Jeg ved at der findes mange lignende og sikkert lige så slemme historier igennem musikbranchens historie. Men at det stadig kan finde sted i sådan en grad i dag, chokerer mig. Hvor er medmenneskeligheden og forståelsen for kunsten henne i det her. Det drejer sig om Alaska in Winter frontmanden Brandon Bethancourt, som udover at være så fattig at han ikke engang har kunne betale for at varme sin bolig op eller for mad for den sags skyld, er endt ud i en slem depression som holder ham i sygesengen. Alaska in Winters pladeselskab Regular Beat Recordings har ikke betalt Brandon hans andel af en sync aftale, som pladeselskabet iøvrigt indgik ulovligt med et TV-selskab. Og når han forsøger at komme i kontakt med dem, ignorerer de ham.
Jeg spørger bare, hvordan kan man få sig selv til sådan noget?!
Denne mandag sidder undertegnede og fifler lidt med en gåde. Det er gåden om, hvorfor bandet Fat Freddy’s Drop ikke er blevet anmeldt i nogen større danske magasiner/dagblade/ugeblade eller lignende, efter deres andet album Dr. Boondigga & The Big BW er udkommet. Det første studiealbum Based On A True Story udkom i 2005 med fremragende anmeldelser og efter en fabelagtig koncert i Vega i 2008, er det ærlig talt svært at se, hvorfor pladen ikke har fået noget omtale. Den udkom i Danmark den 9. august 2009 på det uafhængige pladeselskab The Drop, og det bærer nok en del af forklaringen til, at pladen ikke er kommet ud til alle. Men nogen gange kunne selv kulturpressen måske nok lære at være lidt mere opsøgende. Jeg ved, at der bliver lavet meget musik, men det kunne for eksempel være, at nogle af de anmeldere, der anmeldte bandet (godt) tidligere, henvendte sig til det pågældende Indie-label, og var bare en lille smule opsøgende for en gangs skyld. Som sidebemærkning kan det nævens, at titlen også har lidt at gøre med samme problemstilling. Nå. I hvert fald så er det på tide, at undertegnede sender anbefalingen videre til de uindviede, for der ligger faktisk TO fremragende studiealbums og venter, selvom det kun er det ene, der er kommet igennem til pressen i DK.
Det første er Based On A True Story fra 2005, og det andet er det omtalte Dr. Boondigga & The BIG BW. Fat Freddy’s Drop er blevet kendt for deres hybrid af især dub, reggae, jazz, electronica og pop. Deres univers cirkulerer omkring en smooth lækker lyd, der bliver krydret af forsanger Joe Dukie og en energisk blæsergruppe, samt klassisk reggae vokal manipulation. Ved selvsyn kan jeg bekræfte, at bandets force kommer til udtryk i deres live-shows, hvor de også, mere eller mindre løbende udvikler og komponerer deres numre. Det er således, at det seneste album er kommet til verden, og det kan virkelig godt høres, at det er numre, der har fået lov til at tage sin form på den færdigindspillede udgave.
Den koncert undertegnede var tilstede ved, var ved den omtalte koncert i 2008, hvor de rent faktisk spillede et ganske stort udpluk af nye numre. Jeg skal hilse og sige, at man ikke bliver skuffet ved nærmere lytning.
De to albums er aldeles helstøbte, og numrene er både drømmende og stemningsfyldte. De to vedhæftede Youtube klip er to af favoritterne fra Based On A True Story, og ligeledes er de to numre fra Soundcloud også favoritter fra det nye album. Start der, og hør så meget gerne de to albums i en helhed, det fortjener de. Slutteligt kan jeg lige lufte, at det New Zealandske band kommer tilbage til Vega den 22. august i år, undertegnede vil stå forrest, og håber at have kunnet have opfordret andre til at gøre det samme.
Dr. Boondigga & The Big BW fra 2009.
