Det er ikke tit jeg tager til en koncert næsten udelukkende pga. opvarmningen. Sidst det skete, var da Figurines varmede op for Mark Olson and The Creek Dippers feat. Victoria Williams tilbage i 2003. I tirsdags skete det så igen, da jeg mandag aften opdagede at den kære Josh Ritter skulle varme op for The Swell Season, blev jeg desperat og forsøgte straks at anskaffe mig en billet til den udsolgte koncert. Som i kan se i mit indlæg fra i onsdags, lykkedes det mig heldigvis. Og selvom jeg ankom lidt sent, nåede jeg alligevel at få halvdelen af opvarmningen med…og hvilken opvarmning! Hvis der er en musiker der kan bringe et smil på dine læber, også selvom du står aller aller bagerst…så er det Josh Ritter!
Den første gang jeg hørte og for den sags skyld oplevede ham, var da han varmede op for Damien Rice på Lille Vega i 2004, og faktisk viste sig at være bedre end hovednavnet. Det er yderst sjældent et supportnavn kan efterlade sådan et indtryk! Det der overbeviste mig var den måde han fremførte sangene på, hans udstråling og den måde han præsenterede sig selv: “Hi, I’m Josh from MoscOW in IdaHO!”
Men især den måde han viste sin glæde over at have fået lov til at spille for et udsolgt Lille Vega, som support for Damien Rice. Han ikke bare sagde det flere gange, han viste det også i sit kropssprog, som smilede helt ud til fingerspidserne. Flere gange nærmest sang han grinende! Min veninde tog det ikke så positivt efter at have oplevet ham i tirsdags, da hendes kommentar var, at man skulle tro han havde fået en overdosis lykkepiller som barn, hvilket vel også er en meget passende beskrivelse, men hvem siger også at man ikke må være så glad når man optræder?
Jeg har set ham 3 gange mere siden, og fundet ud af at han simpelthen er sådan generelt, når han optræder live. Det er et eller andet sted virkelig livsbekræftende, for hvor tit ser man ikke en musiker stå på en scene og sige at vedkommende er rigtig glad for at være der, men kropssproget siger noget andet?! Det kommer vel så også an på hvilken slags musik vedkommende skal repræsentere, men Josh Ritter’s musik er nu heller ikke just festmusik.
En anden ting jeg også tydeligt husker fra den koncert, var da han pillede forstærkerstikket ud af sin guitar og gik væk fra mikrofonen, ud på scenekanten, bad folk om at holde 1 minuts stilhed og dedikerede derefter den næste sang til den netop afdøde Johnny Cash. Det var gåsehudsfremkaldende! Og for første gang den aften var publikum musestille. Det var et fantastisk bevis på at et supportnavn sagtens kan få publikum i sin hule hånd.
Jeg siger som regel at man først og fremmest skal opleve ham i levende live før man dømmer hans musik, som mest af alt lyder som Bob Dylan der møder Johnny Cash. Selvfølgelig skal man helst starte fra begyndelsen når det kommer til Josh Ritter, da han ligesom ét af sine forbilleder går fra det akustiske til det mere elektriske udtryk på sit fjerde album, hvilket jeg ikke har brudt mig alt for meget om. Det fungerer fint live dog, men på plade bliver det en kende kedeligt. Så er han mere spændende i sit akustiske element på plade, som jeg vil introducere jer for nedenfor. Først får i lige hans diskografi i hans studiealbum:
1. Josh Ritter (2000)
2. Golden Age of Radio (2001)
3. Hello Starling (2003)
4. The Animal Years (2006)
5. The Historical Conquests of Josh Ritter (2007)
[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/josh-ritter-paths-will-cross” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]
[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/josh-ritter-lawrence-ks” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]
[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/josh-ritter-kathleen” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]
Han dedikerede denne sang (som er fra Hello Starling) til en vis George Bush anden gang jeg så ham, læg godt mærke til omkvædet: