blaa mandag #22

Jeg har været inde på manden bag denne musik et par gange før herinde. Og nu er turen kommet til ham endnu engang i form af et blaa mandag indlæg. Ed Harcourt har på mange fronter været med på mit livs soundtrack siden jeg stødte på ham i 2002, og musikken har fulgt mig i både op og nedture. Det er måske også derfor han er den kunstner jeg ifølge min last.fm har lyttet mest til nogensinde.

Ed Harcourt udgiver på fredag sit femte studiealbum, med den korte og ret præcise titel Lustre. Siden sidste album, er Ed blevet gift og er blevet far, og det kan godt fornemmes imellem linjerne i flere sange på pladen. Man bliver helt glad på hans vegne, og feel-good viben smitter i den grad af på lytteren igennem musikken, uden at det bliver en festplade. Hvis i forstår? Den første gang jeg hørte pladen, må jeg indrømme at jeg var en anelse skeptisk, fordi jeg ikke syntes han var rykket nogen steder. Og det støvede og skramlende udtryk som især var kendetegnende for hans debut-EP Maplewood (1), første album Here Be Monsters (2) og tredje album The Beautiful Lie (5), var ikke rigtig at høre, istedet lød det som ethvert andet gennemsnitligt singer-songwriter album. Men efter at have hørt det igennem en del gange mere, er dette indtryk blevet ændret, især efter at have opdaget den dejligt støvede mellotron, som er det gennemgående instrument i nummeret Haywired, som i kan høre herunder:

[soundcloud width=”100%” height=”81″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/edward_harcourt_haywire”] Ed Harcourt – Haywired by blaavinyl

Jeg er endt med at blive ret glad for pladen, og ville ønske den udkom på vinyl, som nogle af hans forhenværende plader gjorde. Så den kan blive en del af samlingen (se nedenfor (mine 7″ er ikke inkluderet i billedet)), som efterhånden er ret stor:

1. Maplewood (EP) (2000)
2. Here Be Monsters (2001)
3. From Every Sphere (2003)
4. Strangers (2004)
5. The Beautiful Lie (2006)

Tjek resten af albummet ud her og giv især ovennævnte nummer + nummeret Lachrymosity et ekstra lyt. Det kan anbefales på det varmeste.

I reminiscensen af Spot

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=y8rff5jLH_M&hl=da_DK&fs=1&color1=0x006699&color2=0x54abd6]

Hvis du klikkede play på videoen (som i øvrigt er et af årets mest charmerende videoer) før du læste videre, så er du nu bekendt med en talentfuld ung mand fra Århus. Navnet er Snævar Njáll Albertsson, og han har flere aktiver på det musikalske område. Her på bloggen har vi for nylig omtalt Snævars solo-projekt: Dad Rocks! Som vi efterfølgende har hørt i fuldlængde, og den nyligt udgivende ep Digital Age kan anbefales på det allervarmeste.

Ellers er Snævar frontfigur i bandet Mimas, som har haft store koncertsucceser i udlandet. Undertegnede var så heldig at fange Snævar over mail (gud forbyde det i disse skønne soldage) før han drager på turné med Mimas, der blandt andet går til Tyskland, Luxembourg! og Schweiz. Generelt for Mimas må man sige, at de er utrolig dygtige til at etablere kontakter i udlandet i forbindelse med deres koncertvirksomhed, og det er formentlig også derfor, at de har ry for at være et særdeles velspillende og underholdende orkester på en scene. Et nyligt eksempel på dette er på årets Spot festival, hvor de fire herrer havde iklædt sig hættetrøjer med et bloddruppende hjerte, samt udvidet deres oprindelige set-up. Her fik de flere positive ord med på vejen. Vi bringer mail-interviewet i en ucensureret udgave.

Mimas på Spot 2010 (Foto af Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Hvordan var årets Spot festival for dig Snævar?
Det var en virkelig dejlig festival i år. Vejret var fantastisk. Jeg var i meget godt selskab, og vores koncert gik rigtig fint.