Fat Freddy’s Drop – Dark Days (Based On A True Story):
Fat Freddy’s Drop – Del Fuego (Fra Based On A True Story):
Fat Freddy’s Drop – Big BW (Fra det nye album, Dr. Boondigga & The Big BW):
Når nu Rune har så travlt med at promovere gadefest i Århus, vil jeg være så rar at støtte op om mine arvtagere på Studenterhuset Klostret. For selvom man ikke skulle tro det, har de kære folk faktisk fået konkurrence til stregen på grund af blandt andet gadefesten. Så her kommer lige lidt reklame.
Slaraffenland som de sidste par måneder har haft vældig travlt med bl.a. SXSW og turnévirksomhed i England, har taget sig tid i kalenderen til at spille på Studenterhuset Klostret i Kolding på lørdag. De SPOT aktuelle herrer er kendt for at levere en farverig indiepop fest når de spiller live, og på lørdag er sikkert ingen undtagelse. Undertegnede skal selvfølgelig ned og se det, og glæder sig rigtig meget. Sidst jeg så dem, var i konstellationen Slaraffenklang, hvor de spiller sammen med Efterklang. Hvilket var en fantastisk oplevelse! Denne konstellation kan man også være så heldig at opleve på SPOT Festivalen på åbningsaftenen.
Men for lige at vende tilbage til hovedformålet med dette indlæg, så spiller Slaraffenland nu på lørdag d. 8. maj på Studenterhuset Klostret i Kolding (det kan ikke siges nok gange hva?!). Entréen ligger på sølle 30 kr (WOW!). Så kom kom kom for pokker! Og med de lave priser på øl og alkopops, kan det kun blive en fest. Læs mere om arrangementet her.
Her på blaa vinyl er vi så småt ved at varme op til den kommende Spot festival i Århus. Begge skribenter bag denne blog er engagerede i diverse projekter på festivalen, men vi lover et referat fra festivalens eskapader, når den er overstået og aftalerne forhåbentlig er kommet i hus til de mange håbefulde og dygtige orkestre. Der er i år så mange bands både til det udvidende initiativ Inter Spot og til den rigtige Spot festival, at det (som sædvanlig) bliver svært at vælge fra og til, men det er nu mere et luksusproblem end en egentlig kritik.
King’s Light Infantry – Crops
Et af de band det kunne være oplagt at tage fat på i denne optakt, er et af de friske pust, der i år bliver præsenteret fra den lokale up-and-coming scene. Det er århusianske King’s Light Infantry, som just er aktuelle med deres debut EP Crops, der udkom i april på det taktisk gode tidspunkt op til Spot udvælgelsen, hvor de har været så heldige at komme med. Som sædvanlig er det ikke helt uden grund, at de indtager brædderne Spot. For den 7 numre lange Ep viser et særdeles lovende potentiale, der nok sagtens kan tåle at blive præsenteret for den vide verden.
Crops er forgængeren til et album, der skal udkommer i 2011 på det fremadstormende label Pad & Pen Records, og hvis man lytter Ep’en igennem, kan man ikke lade være med at glæde sig til at høre orkesteret få lov til at folde sig ud på album formatet.
Stilen er en dyster indie-rock med samme tendenser som andre danske bands a la Green Concorde, men med mere fokus på nuancerne i især guitarfigurernes sammenhæng, som er aldeles velspillet på Crops. Generelt er pladen veludført og vokalen er i en klassisk indie-stil, hvor man egentlig er i tvivl, om det er musikalsk nerve, eller om det er en skrantende vokal kvalitet lidt i stil med Københavnske The Olympics. Det er dog klart førstnævnte musikalske nerve undertegnede hælder til, da det netop er den man bider nævneværdigt fast i ved flere gennemlytninger, og tvivlen bliver da også vasket væk, når man hører nummeret Leaving A Kid, hvor det vokale ambitus viser nye højder.
Ellers er højdepunkterne In the Dirt of this Town, Home og Cry Wolf. Sidstnævnte var nummeret, som var bidragende til hypen omkring King’s Light Infantry, der især tog fat i kraft af deres deltagelse i 2009 udgaven af live-konkurrencen Starfighters. Et melodisk lækkert afdæmpet nummer med en stor personlighed og kant. Home havde bandet kort på Soundvenue Selected, og den er da også undertegnedes overordnede favorit med en formidabel og øre-hængende hook-line i både vers og omkvæd samt et dovent sekstendedels trommebeat, der virker helt fantastisk som underlægning. Igen får guitarerne virkelig ordenlyd. In the Dirt of This Town er for undertegnede mere Interpol’sk i lyden, men uden at det dominerer, og det virker egentlig bare som en behagelig reference til baghovedet.
