plade kan nævnes Road, Know, Which Will og Free Ride.
Hvis du af én eller anden grund ikke har stiftet bekendtskab med musikken eller manden bag musikken endnu, kan du starte ud med denne dokumentar som jeg faldt over for nogle år siden inde på youtube. God fornøjelse:
I år ser det sørme ud som om at vi begge her på blaa vinyl regner med at få råd og tid til at komme på Roskilde Festival. Så i den forbindelse har vi sat os ned og kigget på den foreløbige bandliste, som ikke er så lang indtil videre, og fundet de navne frem som vi godt kunne tænke os at tjekke ud. Rikkes liste er endnu ikke så lang som Runes, men det håber vi selvfølgelig ændrer sig efterhånden som vi nærmer os…
RIKKE:
Beach House
C.V. Jørgensen
Casiokids
Dizzy Mizz Lizzy
Efterklang
The Temper Trap
RUNE:
Alice In Chains
Beach House
C.V Jørgensen
Casiokids
Dirty Projectors
Dizzy Mizz Lizzy
Efterklang
Gorillaz
Kasper Spez
NOFX
Pavement
Tech N9ne
The Temper Trap
Them Crooked Vultures
Generelt ser Roskildes program lovende ud, de har både offentliggjort, hvad man må formode er en god del af deres hovednavne i år, men vi ser alligevel frem til at se, hvad de ellers har tilbage i posen.
I dette indlæg er jeg en kende på dybt vand, og folk der er bekendt med fænomenet DJ Shadow er meget velkommen til at byde ind med rettelser eller fortalelser. I hvert fald vil jeg gerne gribe tilbage i 90’ernes dybe sæk af hengemte guldklumper og anbefale DJ Shadows efterhånden 14 år gamle album Endtroducing (se cover herunder). Pladen fra 1996 er (stadig i takt med tiden) kun bestående af samples og beats. Der er, så vidt jeg har forstået intet fabrikeret af Josh Davis aka DJ Shadow selv. Det er en kombination af gamle (glemte) vinyler og nyere numre, der er udgangspunktet for pladen, hvilket coveret giver en meget god idé om. Gamle funk klassikere og smadrede horror-soundtracks.
Selv hvis man ikke er meget til Hip-Hop, så er denne plade virkelig for enhver smag. Ligesom Fat Freddys Drop gjorde det for reggae og dub, som Air gjorde det for electronica, så synes denne plade også, at være af en sådan bredt favnende kvalitet for den instrumentale Hip-Hop og scratch æstetikken i al almindelighed.
Det er fængende historier, der bliver fortalt med mange forskellige elementer. Albummet er utrolig varieret, og på trods af de mange vidt forskellige samples, så virker pladen utrolig helstøbt. Lydbilleder og sindsstemninger er, hvad der præger albummet og numre som Stem/Long Stem og Building Steam With A Grain Of Salt (hør mp3’er) er helt igennem hjertegribende. Stem/Long Stem består blandt andet af saxofon soloer, violin-fraser, vokal-samples, dryppende lyde af klokkespil og drømmende dynamiske højdepunkter, der alle underbygger den samme storbys-melankoli. Building Steam With A Grain Of Salt er for alvor også et nummer, der med sin repitative klaverfigurer, sit engle-agtige kor, den mandlige fortæller stemme som nærmest bekender sig til lytteren, og de andre små kommentarer, viser et eksempel på et håndværk udført til perfektion med stort P. Også beatet i Mutual Slump er noget nær orgasmisk (undskyld formuleringen).
På mange måder må en kunstner som DJ Shadow klart have været første skridt på vejen for andre lyd-manipulatorer, der er opstået på den anden side af milleniumsskiftet. Kunstnere som for eksempel Girl Talk og mere generelt for DJ’s, må DJ Shadow have været en gevaldig inspiration, for hans måde at få tingene til at passe så godt sammen, og give Endtroducing denne følelsesmæssige medrivende karakter. Endtroducing: Dit næste køb.
En sang kan tolkes på mange måder. Det blev jeg i hvert fald mindet om, da en ven for et års tid siden introducerede mig for Arthur Russell med sangen ‘I Couldn’t Say It To Your Face‘ som har følgende tekst (et udklip):
I couldn’t say it to your face
but I won’t be around any more
I couldn’t say it to your face,
but I won’t be around any more
I needed a place, so I walked in the door
I couldn’t say it to your face
but I won’t be around any more.
It’s my world, it’s my song
didn’t ask you to sing along;
in my arms, you girl, you won’t be here to say I’m wrong.
Jeg misforstod den selvfølgelig right away og blev ikke særlig glad for at høre den. Så kasserede den hurtigt. Indtil for nylig, da jeg blev inviteret til at se dokumentaren ‘Wild Combination‘, der dokumenterer manden bag sangens liv, Arthur Russell. Først efter at have fået en indsigt i mandens liv og tragiske ende på et ellers smukt liv, forstod jeg sangens alvor.
Arthur Russels (1952 – 1992) musik kan anbefales på det kraftigste fra min side, og ligeså dokumentaren. Og så vil jeg ellers lade musikken tale for sig selv…
