Kategori: poetry in mono

gæsteindlæg – waldo & marsha anbefaler

Waldo & Marsha

Der er lagt op til et brag af en aften lørdag d. 6. april når Waldo & Marsha gæster Stengade sammen med Young Dinosaur og Jens Ramon (Figurines) og Bastian Kallesøe (The New Spring). Find mere info her. Indtil da, kan du varme lidt op med denne interessante playliste:

Gladys Knight – Licence to Kill

– Det her er det vildeste pis i bandet lige nu. Love med love on top i den vildeste produktion, med de vildeste trommefills og bare sådan sindssygt effektivt lavet med verdens måske dårligste tekst på. Det er den dyreste, mest classy, billige sang, der nogensinde er lavet! Og vi elsker det så højt, så højt.

The Beach Boys – We’ll Run Away

– Listen af elskværdige The Beach Boys-sange er meget lang, men det her er en sang, som de fleste ikke kender, så nu gør vi lige en tjeneste at gøre folk opmærksomme på den her. Der er ikke så meget andet at sige end, at akkorderne, melodien, sangen, guitaren, orgelet og koret bare er så uendeligt dejligt.

The Beatles – Real Love

– Vild sang fra verdens bedste band. John Lennon skrev den i 1979 men udgav den ikke før sin død, hvorefter de resterende medlemmer i 1996 tog Lennons råspor op og klippede, klistrede og spillede til det. Det er dejligt at høre, hvor godt specielt Ringo og George spiller på deres gamle dage. Vi mener i hvert fald, deres reunion blev for vild!

Pilot – Just A Smile

– Det her band har virkelig fattet det i en tid, hvor folk generelt ikke fattede vildt meget. De vildeste sunshine-popmelodier på den strammeste 70’er-produktion er bare en dejlig kombi, der lyder som hvis 60’erne var fortsat videre op i næste årti. Det er for sindssygt dejligt og gør alt det som har gjort pop til pop. Mmmmmmmm.

The Chemical Brothers – Another World

– Her er en god sang. Den lyder virkelig godt og er meget dejlig at falde ind i. Hjertemusik, der også er godt at danse til. Man kan høre det altid og hele tiden, igen og igen, og man kan ikke skrue for højt op for den. Og så kan man nå at se, føle og høre nogle vilde ting, hvis man hører den rigtigt!

poetry in mono #10 i glimt

Den 1. december blev Poetry In Monos tiende arrangement afholdt på Stengade. Og det var en virkelig god aften i selskab med Asbjørn og Soffie Viemose, som billederne ovenfor (taget af Jakob Møldrup Petersen) også eksemplificerer.

Soffie Viemose startede fremragende ud med sin meget følte nordiske elektronika, der denne aften var nedbarberet til en duo, hvor de plejer de at spille som en trio. Viemose og trommeslager Victor Dybbroe gav en fremragende koncert, der kun kort blev afbrudt af et computer-breakdown. Et fint lille intermezzo, som blot fremhævede Soffie Viemoses tilbageholdne charme på scenen. Gift, To The Woods og et meget rytmisk drevet/energisk nummer undertegnede desværre har glemt titlen på, var store højdepunkter. Især det nyere mere uptempo klædte Viemoses univers glimrende.

Asbjørn tog over sammen med sit særdeles velspillende orkester, der på vanlig hvis sørgede for et betydeligt energi- og tempoløft. Asbjørn, der med sine dansable tilstedeværelse løftede intensiteten, præsterede virkelig at give en dejlig “sidste” koncert i denne omgang. Gutterne fra bandet sørgede i høj grad for, at der ikke var ét ben, der stod stille i løbet af koncerten, som for alvor nåede nye højder mod slutningen. The Criminal og Strange Ears tog kegler. Det må man blot erkende.