I hvert fald foreligger der en opfordring til at tjekke King’s Light Infantry ud på Spot, høre deres EP, og til at holde øje med dem på i fremtiden når deres album engang ser dagens lys. Personligt vil jeg i hvert fald se frem til at høre, hvad de kan tage det til.
Se og hør King’s Light Infantry til Spot festivalen på Pickup scenen fredag den 22. maj kl. 15.
To numre fra King’s Light Infantry’s omtalte debut Ep Crops kan høres her:
Som den århusianer jeg er, vil jeg da godt lige have lov til at slå et slag for århusianernes bud på, hvad Københavnerne betegner som Distortion Festival. I Århus hedder det Mejlgade for Mangfoldighed, og det er en folke/gade-fest/kulturevent med tre livescener og diverse rum indrettet til kreativitetens formål i den vel nok hyggeligste bygade i Århus.
Musikken på de tre live scener viser et bredt udsnit af det spirende undergrundsmiljø primært fra Århus, men også fra resten af Danmark. Derudover er der frit spil i fire forskellige ‘Spaces’ (Open-, Learning-, Public- og No Space), hvor andre kreative kræfter bidrager med debatter, events og andre kunstneriske installationer.
I bedste gadefest stil bliver det hele sluttet af med, at man i samlet trop spadserer til en alternativ endnu ukendt beliggenhed, hvor (efter) festen vil slutte det hele af.
Sidste år var der næsten 7000 deltagere, og i det smalle gademiljø tror jeg ikke, at man kan undgå at blive grebet af den festlige stemning, og da slet ikke når det musikalske line-up ser ud som det gør. Hvis man kaster et hurtigt blik, er man i hvert fald ikke i tvivl om, at det er musik, der motiverer til fest og luftning af træbenet. Electrojuice, Sort Stue, Annasaid, Analogik og Boom Quips er i hvert fald alle navne, jeg har været vidne til, og der er det ikke gået stille for sig.
Jeg begræder selv min dårlige planlægning, der resulterer i, at efterfesten nok er, hvad jeg når, men den vil jeg se frem til, og opfordre feststemte århusianere samt københavnere til at forsøge sig med Århus’ ydmyge, men særdeles gennemførte svar på en gadefest.
The National er i disse tider et navn, de fleste har hørt – fra andres eller deres egne læber. Albummet Boxer var albummet, der skabte gennembruddet, i hvert fald set med danske briller, og de bliver i disse dage hypet til den store guldmedalje op til udgivelsen af deres kommende album High Violet, der udkommer den 10. maj i år. Undertegnede røg på The National efter at have læst om dem i en seks-stjernet anmeldelse af Gaffas skribent Jeppe Krogsgaard Christensen, det var albummet Alligator (2005), som er et fantastisk støjende og melodisk album med en tidløs lyd, som undertegnede sjældent havde hørt mage.
Kort efter stødte jeg på den EP The National havde udgivet op til udgivelsen af Alligator, som stadig står som The Nationals (foreløbige) største præstation. Det var EP’en Cherry Tree fra 2004, som er virkelig tæt på 2005-albummets kvalitet. Ikke nok med at der er en enkelt genganger fra Cherry Tree til Alligator (All The Wine), men den er også, på samme måde som Alligator, både varm, støjende, behagelig, hårrejsende, og så er numrene helt fantastiske.
Størstedelen af numrene er lavmælte og behagelige, mens Murder Me Rachel, som er en det eneste live-nummer på albummet, virkelig støjer igennem, hvilket netop er en af The National’s forcer i live-sammenhænge. Som udgangspunkt er favoritterne dog Wasp Nest, About Today og Cherry Tree, men resten af numrene er også af en særdeles høj kvalitet. Cherry Tree EP’en er at anbefale til både The National newbees og til kendere af de omtalte albums, for kvaliteten er virkelig i top. Find et par mp3 udpluk længere nede.