Hvad var det bedste du så?
Det er et virkelig godt spørgsmål. Jeg fik set alt for lidt musik, men det hænger selvfølgelig sammen med at jeg både spillede fredag og lørdag. Desuden mødte jeg virkelig mange mennesker, som man lige skulle sludre med. Nu bor jeg trods alt i Århus, så der var en del der gerne ville skåle. Jeg er rigtig træt af at jeg måtte misse Pinkunoizu og Kellermensch, men jeg fik dog fanget rigtig gode koncerter med Kings Light Infantry, Plök og så synes jeg faktisk at The Kissaway Trail gjorde det aldeles fint. Jeg så desuden det franske band Montgomery til et gogoyoko arrangement, og de var min store overraskelse til SPOT.

Hvordan synes du det gik med koncerter du spillede under festivalen?
Jeg er helt tilfreds. Dad Rocks! koncerten på taget af LYNfabrikken var en meget hyggelig affære, og det var ganske anderledes at prøve at skabe en intim stemning udenfor under en bagende sol. Men det gik helt fint, og publikum var meget modtagelige. Mimas koncerten gik ud over al forventning, og det var en helt speciel koncert for os. Det var første gang vi havde to ekstra blæsere med, som vi så benyttede til mange af de nyere sange, som bliver udgivet til efteråret. Publikum til vores koncert var fantastiske, og der var generelt en stor glæde over hele seancen. Vi havde virkelig glædet os til at optræde til festivallen, og havde sådan lidt en følelse af at ‘nu skal vi vise dem hvad vi kan’ – i og med at vi efterhånden har spillet flere koncerter udenlands end hjemme i Danmark. Vi delte ud af gratis eksemplarer af vores debut-plade, og vi kom alligevel af med 200 af dem, så jeg tror koncerten faldt i god jord.

Mimas på Spot 2010 (Foto af Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Nu var jeres koncert godt fyldt op, var det rart at folk fra byen kom og bakkede jer op også?
Klart! Men jeg tror nu ikke at vi betragter os som nogen form for lokale helte, eller noget i den stil. Det var dog uden tvivl en virkelig god fornemmelse at stå på scenen med et så talstærkt publikum, sådan noget kan ikke rigtig undgå at give selvtillid, og smitte af på bandet energimæssigt, og det resulterer gerne i et mere sindssygt show. Ikke for vi ikke ville give den hele armen hvis der blot stod ti, det har vi gjort masser af gange, men i det her tilfælde føltes det bare helt rigtigt at der var pakket.

Dad Rocks! til gogoyoko event under Spot 2010.

Du spillede både med dit solo-projekt Dad Rocks! og med dit band Mimas – godt nok kun med Mimas på den officielle plads – men hvordan synes du det var, at være i en situation hvor du repræsenterer to forskellige musikalske udtryk til eventuelle samarbejdspartnere?
Det føles egentlig ret naturligt. Det er to meget forskellige udtryk, og derfor bliver det også ret nemt for mig at adskille i mit musikalske univers. Og det samme tror jeg gælder for øvrige lyttere. Samtidigt er det en god mulighed for at gøre opmærksom på hinanden. Hvis der er nogen der rigtig godt kan lide Dad Rocks! kan de ikke rigtig undgå at stifte bekendtskab med Mimas, og omvendt. På den måde tror jeg faktisk kun det er gavnligt.

Mimas på Spot 2010 (Foto: Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Har du/I fået nogle konkrete henvendelser siden Spot, hvis det har været ønsket?
Ja, det har vi. Det bliver forhåbentlig noget med nogle fransk festivaler, og vi er desuden blevet spillet en del i Estisk radio, og vi har desuden fået nogle meget pæne ord med på vejen af bl.a. Clash Magazine, som udkårede os som nogle af deres favoritter. Og så var der et par pladeselskaber som også har ytret sig i meget positive vendinger.