Vi takker for to virkelig gode koncerter af to lysende talenter, som vi glæder os til at følge videre frem. Vi ses i 2013 til mere Poetry In Mono. Se i øvrigt resten af billederne fra Poetry In Mono #10 på Stengades hjemmeside.

et kærligt interview – del 2

Så kom ugen. På lørdag går det løs. Vinderne af konkurrencen er fundet og har fået besked. Og vi bringer hermed som lovet anden del af interviewet mellem Soffie Viemose og Asbjørn. Denne gang er det Soffie der giver os et indblik i hendes forhold til Asbjørn og hans musik:

Beskriv dit første møde med Asbjørn’s musik
– Asbjørn og jeg går på konservatoriet sammen, så jeg mødte ham første gang der. Jeg var lige flyttet til Århus og var rimelig mistroisk overfor alle jyder, men Asbjørn kunne jeg ikke rigtig modstå. Vi skulle lave et skoleprojekt sammen hvor jeg hørte ham synge og bare tænkte, at han virkelig sang fantastisk. Lidt senere inviterede han mig med på optagelserne til hans video ‘The Criminal’, og blev igen vildt betaget af hans energi og udtryk. Den dag på sættet husker jeg som en magisk dag, hvor jeg følte mig beæret over at være med. Jeg kan huske jeg kiggede gennem linsen og tænkte: denne dreng er en stjerne, mon der er andre der kan se det? Det er der heldigvis!

The Criminal

Har Asbjørn haft indflydelse på dig og din musik?
– Ja helt sikkert, vi bruger hinanden som sparringspartnere, og hans mening er en, jeg respekterer dybt.
Nogle gange har han spillet en skitse for mig og jeg har bare siddet bagefter og tænkt at han slet ikke forstår hvor dygtig han er.
Jeg har siddet med en følelse af at være slået helt bagover af en smuk sang og samtidig med en snært af bitterhed over ikke selv at have skrevet sangen.

Hvilken kvindelig artist ville kunne charmere bukserne af Asbjørn?
– Hvis Robyn og Beyonce dansede rundt om Asbjørns seng i platformboots og glitteroutfits til et mix af ‘Who Run The World’ og ‘Dancing On My Own’, tror jeg ikke han ville kunne holde fingrene fra dem.
Hvilken mandlig?
– James Blake eller Frank Ocean ville også kunne synge ham blød i knæene.

Hvis Asbjørn var et stykke tøj, hvordan ville det så se ud og ville du ta’ det på og til hvilken lejlighed?
– Hvis Asbjørn var et stykke tøj, ville han være en mavebluse med hætte, med pailletter og gerne noget opklippet militant stof. Eller en kæmpe velourfrakke med kæmpe skulderpudder. Han er ikke bange for at blive set, den mand.

Fortæl en hemmelighed om Asbjørn
– Han kan sove alle steder, det er meget beundringsværdigt. Til gengæld snorker han som en gammel mand med tilstoppede luftveje, så man skal passe på han ikke falder i søvn for tæt på ens ører!

Til sidst: Hvad forventer du af Asbjørn’s koncert på Stengade d. 1. december?
– Jeg holder af, og beundrer samtlige medlemmer af hans band, så jeg forventer at bliver revet rundt i fabelagtige lydmekkaer og sindsyge rytmer. Jeg glæder mig til at se Asbjørn være en diva og jeg glæder mig til at høre hans dejlige sange og igen blive inspireret.

Det er som sagt på lørdag du kan opleve Soffie Viemose og Asbjørn i levende live i forbindelse med den 10. Poetry In Mono. Dørene åbner kl. 21 og det koster 80 kr. Mere info her.

Til at underholde før, imellem og efter koncerterne, får vi fint besøg af DJ Video Musik, som du kan tjekke ud her:

poetry in mono #9 #momenter

I lørdags havde vi vores 9. Poetry In Mono, og det var endnu engang en stor fornøjelse. Både Dad Rocks! og TM Hunter leverede fantastiske og intime koncerter, og publikum var dejligt lyttende, hvilket der også blev takket for fra scenen flere gange i løbet af aftenen. Mit (Rikke) absolutte højdepunkt på aftenen var, da Dad Rocks! fyrede op under covernummeret Gold Day med Sparklehorse fra pladen It’s A Wonderful Life (2001). Dermed ikke sagt at bandsenes eget materiale ikke kunne hamle op med det, tværtimod. Kvaliteten var så absolut i top hele vejen igennem. Dad Rocks! sluttede deres sæt af med et ekstranummer, hvor Snævar Albertsson satte sig bag det medbragte klaver og spillede en sang for/om sin søster, der har anoreksi. Et virkelig smukt øjeblik, som jeg desværre fik spoleret pga. arbejde, men som Rune til gengæld nød i fulde drag.