Den første gang jeg nogensinde stiftede bekendtskab med Figurines, var da de varmede op for Mark Olson, The Creek Dippers feat. Victoria Williams i Voxhall d. 13. marts 2003. Det var en veninde der havde lokket mig til at købe en billet til en værdi af 110 kr + gebyr, og tage turen fra Kolding til Århus, bare for at se opvarmningsbandet. Jeg kan huske at jeg syntes det havde været en lidt småpebret tur, bare for at se et opvarmningsband, for vi blev ikke og så hovednavnet, hvilket vi siden hen har fået høvl for. Jeg husker ikke engang om Figurines var godt eller ej. Men et eller andet indtryk må de have gjort, for jeg har oplevet dem live syv gange siden, ejer samtlige af deres plader og har endda selv stået bag én af koncerterne.
Siden 2003, er de blomstret op igennem tre unikke albums, Shake A Mountain (2003), Skeleton (2005) og When The Deer Wore Blue (2007), fået en del mere opmærksomhed her i DK og nået næsten en hel omgang om kloden. Derudover har bandet igennem tiden skiftet ansigter og form. Først med den nu tidligere bassist, Andreas Toft’s exit i 2006 og siden med den nye bassist Mads Kjærgaard plus udvidelse med Malthe Fischer (Oh No Ono) på tangenter, hvor sidstnævnte siden er skiftet ud med Jens Ramon og Mads Kjærgaard har meldt sin exit. Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke ved hvor Kristian Volden (trommer) er forsvundet hen, men Figurines anno 2010, består kun af Christian Hjelm (vokal/guitar), Claus Johansen (guitar/trommer) og Jens Ramon (tangenter), hvoraf de to førstnævnte er de eneste oprindelige tilbageværende medlemmer.
De udgiver en EP næste mandag d. 3. maj, som forløber til deres fjerde album der ventes ude til efteråret. EP’en indeholder udover førstesinglen Lucky To Love (som iøvrigt også er titlen på EP’en), covernumrene Television Time (The Mopeds (det svenske 90’er band)) og New Orleans Instrumental No. 1 (R.E.M.), hvoraf førstnævnte cover er det mest iørefaldende og lækreste af de to hvis du spørger mig. Ydermere indeholder den dels en tidligere uudgivet sang Drag The Mood fra indspilningerne til When The Deer Wore Blue og en alternativ version, eller demo om man vil, af Poughkeepsie som er endnu en sang der kommer med på den kommende plade. Vi har her på blaa vinyl været så heldige, at få lov til at dele (streame) den nye single med jer kære læsere, så nyd det:
Figurines er et band der for mig mest har prydet diverse festmiks igennem årene. Og da jeg i sin tid bookede dem til studenterhuset, havde jeg ingen anelse om hvor store de havde vokset sig. Men det gik hurtigt op for mig, da folk gik helt amok og skulderklappene ingen ende vil tage. Jeg var med til deres sidste koncert på deres turné i efteråret, hvor både Mads Kjærgaard og Kristian Volden spillede deres sidste Figurines koncert. Det var en overvældende oplevelse at stå der på balkonen og overvære et udsolgt Lille Vega hylde et band der i en sådan grad havde fortjent det. Det føltes virkelig som om et kapitel lukkede og et nyt startede. Jeg følte virkelig hvor meget jeg egentlig holder af dette band på denne aften og hvor mange minder deres musik har bragt med sig med årene. Og når det så er sagt, vil jeg her slutte indlægget af med én af mine favoritter fra deres seneste album:
Der er snart ingen grænser for hvad de vil vise os i TV i dag. Underholdningen får en højere og højere pris når det kommer til privatsfæren. Vi vil være vidne til det hele. Ja…det er ikke nogen nyhed jeg kommer med her, men det slog mig da jeg forleden så dokumentaren Stages om Duné. Det er ikke et band jeg har dyrket synderligt meget på noget tidspunkt, men jeg havde hørt så meget om dokumentaren, at jeg blev nødt til at se den (sådan har jeg det faktisk generelt med musikdokumentarer; altså de behøver ikke at handle om noget musik jeg kan lide i forvejen). Og jeg blev ikke skuffet, snarer tværtimod. Derimod blev jeg en anelse forfærdet over hvor langt ind i privatsfæren de trækker seeren med. Man ser f.eks. starten, kritiske øjeblikke og enden på et kæresteforhold eller to, og oplever på et tidspunkt én af musikerne sidde en stiv nat i München og stortude til kameraet, imens han fortæller om forældrenes skilsmisse og faderens forsøg på selvmord – i detaljer! Jovist har drengen haft brug for at få afløb for de traumatiske hændelser, men måske skulle de – efter min mening – have undladt at tage netop denne sekvens med…for hvad i alverden har den med musikken at gøre?!