Hvad er din opfordring til andre der godt kunne tænke sig at præsentere sin musik for udenlandske samarbejdspartnere på Spot? Et godt råd?
Jeg synes personligt at det er vigtigt at man gør de ting man har det allerbedst med. Det er ikke nødvendigt at have et eller andet sindssygt sceneshow, hvor man har gjort en masse ud af nogle ting, hvis det ikke er nogle man er komfortable med. Personligt synes jeg at det skal kunne ses at man nyder at være tilstede, og at man viser at man rent faktisk elsker at spille koncerter. Det er de mennesker der ser på meget, meget interesseret i at man er.

I arbejder på nyt materiale i Mimas – er det meget anderledes end hvad vi tidligere har hørt?
Hvis man ikke har hørt Mimas live det sidste halve års tid, så er det ganske anderledes. Materialet er desuden ganske varieret på den nye plade, og der er både pop, slacker, hip-hop elementer, math-rock, råbe-kor og en klaver-baseret ballade.

Vil vi høre mere til Dad Rocks! i fremtiden?
Uden tvivl. Jeg regner med at lave en mere eller mindre lo-fi demo til sommer, som en optakt til min første fuldlængde, som jeg håber på at optage i løbet af efteråret, hvis alt går vel.

Vi takker Snævar Njáll Albertsson mange gange for at dele sine Spot erfaringer og fifs med os. Undertegnede kan som sagt anbefale Dad Rocks! ep’en på det varmeste, og ligeledes Mimas’ debut skive The Worries.

Goodies:

En foreløbig unavngiven sang fra det omtalte Gogoyoko arrangement i forbindelse med Spot festivalen på toppen af Lynfabrikken):

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=KMXvOhZZJc8&hl=da_DK&fs=1&]

To gratiz numre med Dad Rocks! her:

Dad Rocks! – Nothing Keeps Up (Via Kanel Records hvor ep’en kan købes)

Dad Rocks! – Aroused By Hair (Via Kanel Records)

Hør desuden nyt materiale fra Mimas’ kommende plade på deres facebook gruppe, nummeret Application ligger til streaming.

Kong Højrød

Ja som gårsdagens indlæg bar præg af, så var undertegnede en presset herre. Der var en eksamensopgave der lige skulle overstås, en af de lidt større af slagsen, så nu kan blikket atter vendes mod lidt mere blog-agtige emner.

I fik en kort snas af det album undertegnede gerne vil sende videre i systemet. Til dem der ikke kender det, så hedder albummet In the Court Of the Crimson King af King Crimson. Et band der vel bedst beskrives som prog-rock, eller avantgarde-pop. Melodisk er det i hvert fald i høj grad på trods af en ofte større kompleksitet, der i særdeleshed bliver udført af trommeslager Michael Giles, tangent-geni Ian McDonald, guitarist Robert Fripp og selvfølgelig lyrikeren i bandet Peter Sinfield (okay det var næsten hele bandet). I hvert fald er albummet et legendarisk album fra 1969, og det er det eneste bandet nåede at udgive i den line-up, som bestod af allerede omtalte medlemmer og bassist Greg Lake.

Bandet havde deres debut-koncert foran 650,000 mennesker i Hyde-Park i London i  juli 1969, idet de havde fået en opvarmningstjans for ingen ringere end The Rolling Stones, derefter blev albummet indspillet.