Vi glæder os til at se jer alle sammen igen allerede om en halvanden uge til vores 10. Poetry In Mono den 1. december, hvor vi får fint besøg af Asbjørn og Soffie Viemose.

et kærligt interview – del 1

I forbindelse med det næste Poetry In Mono arrangement d. 1. december, har vi sat Asbjørn og Soffie Viemose i stævne til et kærligt interview, hvor de taler om det personlige forhold de har til hinanden og ikke mindst hinandens musik. Her kommer første del hvor Asbjørn taler om Soffie.

Beskriv dit første møde med Soffie’s musik
– Jeg hørte sladder om en melankolsk københavnertøs med gråt hår, der havde forvildet sig til Århus. Fortørnet over at det jo plejer at være den anden vej folk flytter, så jeg videoen til ’Gift’ en sensommerdag i 2011 og blev taget med paraderne nede. På én måde var hun skabet og distanceret med glimmer i hele hovedet, mens hendes ærlige og rå fremtoning fortalte mig at der stak meget mere bag. Siden da har sangen været soundtrack til epokegørende øjeblikke, og jeg er sikker på den vil være underlægning til mange break- og makeups i min fremtid.

Gift:

Har Soffie haft indflydelse på dig og din musik?
– Soffie har været en muse siden jeg mødte hende! Den seriøsitet og nerve hun lægger i sin kunst er inspirerende som bare pokker, og derudover respekterer jeg hende meget for hendes DIY kompromisløshed. Vi står i mange af de samme karrieremæssige overvejelser og jeg spejler mig tit i hende, for svaret er altid helt ærligt.

Fortæl en hemmelighed om Soffie
– Hun hader dukker. Og har et outfit der ligner en stor laks! Og så bliver hendes plade et mesterværk – hør forsmagen på 1. singlen ’To The Woods’ med min yndlingsvideo af hendes her:

Hvilken artist kunne charmere bukserne af Soffie?
– Mariam Walentin fra Wildbirds and Peacedrums får hendes parader helt ned, og det er vel det bedste fundament for elskov! Og Thom Yorke kunne uden tvivl danse hende i kanen mens han synger om en lille ’Lotus Flower’.

Hvis Soffie var et stykke tøj, hvordan ville det så se ud og ville du ta’ det på og til hvilken lejlighed?
– Hun ville være noget varmt i kulden. Lavet af 80% øko-uld og 20% stiv neon-plastik i en krave, der kunne strækkes op over hovedet, når man havde brug for at være alene. Jeg ville helt sikkert have hende på på tour for at holde kontakt til den jyske muld, samt kunne lukke af for alle de nye indtryk i ny og næ.

Til sidst: Hvad forventer du af Soffie’s koncert på Stengade d. 1. december?
– En nærværende og selvudleverende kvinde, utallige kuldegysninger samt let præstationsangst over at skulle fylde scenen efter hende.

Husk at vi har en konkurrence igang i forbindelse med koncerten hvor du kan vinde 2 billetter til koncerten + signerede plader fra begge kunstnere. Læs mere om det og deltag her!

gæsteplayliste: dad rocks!

På lørdag den 17. november går det løs på Stengade med Poetry In Mono #9, hvor Dad Rocks! og TM Hunter kigger forbi, sammen med Brian Batz og Kaspar Kaae som DJ’s. I den forbindelse har vi fået den gode Snævar Albertsson til at give fem bud på sange, han holder meget af for tiden. Lyt selv med herunder, der er meget (gråt) guld:

– Jeg har de sidste to måneders tid været på to forskellige turnéer. I og med at jeg har været væk fra familien, har jeg hørt meget musik, som på en eller anden måde har manifesteret det savn, jeg har følt, mens jeg var på landevejen.