Et band som Duné udlever en drøm som mange (bare se X-Factor) higer efter og drømmer om, og klart er der allerede her grobund for at kunne lave en dokumentar. Men man skulle måske efter min mening have ventet nogle år, til de havde flere år, succeser, plader og turnéer på bagen, så der derfor havde været mere indhold der handler om selve musikken og vejen dertil hvor de ville være nået til den tid, i stedet for at handle om musikernes personlige liv. Måske er det også bare mig der er gammeldags, for med Twitter, Facebook, reality-TV og mobilt bredbånd, er grænserne for hvor meget vi ved og får at vide om vores idoler, rykket en hel del. Hvilket får mig til at tænke på den canadiske sociolog Erving Goffman, som netop brugte scenen i én af sine teorier:
Backstage (bag scenen) og frontstage (på scenen). Med disse begreber forstår Goffman handlinger som noget, der i en given situation kan betragtes som frontstage eller backstage. Front stage-aktivitet kan ses som alt det, der bliver foretaget for at opretholde det fælles indtryk i en situation. På denne måde er Back stage-aktivitet alt det, der er uforeneligt med front stage, og som derfor bliver holdt tilbage.
Det vil sige, at hvis man tog udgangspunkt i hans teori, så er store dele af backstage faktisk at finde på frontstage i dag, næsten uanset hvilken situation du befinder dig i, netop på grund af alle de her sociale medier. I Stages findes der stort set intet backstage eftersom vi er vidner til næsten det hele. Sådan en følelse får man i hvert fald når man ser filmen.
Til de af jer som flittigt har fulgt denne blog fra begyndelsen, ville i sikkert vide at jeg skrev bachelor opgave , om netop selvidentitet og modernitet, hvilket filmen om Duné i høj grad tager udgangspunkt i. Det er interessant, men også et yderst skræmmende fænomen synes jeg. Og spørgsmålet om hvor meget af Duné’s karriere er gjort op i selviscenesættelse og reel talent, bliver ved med at spøge i mit baghoved, da jeg synes det ene overskygger det andet mere end det måske burde. Det bliver interessant at se hvor de er endt om 10 år.
Et band det derimod har lykkedes for at producere en vedkommende dokumentar endnu før anden albumudgivelse, er Swan Lee. Jeg genså lige dokumentaren i forgårs, og selvom der er nogle sekvenser som indikerer forholdet imellem Pernille Rosendahl og Tim Christensen, er det stadig holde på et meget perifert niveau. Det er en meget naturlig ting netop i denne dokumentar, dels fordi at Tim i en periode er med i bandet, men også fordi at pladeselskaber og medier både dengang og den dag i dag, fokuserede på lige netop det forhold. Selvom det i sig selv er dybt intetsigende i forhold til musikken…så handler denne dokumentar også meget om at turde tro på sine drømme (musikken i dette tilfælde) og om at den lille grimme ælling bliver til en svane der lærer at stå på egne ben.
Pointen med disse to eksempler, er at man sagtens kan lave en spændende dokumentar i disse virale tider uden at skulle bryde privatsfæren så betydeligt som Stages gør det. Når det så er sagt, er jeg selvfølgelig godt klar over at der er 10 års forskel på lige netop disse to dokumentarer, men for mig har det ingen betydning. En god musikdokumentar har efter min mening 5-10% indhold om personerne bag musikken og de resterende 90% skal handle om musikken.