Musikken er vanvittig storladen, den er intim og den er yderst nervepirrende, især på grund af det tekstunivers de bevæger sig indenfor. De mest kompetente numre på pladen er: 21st Century Schizoid Man (der var vores blaa mandag track), Epitah (hvilken smuk titel), In the Court Of the Crimson King (nummeret der navngav bandet) og selvfølgelig Moonchild. Det er næsten hele albummet der er blevet nævnt, og det er ikke tilfældigt, for det er virkelig en gennemført plade, der ud over at have influeret prog-rocken i meget høj grad, også kan bryste sig af, at have influeret den senere garage-lyd og sikkert meget mere. Musikken er i hvert fald vanvittig kompetent, og selvom jeg desværre aldrig (endnu) har hørt pladen på vinyl, så siges det, at det er her den er bedst. Der er nemlig mange afdæmpede melodiske dele af pladen, som simpelthen bare skal høres i forbindelse med vinylens skratten.
[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=KovJ7WLh2Qc&hl=da_DK&fs=1&]
Hør titel-nummeret In the Court Of the Crimson King, og kom så ikke at fortæl mig, at du ikke fik en lille snert af storladen kongelighed på nethinden. Den holder hele vejen.
Bandet Yes, der læner sig tæt op af King Crimson stil, tilbød blandt andet Robert Fripp at erstatte deres daværende guitarist Peter Banks. Men så vidt jeg ved, så endte det aldrig med at være tilfældet, for King Crimson eksisterer stadig den dag i dag, dog har jeg ikke et særligt kendskab til deres efterfølgende plader, så byd gerne ind med anbefalinger.

Som bonus-info kan det nævnes, at King Crimson optræder på den ligeledes anbefalelsesværdig film Children Of Men (2006). Det er nok ikke en film for alle og enhver, men jeg er nu er sucker for post-apokalyptiske fortællinger.

Gå desuden på vinyljagt her.

blaa mandag #20

På grund af travlhed og en død computer var der desværre ikke noget indlæg sidste mandag. Denne pinsemandag har vi dog en ny (gammel) anbefaling at dele med jer. En anbefaling der kommer, fordi at undertegnede blev en musikalsk erfaring rigere, efter at have vidnet det pågældende band til weekendens forgangne Spot Festival.

Fans der allerede kender billedet ovenover vil vide, at det er lyriker-hybriden Frodegruppen 40, der har forfatter Jens Blendstrup i front, som er på tale. Folk der ikke kender til konstellationen bør vide, at det er en ufatteligt underholdende affære at se og lytte til Frodegruppen 40 og deres musik. Nederst i indlægget er der vedhæftet en lille video-antologi med Frodegruppen 40 med de bedste af de videoer ,der er til at støve op på ‘tuben’ samt et interview hvor Mikael Bertelsen interviewer frontmand Jens Blendstrup.

På Spot festivalen leverede de et brag af en vanvidskoncert, med papegøjemasker, legetøjs-græsslåmaskiner, dans på gulvet blandt publikum og en energi der satte nye grænser for, hvad den lille koncertsal Filuren kunne trække. Jens Blendstrup er en meget karismatisk frontfigur, der reciterer og læser op af digte, historier og situationsbeskrivelser, der genspejler sig for din indre nethinde. Numrene som der er videolink til: John danser grøntsag, Græsslåning og Tsunami (jeg tror det er et nyt nummer), var helt fænomenalt underholdende. Det der var gruppens styrke var udover utrolig velvalgte akkompagnementer på back-track beats, lap-steel, guitar, bas og kor,  den substans der ligger bag de ellers meget humoristiske og skæve tekster. Især i det omtalte nummer Tsunami, som var bandets afsluttende nummer til koncerten på Spot, indeholdt flere hyle morsommebilleder på danskerne, samtidig med at det indeholdt en forfærdelig tragisk historie om nogle børn, der forfølger en tsunami-bølge. Man kan kun håbe på, at de har mere fra samme skuffe, når de har færdiggjort det album, de i øjeblikket arbejder på.

Frodegruppen 40 var senest aktuelle med albummet Du ligner noget fra en pejs, hvilket helt sikkert bliver undertegnedes næste investering, og jeg glæder mig til, at høre om musikken er ligeså vanvittig og hjertegribende, som når den ses for fuld skrald til et modtageligt publikum.

Video-antologi med Frodegruppen 40:

Den episke optræden i tv-programmet Den 11. time med nummeret John danser grøntsag plus Mikael Bertelsens interview med Jens Blendstrup i den anden video:

Frodegruppen 40 der knipser nummeret Græsslåning:

Frodegruppen 40’s officielle hjemmeside.

