Der er snart ingen grænser for hvad de vil vise os i TV i dag. Underholdningen får en højere og højere pris når det kommer til privatsfæren. Vi vil være vidne til det hele. Ja…det er ikke nogen nyhed jeg kommer med her, men det slog mig da jeg forleden så dokumentaren Stages om Duné. Det er ikke et band jeg har dyrket synderligt meget på noget tidspunkt, men jeg havde hørt så meget om dokumentaren, at jeg blev nødt til at se den (sådan har jeg det faktisk generelt med musikdokumentarer; altså de behøver ikke at handle om noget musik jeg kan lide i forvejen). Og jeg blev ikke skuffet, snarer tværtimod. Derimod blev jeg en anelse forfærdet over hvor langt ind i privatsfæren de trækker seeren med. Man ser f.eks. starten, kritiske øjeblikke og enden på et kæresteforhold eller to, og oplever på et tidspunkt én af musikerne sidde en stiv nat i München og stortude til kameraet, imens han fortæller om forældrenes skilsmisse og faderens forsøg på selvmord – i detaljer! Jovist har drengen haft brug for at få afløb for de traumatiske hændelser, men måske skulle de – efter min mening – have undladt at tage netop denne sekvens med…for hvad i alverden har den med musikken at gøre?!
Et band som Duné udlever en drøm som mange (bare se X-Factor) higer efter og drømmer om, og klart er der allerede her grobund for at kunne lave en dokumentar. Men man skulle måske efter min mening have ventet nogle år, til de havde flere år, succeser, plader og turnéer på bagen, så der derfor havde været mere indhold der handler om selve musikken og vejen dertil hvor de ville være nået til den tid, i stedet for at handle om musikernes personlige liv. Måske er det også bare mig der er gammeldags, for med Twitter, Facebook, reality-TV og mobilt bredbånd, er grænserne for hvor meget vi ved og får at vide om vores idoler, rykket en hel del. Hvilket får mig til at tænke på den canadiske sociolog Erving Goffman, som netop brugte scenen i én af sine teorier:
Backstage (bag scenen) og frontstage (på scenen). Med disse begreber forstår Goffman handlinger som noget, der i en given situation kan betragtes som frontstage eller backstage. Front stage-aktivitet kan ses som alt det, der bliver foretaget for at opretholde det fælles indtryk i en situation. På denne måde er Back stage-aktivitet alt det, der er uforeneligt med front stage, og som derfor bliver holdt tilbage.
Det vil sige, at hvis man tog udgangspunkt i hans teori, så er store dele af backstage faktisk at finde på frontstage i dag, næsten uanset hvilken situation du befinder dig i, netop på grund af alle de her sociale medier. I Stages findes der stort set intet backstage eftersom vi er vidner til næsten det hele. Sådan en følelse får man i hvert fald når man ser filmen.
Til de af jer som flittigt har fulgt denne blog fra begyndelsen, ville i sikkert vide at jeg skrev bachelor opgave , om netop selvidentitet og modernitet, hvilket filmen om Duné i høj grad tager udgangspunkt i. Det er interessant, men også et yderst skræmmende fænomen synes jeg. Og spørgsmålet om hvor meget af Duné’s karriere er gjort op i selviscenesættelse og reel talent, bliver ved med at spøge i mit baghoved, da jeg synes det ene overskygger det andet mere end det måske burde. Det bliver interessant at se hvor de er endt om 10 år.
Et band det derimod har lykkedes for at producere en vedkommende dokumentar endnu før anden albumudgivelse, er Swan Lee. Jeg genså lige dokumentaren i forgårs, og selvom der er nogle sekvenser som indikerer forholdet imellem Pernille Rosendahl og Tim Christensen, er det stadig holde på et meget perifert niveau. Det er en meget naturlig ting netop i denne dokumentar, dels fordi at Tim i en periode er med i bandet, men også fordi at pladeselskaber og medier både dengang og den dag i dag, fokuserede på lige netop det forhold. Selvom det i sig selv er dybt intetsigende i forhold til musikken…så handler denne dokumentar også meget om at turde tro på sine drømme (musikken i dette tilfælde) og om at den lille grimme ælling bliver til en svane der lærer at stå på egne ben.
Pointen med disse to eksempler, er at man sagtens kan lave en spændende dokumentar i disse virale tider uden at skulle bryde privatsfæren så betydeligt som Stages gør det. Når det så er sagt, er jeg selvfølgelig godt klar over at der er 10 års forskel på lige netop disse to dokumentarer, men for mig har det ingen betydning. En god musikdokumentar har efter min mening 5-10% indhold om personerne bag musikken og de resterende 90% skal handle om musikken.