1: Bob Dylan – Boots of Spanish Leather

– Jeg har i længere tid ikke kunnet forstå Bob Dylan, men denne sang ændrede min opfattelse af ham som kunstner. Teksten er hjerteskærende, og melodien er tilpas vemodig uden at blive bebrejdende eller bitter. Der er en smuk accept af situationen til sidst, hvor tomrummet ønskes udfyldt af noget materielt, nu hvor den savnede beslutter sig for at blive på den anden side af havet.

2: Mermonte – Monte

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/39225174″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=006aff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

– Jeg arbejder med det franske band Mermonte på mit pladeselskab, og de klarer sig storartet. De arrangerede én af de koncerter jeg spillede på min Europa-turné, og det var en smuk aften. Mermonte er et ti-mands band, og de optræder i Aarhus (HQ) på torsdag sammen med Dad Rocks!, og igen i København på fredag (Huset i Magstræde). De synger her på fransk, og det er ganske enkelt uimodståeligt.

3: Love Among the Mannequins – Madame Yeti Woman

– Dette er et nummer, der endnu ikke er udgivet (sorry). Det er skrevet af bandet Love Among the Mannequins, i hvilket min gode ven Tobias Hayes spiller. Det er uden tvivl det bedste nummer jeg har hørt i 2012. Sangen tager udgangspunkt i en sand historie om en psykiater, og dennes patient, der led af skizofreni. Patienten mente at hans (fiktive) elskede yeti-kvinde ville vende tilbage til ham inden længe. Psykiateren begynder at skrive faktiske breve til patienten fra hans elskede, med lovning om at hun kommer tilbage i morgen. Hver dag får han et nyt brev, med lovning om at hun vender tilbage i morgen. Tragisk. Forhåbentlig får de udgivet deres plade i starten af det nye år. Så skal jeg nok lige give et praj.

4: Nick Cave & Warren Ellis – The Rider Song

– The Rider Song er en sang fra soundtracket til The Proposition. Warren Ellis’ (Dirty Three) violin formår altid at opholde sig et sted mellem eftertænksomhed og vemodighed, og passer fantastisk til Caves dramatiske og mørke stemme. En sang der for mig godt kan klare at opholde sig på repeat i flere omgange, da den blot varer 2 minutter og 31 sekund.

5: Tom Waits – Home I’ll Never Be (klaver-version) – (Vi på bloggen er i tvivl om korrektheden af versionen)

– Tom Waits lavede dette cover af Jack Kerouacs a capella sang, og spillede nummeret til en mindehøjtid for Allan Ginsberg. Han havde ingen planer om at optage sangen, men en eller anden havde en båndoptager i lommen, og stillede denne på klaveret. Der er en enorm længsel i denne version af sangen, og jeg har formentlig hørt den 200 gange.

Poetry In Mono #8 i #momenter

Der var dømt tråd, støj, rock og melodier, da Poetry In Mono #8 løb af stablen i lørdags. Det var lækre sager. Snart album-aktuelle Ocean View prydede Stengades koncertrum med deres materiale fra den kommende No End, som var vældig godt (se galleriet ovenfor, som vi dokumenterede i “bedste” Hipstermatic stil), mens Shiny Darkly leverede et utrolig heltstøbt show.

Det var – til dato – den (i musikalsk forstand) hårdeste aften indtil nu, men det var en sand fornøjelse, at der fra start blev vist tænder. Det kom sågar dertil, at Ocean View og Shiny Darkly startede hele herligheden ud med deres fælles nummer Bottom Floor, som du kan se et lille klip af nederst i dette indlæg. Det var vi virkelig begejstrede over, ligesom vi var det over vores DJ Mexican Golf. Tak for musik og alle fremmødte – vi nød det i fulde drag.

Vi ses næste gang den 17. november på Stengade, hvor Dad Rocks! og TM Hunter besøger Nørrebro med prominente DJ’s Kaspar Kaae (CODY) og Brian Batz (Sleep Party People).

Poetry In Mono #8: Vinderne er fundet!

Så er vinderne af vores konkurrence fundet, og vi har givet dem besked. Tak for alle jeres svar.
Der er nu under 1 uge til den 8. Poetry In Mono, og vi glæder os! Indtil da kan i varme op med DJ Mexican Golf’s fine mixtape:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/59409442″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=8051c8″ width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]