Ømme fødder og udmattelsens sørgmodighed

Måske ikke den mest positive overskrift på et indlæg omhandlende den netop overståede SPOT Festival, som undertegnede havde en rigtig god en af. Jeg forlod pladsen for sidste gang i år i en taxa for snart to timer siden med tårer i øjnene og en kæmpe klump i halsen. Måneders forberedelser og resultaterne af disse var blevet leveret og afsluttet. På blot to dage. Mange håndtryk, indtryk og visitkort er blevet delt ud i løbet af to meget hektiske dage og aftener. Pladsen imellem Musikhuset og Ridehuset er vadet tyndt og fødderne dunker nu af smerte. Men alle minderne er bevaret og hjertet er fyldt til renden af kærlighed og kærligheden til musikken. Det er en dejlig fornemmelse der rumler i min mave, når jeg tænker tilbage på torsdag, fredag og lørdag. En fornemmelse af at have opnået netop alle de ting jeg kom for og mere til.

Egentlig oplevede jeg ikke så meget musik i år, men nåede da lige at få Slaraffenklang med i torsdags, hvilket var en smuk og underholdende oplevelse. Jeg kan godt lide at man kan mærke den der venskabelige ping-pong med et blink i øjet eller tre, som de to bands kører imellem hinanden. Både imellem numrene såvel som når musikken spiller og der bliver eksperimenteret på livet løs. Jeg glæder mig faktisk til allerede at opleve dem for tredje gang på torsdag d. 27. maj i Pumpehuset, hvor de skal spille dobbeltkoncert med Marybell Katastrophy og de søde Regnskyer kommer og vender plader (mere info fåes her).

Fredag nåede jeg på trods af travlhed forbi Label Love showcasen for at se Benni Hemm Hemm, hvilket var en fantastisk rar oplevelse. Akkompagneret med tre blæsere og velsignet med lækker lyd i et mørkt og tyst Archauz, var det ikke til at tage fejl af hvem der stod på scenen. Benni Hemm Hemm leverede et hyggeligt og velspillet lille set, og som det så ofte er på SPOT, var det lige kort nok. Så jeg håber at han kommer tilbage til Danmark meget snart og spiller en hel koncert med et størrer band.

Derudover nåede jeg forbi SPOT’s nye scene Pick-Up scenen, fredag aften for at se Twins Twins give den gas. Og det skal jeg da lige love for at de fik gjort! De leverede et tight og energisk set, som umuligt kan have skuffet nogen blandt det talrige fremmøde. Drengene kan roligt være stolte. Senere fik jeg fornøjelsen af at skulle være stand-in for ét af pladeselskaberne i DUP-boden og kunne derfra høre Alcoholic Faith Mission udføre en særdeles fremragende koncert nede i den anden ende af Ridehuset.

Lørdag mistede jeg hurtigt overblikket, og endte derfor kun at opleve snapshots af Betting On The Mouse, Sleep Party People, The Sad Lovers, Hunch Bettors, Marie-Louise Munck og Tremolo Beer Gut. Der var ellers sat ringe rundt om en masse andre navne + spændende seminarer, men prioriterede på starten af dagen nogle andre ting, og da jeg fik tid for mig selv igen, havde jeg mistet overblikket og tog blot tingene som de kom.

Én ting lod jeg dog ikke gå min næse (ører) forbi, og det var SPOT efterfesten nede på Studenterhuset hvor bl.a. Bodebrixen spillede op til dans, smil og sang, i selskab med en masse farverige balloner og intense regnbyger af glitrende konfetti. Det var én stor fest med det efterhånden meget velspillende band, og det gik lige i mit blod og smilebånd og fuldendte den fantastiske SPOT Festival, for mit vedkommende, på den bedst tænkelige måde.

Når pladeselskaber mødes…

…og kærlighed opstår. I den kommende weekend vil det primært være kunstnere og branche der vil opleve dette. Men også branchen vil indbyrdes møde nye som gamle velkendte ansigter og lege sammen (jf. sidste års indlæg om det Tivoli SPOT er). Det har det danske pladeselskab Good Tape Records, det islandske pladeselskab Kimi Records og det engelske pladeselskab Brainlove Records taget op og har skabt en showcase med hver deres udvalgte kunstner. Undertegnede her synes selvfølgelig det er en genial idé, da showcasen præsenterer hele to kunstnere som står mit hjerte nært, nemlig Benni Hemm Hemm og Murder, og det er derfor også én af de ting jeg ser allermest frem til på årets SPOT Festival (udover Slaraffenklang på åbningsaftenen selvfølgelig).

Folkene bag showcasen har gjort det nemt, og lavet en flyer der sådan set beskriver hele showcasen på den musikalske front…så den vil jeg lade tale for sig selv (selvom ArcHauz staves således):

Gør dig selv den tjeneste og mød op i Archauz på fredag kl. 15 til en halvanden times label love!

SPOT Festival og DUP

Hvis i synes her har været lidt stille i nogle halvlange perioder på det sidste, har vi en god forklaring. Rune har dels travlt med eksamen og en nedbrudt computer, og undertegnede har været (og er stadig) i praktik hos DUP (Danske Uafhængige Pladeselskaber), som har indebåret en masse travlhed og meget lidt overskud til at skrive indlæg her. I må dels af samme grund desværre undværre det ugentlige blaa mandag indlæg i morgen. Men det overlever i nok når nu jeg skriver det her indlæg i aften.

De af jer der har været på SPOT før, har sikkert stiftet bekendtskab med det såkaldte DUP-telt, som har været at finde på pladsen de sidste par år (er usikker på hvor mange år det egentlig har været der, da jeg først stiftede bekendtskab med det for 2-3 år siden). Dette telt er i år rykket ind i Ridehuset, og har fået hele 2 scener og meget bedre udstyr til at afvikle det hele (wow!). Udover DUP, vil også ORA (Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere) og P3 være repræsenteret i det store gamle hus. Jeg har i forbindelse med min praktik arbejdet på højtryk for at få det puslespil, der hedder afvikling til at gå op, samtidig med at jeg har skulle koordinere i forhold til DUP-boden, som også vil være at finde i Ridehuset i nærheden af den ene af scenerne. Som noget nyt i år, er det de forskellige tilmeldte pladeselskaber selv der står bag disken i boden og sælger plader. Man kan møde folk fra bl.a. A:Larm, Cope Records, Lolita Industri, Merger, Pony/Rec, Playground m.fl.

På de to scener vil man kunne opleve følgende bands:
Fredag:
ORA bands:
kl. 14:00: Vampire Blow
kl. 15:00: The Lovin’ Flickknives
kl. 16:00: Pløk
kl. 17:00: Wrong Side of Vegas

DUP bands:
kl. 18:00: Magnus Fra Gaarden
kl. 19:30: Claes Cem
kl. 21:00: Alcoholic Faith Mission
kl. 22:30: The New Heartaches
kl. 00:00: Dansk Fløde
kl. 01:00: I Got You On Tape

Lørdag:
kl. 12:00: DUP/Bandbase listening session

ORA bands:
kl. 14:00: Pinkunoizu
kl. 15:00: Bel Esprit

kl. 15:30: P3 Karrierekanonen

DUP bands:
kl. 16:40: Sleep Party People
kl. 18:00: The Sad Lovers
kl. 19:30: The Tremolo Beer Gut
kl. 21:00: 4Fod

kl. 21:40: P3 sessions

kl. 00:30: Supershine

Jeg har haft for travlt til at tjekke de navne ud, som jeg ikke kender på ovenstående liste, så vil derfor ikke anbefale nogen frem for andre. Men det skal nok blive interessant at opleve dem alle i løbet af de to dage. Jeg håber vi ses!